For nylig blev det afsløret at i filmen om Queens forsanger skal rollen som Freddie Mercury spilles af ingen ringere end Sacha Baron Cohen. Et måske ikke helt åbenlyst valg for nogen, men for undertegnede er det et ganske spændende, men også vovet valg, der godt kan gå hen og blive succesfuldt. ikke kun fordi Cohen åbenlyst ligner Mercury, men også fordi han faktisk er en habil skuespiller. Senest i Hugo viste Cohen, at han sagtens kan påtage sig mere seriøse roller og udføre dem med bravour. Nå det er sagt, så er det naturligvis hans provokerende roller som Ali G, Brüno og Borat han er blevet kendt for. Han står bag nogen af de mest grænseoverskridende og fornærmende ”reality-komedier”, der har bragt ham adskillige sagsanlæg på halsen. Desværre har det også gjort det mere end umuligt for ham, at bruge de nævnte figurer igen, da folk simpelthen genkender ham. Derfor er The Dictator ikke lavet i samme genre og er faktisk en reel film med en egentlig handling og rigtige skuespillere. Dette tager naturligvis meget af det provokerende og tå-krummende, som har været de gængse virkemidler i de andre film, men Cohen fortsætter ufortrødent med at forsøge at forarge.
Handlingen udspiller sig omkring Aladeen, en nordafrikansk, selvcentreret diktator, der tager til New York og risikerer liv og lemmer for, at hans land aldrig skal opleve demokrati. Under besøget bliver han forsøgt styrtet fra tronen og erstattet af en åndsfraværende dobbeltgænger, der i hans sted vil underskrive diktatorens magtfrasigelse, alt imens den rigtige Aladeen er nødsaget til fra bunden at finde en måde han kan komme tilbage til den tætbevogtede regeringsbygning han er blevet smidt ud fra inden dobbeltgængeren ødelægger hans undertrykte nation for altid. Der er jokes i stort set alle scener og samtaler og de indeholder et snert af racisme, fordomme, kønsdiskrimination og hvad man nu ellers kan forvente af Cohens film. Desværre varierer de meget i kvalitet og oftest føles humoren forceret, hvilket ødelægger den skarphed, der ellers altid er at finde i hans komik. Netop det, at det er ”rigtig” film ødelægger mange af de elementer som gør Cohens humor så speciel og det er ærgeligt. Det skal dog siges, at der også er en del hysterisk morsomme momenter, men de forekommer ikke så ofte og slet ikke på det groteske niveau man er blevet vænnet til.
Ekstramateriale
Der bydes desværre ikke på noget spektakulært i ekstramaterialet. Dog er Larry King Interviewet ganske interessant.
Konklusion
The Dictator lever desværre langt fa op til Cohens tidligere komedier. Om det er fordi han er blevet for kendt og derfor er blevet nødsaget til at lave en rigtig spillefilm, tør der ikke spås om, men den fungerer i hvert fald ikke så godt som man kunne forvente. Lidt for anstrengt og usjov til tider, samtidig er historien ganske træg og klichéfyldt.
Pris og tilgængelighed
Udkom d. 18 september på DVD og Blu-Ray.
Find den bedste pris på The Dictator
Trailer
[youtube id=”DS2lURW4JSI” width=”600″ height=”350″]
