En ny Spider-Man-film? Virkelig? Da man første gang så nyheden blev man da en smule begejstret over, at skulle se Tobey Maguire svinge sig løs i forsøget på at gøre den mildest talt skuffende 3’ere bedre. Men da man finder ud af, at der er tale om en reboot af hele serien, helt tilbage til square one, ville pessimismen ingen ende tage. Der er kun gået 5 år siden den sidste Spider-Man-film og 10 år siden den første i serien. Dette betyder hård odds for den nytilkomne film i familien af superheltefilm, da den uundgåeligt vil blive kraftigt sammenlignet med sin meget unge forgænger.
Historien er ligetil: Peter Parker, ung, klog, spagfærdig enspænder/nørd bides af radioaktiv edderkop, han får superkræfter og bliver til den fantastiske Spider-Man, der må balancere lektier, kærlighedsforhold, familie og superskurke i passende doser for at få tilværelsen til at hænge sammen. I denne film er der fokuseret mere på ”Amazing”-universet fra tegneserierne, hvor det ikke er Mary Jane men Gwen Stacy der er Peters highschool sweetheart. Heldigvis har Marc Webb valgt at gøre brug af en anden superskurk, The Lizzard, der i virkeligheden er den genmuterede Dr. Conners og dette sammenholdt med andre inkrementelle ændringer til det oprindelige univers giver denne Spider-Man en nogenlunde nyhedsværdi. Andrew Garfield gør det fint som Spidey, om end han måske virker en anelse for pæn og selvsikker til at være en ”rigtig” Peter Parker. Til gengæld passer hans kækhed perfekt til vores alle sammens edderkop. Emma Stone er flot og forførende som Gwen Stacy og generelt er skuespilspræstationerne af noget højere karat end i de tidligere film. Samtidig klæder det filmen, at den ikke læner sig 100% op af tegneserien, da dette medvirker til at den ikke fremstå ufrivilligt komisk som de andre film af og til gjorde. I det hele taget føles det hele mere som en ”rigtig film” end en film der er bundet af nogle superhelte-konventioner – og det virker! Når det er sagt er der virkeligt ikke meget nyt og der er fordi der simpelthen ikke er meget nyt at fortælle i denne karakteropbygningsfase – der er til gengæld muligheder i de efterfølgere der unægtelig vil komme. Men lige nu er filmen bundet af nogle ting der skal overstås for at fortællingen rigtigt kan udfolde sig, hvilket gør den repetitiv og kedelig. Samtidig er der nogle steder, hvor der bliver smurt lidt for tykt på, som når New Yorks kranarbejdere liner deres kraner op for at hjælpe Spidey på vej mod den onde The Lizzard. Det bliver lidt for blødsødent og påtaget, hvilket ikke passer ind i den ellers mere løsslupne stil denne film lægger op til. Men desværre er den helt store hæmsko, at man ikke rigtig mærker den der ubeskrivelige (tør man sige x-faktor?) Spider-Man -magi der kendetegnede de to første film – den følelse at universet virkelig kommer til live og suger en ind er ikke til stede i samme grad og man virker ikke helt så engageret som i forgængeren.
Ekstramateriale
Blu-ray-udgvielsen er fyld med guf. Faktisk er der en ekstra skive med kun til ekstramateriale. Masser af spændende production art og dokumentarer vedrørende stunts, visualiseringssekvenser og en 90 minutter lang bag-om-filmen dokumentar i flot kvalitet. Ydermere er der en meget smart funktion i vente, hvis man ejer en iPad eller en Sony tablet. Den skal prøves, ikke beskrives.
Konklusion
Som enkeltstående film er kvaliteten god. Skuespil og historie overgår den også sin forgænger, men man savner simpelthen Spider-Man-magien en smule. Emma Stone er fremragende som Gwen Stacy og overgår Dunst med flere længder, men selvom Garfield er en langt mere sympatisk og tiltalende Parker virker han et eller sted ikke som ”THE Peter Parker”. Måske er det et spørgsmål om tilvænning? Det er jo trods alt kun 5 år siden Maguire havde rollen.
Trailer
[youtube id=”DbJXf24v8ak” width=”600″ height=”350″]