Vi skal her se på en Xtorm power bank af de helt store, der også kan lade mindre laptops.
Hvad er der i kassen?
I kassen finder vi selve Xtorm Voyager power banken og en kort vejledning.
Design og funktionalitet
Xtorm Voyager 26.000 er en stor power bank! Den måler ca 18 cm x 9 cm x 2,3 cm, og vejer 520 gram. Den er lavet i hvid hård plast på kanterne, mens forside og bagside har en mat grå farve og en overflade det virker blød at røre ved. Byggekvaliteten er god, den virker robust og solid.
På siden sidder der en metalknap, og trykker man på den så viser 4 skjulte lysdioder på forsiden hvor meget strøm der er tilbage på batteriet.
I modsatte side sidder der to korte løse kabler. På den model jeg havde til test var det et USB-C – USB-C og et USB-C – Lightning kabel. Så har man et USB-C kabel der kan bruges til at oplade apparater med, og også til at oplade selve power banken. Og det andet kabel bruges blandt andet til at fast-charge de nyeste iPhones. Den findes også i en model med to USB-C – USB-C kabler, så vær opmærksom hvis du gerne vil have et iPhone kabel med.
At der er to kabler indbygget i Xtorm Voyager 26.000 er smart, så har man altid et kabel ved hånden der kan lade de fleste nyere gadgets (specielt hvis man er Apple-person).
I toppen sidder en række USB stik. Der er to USB stik der under støtter Quick Charge, så hvis det tilsluttede udstyr tillader det, kan der lades med 18 watt. Der sidder et USB-C stik der kan lade med 15 watt, og endelig sidder der et USB-C stik med Power Delivery der kan lade med hele 60 watt (20 Volt, 3 Ampere) Så det er muligt at lade f.eks. en Macbook Pro på farten. Det er ligeledes også muligt at oplade selve Xtorm Voyager 26.000 med hele 60 watt, hvis man har en oplader der understøtter det. Har man det, kan power banken lades op på omkring 3 timer. Det samlede output fra power banken er dog 60 watt, så har man flere enheder koblet til, bliver strømmen fordelt mellem dem.
Som navnet antyder, har Xtorm Voyager 26.000 en kapacitet på 26.000 mAh. Det er rigtigt meget, men dog stadig lige på den rigtige side af 100 Wh, som er det den maksimale kapacitet de fleste flyselskaber tillader at man medbringer ombord. Xtorm Voyager 26.000 har nemlig en omregnet kapacitet på 93,6 Wh.
Under min test har jeg brugt min iPhone 11 Pro, og jeg har ganske simpelt brugt en fuldt opladet power bank til at drive min telefon, og så har jeg talt hvor mange dage det kunne lade sig gøre. Normalt lader jeg min telefon hver nat, og den er typisk på 20-30% når den bliver ladet op igen. Med Xtorm Voyager 26.000 kunne jeg bruge min telefon i hele 7 døgn inden power banken var tømt. Det er et rigtigt godt resultat, og betyder at man f.eks. kan holde liv i sin telefon en hel festival. Og opladningen af min telefon gik også hurtigt, så ingen tvivl om at det medfølgende lightning kabel understøtter fast-charge.
Konklusion
Xtorm Voyager 26.000 er en rigtig lækker power bank. Detaljen med de indbyggede kabler er rigtig god, og fungerer fint i brug. Den er fleksibel med hensyn til hvad den kan lade op, og den har en høj kapacitet. Men det er også ret stor og tung (noget der jo følger med den høje kapacitet). At de holder kapaciteten lige under hvad flyselskaberne tillader er genialt, så har man brug for at arbejde længe på sin laptop i flyveren, og har man ikke adgang til strøm, så er Xtorm Voyager 26.000 en god løsning. Prisen er dog i den høje ende, men det er også en power bank der virker til at være høj kvalitet.
Pris og tilgængelighed
Xtorm Voyager 26.000 er set til ca 1300 kroner.
- Køb Xtorm Voyager 26.000 her