torsdag, december 19, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Turtle Beach Recon Cloud mobil controller

Test: Turtle Beach Recon Cloud mobil controller

Turtle Beach har for alvor bevæget sig ud fra audio-branchen og laver nu mange andre produkter til gamere. Deriblandt deres Recon Cloud controller, som vi har haft fornøjelsen af i denne omgang.

Hvad er der i æsken?

Den beskedne æske gemmer på selve controlleren, USB-C kabel og så holderen til selve mobiltelefonen. Der er naturligvis også en manual og de obligatoriske papirer, som EU måske bør arbejde på at få afskaffet og gjort til et digitalt krav.

Der er også en kode til Xbox Game Pass på en måneds penge. Det er så du kan teste din nye controller med en masse spil, blive hooked på begge og både Turtle Beach og Microsoft vinder. Spøg til side, så er det egentlig en fed “gave” at få med.

Design

I sig selv ligner Recon Cloud controlleren en ganske almindelig controller, som i sin størrelse sagtens kunne være tiltænkt konsol eller PC-brug. Producenten kalder det også en hybrid controller, hvilket nok er en opfundet kategori, men egentlig fint siger noget om at Recon Cloud er til det hele (på nær PlayStation naturligvis).

Selve controlleren minder meget om en Xbox controller, uden at være det helt alligevel. Du har nemlig et andet designmønster og så kan du købe Recon Cloud i to farvekombinationer. Den Det kan du i og for sig også med Microsofts egne controllere, som du sågar selv kan designe til en vis grad.

Knappelayoutet er som på en Xbox controller, hvor de to analoge pinde altså står forskudt fra hinanden. Det giver nogle fordele, idet ens fingre eksempelvis ikke overlapper og rammer hinanden, hvilket jeg med mine pølser faktisk døjer med nogle gange på PlayStation. Designet er dog alligevel ikke alles kop te, men når man holder op med at kigge på controlleren mens man spiller, så vænner man sig hurtigt til det.

Recon Cloud har dog en smule flere knapper end den almindelige Xbox controller er udstyret med. Du har over den store Xbox-knap nemlig knapper til at justere lidt flere indstillinger med. Denne del kommer vi nærmere ind på senere. Derudover har du på undersiden af controlleren også to ekstra knapper, som du frit selv kan programmere og gøre til den funktion du netop har brug for. Det kan være melee i Warzone eller hvad ved jeg.

Holderen til din mobiltelefon kan du skrue fast til controlleren, så du hele tiden har den med dig. Det gør dog at controller og telefon vipper bagud hvis ikke du holder controlleren i hænderne. Mobiltelefonholderen kan dog tages af og har en indbygget fod, så du kan have din telefon stående på et bord, mens du spiller på afstand i fx flyet eller toget. Holderen kunne sagtens have plads til min Samsung Galaxy Note 10+ og konens iPhone 13 med cover, så jeg tænker umiddelbart at der er plads til de fleste telefoner.

På bagsiden er controlleren ustyret med en USB-C port, som der også er hul igennem, hvis du monterer mobiltelefonholderen, så du kan lade controlleren op mens du spiller. Telefonen har også fri adgang til sin ladeport, så du kan sagtens lade den mens du spiller også. Det er eksempelvis ikke tilfældet med Turtle Beach Atom controlleren, som vi også har testet her på siden, som dog har sine andre fordele.

Pegende ud mod dig som spiller, så er Recon Cloud udstyret med et jackstik så du kan tilslutte et headset som lydkilde og så har du også Bluetooth knappen, som du bruger til at parre med din mobiltelefon eller PC. Til højre for disse er tænd/sluk knappen for den trådløse forbindelse. Det vil altså sige at holder du den slukket, så kan du forbinde controlleren til en Xbox One, Xbox Series X|S eller Windows via kabel. Den trådløse forbindelse virker nemlig kun med Android 8+ og Windows.

Knapperne er det som føles bedst udført på Recon Cloud. Resten af designet er en smule for plastik, men til gengæld står det ret robust og solidt, så jeg har ikke på fornemmelsen at det er noget, som er lige ved at gå i stykker – tværtimod. Dog har jeg heller ikke fornemmelsen af at der er tale om et premium produkt. Knapperne løfter denne følelse en smule dog. Måske er jeg farvet af at jeg især synes holderen til mobiltelefonen føles en smule “last-minute” i forhold til resten af designet.

Funktionalitet

Som allerede nævnt, så kan du forbinde Turtle Beach Recon Cloud til enten din Android enhed eller Windows og de nyere Xbox. Der er ikke så meget fikumdik ved opsætningen og den burde være relativt selvsigende. Det går i hvert fald nemt for sig og så er du ellers kørende.

Du kan også installere en app til din mobiltelefon, som du kan bruge til at starte spil via eller du kan tjekke at knapperne virker som de skal på Recon Cloud. Appen er dog ikke helt noget at råbe hurra for og er mere lavet som svar på “is there an app for that” end at den har den store reele værdi – er min umiddelbare subjektive vurdering.

Buetooth forbindelsen kan jeg dog med det samme sige er forbeholdt den casuale gamer, som spiller for sig selv eller hyggens skyld, for der er forskel på hastigheden og controllerens reaktionstid sammenlignet med den kablede forbindelse. Begge forbindelsestyper blev testet på en Windows PC for at det ikke skulle være OS-påvirket. Det var ikke fordi jeg testede med en smart måler eller computer, men jeg kunne selv mærke at der var input-lag når jeg spillede trådløst kontra med kabel. Dermed ikke sagt at du ikke kan nyde spillet via Bluetooth. Jeg spillede også Fortnite på mobilen via Bluetooth og kunne sagtens spille og have det sjovt, men så snart jeg mødte nogen, der var bare lidt gode, så var min performance påvirket af den lidt langsommere Bluetooth.

Jeg spiller ikke så mange controller-spil på PC for tiden, så jeg tested Recon Cloud med Warzone og Forza Horizon, hvor det var sidstnævnte, som var sjovest at spille for jeg er blevet noget rusten til skydespil på controller må jeg erkende. Via kabel var det dog ikke controlleren jeg kunne give skylden for den var fint hurtig og responsiv og store døde zoner på de analoge pinde. Det var dog vigtigt for mig at teste i netop et spil som Warzone fordi det her er vigtigt med præcision og hurtige bevægelser i pressede situationer og som nævnt svigtede Recon Cloud mig ikke.

Tværtimod føles controlleren ret god i hænderne og jeg er særligt glad for størrelsen, som er over middel, da mine gamle basket-hænder har det svært ved små controllere (og mus for den sags skyld). Jeg indrømmer dog også at knapperne på undersiden af Turtle Beach Recon Cloud voldte mig problemer i flere dage, hvor jeg skulle vænne mig til ikke at trykke på dem. Min muskelhukommelse skulle dog lige vænne sig af med at jeg ikke bare kunne klemme om controlleren uden konsekvens. Med knapperne i toppen af controlleren kan du i øvrigt programmere disse to taster, hvilket jeg synes var ret fedt for så kunne jeg aktivere de funktioner, som ellers er svære at nå når jeg spiller.

Knapperne i toppen er dog også til andet end at programmere knapperne i bunden. Den ene ekstra knap er til aktivering af en feature producenten kalder Pro Aim, som sætter farten ned på din input med den analoge pind og det er ret fedt, hvis man vil have lidt mere finesse, hvis du eksempelvis sniper i skydespil. Jeg synes ikke selv om funktionen, da det kræver aktivering af en knap for først derefter at man kan aime, men for at være ærlig er jeg uanset hvad en elendig snigskytte i spil, så måske det er mere derfor. Muligheden er der i hvert fald.

Den anden funktion, som jeg til gengæld var mere vild med end Pro Aim er Superhuman hearing. Hvis du har et kablet headset sat til, så forvandler controlleren lyden til at du nemmere kan høre de toner, der oftest er at finde i fodspor og andet positionsafslørende lyd. Jeg var til at starte med skeptisk omkring denne funktion, men den gør vitterligt en forskel. Du skal dog så være opmærksom på at du går lidt på kompromis med lyden ellers og denne bliver med mindre bund og skud fra dine våben bliver en anelse tamme, men til gengæld kan du bedre høre dine fjender snige sig op på dig. Ikke noget jeg ville bruge i andre spil end i skydespil dog. Med Superhuman hearing viser Turtle Beach os at deres ophav netop er lyd og det ville måske også være skuffende, hvis ikke de overraskede lidt positivt her.

Hvis jeg brugte Recon Cloud med min mobiltelefon følte jeg at jeg spillede på en controller i fuld størrelse og det er der både en fordel og ulempe i. Fordelen er helt klart at jeg har bedre kontrol og hænderne fyldt ud. Til gengæld er jeg ikke den “seriøse” gamer når det kommer til mobile spil, hvor det for mig mere handler om bekvemmelighed og at det skal være nemt. Dermed ikke sagt at Recon Cloud ikke er nem, men den fylder bare en del og er ikke så praktisk at have med i lommen, som eksempelvis Turtle Beach Atom er det. Det er fedt at man kan montere sin telefon fast til controlleren, men du forvandler på en måde også den mobile oplevelse fra at være casual til hardcore.

Konklusion

Hvis du leder efter en kompakt controller til dine mobile spil, så du kan nyde dine spil, mens du er på farten i toget, bussen eller flyet sågar, så er Turtle Beach Recon Cloud måske en smule overkill og du burde i stedet kigge efter Recon Atom eller Razers Kishi. Det som Recon Cloud til gengæld gør er at du får en fuld størrelse controller til både dine mobile spil og samtidigt er controlleren kompatibel med både Xbox og PC, så du kan have den samme controller til flere platforme og spille seriøst uanset, hvor du er. Recon Cloud virker dog kun via kabel med Xbox, men til gengæld er det en fed controller med fede features og nogle rigtig gode knapper.

Positivt

  • God pasform også til større hænder
  • Gode knapper
  • Virker med PC, Xbox One, Xbox Serios X|S og Android
  • Superhuman lydindstilling
  • Programmerbare knapper i bunden

Negativt

  • Konstruktionen på visse punkter lidt for plastik/billig
  • Stor (hvis kun tiltænkt mobil gaming)

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Turtle Beach har for alvor bevæget sig ud fra audio-branchen og laver nu mange andre produkter til gamere. Deriblandt deres Recon Cloud controller, som vi har haft fornøjelsen af i denne omgang. Hvad er der i æsken? Den beskedne æske gemmer på selve controlleren, USB-C kabel...Test: Turtle Beach Recon Cloud mobil controller