mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Turtle Beach Recon Air

Test: Turtle Beach Recon Air

Vi har fået et lidt anderledes gaming headset ind ad døren i form af Turtle Beach Recon Air. Det minder mest af alt et headset til mobilen og skiller sig ud ved at være mono og altså kun dække det ene øre med lyd. Vi ser nærmere på hvad det går ud på i denne test.

Hvad er der i æsken?

Den lille grå æske gemmer på selve headsettet, to ekstra øredutter udover den ene som er sat på fra start og et USB-A til USB-C kabel til opladning på cirka ti centimeter, samt en USB-dongle og manual med dertilhørende Turtle Beach klistermærke.

Design

Turtle Beach har valgt en lidt anderledes tilgang til et gaming headset end man har set længe ved at lade Recon Air være et in-ear mono headset, som designmæssigt mest af alt ligner noget fra Plantronics og bliver brugt af taxachaufører eller GLS-bud.

Designet er stort set helt sort på nær power-knappen, der er udstyret med et hvidt Turtle Beach logo og så en chrome-ring omkring ørebøjlen. Alt andet er sort i varierende nuance afhængigt af materialet.

Det gør mig dog personligt ikke noget at Recon Air er helt sort for et headset må også gerne være diskret og ikke nødvendigvis skrige af gaming på alle leder af kanter.

På den ene af siderne er Recon Air udstyret med tre knapper til henholdsvis at mute mikrofonen med eller at skrue op og ned for lyden med. Bagtil er der en USB-C port, som headsettet bruger til opladning.

Den del der går fra headset og ned i øret er relativt lang, men jeg fandt også ud af at dette var nødvendigt, hvis det skulle nå helt ned og ind til øregangen. Headsettet bliver holdt på plads med en hank, som du i øvrigt kan hive i for at gøre den længere, hvilket også viste sig at være nødvendigt for mig.

Udover at øresneglen kan trækkes i, så er den også lavet smart ved at du ganske nemt og hurtigt kan dreje den og vende headsettet til at være til enten det højre eller det venstre øre.

Mikrofonarmen er relativt lang på Recon Air så den burde komme helt frem til din mund, men til gengæld er den fast og kan ikke bøjes indad eller på anden vis tættere på netop din mund.

Funktionalitet

På æsken til Turtle Beach Recon Air angives det at den fungerer med PS4 og PS5, hvoraf jeg kun var i stand til at teste på sidstnævnte. Tilslutning til PlayStation kunne ikke være nemmere og kræver blot at du isætter den medfølgende dongle til konsollens USB-port. Turtle Beach anbefaler du anvender porten på fronten, men min Recon Air virkede ens om jeg satte den i dér eller gennem en USB-hub.

Derefter genkender konsollen dit nye headset og du kan vælge den som lydkilde. Selvom headsettet virker med lyd fra spillet, så er det ikke hensigten med dette headset, da den jo kun har én højtaler og vil give dig en uklar lyd i forhold til rigtig mange andre headsets bygget til enten stereo eller surround, så tanken er at du vælger kun chatlyd til at gå ud af Recon Air.

Det jeg dog ikke lykkedes med var at få den til at virke sammen med et sæt USB-højtalere, som var sluttet til min konsol også. Jeg kunne ikke få lyden til at spille fra højtaleren og chatlyd samt mikrofon via Recon Air. Når det så lykkedes at vælge dem i systemet på konsollen så skabte mikrofonen den der irriterende ekko-lyd som man ikke kan holde ud at høre på.

Denne høje ekko-lyd, hvor mikrofonen giver genklang i loop sker dog ikke på PC, hvor jeg testede med at sætte USB-donglen i og lade højtalerne afspille lyd mens jeg snakkede i Recon Air, så dér virker det med at bruge Recon Air til kommunikation og spillyd kommer fra en anden kilde, men jeg får det altså ikke til at spille på en PS5.

Turtle Beach har også udstyret Recon Air med Bluetooth forbindelse, så du kan parre den sammen med din telefon eller en anden trådløs enhed. Det jeg oplevede var at Recon Air ikke kan virke med både USB-donglen og Bluetooth enheden samtidigt. Eller det rigtige ville være at sige det virker delvist for den finder faktisk selv ud af det når nogen ringer på telefonen mens jeg spiller og skifter lyden til telefonen og lyden fra spillet slukkes.

Knapperne har i øvrigt én funktion på din konsol og en anden på din telefon. Tænd/sluk knappen kan du nemlig bruge til at pause eller skifte sang på din telefon, hvis du lytter til musik, men lydmæssigt ville det ikke være noget jeg ville anbefale for lydkvaliteten er meget basal og tydeligvis tunet ind til samtale og ikke detaljerne i musik.

Mikrofonlydkvaliteten er til gengæld på et acceptabelt niveau i hvert fald hvis man tager enhedens pris i betragtning. Det er meget digitalt og med en smule forvrængning samtidigt med at man ikke skal tale alt for højt før det lyder nærmest skrækkeligt. Du kommer dog igennem og du kan høre en indspilning af lyden i indspilningen længere nede på siden.

Til gengæld så har Recon Air en rigtig fin isolation for baggrundsstøj. Så meget at jeg faktisk kunne have lyden fra spillet kørende i højtalerne eller musik spillende uden at det generede dem jeg spillede med. Hvis jeg skruede op så kunne de sagtens også høre det, men det blev ofte overdøvet af deres egen spillyd så det var ikke et issue selv når jeg skruede lidt op.

Hør her en indspilning via Turtle Beach Recon Air, hvor jeg midtvejs i klippet (cirka) spiller noget musik i baggrunden mens jeg snakker. Det samme gør jeg så med iPaden’s indbyggede mikrofon og der er tydelig forskel at høre.

Der hvor Recon Air i øvrigt også giver mening konstaterede jeg mens jeg brugte sammen med min iPad er hvis du eksempelvis vlogger og ønsker at indspille din stemme, men hvor kameraet er i gang med at fange noget, som foregår længere væk eller bare befinder sig på et stativ væk fra dig som bruger.

Konklusion

Jeg må ærligt erkende at jeg indledningsvist ikke kunne se den store mening med Turtle Beachs satsning på et mono-headset, men mine antagelser var også at jeg anså Recon Air som et headset, der skulle erstatte et andet og det er ikke umiddelbart formålet er min vurdering. Recon Air er til gengæld et rigtig godt supplement til dig, der har en god opsætning derhjemme i enten et stereo-headset eller højtalere, men hvor du til tider har brug for at have dit øre fri og høre omgivelserne mens du spiller og/eller snakker med venner online. At Recon Air så også forbinder via Bluetooth og du kan bruge det til samtaler såvel som gaming er et plus og da er det kompakt nok til bare at ligge i tasken og være klar til når du skal bruge det. Det er trods sine begrænsninger ret alsidigt i den forstand at den kan bruges til chat på tværs af platforme og mikrofonen screener lyd væk. På PlayStation synes jeg ikke at få det til at virke at lyden for spillet kommer ud et andet sted end Recon Air, men tænker også begrænsningen er konsollen og ikke Recon Air for jeg får det til at spille på PC og andre platforme.

Positivt

Let og behageligt
Nemt at skifte fra højre til venstre øre
Solid batteritid
Forbinder via både Bluetooth og USB-dongle
Pris

Negativt

Lydkvalitet lidt lav
PlayStation ikke klar til at separere gaming-lyd og chatlyd

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris 329,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har fået et lidt anderledes gaming headset ind ad døren i form af Turtle Beach Recon Air. Det minder mest af alt et headset til mobilen og skiller sig ud ved at være mono og altså kun dække det ene øre med lyd....Test: Turtle Beach Recon Air