søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Trust GXT 1250 Hunter

Test: Trust GXT 1250 Hunter

Hvis enten du rejser meget med dit gaming grej eller blot ønsker en nemmere måde at transportere, så kan du naturligvis kigge efter en almindelig rygsæk, men det er altså også muligt at finde en rygsæk, som er bygget til formålet, såsom denne Trust Hunter, som vi har fået til test og her ser nærmere på.

Hvad er der i æsken?

Trust Hunter rygsækken kommer som sådan ikke i en pakke eller lignende og det ville måske også være underligt, da den i sig selv er en beholder for noget andet. Der er dog ikke andet med end en lille påhængt brochure kan man vel kalde det, hvor man kan se de forskellige specielle features, som denne taske har og som vi kommer nærmere ind på i næste afsnit.

Design og funktionalitet

Generelt forbinder man skarpe farver med kontraster med noget gaming og Trust har længe kørt med deres røde og sorte kombination, hvor man dog heldigvis lader den sorte dominere i farvesammensætningen. Det er ligeledes tilfældet med Trust Hunter rygsækken, der har meget få elementer af rødt på ydersiden og det er i det hele taget kun kanterne, som er røde med enkelte røde syninger også.

Det at der er tale om en sort farve for det meste gør at tasken ikke er for iøjefaldende, men kommer man tæt på er man på den måde hellere ikke i tvivl om at der er tale om en gaming backpack. Man har måske heller ikke lyst til at tasken skal være for opmærksomhedssøgende med henblik på mindskning af tyveri og des lignende.

Der er tale om en relativt stor rygsæk, men det er også sådan at Trust Hunter er bygget til at kunne huse din 17,3″ bærbare og et tastatur på fuld størrelse, så der skal selvfølgelig noget i både højde, dybde og bredde for at lade dette være muligt. Hvis det ikke var for den røde farve så havde designet af Trust Hunter mindet lidt om en level 3 fra PUBG med de tværgående streger der er. Ikke meget men lidt (synes jeg).

Foruden de store lommer, hvor man kan have sin taske og tastatur, så er der flere både store og små lommer inde i de store rum. Der er også små grå symboler, der foreslår, hvor man kan have sine forskellige ting monteret, så det er nemt at organisere tingene. Det er ikke så afgørende om man smider musen ind det ene eller det andet sted for der er plads til den, men det gør det altså noget nemmere at man ved, hvor man skal kigge når man så skal pakke op igen når man kommer hen til det sted, hvor man skal spille.

Det hele er velorganiseret og fordelt i de forskellige lommer med nem adgang til de ting man måtte have med og de ekstra lommer gør altså også at man kan beskytte sine enheder mod unødige ridser og skrammer under transporten. Det er måske sådan at man har et tastatur, headset eller mus med nogle metalliske dele, som nemt kan efterlade spor på plastikken i de andre ting og det ville være mindre heldigt.

Mindre synlige detaljer, som dog alligevel er ret smarte efter min mening er de små ting, som gør Trust Hunter til en god addering til ens arsenal. Eksempelvis har Trust Hunter en gennemgang og hul igennem så man kan slutte sine høretelefoner til en mobiltelefon i tasken. På den måde kan din smartphone være beskyttet under transporten også mens du sørger for at lyden kan komme ud uden at du skal holde en lomme åben.

En anden detalje er den relativt skjulte lomme som er på ryggen af tasken i bunden, som i øvrigt er meget lille, men en mindre pung eller et bundt nøgler kan man sagtens gemme lige dér og sørge for at netop det vigtigste ikke bliver væk under en LAN, hvor man jo ikke altid kan rende og holde øje med tasken og sine ting. Der er kills på spil.

Der medfølger i øvrigt et regnslag med til Trust Hunter, som man kan smide ud over tasken i uvejr og på den måde sikre sine ting, idet tasken ikke ellers er regntæt. Det burde den være i bunden, men oftest kommer regn oppe fra har jeg ladet mig fortælle. Regnslaget i sig selv larmer en smule når man rører ved det. Altså lidt sådan som vandfast materiale nu om stunder gør, men af en eller anden årsag så hører man denne knasende lyd på fronten af tasken også og det er lettere belastende når først man opdager det. Det er heldigvis ikke noget som høres når man bruger tasken normalt, men det gør at hele designet føles en smule billigt.

Trust Hunter er en lidt stor rygsæk som nævnt, men det er også delvist fordi den er noget polstret og på den måde bulky. Denne polstring sørger for at den er komfortabel at have på ryggen så de skarpe kanter på ens udstyr ikke støder mod ryggen eksempelvis. Derudover er der også et bæltespænde, som sørger for at man kan få tasken tæt på ryggen når man går med den og det øger også komforten når man skal gå, løbe eller cykle rundt med en taske på ryggen.

Trust Hunter rygsækken er en smule stor og det betyder også at den vil hænge på ryggen af mindre brugere, så det skal man naturligvis være opmærksom på og jeg vil egentlig kun anbefale denne størrelse til dem der virkelig har brug for det. Det vil sige, hvis man enten har en stor bærbar eller et tastatur i fuld størrelse. Hvis man ikke har nogen af delene, så er der fortsat god plads til en masse andre ting i Trust Hunter, men den bliver bare dét mindre praktisk end en mindre taske ville være til samme formål.

Konklusion

Jeg havde intet problem med at kunne få plads til både laptop, tastatur, mus, headset og musemåtte i denne taske. Min bærbare var ganske vist en 15,6″, men der var tydeligvis plads til mere. Det hele kunne man også smide ned i en pose eller almindelig sportstaske ganske vist, men det er netop her at man kommer til kort og hvor Trust Hunter viser sin styrke, idet man har en organiseret måde at transportere sine ting på. Det gør det nemmere når man skal have sine ting ud igen og så er tingene også ordentligt beskyttet. De små ekstra detaljer, såsom skjulte lommer, regnbeskyttelse og komfortabel brug er vel egentlig blot ekstra detaljer man kan sætte pris på.

Positivt

  • God plads
  • Masser af lommer og god inddeling
  • Sobert design
  • Komfortabel

Negativt

  • Føles lidt billig

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 449,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis enten du rejser meget med dit gaming grej eller blot ønsker en nemmere måde at transportere, så kan du naturligvis kigge efter en almindelig rygsæk, men det er altså også muligt at finde en rygsæk, som er bygget til formålet, såsom denne Trust...Test: Trust GXT 1250 Hunter