En af dem der virkelig har taget Mesh til sig er kinesiske TP-Link, som introducerer os for deres seneste Deco X20 system bestående af tre satellitter, som vi har fået ind til test. Læs med om vores erfaring her.
Hvad er der i æsken?
Man tænker umiddelbart at æsken til TP-Link Deco X20 sættet er alt for stor og lider af en eller anden form for kompleks, men når man begynder at pakke tingene ud så ser man at det ikke er meget mindre man kunne have gjort den ellers ret simple æske.
Ud af boksen tager man de tre satellitter, dertilhørende tre strømforsyninger, et Ethernetkabel og en kort instruktion. Det er selve satelliterne, som fylder i dette sæt, men strømforsyningerne er ærligt sagt heller ikke ligefrem kompakte.
Design
Før vi begynder at kigge på hastigheder, dækning og diverse andre funktionelle interessepunkter, så ser vi lige lidt nærmere på det sæt, som vi har fået ud af æsken. Bestående af tre ens satellitter er Deco X20 et ikke så kompakt sæt i det hele taget. Om det så resulterer i en bedre performance og dækning må vi vel håbe, men de tre enheder måler hver især 11 x 11 x 11,4 cm, hvor man dog skal huske at de er cirkulære i deres form.
Det hvide design gør et godt stykke arbejde i at skjule dem, hvis altså man ellers har hvide møbler eller vægge at stille dem opad, så de fremstår slet ikke så klodsede eller iøjenfaldende når de står fremme, som det ellers er anbefalet for netop at optimere dækning og rækkevidde.
Designet er ret simpelt og har kun en enkelt reel detalje i toppen, hvor det ligner at man kan skrue et låg af. Ellers er designet ret blankt på nær bagsiden, hvor man finder strømstikket og to LAN-porte. Der er en hullet ring i toppen, som med stor sandsynlighed er til for at lede noget varme væk fra enheden når den er i brug. Bunden er også hullet og har også nogle gummifødder for at holde enheden på plads der hvor man måtte placere den.
Foruden TP-Link logoet på fronten er der ikke rigtig noget der bryder med det hvide design og det ville jeg personligt have det helt fint med, hvis dette skulle stå hjemme ved mig. Netværksudstyr som generelt ikke skal røres ved efter det er blevet sat op skal helst ikke stikke i øjnene når man går rundt i sit hjem.
Kvaliteten føles temmelig robust selvom det egentlig ikke er en feature nødvendig for denne type af udstyr. Igen er det ikke noget som skal flyttes rundt så man forventer heller ikke det går i stykker, men ikke desto mindre er det rart at udstyret er præsentabelt og virker af høj kvalitet.
Når man sætter TP-Link Deco X20 til så er der også under logoet på fronten et lille LED-lys, som lyser ned foran enheden. Denne fortæller dig om status, så du ved, hvorvidt tingene spiller eller kræver din opmærksomhed. Det er heldigvis også muligt at slå denne LED-lampe fra, skulle man eksempelvis have Deco X20 stående et sted, hvor dette lys ville forstyrre.
Designmæssigt ville jeg ønske at strømforsyningerne var en anelse mindre, men jeg ved ikke om det ville betyde at de ville udskille mere varme, for så ville jeg hellere have en større enhed at leve med.
Funktionalitet
Nok om det hvide og meget sterile design for i de næste par afsnit skal vi se nærmere på, hvor godt TP-Link Deco X20 yder. Inden vi hopper videre til opsætning og brug lister vi dog dens væsentligste funktioner som du kan bruge til at sammenligne tallene med andre enheder med.
Specifikationer
WiFi standarder: IEEE 802.11ax/ac/n/a 5 GHz + IEEE 802.11ax/n/b/g 2.4 GHz
Hastigheder: 5 GHz: 1201 Mbps (802.11ax) + 2.4 GHz: 574 Mbps (802.11ax)
Antenner: 4 interne antenner per satellit
Opsætningsmåder: Router eller Access Point
Hardware: 1 GHz Quad Core CPU, 2 x Gigabit Porte (per satellit)
Mål: 4.33 in. × 4.49 in. (110 mm × 114 mm)
Det som klart imponerede mig med TP-Link Deco X20 til at starte med og måske sågar mest gennem hele testen er hvor hurtigt systemet føles. Det er lynhurtigt at sætte op og kræver blot at man kobler til sit Deco system et par gange. Første gang for at sætte det op og næste gang for at koble til det netværk man nu engang har valgt at navngive.
Selve opsætningen er man guidet igennem på den app, som er tilknyttet og sjovt nok bare hedder Deco. Denne giver dig valgmuligheden for om dit Deco system skal være router eller access point. Dette valg afhænger om du eksempelvis vil udvide et eksisterende netværk eller oprette et helt nyt, som kun er koblet bagud til et modem. Du kan i øvrigt læse mere om hvad MESH er på producentens hjemmeside (på engelsk). Endvidere kan du via nedenstående video lære mere om hvad WiFi 6 er for en størrelse. Egentlig er WiFi 6 en simplificering af netværksstandarden 802.11ax og altså blandt de hurtigste bånd vi har i dag.
Det er ligegyldigt, hvilken af de tre enheder du vælger til at sætte det hele op igennem for de kommer til at blive forbundet efterfølgende og have stort set den samme funktion hver især.
Appen er endvidere fyldt med indstillingsmuligheder, hvor du kan gøre netværket helt personligt og indstille det til din husstands behov. Der er også en del sikkerhed bygget ind i Deco X20 og også i appen. Her er det nemlig muligt at have forældreindstillinger styre enkelte enheder eller hele netværket udenom de sider der er usikre for de yngste i husstanden eksempelvis.
Med et stigende antal trådløst forbundne netværksenheder, så stiger vores behov for et bedre netværk til at understøtte det. Vi joker nogengange med et eksempel på “i-landsproblemer” der går på “mit hus er for stort til vores WiFi” og det er netop denne type af problematik at et Mesh system som Deco X20 skal hjælpe med at bekæmpe for ikke nok med at der kommer flere enheder til netværket, men disse bliver også flittigere brugt i større hjem, hvor en enkelt router kan have svært ved at nå ud til.
Deco X20 er et Mesh system og det understøtter altså adskillige netværksprotokoller. Samtidigt har den MU-MIMO teknologi til at sørge for at flere enheder kan køre over den samme frekvens på samme tid.
Sagen er dog den at når du opretter et netværk med TP-Link Deco X20, så har den kun ét navn, selvom det er både 2.4 GHz og 5 GHz båndet der bliver transmitteret ud. Det vil sige at man skal stole på at systemet selv kan finde ud af at koble på det mest optimale for den enkelte enhed, som er i dens rækkevidde. For de gamle eller langsomme enheder man måtte have liggende, som kun kan køre på 2.4 GHz er dette ikke noget problem, men man ser ofte at enheder ikke kan finde ud af at jonglere sådan rundt og det ender ud i at den hopper frem og tilbage uden rigtigt at have en stabil forbindelse. Under min testperiode med TP-Link Deco X20 oplevede jeg dog ikke nogle udfald på de enheder jeg fik koblet op og testet på, hvilket gik fra laptops til både iPhone, Android og iPads.
Tværtimod så oplevede jeg at sammenlignet med min router, som står på første salen, så var Deco X20 netværket langt mere stabilt for de enheder, der koblede til på henholdsvis stueplan og anden etage. Selvom routerens netværk tilsyneladende havde fin dækning på disse så var der ofte drop i hastigheden når jeg nåede yderpunkterne. Med Deco X20 var dette ikke helt tilfældet, hvilket dog naturligvis skyldes at jeg smed en satellit på hver etage og netop dette er styrken ved et Mesh system, som virker på en helt anden måde end “bare” en range extender. Dækningen var i hele hjemmet helt i top.
Jeg oplevede lidt dårlig dækning når jeg bevægede mig udenfor med min mobiltelefon, selvom jeg stod relativt tæt på vores bygning. Dette kan dog forklares med at vores hjem er med dobbelt isoleredee vinduer og netværk har generelt svært ved at trænge igennem. Jeg følte dog signalstyrken med Deco X20 var en smule dårligere end ved den Archer AX11000 jeg testede fra producenten også.
Den nævnte router kan dog til sammenligning med Deco X20 sættet ikke dække de blinde huller i mit hjem, som Mesh netværket kan. Dette er for nogen af os mere vigtigt end selve den teoretiske hastighed, som en router eller netværksenhed kan præstere. Det er vigtigere at denne kan være stabil over tid end at det maksimale potentiale er så højt som muligt.
Med TP-Link Deco X20 mistede jeg eksempelvis nærmest ingenting på min internethastighed fra min udbyder på 100/30 Mbit uanset, hvor jeg fandt netværk i hjemmet så var tabet på max 10%, hvor jeg med en router ofte nåede op på over 30%. TP-Link Deco X20 er i øvrigt med WiFi, så den høje hastighed og brede dækning er i top og den teoretiske hastighed når altså op på 575 Mbps på 2,4 GHz båndet og 1200 Mbps på 5 GHz båndet. Deraf også navnet på AX1800, hvilket er i den lave ende i forhold til nuværende mange systemer, men man skal have in mente at dette for langt de fleste husstande er langt mere end rigeligt også.
Konklusion
Med TP-Link Deco X20 får du kanon hurtig og nem opsætning af et utrolig stabilt og hurtigt netværk med meget bred dækning. Det er ingredienser til et rigtig fedt produkt, om end hastigheden på AX1800 er lidt lavt i forhold til, hvad vi ellers har set, men som allerede nævnt er dette nok for de fleste. Du får en solid app til din smartdevice som du kan styre netværket fra og det gør hele oplevelsen endnu mere simpel at hoppe i gang med. Ganske enkelt behøver man ikke vide noget om netværk for at få et af de bedre af slagsen i sit hjem med Deco X20. Jeg har i virkeligheden kun en anke mod at man med Deco X20 ikke kan indstille separate netværk for henholdsvis 2,4 GHz og 5 GHz båndene. Selvom jeg ikke har oplevet udfald så kan jeg godt lide at have kontrollen i hænderne og dette giver TP-Link mig altså i dette tilfælde ikke mulighed for.
Positivt
- Nem og hurtig at sætte op
- God dækning
- Simpelt design af både hardware og app
- Solide hastigheder
Negativt
- Ingen mulighed for at separere 2.4 GHz og 5 GHz bånd
Pris og tilgængelighed
Sæt med tre enheder (som vi havde til test) er set til 3.103,-