søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: TomTom VIA 53 navigationssystem

Test: TomTom VIA 53 navigationssystem

Når det handler om at komme frem, så har de fleste af os i dag efterhånden valgt at stole på en eller anden form for GPS eller digital assistance. Det er der som sådan intet nyt i, men med den store udbredelse af smartphones, som oftest har en eller anden navigationsmulighed indbygget, så er de traditionelle navigationssystemer en del udfordret. Alligevel er der en af de gamle kendinge, der holder liv i denne kategori, mens vi også kan se de bevæger sig ind på andre områder. TomTom VIA 53 er et af de seneste skud fra stammen og der er tale om en GPS med et hav af forskellige funktioner, hvor nogle netop er integreret med smartphonen og vi har fået lov at se nærmere på den.

Hvad er der i æsken?

Man kan godt se at indpakningen til TomTom VIA 53 er inspireret af moderne tider og selve “unboxing” foregår på en sådan måde at man får GPS’en præsenteret som det første når man pakker tingene op. Foruden den er der også en vendbar holder, USB-kabel og en biloplader samt dokumentation.

Design

Afhængigt af hvornår man sidst har skiftet eller overhovedet leget med et navigationssystem, så ligner TomTom VIA 53 egentlig en ganske almindelig en af slagsen. Den er udstyret med en 5″ stor touch-skærm på fronten, som er akkompagneret med en tyk ramme om skærmen. På denne måde fylder TomTom VIA 53 hverken for meget eller for lidt i foruden af bilen efter min mening og den er samtidigt heller ikke specielt tyk bagtil, hvilket gør at den er nem at have med at gøre også når man tager den ud af holderen.

Et navigationssystem behøver efter min mening ikke være besynderligt pænt at kigge og mærke på, da det er den funktionelle del, der er vigtigere og førstnævnte efterlever TomTom VIA 53 ganske glimrende. Den er altså hverken køn eller specielt lækker, men den føles derimod ganske robust bygget og det er måske også det vigtigste. Hvorvidt den også er funktionel vil vi komme ind på senere i anmeldelsen.

Skærmen har trods sine fem tommer en opløsning på blot 480 x 272 pixels og da man hovedsageligt sidder med denne skærm lidt langt fra øjnene i forhold til, hvad man forventeligt gør med sin mobiltelefon, så føles opløsningen faktisk ikke grynet. Den er også bygget til at vise vej og ikke underholde med film og musik.

Montering af TomTom VIA 53 foregår via en holder på bagsiden, som så sættes fast til en sugekop og denne kan man enten montere på instrumentbrættet eller forruden. Hvorvidt man kan montere på instrumentbrættet afhænger i bund og grund af materialet og overfladen på dette, men uanset om man vælger det ene eller det andet, så er monteringsprocessen efter min mening ikke den mest optimale synes jeg. Det kræver nærmest begge hænder, hvis man vil på- og afmontere TomTom VIA 53 fra holderen. Der skal lidt flere kræfter til end jeg synes bør være tilfældet, men det er måske også kun en udfordring for dem, der ønsker at kunne tage enheden af og på ofte, hvilket er tilfældet for mit vedkommende.

Funktionalitet

Hvis man enten ikke har eller ønsker at anvende en PC til opsætning af ens GPS så er dette rent faktisk også muligt med TomTom VIA 53. Man er dermed ikke afhængig af at have en PC for at få det hele op og køre, men oprettelse af bruger til MyDrive og andre praktiske ting kan altså være en del nemmere på PC end direkte på enheden. Selve betjening af TomTom VIA 53 er dog ellers ganske lige til og det skyldes at skærmens touch er capacitive i stedet for resistive. Det vil sige der er den samme teknologi som ved ens smartphone. Det gør betjeningen langt mere behagelig end det har været tilfældet med tidligere generationer af navigationssystemer.

Skærm på fem tommer lyder ikke af meget når man tænker på at så store er vores telefoners skærme også og et navigationssystem som TomTom VIA 53 kommer forventeligt til at blive kigget på fra en langt længere afstand fra øjnene end smartphonen. Skærmen er dog mere end rigelig og det samme gør sig gældende for opløsningen, idet dét som foregår på skærmen er præsenteret på en sådan måde at man har et godt overblik og nemt kan følge med. Eksempelvis har man i højre side af skærmen sin “fulde” rute frem til destinationen. På denne kan man løbende se interessepunkter på vejen, såsom tankstation, fotofælder, vejarbejde osv. På den måde kan man planlægge sin tur og også have et overblik over de stop man eventuelt selv måtte have sat ind på turen.

Ruteplanlægning kan på TomTom VIA 53 i øvrigt foregå på forskellige måder. Man kan tænde for sit navigationssystem i bilen eller hjemmet og indtaste den ønskede destination direkte på enheden. Alternativt har man mulighed for at bruge enten sin mobiltelefon eller computer til at tilgå MyDrive og derigennem sende den ønskede rute direkte til navigationssystemet. Denne funktionalitet virker 7 ud af 10 gange var min erfaring under denne test. Det er ellers en fed feature, men det er en del frustrerende at det ikke virker hver gang da man på den måde ikke kan gå ud af døren i sidste øjeblik og forvente at det spiller når man sætter sig bag rattet.

 

Smartphone integration

Hvis man vil tælle endnu en mulighed for betjening og indstilling af TomTom VIA 53, så er det faktisk også muligt at sidde tilbage og betjene enheden via stemmen. Der er begrænsede muligheder for hvad man kan foretage sig med stemmen, men det gør én i stand til at betjene enheden mens man kører i stedet for at man skal stoppe op ved siden af vejen og ændre destination eller lignende. Endvidere kunne stemmeregistreringen godt bruge en forbedring efter min mening da jeg havde svært ved at komme ordentligt igennem med mine kommandoer til tider.

Ovennævnte funktionalitet er i øvrigt fin at parre sammen med den mulighed at TomTom VIA 53 kan kodes sammen med ens smartphone via Bluetooth. Via denne funktionalitet kan man også tillade at TomTom VIA 53 får adgang til ens kontaktpersoner og via stemmestyring ringe forskellige kontakter op efter ønske. Stemmen går i øvrigt også den anden vej og man kan få beskeder fra sin telefon læst op via enheden og denne funktionalitet virker … sådan. Ved enkelte beskeder er det fint, men på vej til en ny destination blev jeg “fanget” i en facebook-gruppe chat og min TomTom VIA 53 blev ved med at læse de indkomne beskeder op og jeg var nødsaget til at kigge på skærmen da enheden ikke fortalte mig hvornår jeg skulle dreje eller gøre ved.

Som nævnt tidligere er det traditionelle GPS-systemer udfordret af vores smartphones, hvorfor man også ser både TomTom og andre bevæge sig ind på andre markeder, såsom fitness ure og andre ting. TomTom tager dog også udviklingen af navigationssystemer seriøst og arbejder dermed også på dette. Som noget nyt kan man eksempelvis downloade ruter i forskellige steder i verden, hvor der er nogle anbefalede cruise-ruter til dem der vil gå på opdagelse i deres eget eller fremmede lande. Disse veje er nøje udvalgt med seværdigheder for øje og motorveje er dermed ikke nødvendigvis foretrukne. Samtidigt hermed er der endnu en nyhed, idet TomTom har indgået et samarbejde med TripAdvisor, således at man på disse ruter også får nogle anbefalinger og beskrivelser af de steder man kommer forbi direkte på skærmen af ens enhed om man vil.

Opstartstid

En udfordring jeg havde med stroebroren til, GO 5200, som vi også har testet her på siden, var at den var en smule for langsom til at boote op og gå i gang med at finde ud af hvor den var for derefter også at gå i gang med at kunne vise, hvor man skulle køre hen. Til trods for at producenten på hjemmesiden om TomTom VIA 53 skriver at den har en opgraderet processor, så er problematikken fortsat tilfældet også med VIA 53. Det tager simpelthen bare en smule længere tid at starte enheden op fra den har været slukket end jeg har lyst til. Når jeg sætter mig i bilen og skal køre så vil jeg også gerne være i stand til at køre med det samme. Hjemmefra ved jeg for det meste hvilken vej jeg skal de første par minutter, men det er ikke nødvendigvis tilfældet andre steder.

Batteritid

Ovenstående opstartstid er en af de udfordringer man oplever i dagligdagen med TomTom VIA 53, mens den anden, om man vil, er dens batteritid. Hvis man tager enheden ud af opladeren i bilen og vil guides gennem byen med den, så holder den strøm i kun en time. Til formålet har de fleste af os vores telefoner, men det er ikke sikkert at man har adgang til kort i eksempelvis udlandet eller af andre årsager. Når man tager TomTom VIA 53s størrelse i betragtning, så havde jeg blot håbet på lidt bedre batteritid, selvom det er de fleste situationer, hvor man vil anvende sit navigationssystem udenfor bilen.

Dagligdagen med TomTom VIA 53 er dog bestemt ikke en skidt en af slagsen. Skærmen og menuen er med til at gøre brugeroplevelsen ganske fornøjelig. For at give et eksempel herpå, så skifter menuen i højre side, som blev beskrevet tidligere, til vognbaner når man står overfor at skulle dreje. Dermed ser man alle tilgængelige vognbaner markeret med den man selv skal følge. Det gør det langt nemmere at navigere rundt på steder man ikke kender. Jeg kender en frakørsel omkring Amsterdam, hvor denne funktion havde været meget velkommen for en kammerat og jeg, idet vi formåede at køre forkert af to gange fordi det var svært at forstå navigationen på telefonen.

Konklusion

For mit eget vedkommende er en ekstern GPS essentiel, idet jeg har brug for at min telefon ikke pludseligt skifter over til et indkommende opkald mens jeg befinder mig på en ny rute, hvilket jeg gør tit. Jeg har en gang for meget været nødsaget til at lægge på og køre lidt ekstra langt i en ukendt by fordi GPS på min telefon pludselligt blev afbrudt. Dermed er eksistensgrundlaget vel delvist defineret for navigationssystemer til trods for at de fleste af os har en eller anden form for GPS mulighed på vores smartphones. Selv hvis ikke man gør, så er TomTom VIA 53 udstyret med downloadede kort, således at man selv uden internet eller data i udlandet kan finde vej.

Foruden at selve displayet på TomTom VIA 53 er yderst informativt og med vognbane-assistance, så er det rent faktisk også TomTom Traffic jeg vil tilskynde en masse ros. Denne service foreslår løbende alternative ruter, hvis der på den oprindelige rute skulle være uheld, vejarbejde eller kø, der gør at en alternativ rute ville være hurtigere. For det meste har jeg oplevet disse alternative forslag som værende ganske hjælpsomme.

Den nemme betjening af TomTom VIA 53 gør at den er yderst attraktiv selv for ikke tekniske brugere og opsætningen kræver ikke nogen PC, men adgang til internettet er et krav for at man kan hente de seneste kortopdateringer. Man er godt kørende med TomTom VIA 53, men måske ikke så godt gående grundet den relativt begrænsede batteritid, men alt i alt er der tale om et solidt produkt, der helt sikkert vil hjælpe på ens daglige kørsel.

[checklist]

  • Godt overblik over ruten på skærmen
  • Capacitive touch skærm (nem at betjene)
  • TomTom Traffic
  • Smartphone integration

[/checklist]
[badlist]

  • Batteritid
  • Sløv opstart
  • Montering er lidt træg

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 1.299,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Når det handler om at komme frem, så har de fleste af os i dag efterhånden valgt at stole på en eller anden form for GPS eller digital assistance. Det er der som sådan intet nyt i, men med den store udbredelse af smartphones,...Test: TomTom VIA 53 navigationssystem