søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserGPSTest: TomTom Go 5200 bilnavigation

Test: TomTom Go 5200 bilnavigation

Rigtig mange har erstattet navigationen i bilen med enten en indbygget enhed i deres nye bil eller også benytter de blot smartphonen til formålet. Hvis man dog ikke har mulighed for førstnævnte og foretrækker en dedikeret enhed til at navigere rundt med, så lever bilnavigationer, eller gps’er i daglig tale, i bedste velgående og hollandske TomTom er netop kommet med deres seneste skud fra stammen og vi får lov at kigge nærmere på TomTom Go 5200, som gemmer på lidt nyere features og som også forbinder til ens smartphone.

Hvad er der i æsken?

En lidt større æske end ventet af en 5″ skærm, men sammen med TomTom Go 5200 medfølger også en aktiv magnetisk holder til forruden, micro-USB kabel til opladning og biloplader med USB-udgang. Den obligatoriske manual er der naturligvis også og sørger for at man kommer godt i gang.

img_3776

Design og funktionalitet

Det er begrænset, hvor meget man kan forvente at der sker på designet af navigationerne i bilen og med TomTom Go 5200 er der også tale om et relativt simpelt design, men man formår alligevel med de rette farver, materialer og byggekvalitet at få den til at føles som værende relativt eksklusiv.

2016-11-26-11_12_28-tomtom-go-5200-google-chrome

TomTom Go 5200 føles nemlig i hånden temmelig solid, selvom den i virkeligheden vejer omtrent det samme som to mobiltelefoner. Den fylder ligeledes deromkring og det er til at overkomme.

På bagsiden af TomTom Go 5200 finder man tænd og sluk knappen og det er faktisk den eneste fysiske knap der er. Bagsiden er i øvrigt med en mat sort finish og så en oval rektangel med titanium farve i midten. I midten af denne er designet hullet og det har ikke den praktiske værdi, men det ville nu også være kedeligt, hvis det bare var blankt, selvom det ikke er den side man kommer til at se mest af sin gps.

Montering

Den medfølgende magnetiske holder til bilen er med en arm på lidt mindre end 20 cm, som på toppen har den magnet, der holder enheden fast og denne kan drejes 360 grader, således at man kan positionere TomTom Go 5200 som det passer en.

//media.ereviews.dk/#!album-224

Monteringen er relativt nem og trods billederne på producentens hjemmeside, så er det også nødvendigt at føre det medfølgende kabel op til enheden, hvis ikke man forventer at løbe tør for strøm. Man kan køre lidt over en time med en fuld opladning på TomTom Go 5200, men mere bliver det altså heller ikke til.

2016-11-26-11_12_39-tomtom-go-5200-google-chrome
Skærmen

Den 5″ store skærm på TomTom Go er med en opløsning på 480 x 272 pixels. Det lyder ikke af meget, men er faktisk ganske fint for en gps, hvor det ikke er tanken man skal se film og billeder på. Det skal være tydeligt at se vejen og andre informationer, såsom bynavne, vejnavne, hastighed osv. Derudover skal man nemt kunne læse og indtaste adresser, hvilket den capacitive touch skærm sørger for. Under anvendelse var det nemt at ramme tasterne, om end jeg ikke følte skærmen var nær så responsiv som på min smartphone, men det er der hverken forventning til eller behov for.

Skærmen er med glas og giver et lækkert look i øvrigt, men man skal nok ikke tabe sin TomTom Go 5200 på gulvet alt for ofte før denne skærm viser sig at være en ulempe formoder jeg. Jeg oplevede i enkelte tilfælde at fordi jeg havde placeret TomTom Go 5200 i venstre side ved siden af rattet at den ikke var særlig glad for sollys. Eller rettere sagt den var nok ligeglad, men jeg havde som fører meget svært ved at se, hvad der foregik på skærmen, så den blev flyttet på midten for at undgå samme udfordringer.

Hvis man ikke synes at 5″ rækker i skærmstørrelsen, så kan man overveje storebroren til TomTom Go 5200, som hedder TomTom Go 6200 og den eneste forskel mellem de to er skærmen og opløsningen på denne.

Tidsfaktoren og softwaren

Det smarte ved en GPS er vel at man skal spare noget tid i forhold til at skulle planlægge sin rute via internet eller kort hjemmefra. Det smarte forsvinder naturligvis, hvis en enhed som TomTom Go 5200 skal bruge ligeså lang tid på at finde en passende rute til ens rejse. Man vil jo som oftest bare gerne sætte sig i bilen og køre derudaf. Denne feature er faktisk noget man nærmest godt kan i visse tilfælde, idet TomTom Go 5200 forbinder til ens smartphones app, der hedder MyDrive. I denne app kan man finde en adresse på sin mobiltelefon fra de trygge og varme rammer af ens hjem og sende til TomTom Go 5200. Når man så sætter sig i bilen, starter gps’en op, så går der lidt tid og man får besked på at man nu har modtaget en ny destination, som man skal køre efter. På samme vis kan man nu lade den bedre halvdel ændre destinationen via telefonen mens man kører ligeså stille videre uden at man skal stoppe op og korrigere.

img_3770

Som sagt er det smarte at man bør spare tid med en gps, og det gør man alt andet lige også med TomTom Go 5200, men spørgsmålet er hvor meget og hvor lang tid tager det den at udregne en rute, starte op, osv.

Til at starte op er TomTom Go 5200 ikke mere end et halvt minut om når man tænder den op og til den er klar til at tage imod ordrer. Hvis man har sendt en ordre til den via MyDrive appen fra ens smartphone, så synes jeg det er meget forskelligt, hvor lang tid den er om at reagere. Nogle gange sker det nærmest prompte, hvor man andre gange venter i mere end et minut, bliver utålmodig, sender destinationen igen, hvorefter der som oftest sker noget.

Den gængse bruger går muligvis ikke så meget op i den tid, det tager gps’en om at regne en rute ud og til man er begyndt at køre, men for dem der kører forskellige steder hen hver dag og ikke altid ved, hvor de skal køre som det første, så kan få minutter sparet tid betyde en del i sidste ende.

img_3898

Det var derfor også meget forskellige resultater, som TomTom Go 5200 fremviste på dette punkt. Man kunne få et gængst resultat inde i byen på under tyve sekunder, men forsøgte man at smide lidt mere komplekse destinationer, med diverse restriktioner på, så kunne man godt ende med at vente i nogle minutter, førend ruten var klar til en.

Når man så har fået sit første bud på en rute af TomTom Go 5200, og er begyndt at køre, så er det ikke ensbetydende med at så hører man ikke mere fra den. Foruden information om hvor man skal køre, så er TomTom Go 5200 også leveret med Lifetime TomTom Traffic, som aktivt opdaterer denne GPS med trafikinformation, og man kan også komme ud for at den foreslår en alternativ og hurtigere rute, hvor man slipper for kø, uheld, osv. Jeg var selv på vej til kundemøde og blev foreslået en rute som jeg vidste var længere, men heldigvis valgte jeg at adlyde TomTom Go 5200, for det viste sig at på min oprindelige rute var der sket et mindre uheld, som dog havde givet forsinkelser på op til 10 minutter.

2016-11-26-11_12_48-tomtom-go-5200-google-chrome

MyDrive er bestemt smart og kan sagtens bruges til simple destinationer, men desværre er man begrænset af at man kun kan vælge en destination og så ellers tage imod det ene forslag man får. Man kan ikke indsætte mellemstop eller vælge at ruten eksempelvis ikke må indeholde betalingsveje osv. Eller, det kan man naturligvis godt, men det kræver et aktivt valg for den enkelte rute hver gang og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt.

Kort og opdateringer

Med TomTom Go 5200 medfølger også et Lifetime World Maps, som betyder at man i hele produktets levetid har adgang til de nyeste kort i verden. Hvis der er opdateringer at hente og TomTom Go 5200 har adgang til internettet via WiFi så får man også en besked om at man kan opdatere.

Det betyder at der ikke længere er rundkørsler midt i det hele fordi ens kort lige er et år eller to for gammelt. Tidligere på året var jeg med en kammerat forbi Næstved til noget sport og i henhold til hans GPS var vi på et tidspunkt også ude på en mark og køre, selvom der var helt ny asfalt under os i og for sig.

Opdateringer foregår ganske simpelt gennem menuen og de tager ikke mange minutter at udføre. Indbygget har TomTom Go 5200 16 GB hukommelse, hvoraf lidt også går tabt til systemet, men ellers er der plads til det meste af Europa. Skulle man være interesseret i at have flere regioner på samtidigt, så kan hukommelsen også udvides med microSD-kort op til 32 GB, som så ud fra mine beregninger bør have plads til det meste af verden.

Smartphone

Foruden at man kan benytte MyDrive til at sende sin destination til enheden og foruden at man kan forbinde TomTom Go 5200 til internettet via WiFi, så er denne GPS faktisk også udstyret med Bluetooth. Dermed kan man forbinde til sin smartphone og buge den til at kommunikere med sin telefon på. Man kan lade den besvare opkald eller man kan bruge mikrofonen til at styre Siri eller Google Now. Sidstnævnte features var ikke noget jeg havde besynderligt meget held med og til tider fejlede det også helt, hvorfor jeg opgav det. Dog kan TomTom Go 5200 også sættes til at læse ens beskeder op som man får ind, således at man kan koncentrere sig om at køre videre. Denne feature er faktisk ganske smart, om end der mangler lidt finpudsning på den automatiske oplæser. Efter noget tid kan man tyde mere og mere af hvad den siger, men for mig er det nok at den bare siger hvem beskeden er fra, for så kan jeg eventuelt bede Siri om at ringe vedkommende op og fortsætte kørslen.

TomTom GO 5200 kan sættes til at læse ens SMS op som nævnt, men denne opgave formår den faktisk ganske fint. Det er en Text-to-Speech løsning, som naturligvis er robotisk, men med mindre der kom indviklede tal eller forkortelser op, var det til at forstå og man kunne herved hurtigt reagere på en vigtig besked. Integrationen virker i øvrigt på iPhone med både iMessage, Messenger og WhatsApp.

2016-11-26-11_13_07-tomtom-go-5200-google-chrome

Betjening

Man skal naturligvis altid betjene sin navigation inden man kører og i hvert fald mens man holder stille og udenfor trafikken. Det kan dog være at man undervejs skal justere nogle indstillinger eller ruten i sig selv, og her er det vigtigt at denne proces er nem at udføre for at man kan komme hurtigt videre.

img_3771

Hertil synes jeg at TomTom Go 5200 har en nem og overskuelig menu at gå til. Det er nemt at indtaste sine destinationer og køre efter dem. Der kommer til tider udenlandske forslag mens man indtaster adresserne, men det er at forvente når man har så mange kort installeret og det kan også være en fordel den dag man faktisk skal køre i udlandet. Det er efter min mening i al fald langt mere intuitivt end hver gang at skulle vælge land og lignende helt forfra.

img_3782

Med MyDrive appen, som i øvrigt ikke kun er tilgængelig på ens smartphone, kan man planlægge sin rute inden man sætter sig ind i bilen. Den feature jeg savnede på telefonen, men som jeg fandt ved at planlægge min rute via computerbrowseren var at jeg kunne indsætte mellemstop og dermed have en hel dags kørsel planlagt aftenen forud og sende det til enheden så man ikke skulle bekymre sig om indtastninger undervejs.

Det er ligeledes muligt at styre TomTom Go 5200 via stemmen, men det er kun basale kommandoer man kan benytte denne feature til. I hvert fald på dansk, for den forstod i hvert fald ikke vejnavne og lignende. Det var dog nemt nok at sige TomTom, kør mig hjem, og så satte den ellers hurtigt i gang.

img_3987

Vejledning

Et er at ens navigation kan kalkulere den mest optimale rute fra A til B, men charmen er vel når man kan få lidt flere features end som så og her kommer TomTom Traffic ind i billedet. Denne service medfølger denne model via et indbygget SIM-kort og sørger for at enheden konstant opdateres med varslinger mens man kører. Man får en besked op på skærmen, der dog spørger om man ønsker at acceptere den nye rute inden man bliver guidet denne vej.

img_3896

Jeg savner dog lidt på TomTom GO 5200 at den kommer med forskellige forslag til ruter man kan tage, fx ved at foreslå både den korteste og den hurtigste rute samtidigt på skærmen. Det var jeg ikke så heldig med at få den til at gøre, selvom jeg er overbevist om at der er nogle, som kunne have behov for det samme som jeg selv gør når jeg fx kører syd på om sommeren på bilferie.

Det ville naturligvis kræve mange flere kilometer med sammenligning på de selvsamme ruter inden man vil kunne evaluere endegyldigt på om TomTom GO 5200 formår at optimere min rute med alle parametre i betragtning end eksempelvis den “indbyggede” navigation i min smartphone, men umiddelbart var det ikke altid de samme ruter de to enheder foreslog. Da jeg netop er flyttet til en anden ende af Danmark for ikke så pokkers lang tid siden, så var der noget vejarbejde ude på arbejde forleden, som TomTom GO 5200 guidede mig udenom mens jeg var i gang med at teste den og viste mig faktisk en alternativ rute hjem, som jeg ikke selv havde tænkt på. Det bekræftede overfor mig at der trods alt var noget om snakken og at det ikke blot var en ligegyldig feature man reklamerede med.

img_3993

Hvis man hjemmefra har bygget en rute med flere stop, og ellers sætter sin TomTom Go 5200 op så kan den sagtens finde ud af at fortsætte rejsen når man sætter sig ind i bilen igen. Faktisk var jeg på tre møder i løbet af en dag og havde planlagt ruten via MyDrive inden og sendt til enheden og selvom jeg slukkede TomTom Go 5200 og lagt den i tasken mens jeg var til mine møder, så var den intelligent nok til bare at starte op hvor jeg slap fra da jeg satte mig ind i bilen igen. Det havde jeg faktisk ikke forventet ville være tilfældet, så det var en ganske positiv overraskelse og en fed feature.

Batteritid

Producenten lover op til en times batteritid på en opladning med TomTom GO 5200 og det virker af meget lidt, men forventningen er heller ikke at man for ofte skal anvende den som en navigationsenhed til fods, hvor man i bilen forventeligt har en oplader ledig. Den time var nemt overholdt og lidt ekstra til, hvis Bluetooth var slukket på den, men skulle man efterlade TomTom GO 5200 i bilen i nogle få dage, så ville man blive mødt med en afladet enhed når man kom tilbage. Standby tiden er dermed ikke imponerende hellere.

2016-11-26-11_12_07-tomtom-go-5200-google-chrome

Konklusion

En navigationsenhed som TomTom GO 5200 skal gøre brugerens dag nemmere ved at gøre navigering hurtigere og mere overskuelig, mens den for nogen også skal frigøre mobiltelefonen til opkald mens man alligevel sidder i bilen. For mit vedkommende var det en frihed at når jeg var afhængig af at blive guidet gennem byens gader at jeg ikke hele tiden skulle frygte telefonen ville ringe og jeg så ville være uden denne vigtige information. TomTom GO 5200 gør dette på en intuitiv måde og blander moderne teknologi og integrere ens smartphone og andre devices til via MyDrive at planlægge ruten på forhånd. Så spørger man sig selv, hvorfor skal man så bruge en fancy GPS til at blive guidet rundt, men lad os vende det om og sige at en PC i dag intet er værd uden alle de services, der er udenom den, såsom internettet, mailserver, cloud osv. På samme vis er TomTom GO 5200 en GPS ganske vist, men blot styrket af at den nu også kan læse dine SMS op, besvare opkald og ruten kan planlægges aftenen inden man sætter sig ind i bilen, så man kan spare tid, hvilket er vel det vigtigste aspekt med en GPS i det hele taget.

[checklist]

  • Design
  • MyDrive og ruteplanlægning
  • TomTom Traffic
  • Smartphone integration

[/checklist][
badlist]

  • Batteritid
  • App til smartphone begrænset
  • Siri og Google now kan ikke bruges til at styre MyDrive/TomTom GO 5200 (tilsyneladende)

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 2.699,-
Se aktuel pris hos PriceRunner

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

11 KOMMENTARER

  1. Hej Goran
    En rigtig god og grundig anmeldelse, hvilket vi ikke ser så mange af på nettet i øvrigt.
    Garmin har en feature hvor gps’en lukker ned når man tager tændingen på bilen og starter op igen når man atter starter bilen. Så kan man lade den sidde i, uden man behøver at tænde den hver gang man skal ud og køre.
    Det er ret godt hvis man bruger gps’en som fartadvarsel.
    Ved du om det også er tilfældet med denne Tomtom.
    Min gamle tomtom gør det nemlig ikke.

  2. Hej Morten,

    Tusind tak for de pæne ord først og fremmest.

    Denne TomTom jeg havde til test operer på samme vis som Garmin du beskriver. Man kan sagtens lade den sidde i bilen og så tænder den op når man starter bilen. Når man slukker bilen får man faktisk 15 sekunder inden den går i dvale for at man kan afbryde denne nedslukning i tilfælde af at man eksempelvis skal fortsætte sin rejse til fods.

    Den gemmer også den destination, hvis ikke man er kommet til den så man kan fortsætte sin rejse når man tænder op igen. Det vil sige at man på rastepladser ved længere pauser bare sætter sig ind i bilen og drøner videre.

    Håber det var det du forespurgte svar på, ellers må du gerne skrive igen.

    Med venlig hilsen

    Goran

  3. Hejsa Goran.

    Tak for din anmeldelse. Jeg har selv lige købt en GO 5200 (og har også en GO 50) og på ingen af dem har jeg kunne finde ud af hvordan man stopper navigation -> clear route uden at skulle vælge en ny rute eller lukke enheden ned. Hvis du ved hvordan man gør ville jeg blive glad.
    God weekend.
    Hilsen Henning

  4. Hej Henning,

    Tak for din henvendelse 🙂 Beklager det sene svar, men har været ude og rejse.

    Hvis vi forstår hinanden korrekt, så leder du efter den funktion, der gemmer sig bag indstillinger (de tre prikker) og så går du til højre og finder “Aktuel rute” og klikker “Ryd”. Så burde GPS stoppe. Hvis jeg har misforstået din forespørgsel så skriv endelig ind igen.

    Jeg giver dig dog ret i at det ikke er intuitivt.

    Med venlig hilsen

    Goran Popadic

  5. Jeg har i nogle år haft fornøjelse af en TomTom XXL.
    Har nu købt en TomTom Go 5200, som jeg håber at blive endnu gladere for.

    Men jeg savner meget en stor dansk manual.
    Hvor finder jeg den ???

    Mange hilsener
    Leo Hansen

  6. Hej Goran jeg har købt en Go 5200 det er smart med wirefire mm. men uden en valgt rute viser den ingenting selv ikke uret, den er ikke så god som min Go1005 Live som uden en valgt rute, viser vejen man kører på så men kan se et sving nærmer sig og omgivelser, den Go 5200 er jeg skuffet over, betjeningen af den er ikke så god som Go 1005 Live hvor man også kan vælge et bilsymbol i stedet for den der pil syntes også at Go 1005 viser et bedre oversigtbillede, syntes også telefonbetjeningen er bedre på Go 1005

  7. Hej Goran

    Jeg er på udkig efter en GPS til min lastbil og her https://testmagasinet.dk/diverse/gps-test.html skriver de at netop denne GPS er udviklet til bl.a lastbiler, men det synes jeg ikke at du nævner noget om her. Kan du bekræfte hvad de skriver om, at “TomTom GO Professionel 520 er udviklet til varevogne, busser og lastbiler, med alt de ekstra, de travle chauffører kan have brug for. Den udregner ruter til dig ved at tilpasse mål, vægt, last og endda hastighed for dit køretøj.”

    Med venlig hilsen
    Henning

  8. Hej Henning,
    Mange tak for dit spørgsmål. Desværre er jeg dog ikke i stand til at hjælpe dig, idet det produkt testmagasinet har haft i hænde hedder “TomTom Professional 520” og der er forskel på den og en “almindelig” TomTom Go 5200. Det er blandt andet de forskellige features du referer til, som er til forskel.

    Jeg kan blot sige at til almindeligt husbehov er denne TomTom 5200 ganske fin, men den vil nok mangle en del i forhold til den professionelle version du har fundet frem til.

    God videre jagt.

    Mvh

    Goran

  9. Hej Goran
    Kan du oplyse om, hvem der kan lave en skærm på en tomtom 5200, samt skifte batteriet.
    Vh. Finn

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Rigtig mange har erstattet navigationen i bilen med enten en indbygget enhed i deres nye bil eller også benytter de blot smartphonen til formålet. Hvis man dog ikke har mulighed for førstnævnte og foretrækker en dedikeret enhed til at navigere rundt med, så lever...Test: TomTom Go 5200 bilnavigation