søndag, november 24, 2024
ForsideAnmeldelserAlarmerTest: tedee smartlås

Test: tedee smartlås

Rigtig meget smart home er kommet ind i hjemmet, men nu er det blevet tid til at ramme det yderste af hjemmet, nemlig hoveddøren, hvor vi har fået tedee til test. Tedee er en smartlås så du kan styre “døren” via din smartphone. Vi har set nærmere på tedee smartlåsen i denne omgang.

Hvad er der i æsken?

Vores testeksemplar kom igennem i tre æsker, idet lås, bridge og den skandinaviske adapter sælges separat, men også i pakker. Mens selve låsen er det som skal monteres på indersiden af døren i stedet for den nuværende lås man har, mens den skandinaviske adapter sørger for at gøre tedee låsen kompatibel med de ovale cylindre vi ofte ser herhjemme. En bridge bruges til at gøre WiFi forbindelse mulig, således at du kan betjene tedee låsen når du er ude af hjemmet også. De små detaljer kommer vi nærmere ind på, mens indholdet af de forskellige æsker indeholder hvad man skal bruge for at komme i gang. Låsen indeholder selve lås og umbraconøgle samt microUSB kabel til opladning og en manual. Bridge indeholder foruden manual også en USB-adapter til strømstikket, men du kan også bruge bridge via et microUSB kabel, som dog ikke medfølger. Den skandinaviske adapter derimod består af adapter, bagstykke , knaststykke, plade og skruer.

Design

Når man tænker på en dørlås, så tænker man ikke nødvendigvis flot design som det første eller at det overhovedet skulle være nødvendigt. Sammenlignet med fjernsynet, sofabordet eller andet i stuen så er det måske heller ikke nær så vigtigt for de fleste, men til gengæld er det ens hoveddør man oftest interagerer med når man bevæger sig til og fra hjemmet. Blot for at sige at det måske ikke er helt uvæsentligt at designet af låsen bør være enten flot eller stilren nok til ikke at blive en øjenfanger. Dét kan man sige gør sig gældende for tedee låsen, som både er simpel, stilren og egentlig ret flot at beskue skulle man ligefrem have behov for det.

Af en lås at være er tedee måske større end gennemsnittet, men set i sammenligning med andre smarte låse er det et nødvendigt onde. Dertil skal det måske allerede nævnes at batteriet i tedee er lavet til at kunne holde strøm i op til et halvt år med en fuld opladning. Til dét skal der jo være et batteri af en vis størrelse, men det er lidt voldsomt at kigge på sammenlignet med den almindelige lås jeg havde på min dør inden.

Størrelsen har dog også en fordel, idet den dermed er nemmere at gribe omkring og bruge når man vil låse den op manuelt i tilfælde af at låsen fejler eller løber tør for strøm. Hele mekanismen drejer rundt når låsen er i funktion og det går ikke helt stille for sig. Fordi vores hjem er bygget således op at der er gennemgang fra de forskellige etager, som der i øvrigt er tre af, så høres det når låsen arbejder i hele hjemmet. At snige sig ind eller ud er altså lidt udelukket med mindre man bruger den manuelle tilgang.

Tedee appen er tilgængelig på dansk, men som det fremgår af mine screenshots, så valgte jeg engelsk til at starte med og har ikke kunne finde ud af at ændre sproget gennem appen efterfølgende med mindre jeg geninstallerer den forfra. Det kan sagtens være mig, som simpelthen ikke kan finde funktionen, men uanset hvad bør denne funktion være nogenlunde nem at tilgå, hvilket altså ikke er tilfældet.
Selve låsen virker til at være af ret god kvalitet både af det man kan mærke, men også af udseende. Den er hvid og aluminiumsfarvet og passer fint med vores egen hvide dør. Bridgen, som bruges til opkobling til WiFi er dog mindre imponerende til sammenligning. Denne er nemlig udført i ren plastik og knappen på toppen føles en del løs. Jeg er klar over at denne enhed ikke kommer så meget i brug da den blot er “broen” mellem låsen og din router, så det gør bestemt ikke noget. Jeg tænker blot det er nævneværdigt at der er denne forskel.

Designmæssigt er tedee dog generelt set flot og det gælder både lås og appen, som er gjort yderst visuelt simpel. De fleste funktioner er selvforklarende og dermed er tedee ret nem at finde ud af og opsætte/konfigurere. Simplicitet i brug er efter min mening en ganske vigtig del af designet og her scorer tedee højt i min vurdering, på nær lige det med skift af sprog.

Instruktion

Funktionalitet

Når det er tid til at montere tedee låsen på din dør, så er der en del ting at forholde sig til. Det meste er dog temmelig godt beskrevet i både den medfølgende manual, som dog også fås i en mere uddybende version på producentens hjemmeside, som du i øvrigt kan tilgå via dette link.

Derudover så har den polske producent også gjort sig den ulejlighed at lave instruktionsvideoer, for dem af os, som er mere visuelle og bliver forvirret af selv den simpleste IKEA-håndbog. Vi har medtaget en sådan video her på siden da det giver et meget godt billede af produktet og hvor simpelt det burde være at sætte op.

Forbindelsen til tedee låsen efter montering sker så via Bluetooth eller bridge afhængigt af den løsning du har valgt. I vores testeksempel har vi leget med begge muligheder og erfaret at Bluetooth forbindelsen er den mere stabile. Til tider tog det lidt ekstra tid at forbinde via bridge, men dette kunne sagtens være fordi enheden ikke kunne gennemskue om du ønskede at forbinde via bridge eller Bluetooth når du var i nærheden. Tedee har nemlig mulighed for at blive betjent selv når du ikke befinder dig hjemme via WiFi forbindelsen og denne virkede i hvert fald 9 ud af 10 gange mens vi var på farten.

Der hvor tedee oftest fejlede af de gange den gjorde var når jeg ville have den til automatisk at låse op når jeg kom hjem eksempelvis med hænderne fulde. I appen kan man nemlig sætte den op til at låse op når man bevæger sig indenfor en vis radius af sit hjem, således at hoveddøren er låst op når man kommer i nærheden af den. Dette virkede oftest men fejlede enkelte gange eller var for langsom. Det bevirkede dog “blot” at låsen ikke var låst op når man kom hjem og de fleste er nok enige i at det havde været værre hvis den havde valgt at låse op uden at man var hjemme eller på vej.

Oplåsning kan dog også ske via appen eller en widget som er tilgængelig på Android. Det er stadig også muligt at bruge sin nøgle, hvis man enten ikke har telefonen på sig eller nogen i husstanden ikke er udstyret med en telefon endnu. Jeg anbefaler dog stærkt at man bruger appen eller automatisk oplåsning for så vidt muligt. Vores lås er nemlig, sikkert som de flestes, således at nøglen lige skal dreje en ekstra omgang for at kunne blive trukket ud og den del kan tedee ikke helt finde ud af. Det resulterer i at jeg ofte skulle kalibrere låsen efter at nogen har brugt nøglen til at komme ind ad døren med.

Kalibreringsprocessen er den, som “lærer” tedee låsen hvor meget den skal dreje for at låse og låse op. Når denne kalibrering kommer ud af sync så er en rekalibrering noget som tager mindre end et minut at sætte op igen, så det er ikke helt besværligt. Efter dialog med en venlig udvikler hos tedee i Polen har vi dog fået at vide de vil kigge på at udvikle en løsning til udfordringen, så det kan være at dette afsnit er forældet inden længe.

Den som opretter kontoen for hjemmet kan dele adgangen med flere i husstanden, således at disse bliver inviteret via den oprindelige app og kan få gæste- eller administrator-adgang. På den måde kan alle dem, som har en smartphone undgå nøglen fremover. Hvis det vækker bekymring at du lader låsen til hjemmet blive styret via en app eller en elektrisk enhed, så er det nævneværdigt at tedee anvender 256-bit kryptering i forbindelsen til låsen med henblik på netop at sikre uvedkommende ikke får adgang. Døren kan i øvrigt også låses op via Apple Watch, men denne del har jeg ikke haft mulighed for at teste. I appen har du også en log-mulighed, hvilket giver dig en oversigt over al aktivitet på låsen med tidspunkt. På den måde kan man eksempelvis også vide, hvornår ungerne er kommet hjem.

Svaret på tusinddollarspørgsmålet er om man helt kan undgå at have en nøgle på sig med tedee installeret og jeg tænker det er en dårlig idé. Selv er jeg kun blevet låst ude af systemet en enkelt gang, hvor jeg ikke kunne få adgang til låsen, selvom jeg stod lige på den anden side med den primære telefon i hånden. Det er derfor en god idé at have en backup med, så man kan låse op, hvis telefonen løber tør for strøm, låsen driller med forbindelsen eller andet.

En funktion, som folk som min kone vil sætte pris på er også at tedee har mulighed for at låse automatisk. Det vil sige du kan sætte tedee til at låse din dør efter denne har været låst op i et bestemt tidsrum, så selv når du er kørt hjemmefra kan du vide at døren låser af sig selv. En fed feature som supplement til dette kunne dog være at lade tedee låsen døren om natten skulle man glemme at låse denne, mens den om dagen gerne må forblive låst op så man ikke hele tiden skal låse op, hvis børnene eksempelvis render ud og ind af huset fra legepladsen.

Konklusion

Min største frygt med tedee var indledningsvist at den ville være svær at montere eftersom jeg ikke selv tidligere har rodet med døre eller låse, men både manual og instruktionsvideoerne skabte trygge rammer og gjorde installationen a tedee utrolig nem. Selv appen er utrolig nem at komme i gang med og den er utrolig intuitiv, hvor de fleste funktioner er nemme at finde ud af. Der er temmelig mange funktioner i tedee, som gør den ret funktionel. Den gør det muligt at droppe nøglen og lade døren blive låst op når man er på vej hjem, selvom denne del fejler til tider og så er det nemt at holde øje med, hvornår din dør bliver låst op eksempelvis. At tedee fejler nogle gange og måske mangler enkelte funktioner for at være “perfekt” er noget som forventeligt kan opgraderes med software, men det er prisen, som jeg mener tedee bør arbejde på for at blive ekstra attraktivt. Larmen ved brug tænker jeg man kan leve med, men prisen er en smule stejl at overse, selvom tedee har rigtig mange fede funktioner, et flot design og en brugervenlig app.

Positivt

  • Nem at sætte op
  • Flot design
  • Brugervenlig og flot app
  • Lang batteritid
  • Historik

Negativt

  • Pris
  • Fejler til tider
  • Larmer

Pris og tilgængelighed

Sættet med lås, bridge og nordisk adapter koster lige under 2.900 kr.

Køb tedee Smartlås

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Rigtig meget smart home er kommet ind i hjemmet, men nu er det blevet tid til at ramme det yderste af hjemmet, nemlig hoveddøren, hvor vi har fået tedee til test. Tedee er en smartlås så du kan styre "døren" via din smartphone. Vi...Test: tedee smartlås