onsdag, december 25, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Suunto Ocean dykkecomputer og sportsur i ét

Test: Suunto Ocean dykkecomputer og sportsur i ét

Er Suuntos nyeste skud fra stammen en drøm gå i opfyldelse for en hel del dykkere? Suunto Ocean ser nemlig ud til at være ét ur til det hele og kan således angiveligt bruges både som smartwatch, fitness tracker såvel som dykkecomputer. Det har vi sat på prøve.

Hvad er der i æsken?

Trods den aflange kasse til Suunto Ocean så kommer tingene usamlet i æsken og består af urkassen, remmen, ladekabel og papirer. En vigtig detalje at nævne, synes jeg i hvert fald, er at Suunto Watch er produceret i Finland og er 100% kulstoffri da det er produceret via vedvarende energi og idet Suunto deltager i Tree-Nations’ genplantningsprojekt. En vigtig detalje for miljøinteresserede, hvilket er noget jeg selv og mange af dem jeg dykker med går en del op i.

Vi blev derudover af Suunto udstyret med en ekstra rem i blå, som kommer med to længder i æsken, hvilket er smart og egentlig er det lidt ærgerligt at Suunto Ocena i sig selv ikke kommer med to længder og ikke kun den lange strop. Den korte strop gør nemlig uret nemmere at bruge i dagligdagen.

Design

Det er ikke så lang tid siden at jeg har testet Suunto Race her på redaktionen og selvom de to ure er forskellige i funktion, så er der en del designmæssigt, hvor de minder om hinanden. Eksempelvis de store aflange knapper i højre side, som er ret nemme at nå.

Urene har især det tilfælles at de føles utroligt robuste. Suunto Ocean er så fast at jeg er overbevist om at den kunne blive kørt over af en bil uden at lide skade. Jeg har ikke tænkt mig at udsætte den for den type af tortur, men når jeg ryster på uret og klemmer det er der ingen tegn på svaghed. Det ville også være underligt, hvis ikke det var tilfældet med et ur, der skal holde til at komme hundrede meter under vandet.

De store knapper på Suunto Ocean er vigtigere i denne serie af uret end i Race fordi du som dykker ofte har tykke handsker på og dét til trods skal kunne ramme knapperne under vandet. Det synes jeg slet ikke var et problem i øvrigt, selvom jeg her i sommervarmen brugte 2 mm handsker. Jeg forestiller mig ikke umiddelbart at knapperne bliver et problem selv med tykkere handsker når det bliver koldere.

Suunto Ocean vejer “kun” 99 gram, men på en eller anden måde føles den tungere. Muligvis er det min hjerne der overfortolker robustheden, men efter et par minutter føles den ikke just tung på håndleddet.

Selve urkassen er af stål og glasset over skærmen er safir så de burde kunne holde til lidt tæsk og i hvert fald en aktiv hverdag. Suunto Ocean understøtter næsten hundrede forprogrammerede sportsindstillinger, hvilket faktisk kan være en smule overvældende. Uret præsenterer nemlig en lang liste af sport når du vil starte en aktivitet og så gemmer den dem du har brugt sidst så de er hurtigt tilgængelige. Jeg ville dog ønske man kunne pinne de sportsgrene man ved man kommer til at bruge oftest, så dé er vist først. Du kan i øvrigt også lave dine egne indstillinger (til en vis grad) og navngive sporten også.

På undersiden af Suunto Ocean er der pins til forbindelse af den specielle magnetiske lader, der følger med uret og så dens sensorer til at måle på blandt andet din puls under træning.

Displayet på 1,43″ er ret tydeligt og selv som dagligdags ur er det en ret fin AMOLED skærm med masser af lys og farve. Når det kommer under vand kommer det dog virkelig til sin ret. Det viser ikke nær så mange informationer som en god dedikeret dykkecomputer, men skærmens detaljegrad og lysstyrke gør at den alligevel er ret værdifuld under vandet. Jeg er ikke en dykker med mange dyk bag mig, men sommeren bød på dyk i søer i Bosnien Hercegovina, hvor sigtbarheden var yderst begrænset og her var det faktisk ret rart med det fine display på Suunto Ocean.

Urremmen på Suunto Ocean er en smule stram til min smag og efter noget tid efterlader den min hud relativt fugtig. Jeg mærker det dog først når jeg tager uret af igen og er en generel udfordring med silikone-rem. Det ville dog ikke give mening at bruge en anden form for rem på et sportsur eller dykkerur som Suunto Ocean, da andre materialer ikke vil kunne holde til det samme. Så skulle det da være en metalrem til daglig brug og silikonen til sport og dyk.

Funktionalitet

Det vigtigste at gøre i forbindelse med opsætningen af Suunto Ocean er at du læser manualen til den grundigt. Hvis du ikke skal bruge Suunto Ocean til at dykke med, så er det ikke så vigtigt, men for dykkere kan det ikke anbefales nok, da det at kende sit udstyr før man bevæger sig flere meter under vandet kan være forskellen på liv og død.

Selvom Suunto Ocean som nævnt har begrænset med oplysninger på sit display, så kan man scrolle gennem de forskellige views og se detaljer for dybde, dekompressionstid og hvis du har trådløse og kompatible sensorer til dine flasker så kan Suunto Ocean også følge med i op til fem af slagsen og deres niveau. Det betyder at jeg i teorien kunne holde øje med min egen flaske og flere dykkere omkring mig, men jeg var desværre ikke i stand til at teste denne funktion da ingen af mine buddies var udstyret med en kompatibel sensor. Du kan i øvrigt navngive sensorerne så du netop kan vide, hvem der er hvem og hvor hurtigt de eksempelvis er ved at tømme deres tank.

Suunto Ocean understøtter i øvrigt både fridyk, single gas og multigas. Jeg havde dog ikke mulighed for at teste andet end et almindeligt dyk uden sensorer, men jeg er sikker på at det giver klare fordele, hvis man også kan følge med i sin tank via sit ur. Husk dog ikke at sætte din lid til digitalt udstyr og hav altid styr på alternative kilder til information så du ved, hvor meget luft du har og også hvor lang tid du skal holde dig i dekompressionszonen. Derfor er det vigtigt med en buddy, der også har sit udstyr med sig.

På skærmen af Suunto Ocean er der også et flyikon, som skifter afhængigt af om du må flyve eller ej. Jeg var i denne omgang ikke ned og dykke nær så mange gange eller så dybt til at uret frarådede mig at flyve, men det er utrolig fedt at den også viser dét.

Det jeg dog mangler når jeg dykker med Suunto Ocean er at den ikke har et kompass på skærmen. Kompasset kan du godt få frem da uret har funktionen, men altså ikke under dykning. Jeg får dog at vide at det kommer med en opdatering på et tidspunkt i den nære fremtid. Hvordan det så kommer til at spille på et display, der i forvejen har begrænset plads glæder jeg mig til at se.

Kompass mens man dykker kommer under en opdatering

Dét til trods så registrer uret din færd gennem vandet, således at du efter dit dyk får en oversigt på et kort over hvor du er gået ned i vandet, hvor du er kommet op og hvor du cirka har svømmet. Uret bruger sine sensorer til at “gætte” et kort over din færd og jeg har kun uret at stole på, så jeg vælger at sige at funktionen er ret fed og præcis nok til at man får en fornemmelse af hvor man har svømmet.

Umiddelbart virker det til at Suunto Ocean starter dykkermode automatisk, så jeg behøver ikke gå ind i indstillingerne, men jeg kunne ikke finde ud af at sætte en vis dybde, hvornår den skulle starte den automatiske registrering. Synes ikke det fremgår af manualen hellere og kunne være rart at den ikke bare går i gang med at registrere ligegyldige dyk når jeg bare er ude og snorkle eller svømme for sjov.

Trods at uret er rated til at komme hundrede meter under vand, så er det kun rated til at blive brugt som dykkecomputer ned til tres meter. Det kan have noget at gøre med dens præcision for dybden, som den ikke må gå på kompromis med for at kunne kalkulere den rette dekompressionstid. I øvrigt anvender Suunto Ocean en algoritme baseret på ZHL-16C kaldet 16 GF, som er en smule påpasselig og det betyder at følger man den bør man ikke være i fare.

Det jeg syntes at bide mærke i er dog at Suunto Ocean ikke helt var enig med mit Suunto Novo, hvor jeg både på små dybder og længere nede havde små afvigelser på op til en halv meter, selvom begge ure var på samtidigt.

Suunto Ocean er til dels et smart watch og du kan også få notifikationer på uret, så du kan følge med i dagligdagen uden hele tiden at skulle have din telefon op af lommen. Det er dog Suuntos egen software, der ligger bag og ikke eksempelvis WearOS, så sammenlignet med et dedikeret smartur vil du opleve at det er lidt langsommere.

Batteritid

Til gengæld vil du med Suuntos egen software og ved at gå på kompromis med hastighed og smartphone integration opleve en utrolig lang batteritid på over to uger. De to uger er vel at mærke ved almindelig brug for når du aktiverer dykkeaktiviteterne så ryger batteritiden ned på sammenlagt 60 timer. Det er dog en fin og imponerende batteritid til dykning i min optik for det genopladelige batteri kan du bare sætte til en oplader og så er du klar igen.

Batteriet i Suunto Ocean kan i øvrigt skiftes på sigt, hvis det skulle holde op med at holde så længe som da det er nyt. Det ved jeg er en bekymring for mange med genopladelige batterier for det betyder tit at de ikke er lige til at skifte.

Min egen oplevelse var at batteritiderne som Suunto angiver er præcise nok og jeg kunne sagtens gå to uger med uret uden at dykke og uden at lade op. Batteritiden daler under vandet, men der har uret også gang i en hel masse mere end når det “bare” er på håndleddet over vandet.

Konklusion

Det jeg er utrolig stor fan af ved Suunto Ocean er at det er ét ur til rigtig mange ting. Det er flot og egentlig ikke så tykt på håndleddet til at det er generende. Det kan bruges til at tracke din sport og søvn også så både når du er aktiv og når du ikke er. Den giver dig notifikationer fra din telefon. Den har indbygget kort og vejrfunktioner. På toppen af det hele er det en mere end glimrende dykkecomputer til såkaldte recreational divers. Professionelle og mere øvede dykkere vil nok savne et endnu større display og flere informationer, som de kan holde øje med og styr på, men for nogen der tager nogle få dyk om året og ellers har brug for ét device til alle formål, så er Suunto Ocean en ægte Schweizer-kniv. Normalt plejer jeg at have oplevelsen at når noget forsøger at være godt til alting ender det med at være skidt til mange ting, men Suunto Ocean overrasker og ér godt til mange ting. Det er ikke perfekt, men hold da op det er spækket med funktion.

Husk endnu en gang at læse manualen for dit ur før du begynder at dykke, da det er afgørende du forstår hvad det fortæller dig da tvivl kan bringe både dig selv og andre i fare under vandet. Safe diving.

Pris og tilgængelighed

Set til 5.990,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Er Suuntos nyeste skud fra stammen en drøm gå i opfyldelse for en hel del dykkere? Suunto Ocean ser nemlig ud til at være ét ur til det hele og kan således angiveligt bruges både som smartwatch, fitness tracker såvel som dykkecomputer. Det har...Test: Suunto Ocean dykkecomputer og sportsur i ét