søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Suprabeam M6xr multilygte

Test: Suprabeam M6xr multilygte

Lygten med det kryptiske navn M6xr vi skal se nærmere på her, er både en kraftig pandelampe, og en håndlygte med bredt anvendelsesområde.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve Suprabeam M6xr lygten, og en hel del tilbehør. Der er en håndledsstrop så man ikke taber lygten under brug.

En USB ledning til opladning af batteriet.

En kraftig metalklemme så lygten kan sidde sikkert fast i lommer eller på stropper.

Et pandebånd med holder til lygten.

En ekstra holder der enten kan sættes på en rem, eller klæbes fast på f.eks. en hjelm.

Design og funktionalitet

M6xr fra danske Suprabeam er en multilygte. Den har form som en klassisk lommelygte, men selve lygtehovedet er vendt 90 grader. Det giver en hel masse nye anvendelsesmuligheder.

Lygten er temmelig kompakt, den måler kun knap 11 cm i længden og 2,8 cm på det bredeste punkt. Inkl batteri vejer den 119 gram. Den er lavet i stærkt aluminium og byggekvaliteten er helt i top! Den har en maksimum lysintensitet på hele 2000 lumens. Fordi der bliver udviklet ret meget varme i lygten ved 2000 lumens, så skruer den ned for styrken efter et minuts tid. Det er ikke noget Suprabeam lægger skjul på, de har endda en kurve over målt lysintensitet på https://suprabeam.com/product/m6xr/ under Lightcurve. Den slags ærlighed omkring egne produkter kan jeg godt lide! Lygten bliver betjent med en enkelt stor trykknap lige bag lygtehovedet.

Som vi også så det med Suprabeam Q3r lygten er M6xr dæmpbar. Holder man knappen inde fra slukket tilstand, så skruer lygten langsomt op og ned mellem 600 og 6 lumens, og når man slipper knappen bliver det aktuelle indstilling gemt, og bliver den indstilling lygten tænder på ved næste korte tryk på knappen. Har man brug for fuld styrke så skal man blot holde knappen inde i to sekunder mens lygten er tændt, så skifter den til maksimale 2000 lumens.

Den bliver drevet af et 18650 genopladeligt batteri med indbygget oplader.

Man sætter simpelthen USB kablet direkte i batteriet, og så i en USB oplader eller computer. Der sidder en lille lysdiode i batteriet der lyser rødt under opladning, og skifter til grønt når batteriet er fuld opladet.

Det er ret smart, for så skal man ikke huske en speciel oplader, man kan f.eks. bare bruge samme oplader som til sin telefon. Ved maks indstilling på 2000 lumens (der falder til ca 650 lumens efter et minut) kan batteriet drive lygten i 144 minutter. I laveste indstilling på 6 lumens kan den lyse i hele 260 timer!

De knappen på lygten er ret let at trykke ned, så er der indbygget en transporttilstand i lygten. Hvis man holder knappen inde i 5 sekunder når lygten er tændt, så går den i sikker transporttilstand. Det betyder at man nu skal holde knappen inde i 5 sekunder for at aktivere lygten igen. Så er risikoen for at den tænder i en taske eller lomme minimal. Når man aktiverer lygten efter transporttilstand så blinker den 1 til 5 gange for at vise hvor meget strøm der er tilbage på batteriet. 1 blink er 20%, 5 blink er 100%.

En yderlig sikkerhed er hvis man får tændt lygten, og den f.eks. ligger med lygtehovedet ned mod en overflade, så går lygten i transporttilstand hvis den bliver for varm. Ved 2000 lumen, og hvis den ligger med hovedet mod et bord, så går der under 2 sekunder før den slukker af sig selv. En god sikkerhed for at lygten ikke bliver ødelagt af for høj varme.

Selve lyskeglen er delt op i en kraftig hotspot der kaster lyset langt, som glider over i en stor bred kegle der lyser omgivelserne op tæt på en. Det kan man næsten se på d nærbilledet af optikken i M6xr.

I daglig brug er lyskeglen nærmest perfekt. Går man ude i mørket lyser den rigtigt meget op omkring en, og samtidig kan man se lige frem i det fjerne.

Suprabeam M6xr er selvfølgelig vandtæt og støvtæt efter IP68 specifikationen, så den kan bruges i alt slags vejr.

I bunden sidder der en kraftig magnet, og bunden er dækket med et stykke gummi. Det betyder man kan sætte lygten fast på magnetisk metal, uden at lave ridser.

Der medfølger et pandebånd hvor man kan sætte lygten fast og bruge den som pandelampe.

Man kan dreje lygten i holderen, og holderen er kraftig nok til at holde lygten fast i den valgte retning.Selve pandebåndet har to silikonebånd på indersiden så båndet ikke glider ned på hovedet.

Båndet er behageligt mod huden og det sidder fint fast. Men med lygten på 119 gram siddende yderst på panden, så er det ikke så bekvemt hvis man f.eks. løber med pandelampen. Men til mere stille aktiviteter virker det rigtigt godt.

Den ekstra holder der også medfølger har man både mulighed for at sætte fast på en strop, og den har også en kraftig klæbepude på bagsiden så den kan sættes fast direkte på en hjelm.

Sætter man metalklemmen på, så har man mulighed for at have lygten siddende sikkert i en lomme, og lyse området op foran en. Det er et godt alternativ til pandelampen hvis man går en tur i mørket og vil have hænderne fri.

Man kan faktisk også bruge cykelholderen som vi har beskrevet i anmeldelsen af Suprabeam Q3r, til at sætte M6xr på cyklen hvis man har brug for ekstra lys på turen. Dog kun som supplement til en lovlig lygte hvis man kører på offentlig vej.

Konklusion

Suprabeam M6xr er en lygte i høj kvalitet, der har rigtigt mange anvendelsesmuligheder. Det er en håndholdt lommelygte, det er en pandelampe, det er en arbejdslampe i en snæver vending. Den kan lyse virkeligt kraftigt, og så kan den dæmpes til stearinlys niveau. Den indbyggede sikkerhed mod overophedning er rigtigt smart, og det samme er transportlåsen. Opladningen af batteriet er nem, og kræver kun en USB-oplader som vi nok allesammen har en del af i hjemmet. Det eneste der er lidt negativt at sige om den, er at prisen er i den høje ende. Men her må jeg sige at kvalitet koster, og her synes jeg prisen er retfærdiggjort ved at man får en solid, kraftig og vandtæt lygte der kan bruges i mange situationer.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Lygten med det kryptiske navn M6xr vi skal se nærmere på her, er både en kraftig pandelampe, og en håndlygte med bredt anvendelsesområde. Hvad er der i kassen? I kassen finder vi selve Suprabeam M6xr lygten, og en hel del tilbehør. Der er en håndledsstrop så...Test: Suprabeam M6xr multilygte