mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: SteelSeries Rival 600 gaming mus

Test: SteelSeries Rival 600 gaming mus

Vi skrev for noget tid siden en nyhed omkring SteelSeries Rival 600, som er en gaming mus for eSportsudøvere udstyret med hele to sensorer, hvoraf den ene er tiltænkt lift-off registrering og den anden den normale bevægelse man ellers kender. Foruden dette så er SteelSeries Rival 600 ligeledes bestykket med vægtjustering og naturligvis RGB. I denne omgang kan du læse med om vores test af musen, idet vi har fået en sådan til test af SteelSeries, så du kan blive klogere på om det eventuelt er en mus for dig.

Hvad er der i æsken?

Der var en periode, hvor æsker til gaming udstyr skulle være så flashy, som det overhovedet kunne lade sig gøre, men for tiden skåner man miljøet og sparer overflødige elementer væk. Det til trods så er indholdet i æsken til SteelSeries Rival 600 ikke som med så mange andre gaming mus, idet der ved siden af musen og manualen også ligger et aftageligt USB-kabel og en æske med otte vægte af hver fire gram.

Design

Designet af SteelSeries Rival 600 minder på den måde mest af alt om SteelSeries’ Sensei serie, som grundet det flade design ikke passer min hånd eller måden jeg spiller på. Hvis man derimod foretrækker en flad mus, så er dette design noget for en. Man skal dog samtidigt også foretrække en ikke så bred mus, hvilket overrasker mig faktisk, idet jeg tænkte at en mus med plads til otte vægte ville være væsentligt bredere. At det ikke falder helt i min smag er ikke ensbetydende med at det ikke vil gøre det i andres, så jeg konstaterer blot designets facon og så må man selv drage de konklusioner på denne front.

De mange linier og brud i designet gør at SteelSeries Rival 600 føles både rå og samtidigt ret lækker i designet. Designet kommer dog først rigtigt til udtryk når man sætter strøm til og musen begynder at lyse op i RGB med streger ned langs siden og et lysende scroll-hjul samt logo.

Overfladen føles ganske lækker ved berøring, men desværre er der tale om et materiale, der samtidigt er ret glad for fedtmærker. Personligt døjer jeg en del med denne problematik, men det kommer rigtig meget til udtryk på lige netop denne mus og sågar mere end mange andre mus jeg har leget med.

SteelSeries Rival 600 er ikke den mest knaprige mus derude, men den har nu alligevel hele tre knapper i siden. De er ret smalle, idet der skal være plads til at man kan tage sidepanelerne af og smide nogle vægte ind i musen, hvilket vi kommer nærmere ind på lidt senere. De primære knapper er ret store og behagelige at trykke på, men de tre smalle knapper i siden er nærmest ikke værd at skrive hjem om. Hvis det var på en almindelig kontormus ville jeg kunne leve med knapdesignet i siden, men når man taler om en gaming mus, hvor præcision og komfort er af ypperste vigtighed, så er de tre knapper for små og uden en god vandring. Den forreste af de tre knapper kan man sågar slet ikke nå med sin tommelfinger, hvis ikke man holder på musen i en eller anden akavet position.

Selve knappemodstanden på de primære knapper var jeg dog glad for. Der var en solid modstand, som jeg foretrækker, og samtidigt føles knapperne ganske præcise i både vandring og selve mekanismen, der holder dem på plads. Det samme gør sig gældende for scroll-hjulet, som jeg synes også bliver overset ofte, men for mig har denne også en uhyre høj værdi da jeg bruger min mus meget til andet end gaming.

Vægtsystemet i SteelSeries Rival 600 er af en type, som jeg ikke har set før. Når man fjerner sidepanelerne så er der fire små slots, så at sige, hvori der i hver af disse er gjort plads til en af de otte vægte, som man kan smide i musen. De fire er placeret i en række af fire på hver side af musen og det betyder at man kan kombinere vægtene på en sådan måde at vægtfordelingen bliver forskellig afhængig af, hvilke vægte man smider i eller undlader at smide i. Angiveligt er der 256 vægtkombinationer i musen, men man skal virkelig have en høj Fingerspitzgefühl, hvis det er noget man skal kunne mærke.

Funktionalitet

Idet ens mus nærmest fungerer som en forlængelse af ens arm når man gamer, så er designet af en sådan uhyre vigtigt. Man skal føle sig tryg med de knapper man har til rådighed og de skal naturligvis være placeret således at de er nemme at gå til samtidigt med at musen føles behagelig at holde om og spille med. Ved mange andre produkter er designet ikke nær så vigtigt, men det er den funktionelle del derimod. Ved en gaming mus skal alle disse elementer dog spille godt sammen og derfor kigger vi i de næstkommende afsnit om SteelSeries Rival 600 lever op til forventningerne.

For at styre musens indre komponenter og sørge for at disse spiller sammen med ens computer, så er SteelSeries Rival 600 udstyret med en 32-bit ARM processor. Denne skal sørge for at musen er hurtig og responsiv ligesom en selv.

 

Software

Før i tiden og for noget stadigt, så var en mus mere eller mindre plug-and-play uden behov for installation af ekstra software eller hele apps, der skal gøre det muligt at indstille en masse på musen. I og for sig så virker SteelSeries Rival 600 også ved at man blot sætter den til USB porten i computeren, men så lever man også med de indstillinger, som den er født med og det er ikke sikkert at man er tilfreds med den følsomhed, belysning eller genveje.

SteelSeries Rival 600 understøtter SteelSeries Engine 3 softwaren, og hvis ikke man kender denne så er det en app udviklet af producenten, der skal gøre det muligt at gøre musen helt personlig. Ikke blot ved at lade brugeren indstille RGB-belysningen således at man kan få den i ens holds farver eller hvad man nu har lyst til, men det gælder også indstilling af sensorens følsomhed, knappernes funktion og indspilning af makroer.

Det hele bliver i SteelSeries Engine 3 præsenteret grafisk flot og simpelt at gå til med musen i midten af skærmbilledet og de indstillinger man kan lege med i siderne. Jeg vil mene at selv for nybegyndere er denne software ret nem at gå til og hvis man spenderer noget tid “derinde” så vil man kunne indstille en SteelSeries Rival 600 mus til at agere præcist som man foretrækker det.

Sensor

Det særlige ved SteelSeries Rival 600 er at den er udstyret med to sensorer for at give eSport-udøvere og professionelle en mulighed for at få en fordel. Den ene sensor er en TrueMove3 optisk sensor udviklet af SteelSeries til at give en 1:1 tracking i spændet 100-12000 CPI.

Den anden sensor er ikke til at tracke bevægelse i spillet men ens egen bevægelse når man løfter musen væk fra musemåtten. Jeg spiller ikke selv på en sådan måde at jeg fjerner min mus fra musemåtten, men det er måske derfor jeg stadig er lidt noob. Denne anden sensor kan man gennem softwaren indstille følsomheden på også og det bestemmer så hvor højt man skal løfte musen for at den slipper musemåtten så at sige. Jeg kunne ærligt talt ikke selv mærke nogen forskel, men igen det er jeg nok ikke pro nok til. Mere garvede og professionelle spillere forestiller jeg mig sagtens kan drage nytte af denne dual sensor løsning som findes i SteelSeries Rival 600.

Ellers er SteelSeries Rival 600 ganske præcis og det er også at forvente for det er ikke første gang jeg får lejlighed til at lege med lige denne sensor, som også findes i andre af SteelSeries top gaming mus. Den reagerer på hurtige bevægelser og retningsskift uden at jeg kan mærke noget delay eller det der ligner.

Belysning

Belysningseffekterne er mange med SteelSeries Rival 600, for man har mulighed for at integrere dem med tredjepartsprogrammer, såsom Discord eller andre spil, som bruger in-game informationer til at lyse i forskellige farver og fortælle dig som spiller om forskellige tips. Hvis man har mod på at lege lidt med disse indstillinger, som kan være en del mere komplekse end blot standarden, så kan man få meget brugbar information og nogle fede lyseffekter ud af det. Personligt lader jeg blot en standard farve lyse eller “ånde” og det er nok for mig. Lyset bruger jeg til at lade musen fortælle mig, hvorvidt jeg har den rigtige profil aktiveret.

Komfort

Som nævnt under designbeskrivelsen så er SteelSeries Rival 600 en relativt flad og smal mus og den egner sig derfor efter min mening mest til de spillere der foretrækker denne type af mus eller blot holder den i claw-grip. Det betyder man holder musen med fingerspidserne og så er det design ganske velkomment. Musens form er bygget til højrehåndsspillere og venstrehåndsspillere får så desværre ikke så meget gavn af de tre knapper i venstre side, hvis de da skulle prøve sig kræfter med den, men knappernes form gør at glæden forsvinder for højrehåndsspillere nærmest ligeså.

Konklusion

SteelSeries Rival 600 er en gaming mus, der har rigtig mange fede features. Især to af disse er relativt unikke, idet musen har et vægtsystem med hele otte vægte, som man kan bruge til at finde den perfekte balance i forhold til, hvad man foretrækker når man spiller. Derudover har den to optiske sensorer, hvoraf den ene tracker lift-off afstand og sørger for at musens tracking er stabil når man løfter den af musemåtten for at genplacere den igen. Resten er ikke noget der stikker ud, men i samspil er alle elementer med til at levere en rigtig solid gaming mus med præcis tracking og massevis af indstillingsmuligheder gennem SteelSeries Engine 3 softwaren. De tre knapper i højre side trækker det overordnede indtryk en smule ned, men hvis man eksempelvis blot spiller skydespil eller MOBA og ikke bruger genveje foruden dem man har adgang til gennem sit tastatur, så er det en mindre udfordring man nok kan lære at leve med i længden. Afslutningsvist skal det siges at SteelSeries Rival 600 er en rigtig god gaming mus, men dens flade og smalle design vil ikke falde i enhvers smag, om end det er en smagssag, som jeg ikke synes skal trække ned på den generelle vurdering.

 

[checklist]

  • Flot design
  • Vægtsystem med mange kombinationer
  • Flot belysning
  • Stærk og nem software

[/checklist]
[badlist]

  • Fedtfingermagnet
  • Knapperne i siden

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 649,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skrev for noget tid siden en nyhed omkring SteelSeries Rival 600, som er en gaming mus for eSportsudøvere udstyret med hele to sensorer, hvoraf den ene er tiltænkt lift-off registrering og den anden den normale bevægelse man ellers kender. Foruden dette så er...Test: SteelSeries Rival 600 gaming mus