fredag, december 27, 2024
ForsideAnmeldelserComputer tilbehørTest: SteelSeries Arctis 7 DTS trådløst gaming headset

Test: SteelSeries Arctis 7 DTS trådløst gaming headset

Som det ganske rigtigt fremkommer af selve æsken på SteelSeries Arctis 7, så er der tale om et headset fra den producent, som også bragte os Wireless H, som stadigt er et af de bedste gaming headsets derude. Derfor har SteelSeries Arctis 7 noget at leve op til. Umiddelbart ser det trådløse SteelSeries Arctis 7 også ud til at være spækket til bristepunktet med features som DTS lyd, ClearCast mikrofon, multikompabilitet og meget mere, som vi skal nærmere i dybden med i denne test, hvor forventningerne er høje.

Hvad er der i æsken?

Efter min mening har man med SteelSeries Arctis 7 valgt at gøre en del mere ud af selve unboxing oplevelsen for den håbefulde gamer, der nu skal have adgang til sit nye headset for første gang. Æsken er der som sådan ikke noget særligt ved, men det hele føles godt pakketeret og veludført.

Processen med at pakke de forskellige ting ud starter med at man løfter låget, hvor man bliver mødt af selve headset enheden og den plastik, som dette hviler på løfter man op for at få adgang til resten af indholdet bestående af USB-kabel til opladning, lydkabel til konsol og den trådløse modtager.

Design

Hvor man har hentet inspiration til SteelSeries Arctis 7’s design er svært at sige for den er relativt unik og vigtigst af alt, så ligner den ikke et gaming headset. Det virker som værende et fokuspunkt for SteelSeries i denne omgangt at ville skabe noget, der ser rigtig godt ud foruden at det er praktisk. Det praktiske kommer vi nærmere ind på i de næste par afsnit, men først skal vi have udspecificeret de designmæssige detaljer af dette ret flotte gaming headset.

I toppen af SteelSeries Arctis 7 har man en metalramme, men denne kommer ens hoved ikke i berøring med, idet hovedbøjlen består af et ski-band, som man i øvrigt kan skifte ud efter ønske. Umiddelbart er jeg ret glad for det mørke mønster, der følger med headsettet, idet det ikke er iøjefaldende, men måske nogen har en anden smag og mening.

Apropos iøjefaldende, så er det ikke en feature man kan knytte til SteelSeries Arctis 7 og det synes jeg kun godt om. Der er nemlig ikke noget flashy lys, der gør at man ligner et juletræ mens man spiller. Der er lys på tænd og sluk knappen, opladeindikatoren og så også på toppen af mikrofonen når denne er deaktiveret, så man er bevidst herom.

Det eneste, der bryder med det clean look, som SteelSeries Arctis 7 har, er faktisk trådløse headsets afhængighed af knapper på selve ørebøfferne. Det er naturligvis smart og skal være nemt tilgængeligt for brugeren at kunne styre lyden basale funktioner fra headsettet uden at skulle række ud efter en fjernbetjening eller styre det via softwaren via computeren. Så forsvinder idéen lidt af den trådløse funktionalitet, men også dette har man placeret ret diskret ved at have knapperne i en kompakt størrelse i en farve, der ikke bryder med resten af headsettets design. Knapperne er nemt tilgængelige, om end man lige skal vende sig til deres placering og ikke mindst funktionalitet.

Der er de mest anvendte funktioner tilgængelige direkte på selve headsettet. Det inkluderer muligheden for at justere lyden naturligvis, men også balancen mellem lyden i spillet og ens anvendte chatprogram, således at man kan prioritere lyden fra ens medspillere over lyden i spillet, eller hvis man spiller med nogle noobs kan man måske fokusere mere på spillet. Man har også en dedikeret trykknap til mute af mikrofonen, som så aktiverer det lys på toppen af mikrofonen vi nævnte tidligere.

Ørebøfferne er bestykket med to store skum-puder, der er overtrukket af stof modsat den nævnte Wireless H, som var med kunstlæder. Stof er et mere behageligt materiale i længden da det lader huden ånde og det kommer vi nærmere ind på under komfort, men derimod er stof også mere tilbøjeligt til at sætte sig fast i ens skæg, hvis man døjer med det problem, som jeg ofte gør når jeg hænger mit headset om halsen under pause-sekvenser.

SteelSeries Arctis 7 er trods metallet i toppen let i sin konstruktion. Det føles let mellem hænderne, men samtidigt også ret robust. Det er dog ikke et headset jeg ville udsætte for alt for meget tortur, men det afgiver ikke nogle knirkende lyde når man vrider det i hænderne, hvilket er betryggende.

Funktionalitet

At SteelSeries Arctis 7 er flot og spækket med features siger nok så meget om dens evne til at reproducere den lyd, der bliver smidt efter den. Derudover kan det hele være spildt, hvis det er uudholdeligt at have på hovedet længe nok ad gangen. Vi har indikeret kort at det nok ikke gør sig gældende at SteelSeries Arctis 7 skulle være ukomfortabelt, men dét og de andre funktioner af headsettet kommer vi nærmere ind på i de næste par afsnit.

Her skal vi se på hvordan det er at anvende, men også om lyden lever op til de forventninger vi har om det SteelSeries kan bringe på bordet.

Der bliver lovet en batteritid på mere end 24 timer og til det kan jeg indledningsvist sige at jeg spillede i mere end en uge uden at skulle lade op. Ganske vidst spiller jeg ikke adskillige timer dagligt, men under testen har jeg haft en del længere sessioner end normalt, hvor der var en blanding af gaming og arbejde, hvor jeg også lyttede til musik. De 24+ timer må jeg kalde ligeså valide som når PC-producenterne angiver batteritider og bilproducenter kørte kilometer per liter. Under optimale forhold kan det sagtens lade sig gøre, men så er lyden også skruet længere ned end de fleste af os måske har lyst til. Dermed ikke sagt at batteritiden i SteelSeries Arctis 7 er dårlig for den er som indledningsvist sagt ganske imponerende og jeg har ikke haft et gaming headset med lyddrivere så store, der kunne holde strøm nær så længe, men som altid skal producentens angivelse tages med et gran salt.

Lydkvalitet

SteelSeries Arctis 7 bruger de samme højkvalitetsdrivere som topprodukterne fra producenten – og det kan høres. Det som jeg og andre roste Wireless H for i sin tid var dens evne til at gengive god og velafbalanceret lyd uanset om man lyttede til musik, spillede eller så film og det samme gør sig gældende med SteelSeries Arctis 7.

Der er en tilpas mængde af bund og mellemtoner. I mange spil er det vigtigt at man har en god bass, således at action fra skærmen kan gengives i ørene og man bedre kan føle sig som en del af det hele. Det kan også blive for meget, hvor bassen så overskygger de andre detaljer og det hele bare bliver en dyb lyd nærmest. Det er bestemt ikke tilfældet med SteelSeries Arctis 7 og hvis man ellers er til den slags kommer man nok til at savne lidt i dette headset, hvor fokus er på balance.

Derimod lyder musikken ganske rigtig. Her smed jeg min testplayliste efter headsettet bestående af musik jeg kender, men også sange som “Good Times Roll” af The Cars og “Wall of Glass” af Don Ross, som indeholder mange detaljer man ikke nødvendigvis hører på et middelmådigt sæt lyddrivere.

Jeg synes ikke at SteelSeries Arctis 7 kommer på op på helt det samme niveau, som Wireless H, men det er uden helt at kunne sætte ord på det og så kan det skyldes selve konstruktionen og måden hvorpå lyden bliver leveret ind i mine ører.

Udstyret med DTS Haedphone X har man mulighed for at aktivere 7.1 virtuel surround. På denne måde får man endnu mere mulighed for at fordybe sig i sine spil, men det kræver naturligvis at funktionen spiller. Og det gør den i den grad her. Man får fornemmelsen af at lyden kommer fra forskellige vinkler, til trods for at man kun har to lyddrivere i ørebøfferne og jeg bliver lige imponeret hver gang over hvordan man kan snyde det menneskelige øre til at tro en lyd kommer fra en bestemt retning.

Selvom SteelSeries Arctis 7 forbinder til ens computer via USB, så er den i stand til at forbinde som to selvstændige lydenheder. Dette betyder at man kan vælge den ene til gaming og den anden til chat. Herefter kan man på selve headsettets ene skrueknap justere balancen af disse, så man kan fokusere på enten sine venner eller spillets lyd, som nævnt tidligere.

Software

SteelSeries Arctis 7 understøtter derimod SteelSeries Engine, hvor man kan justere en masse lydmæssige detaljer. Heriblandt finder man naturligvis equalizeren, som ikke er så unik eller særlig, men det er nu meget rart man kan skrue op for bassen, hvis det er hvad man foretrækker.

Softwaren giver dog også brugeren mulighed for at justere lydniveauet af mikrofonen og også den genlyd mikrofonen kan give i selve headsettet. Med denne funktion kan man høre sig selv mens man snakker og på denne måde vide, hvor højt man skal sige noget førend ens medspillere bør kunne høre én. Man undgår ganske enkelt at råbe, hvis man ellers har skruet op for spillyden.

Det er også her man aktiverer DTS, fjerner mikrofon-støj og balancerer lydsfæren generelt. Der er i hvert fald værdi i at installere og udnytte SteelSeries Engine til at levere den lydoplevelse man bedst kan lide.

Mikrofon

Mikrofonen trækkes ud af den venstre ørebøf på headsettet, hvilket betyder at man kan gemme den væk fra synsfeltet når man ikke skal kommunikere med sine medspillere eller, hvis man blot laver noget andet, såsom bare at lytte til musik.

Den har en meget fleksibel arm, således at man kan indstille den til at være tæt på munden så man ikke behøver at snakke å højt eller man kan få den lidt væk så man ikke bliver generet af den.

SteelSeries Arctis 7 har en ClearCast funktion, som gør at den isolerer støj fra omverdenen. Mikrofonens lydkvalitet er måske mindre imponerende, om end den er god, men det er mere den støj fra tastaturet, musen og andre ting, som bare ikke kommer nær så meget igennem, som ved mange andre testede enheder. Her har SteelSeries virkelig gjort et godt stykke arbejde og med softwaren kan man justere denne reduktion efter ønske og behov.

Komfort

Der er to elementer, der bidrager til at SteelSeries Arctis 7 føles behageligt at have på hovedet. Det ene værende dens lave vægt og det andet konstruktionen generelt, hvor selve headsettets ramme ikke rører brugerens hoved, men hviler derimod på det ski-band, som man også kan skifte.

De bløde puder hjælper naturligvis hertil og takket være de nævnte features var jeg i stand at have SteelSeries Arctis 7 på hovedet i lang tid uden at føle gene. Det var som nævnt først da jeg smed det om halsen at det nogle gange satte sig fast i mit skæg, idet betrækket er af stof. Det har dén ulempe, men til gengæld giver det rigtig god luft til ørerne. Luftcirkulation er mindst ligeså vigtig som gode og bløde materialer, da man hurtigt kan komme til at svede, hvis ens hud ikke får luft, hvilket ikke mindst er aktuelt i skrivende stund, hvor vi har 24 graders varme udenfor.

Noget interessant ved SteelSeries Arctis 7 er også at ofte ser man stofbetrukne ørebøffer slippe for meget lyd både ind og ud, men det er ikke tilfældet her. Lyden føles fint isoleret og intens i selve headsettet, mens man samtidigt ikke så nemt bliver forstyrret af udefrakommende lyde.

Forbindelser

Den trådløse transmitter forbinder til ens computer via USB, men på selve transmitteren har man også mulighed for at serieforbinde flere headsets i daisychain eller også kan man slutte sin telefon til for at høre på lyd fra den om det så er en telefonsamtale eller musik man ikke har på sin PC.

På selve headsettet kan man forbinde det medfølgende jackstik, så man kan bruge SteelSeries Arctis 7 med en af de moderne spillekonsoller eller sin mobiltelefon direkte. Derudover har man også opladestikket, som er en speciel størrelse i den ene ende og betyder altså at man ikke kan anvende hvad som helst til at oplade sit headset. Det synes jeg er lidt ærgerligt, for jeg vil gerne have så få kabler på mit skrivebord som muligt, hvorfor understøttelse af mikro-USB havde været en klar fordel. Heldigvis holder batteriet så længe som det gør at man kan gemme kablet i skuffen til den sjældne gang man så skal bruge det.

Konklusion

Forventningsbaren var for SteelSeries Arctis 7 sat temmelig højt kvag den erfaring vi har med producenten og headsettet har efter intens test ikke skuffet. Der er tale om et veludført og veludstyret headset med et hav af features, som også leverer rigtig god og afbalanceret lyd.

Det er dog måske simpliciteten i anvendelse, der sammen med de mange features gør SteelSeries Arctis 7 til det gode headset, som det virkelig er. Man skal i virkeligheden ikke tænke på meget andet end at slutte transmitteren til USB, lade headsettet op og så er man kørende med god lyd og en masse indstillingsmuligheder.

Alt dette toppes i øvrigt af med at SteelSeries Arctis 7 har et fantastisk flot design, som naturligvis også har en værdi for mange gamere. Og værdi er der masser af i SteelSeries Arctis 7, som endnu en gang bekræfter SteelSeries bestemt kan lave et af de fedeste og bedste headsets til gaming.

 

[checklist]

  • Simpelt
  • Lækkert design
  • Fremragende lyd
  • Komfort

[/checklist]
[badlist]

  • Opladestik er specialdesign og ikke USB-C eller mikro-USB

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

 

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

6 KOMMENTARER

  1. God anmeldelse. Jeg er meget glad for mine hovedtelefoner, men der er en MEGET irriterende ting ved dem, du ikke nævner: knapperne til styring af lydstyrken er meget uheldigt placeret. SAMTLIGE de folk, som jeg har demonstreret hovedtelefonerne for, har formået enten at slå lyden helt fra eller sætte den på maks. ved et tilfælde, mens de tog hovedtelefonerne på, fordi drejeknapperne sidder præcist der, hvor man helt naturligt holder sine tommelfingre, når man tager rundt om hovedtelefonerne for at tage dem på. Medmindre selvfølgelig man er noget andet end et menneske, hvilket designerne af dette produkt tilsyneladende havde været. Måske havde de hove og ikke hænder.

  2. Hej Xstof,
    Tak for din kommentar og at du deler din erfaring med os. Det sætter vi pris på for som jeg nævner i adskillige af mine anmeldelser så vil nogle oplevelser være individuelle og jeg har ikke oplevet den problematik du beskriver i din post. Dermed ikke sagt at det ikke skulle være tilfældet, men den måde jeg satte mit headset på hovedet så pillede jeg ikke ved tasterne i processen og det er årsagen til at jeg ikke nævner det i min test.

    Med venlig hilsen.

    Goran Popadic

  3. Hej.

    Nu kommer jeg nok med et meget dumt spørgsmål, men jeg er mor til en dreng der har fået sådan et par i julegave. Og nu skal i selvfølgelig i brug, men jeg kan virkelig ikke finde ud af hvorfor han ikke kan snakke i den inde i fortnite.
    Håber virkelig at en af jer kan hjælpe mig, så han kan få snakket med sine venner.

    Hilsen lotte

  4. Hej Lotte,

    Som man siger findes der ingen dumme spørgsmål. Hans fortnite er nok bare sat til at acceptere lyd fra en anden kilde end det nye headset. Det samme skal gøres i Windows også, hvis ikke det skulle ske automatisk. Dette finder du under optagelsesenheder. Det er desværre svært at guide gennem tekst, eftersom jeres computer også kan være forskellig fra min eksempelvis. Jeg håber I finder frem til det.

    Med venlig hilsen

    Goran Popadic

  5. Hej
    Hvordan skal jeg lade mit steelseries 7 op?..
    Skal on/ OFF knappen være tændt eller helt slukket.
    Og hvordan ved jeg at det er ladet helt op
    Mvh Søren søndergaard

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Som det ganske rigtigt fremkommer af selve æsken på SteelSeries Arctis 7, så er der tale om et headset fra den producent, som også bragte os Wireless H, som stadigt er et af de bedste gaming headsets derude. Derfor har SteelSeries Arctis 7 noget...Test: SteelSeries Arctis 7 DTS trådløst gaming headset