onsdag, december 25, 2024
ForsideAnmeldelserTest: SteelSeries Apex 9 TKL

Test: SteelSeries Apex 9 TKL

SteelSeries ønsker at være med på bølgen for folk, der gerne vil have frihed til at modificere deres tastatur efter deres smag og ønske og denne mulighed har man med Apex 9 TKL, som vi har fået til test. Læs mere i vores gennemgang og test her.

Hvad er der i æsken?

Allerede på æsken til Apex 9 TKL er man ikke i tvivl om at man har med et gamingprodukt at gøre. Æsken er nemlig fuldstændig plastret til med salgsgas og awards, som SteelSeries har opnået (bemærk ikke dette tastatur i sig selv). Selve indholdet er dog holdt simpelt og består af tastatur, flettet USB-C til USB-A kabel, keycap puller og en manual.

Design

Apex 9 TKL er et såkaldt TKL-tastatur, hvilket betyder at det fylder lidt mindre på skrivebordet, idet det ikke har nogen numeriske taster i højre side. Resten af designet er som et fuld størrelse tastatur og man kan forestille sig at tasterne til højre er skåret væk.

Dette resulterer i at det kun fylder cirka 35 centimeter i bredden og det giver dig langt mere plads på skrivebordet. Enten til din mus eller bare hvis du har et mindre skrivebord at gøre godt med.

Trods det kompakte design så vejer Apex 9 TKL 635 gram, hvilket også godt kan mærkes. Konstruktionen føles ret fast og robust, men forsøger jeg at vride tastaturet så flekser det også en smule sammenlignet med endnu mere robuste designs jeg har haft i hænderne. Producenten fortæller dog på deres hjemmeside at de anvender samme type af aluminium, som de anvender i flyproduktion, så den burde holde sin form og rigiditet over tid.

Der hvor tastaturet ikke flekser er på selve tasterne når man skriver eller gamer. Det er uanset hvor hårdt jeg forsøger at trykke så forbliver det på sin plads. Jeg kan ikke vouche for folk, der rage quitter og bruger knyttenæve, men mine fingre kunne ikke få tastaturet ud af kurs.

Uden lys i ligner Apex 9 TKL andre tastaturer og ser egentlig ikke ud af så meget med mindre man kigger det efter i sømmene, hvor man opdager at materialevalget ikke er helt vilkårligt, men er ret premium. Det er dog først når man sætter strøm til at RGB-lyset kommer frem og der kommer liv i tataturet.

Alle tasterne på SteelSeries Apex 9 TKL er med individuel belysning i alle regnbuens farver, så du kan sætte dit eget præg på og have det farveskema du ønsker. Alle på nær rulleknappen øverst til højre. Denne er programmeret til at styre lyden på din computer, så du hurtigt kan justere dette. Ved at trykke på rulleknappen tænder og slukker du helt for lyden.

Der er dog ikke andre lys på tastaturet og det betyder at når du har aktiveret CAPS LOCK så er det denne tast, som skifter farve til hvid, så du ved du har den aktiveret.

Hvis du i øvrigt foretrækker et endnu mindre tastatur og selv TKL ikke er lille nok til dit skrivebord, så kan du også få Apex 9 Mini, som er et 60% tastatur uden piltaster og en masse andre taster.

I bunden af Apex 9 TKL er der to fødder, som du kan bruge til at vinkle tastaturet i tre forskellige niveauer. Denne løsning er jeg lidt mere glad for end den som SteelSeries i en årrække satte på deres tastaturer, hvor fødderne var af gummi og kunne tages af. Jeg forstår at gummifødder kunne overleve flere slag, men det var en anelse besværligt at få af og på og hvor skulle man opbevare dem når man ikke skulle bruge dem.

I bunden er der dog lidt gummi alligevel, idet lågen til keycap pulleren er af gummi. Denne flap åbner du for at få adgang til pulleren, som du bruger til at tage keycaps af med. Designet af tasterne er nemlig generisk og du kan putte andre på, hvis du ønsker det. De burde være kompatible med de mest almindelige keycaps med et “plus” til montering. Hvis du vil være sikker på at det spiller max, så er det også muligt at købe forskellige farver og typer direkte af SteelSeries.

Alt i alt er SteelSeries Apex 9 TKL designmæssigt et ret flot tastatur uden at det egentlig har noget, som skiller sig gevaldigt ud. Det er bare lavet kompakt uden fyld, i lækre materialer og så er RGB-lyset nogenlunde kraftigt uden at være blandt de kraftigste jeg har testet.

På Apex 9 TKL er det ikke kun keycapsene, der kan skiftes ud, men også selve switchene. Det vil sige hele mekanismen kan skiftes til noget andet, hvis du eksempelvis ikke er så vild med vandringen i disse taster eller du når at slide OptiPoint switchene ned. Sidstnævnte er nok utænkeligt da de er angivet til at holde op til 100 millioner anslag.

At switchene er udskiftelige er så meget sagt, men der medfølger ikke værktøj hertil som der gør med keycap pulleren. Derudover så er jeg ikke i stand til at finde ud af om tastaturet kun understøtter officielle SteelSeries OptiPoint switche eller om man kan vælge noget helt andet. Opgaven med at få dem af og på burde dog være lige til så længe man har værktøj til at trække dem ud med.

Funktionalitet

SteelSeries Apex 9 TKL har en del af sine knapper gemt bag SteelSeries (SS) knappen i højre bund af tastaturet. Det vil sige du kan aktivere gaming- og typing-mode og programmere makroer direkte på tastaturet. Du kan også justere lysstyrke og skifte op til fem profiler gemt på tastaturet uden at softwaren behøver være installeret eller kørende.

Jeg ville dog alligevel anbefale at man har installeret SteelSeries Engine softwaren, fordi denne giver dig flere muligheder og det er nemmere at indstille tastaturet der. At appen er blevet lidt mere omstændig med tiden fordi (også) SteelSeries gerne vil kombinere flere elementer i én app er jeg ikke så vild med. Eksempelvis er indstillinger for belysningen en anden fane end indstilling for tasterne og når man har leget med lys skal man lukke vinduet ned og gå tilbage til indstilling af taster.

Det er dog her du kan gemme de fem indbyggede profiler på tastaturet og så kan du have dem tilgængelige på alle andre computere uden at behøve at installere softwaren på dem. Smart hvis du fx gerne må tage dit eget tastatur med til en kammerats computer eller en netcafe af en art.

Selve tasterne på SteelSeries Apex 9 TKL er super lette og har en af de letteste aktiveringer jeg har prøvet i et mekanisk tastatur på blot 35 gram. Det betyder at det kræver meget lidt for at tasten går ned og bliver aktiveret. Til sammenligning har Cherry MX switche ofte aktiveringspunkter på omkring 50 gram.

Her har jeg for sjov sat en lavprofil cap på som takket være det universelle plus design fint passer på

Det gør dog at Apex 9 TKL er behagelige og ens fingre bliver ikke trætte. Denne er jeg glad for når jeg skriver, men jeg kan egentlig godt lide lidt mere modstand når jeg gamer. Det som SteelSeries så har gjort i deres OptiPoint switche, som i øvrigt aktiveres via lys og ikke mekanik, er at du kan vælge om de skal aktivere ved 1,5 mm eller ved 1 mm. Førstenævnte højde er tiltænkt dem som skriver og den mindre vandring er til præcisionsgaming.

Jeg tænkte ærligt talt at jeg ikke ville kunne mærke forskel på de to højder og ganske rigtigt det var også utrolig svært at føle sig ind på. Jeg valgte så derfor at lukke øjnene og skrive to tekster, hvor jeg forsøgte at aktivere tasterne så lidt som muligt. Den sætning med 1 mm aktivering var uden fejl, mens den på 1,5 mm manglede adskillige bogstaver. Det er ikke noget jeg tror jeg bevidst ville kunne mærke når jeg arbejdede eller spillede, men der er altså en “tydelig” forskel og om ikke andet så kan de små detaljer og kortere aktivering være forskellen mellem et win eller ikke.

Med 1 mm aktivering får man i hvert fald nogle hurtige taster, og jeg synes de er med en god og robust vandring til trods for at denne ikke er så lang/dyb. Højden på tasterne kunne dog være en anelse mindre når nu aktivering og vandring er så kort, hvis du spørger mig, men du kan på SSs hjemmeside købe nogle keycaps, der om ikke andet fremstår mindre høje.

Selve tasterne på Apex 9 TKL føles ikke ligeså robuste som resten af konstruktionen. Man kan sidde med fingrene på tasterne og nemt få dem til at vippe og ryste uden at trykke på dem. Denne del kan sagtens være grundet den lave aktiveringskraft på 35 gram, men for mig føles det ikke nær så lækkert som når tasterne står klippefast på et tastatur.

I samme boldgade har vi det aftagelige flettede kabel, som Apex 9 TKL er udstyret med. Efter at være vidne til at et tastatur ikke overlevede en tur i rygsækken på vej til et LAN, så har aftagelige kabler virkelig fået en berettigelse hos mig. Det er ikke sikkert at det sker for alle eller så ofte, men min kammerats aften havde nok været ødelagt, hvis ikke vi havde haft et ekstra tastatur han kunne låne.

Konklusion

Den lave aktivering på SteelSeries Apex 9 TKLs taster viser sig at være ganske behageligt at både skrive og spille på. Personligt er jeg mest til tungere taster når jeg gamer, men eftersom jeg skriver en del også, så viser Apex 9 TKL en god side af begge verdener. Designet er kompakt, men alligevel ret lækkert med en smart rulleknap til volumen, som jeg synes bør være et obligatorisk punkt på premium tastaturer, selvom jeg ved andre er uenige i at det er så essentielt. Alt i alt et ganske fint tastatur, der adskiller sig fra mængden på at du kan skifte switche (relativt) nemt og så at du kan vælge mellem to aktiveingsniveauer. Hvis det er vigtigt for dig at tastaturet nemt kan indstilles til forskellige spil, har noget lækkert (dog ikke så kraftigt) RGB-lys og at du nemt kan modificere det, så er SteelSeries Apex 9 TKL et ganske godt bud på et lille tastatur, der har (næsten) det hele. De lette og “korte” taster kræver dog lidt tilvænning, hvis man kommer fra noget tungere artilleri.

Positivt

  • Solidt bygget
  • Gode og lette taster (smagssag)
  • Flot design
  • Rulleknap til volumen

Negativt

  • Taster vipper en smule
  • Softwaren – lys og taster separate moduler
  • RGB-lys mindre kraftigt

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

SteelSeries ønsker at være med på bølgen for folk, der gerne vil have frihed til at modificere deres tastatur efter deres smag og ønske og denne mulighed har man med Apex 9 TKL, som vi har fået til test. Læs mere i vores gennemgang...Test: SteelSeries Apex 9 TKL