SteelSeries har for nyligt lanceret et gaming tastatur for den prisbevidste, som dog ikke vil gå på kompromis med funktion. Der er tale om Apex 3, som er et tastatur med membrane switche og et af de punkter som lader tastaturet skille sig ud er at det er vandafvisende. Vi går lidt i dybden med om det nu også er nødvendigt og hvordan tastaturet ellers klarer sig.
Hvad er der i æsken?
Uanset prispunkt, så er det relativt begrænset, hvad der kan være i æsken til et tastatur og det er også tilfældet med SteelSeries Apex 3, hvor der foruden tastaturet “kun” er en håndledsstøtte og en manual. Selve kassen er lækkert udført og designet så man også føler, der er kælet lidt for detaljen. Ikke noget nyt når det er SteelSeries.
Design
SteelSeries Apex 3 er et tastatur i fuld størrelse med alle taster og også de numeriske i højre side. Uden håndledsstøtten påmonteret minder den mig en smule om 6GV2, selvom designet virkelig er langt fra, så måske er det bare mig, som er nostalgisk. Årsagen til ligheden (i øvrigt i slukket tilstand da 6GV2 ikke havde RGB) skyldes måske også til dels at Apex 3, ligesom 6GV2, er meget simpelt udført og med en minimalistisk tilgang.
Som nævnt er Apex 3 med RGB lys i alle taster, men der er dog den begrænsning at indstillingen er i 10 zoner fremfor at alle taster kan indstilles individuelt. Lyset er ret kraftigt, men effekterne overlapper hurtigt hinanden, grundet den hvide baggrund under tasterne, som gør at lyset spreder sig. Denne hvide baggrund har så både ulempen og fordelen fordi det netop overlapper, men samtidigt sørger for en kraftig lyseffekt.
Apex 3 er et så at sige entry level tastatur og er altså på den måde begrænset med hensyn til funktioner i forhold til større modeller, men det er altså udstyret med en rulleknap til justering af volumen og lige under den er der også en medietast, som du kan bruge til at styre musikken med. Disse to er at finde over de numeriske taster og er fint nemme at nå.
Hvis man kigger rigtig nøje efter og lige kigger mellem de nævnte medietaster og numeriske taster vil man også ligge mærke til at der er nogle meget små LED-lys, der indikerer om CAPS LOCK ER SLÅET (hov) til eller Num Lck, osv. Der er også et W og det fandt jeg ud af var SteelSeries Apex 3s gaming-aktivering, hvilket betyder at slår man denne til ved at trykke SteelSeries-knappen samtidigt med Windows-logoet på tastaturet, så slår man Windows tasten fra. Dette er smart så du slipper for uheldige tryk på Windows tasten, hvor du kommer ud af spillet og i Windows under normale forhold. LED-lysene er bare ikke så nemme at se, hvis man sidder lænet tilbage var egentlig blot min pointe med dette afsnit.
På undersiden har SteelSeries allerede i tidligere Apex serier fjernet deres ikke så smarte fødder, som jeg dog ved at andre er fans af, idet de ikke så nemt går i stykker, men ønsker man at skifte vinklen på sit tastatur løbende er det en mareridtsløsning. I Apex 3 er det nemlig fødder som kan vippes op og ned og på den måde kan man justere højden og vinklen på sit tastatur. For mit vedkommende ser jeg helst at der ikke er nogen vinkel eller højde på mit tastatur, men det er en smagssag, hvorfor det er et vigtigt element naturligvis.
Når vi nu er ved undersiden af tastaturet, så er Apex 3 i øvrigt udstyret med kabel-kanaler, som giver dig mulighed for at lade kablet gå ud af tastaturet, dér hvor det passer dig og dit skrivebord. På den måde kan det gøre mindst skade med hensyn til rod.
En interessant detalje ved SteelSeries Apex 3 er at det er et vandafvisende tastatur i den forstand at det har en IP32 rating. Kort fortalt så betyder det at skulle du være så uheldig at spilde en, lad os sige halvanden liters sodavand henover tastaturet, så burde det overleve. Jævnfør producentens hjemmeside skal du ved et sådant uheld blot lade tastaturet indbyggede huller og kanaler lede væsken væk. Det vil altså sige Apex 3 er ikke egnet til at smide i en opvaskemaskine eller pool, men almindelig væskespild burde altså ikke være noget problem.
Spørgsmålet er så om det er så relevant? Nu skal jeg passe på med at sige “jeg har aldrig” selvom jeg tit sidder og gamer med noget at drikke lige ved hånden, for sidst jeg sagde “jeg er aldrig kommet for sent”, så var det at busserne strejkede og jeg netop kom for sent dagen efter. True story. Så hvis man skulle være så uheldig er man altså med Apex 3 nogenlunde sikret.
Tasterne i Apex 3 er med membrane switche, selvom tasterne er relativt høje og føles nærmest mekaniske. Mangel på mekaniske switche bør dog ikke afskræmme dig, da det ofte “blot” handler om feel og feedback og det er der egentlig fint af i Apex 3 tasterne. Det er helt klart en billigere løsning, men det jeg så ikke forstår er at Apex 3 vejer 800+ gram til trods for at det ikke er et mekanisk tastatur. Det er ret solidt bygget, men det flekser også i plastikken skulle man prøve at bøje det modsat mange af de mekaniske metalkonstruktioner jeg har forsøgt at vride i.
Den aftagelige håndledsstøtte derimod er ret imponerende. Den er af plastik, men føles utrolig behagelig på undersiden af hænderne og det gør det høje tastatur ret nemt at betjene. Jeg begynder nu igen at tvivle om jeg foretrækker med eller uden håndledsstøtte. Det er i al fald meget rart på Apex 3 at have det med og så er det med magneter, som fint holder ved selvom man løfter tastaturet helt fra bordet.
Funktionalitet
Med de næste par afsnit kigger vi nærmere på, hvordan Apex 3 er at anvende i dagligdagen. Jeg kan ligeså godt sige det med det samme – jeg har ikke testet om den kan tåle hverken cola eller vand, men ser jeg nærmere på designet og de relativt aflukkede membrane switche, så kan jeg ikke forestille mig at det ikke skulle være tilfældet.
Software
First things first, så er det anbefalelsesværdigt at installere SteelSeries Engine 3 softwaren, som applikationen fra producenten hedder, som gør det muligt for dig at indstille dit nye Apex 3 tastatur. Det er ikke nødvendigt, idet Apex 3 fint virker ved at du blot tilslutter det til, men vil du ændre farvelyset til noget, som er i din smag eller ønsker at ændre tasternes funktion, så er det altså vejen frem.
Som altid er SteelSeries Engine 3 et rigtig godt værktøj. Det er så minimalistisk i designet og jeg ved ikke om det skyldes min alder eller hvad det er, men jeg foretrækker det langt over de andre mere “moderne” og indviklede løsninger nogle af konkurrenterne er hostet op med.
SteelSeries Engine 3 giver dig hurtig og enkel indstilling af taster, belysning og så er der også mulighed for at vælge det layout af tastatur du har erhvervet dig, så det er afspejlet i indstillingsmulighederne.
Det er også muligt at indstille tastaturet direkte på selve tastaturet og uden brug af softwaren, men det er som altid en smule mere besværligt, idet man ikke har en oversigt foran sig.
Taster
Jeg kan ikke ligefrem sige at jeg er den store fan af membrane taster, som er forsøgt at afspejle en mekanisk switch. De to taster har efter min mening hver deres fordel og enten er man til det ene eller det andet. Denne blanding af to verdener har SteelSeries med deres Whisper-Quiet Switches og det må også siges at de er ret stille i forhold til fx mekaniske switche, men at kalde dem whipser-quiet er måske lige at stramme den. Alt er dog relativt og kommer an på, hvad du sammenligner med.
Tasterne er lavet således at de aktiverer ved bottom-out og det betyder at du trykker tasten helt ind på den membrane plade. Vandringen er en smule høj af et membrant tastatur at være, men som nævnt er det lavet lidt med henblik på at ligne de moderne høje taster som er så populære.
For mit eget vedkommende gjorde Apex 3 tasterne sig fint egnet til gaming, men hvor jeg ved længere skrivearbejde blev en smule træt i fingrene, fordi jeg synes at tasterne er en smule tunge at trykke på. Det er en smagssag, så det er ikke noget jeg vil pålægge negativ vægt, men det er noget man bør have in mente. Alt i alt føles tasterne nemlig ret præcise i vandringen og i brug.
Komfort og brug
SteelSeries Apex 3 er ikke noget lavt tastatur med sine 39,69 mm i højden. Uden håndledsstøtten synes mine hænder umiddelbart at tastaturet er alt for højt, hvilket til dels også skyldes de ret så høje taster. Jeg tænker man godt kunne have gjort tastaturet en smule lavere når nu der ikke er mekaniske switche at skulle holde på plads. Med håndledsstøtten på plads er problemet der dog ikke, og den er som nævnt ret lækker. Den er lige tilpas i dybden, højden og så føles den rar under håndleddet. Dog er den desværre super gode venner med fedtpletter og disse er tilmed svære at komme af med igen.
Kanalen for kabelstyring i bunden af tastaturet er et win for mit vedkommende. Jeg foretrækker at have så få kabler som muligt, mens de kabler jeg ikke kan undgå helst skal være sådan at jeg selv er herre over, hvor de skal gå hen. Hvad angår orden på mit skrivebord er jeg måske lidt mere “hitler” end så mange andre, hvorfor det med Apex 3 er rart med mulighed for selv at placere hvilken side kablet skal stikke ud fra.
Konklusion
Det vandafvisende design af SteelSeries Apex 3 er et af fokuspunkterne fra producenten, men personligt vil jeg hellere sige at det er bang for the buck og altså den værdi man får for relativt få penge af en af de helt store gaming producenter derude. SteelSeries Apex 3 er et “billigt” alternativ til de dyrere modeller, men man føler dog alligevel man får rigelig tastatur for pengene. Der er nogle få begrænsninger, såsom membrane taster og RGB-lys som kun kan indstilles i zoner, men tasterne er gode og håndledsstøtten er fantastisk. Alt i alt bringer de gode ting, deriblandt medietasterne, dette tastatur op på et fint niveau til prisen og er klart anbefalelsesværdigt, hvis man ønsker et simpelt og lækkert tastatur til gaming.
Positivt
- Simpelt og moderat design
- Flot RGB-belysning
- Nem opsætning og brug
- Håndledsstøtten
- Medietaster
Negativt
- RGB-belysning kun i zoner
- Højden
Pris og tilgængelighed
Set til 599,-