onsdag, november 13, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Shokz OpenRun Pro 2

Test: Shokz OpenRun Pro 2

Det er blevet tid til træning igen, da vi er blevet udstyret med et par Shokz OpenRun Pro 2 hovedtelefoner, som byder på et åbent design og bone conduction lydteknologi. Ideelt til dem der er aktive og samtidigt ønsker at være bevidste om deres omgivelser? Måske, vi ser nærmere på det i denne test.

Hvad er der i æsken?

Selvom indpakningen til Shokz OpenRun Pro 2 er ret simpel og består af en pap-skal som indeni gemmer på et etui, et par hovedetelefoner, et USB-C ladekabel og en lille stak papirer, så føles indpakningen ret lækker.

Design

Shokz fortsætter egentlig hvor de slap med forgængeren, så hvis du kender dét vil OpenRun Pro 2 virke relativt familiært, hvis ikke ligne sig selv til nærmest forveksling indtil man kigger det efter i sømmene.

Der er tale om et totalt open-ear design, idet OpenRun Pro 2 kun kommer i berøring med toppen af dine ører, hvor de hviler på. Selve lydenhederne hviler i stedet på dine kindben, så dine ører er helt frie for øvrig lyd.

Selvom OpenRun Pro 2 føles ret lette, så er de tilsyneladende ligeså robuste. Jeg tog det i hvert fald i hænderne og bøjede og vred i dem uden at de tog skade, så de burde også kunne holde til en del træningstimer.

Du får dog et etui medleveret, som du kan opbevare dem i, så du på den måde kan holde styr på både kabel og høretelefoner under transport.

Etuiet har dog en top på indersiden, som er af stof og samtidigt har det ikke nogle huller umiddelbart. Uden at jeg har haft dem længe nok til at teste min frygt, så tænker jeg at stof og indelukkethed blandet med sved fra en masse træninger kan resultere i et relativt “friskt” lugtende etui med tiden.

OpenRun Pro 2 er dog “kun” med en IP55 rating, så jeg ville ikke tage dem med ud og svømme, dertil har du OpenSwim udgaven, men sved burde de kunne modstå.

Vær i øvrigt opmærksom på at du kan bestille OpenRun Pro 2 i to forskellige størrelser. Den medleverede store version passede mig fint, men jeg kan forestille mig at den ville vippe meget for personer med et mindre hoved.

Funktionalitet

Du forbinder OpenRun Pro 2 med Bluetooth til den enhed du ønsker at afspille fra. Til dette har den fysiske knapper på selve øretelefonerne, som du kan trykke på. Det er for mig at se den rigtige måde at gøre det på for mens man træner har man ikke behov for at være afhængig af noget, der reagerer på touch. Så i min optik er fysiske knapper det helt rigtige valg.

Hvis ikke du har prøvet Bone conduction teknologi, så kan det godt være en ret speciel oplevelse første gang. Det fede ved OpenRun Pro 2 er dog at de bruger deres tiende generation af teknologien og det kan godt mærkes. Ikke meget, men sammenlignet med de helt tidligere modeller under navnet AfterShokz, så er vibrationerne ret meget mindre markante.

I disse nye OpenRun Pro 2 anvender producenten såkaldt DualPitch teknologi, hvilket altså er medårsagen til at de vibrere mindre, men alligevel formår at give en solid lyd. For så vidt angår lydkvaliteten så har den fået et nøk opad. OpenRun Pro 2 lyder ret godt til trods for at du får meget lidt lyd sendt ind i selve øret. Det foregår nemlig som nævnt ved vibrationer på dine kindben, der så sender lyd ind til dit øre som signal. Hvis det er svært at forestil dig, så tænk på dengang du hørte din egen stemme første gang. Vores egen stemme lyder nemlig ret meget anderledes for os end den i virkeligheden er fordi lyden blandes med de vibrationer, der også kommer gennem hovedet så at sige.

Vibrationerne skilte Shokz sig af med allerede ved den test af OpenSwim vi lavede her på sitet. I denne nye version af OpenRun Pro 2 har man udover dét formået at skabe en ret fed lydoplevelse. Nej, jeg vil ikke sidde og påstå at det erligeså godt som et par gode in-ears eller sågar over-ear hovedtelefoner, men lyden fra OpenRun Pro 2 er bare slet ikke slem når man tænker på, hvad de er.

Jeg synes lydoplevelsen var bedre end ventet og jeg synes også reelt at Shokz holder hvad de lover ved at de nu har optimeret diskanten og midten så at sige. Det er for mig en godkendt lydoplevelse til træning når jeg er ude og løbe og ønsker at kunne høre, hvis der kommer en bil. Der er ikke lys eller refleks på hovedtelefonerne så det er fint at jeg selv kan være mere opmærksom i trafikken. Noget som især nu i vintermånederne er vigtigt.

Deres cirka tredive gram er i hvert fald ikke noget, der føles tungt på hovedet. Slet ikke når jeg bare har dem på, men nok endnu vigtigere så begynder de heller ikke at tynge ned når jeg netop begynder at bevæge mig. OpenRun Pro 2 forbliver behagelige at have på. Jeg træner mak en halv time ad gangen så jeg skal ikke kunne udtale mig om det også er sådan efter flere timer. Jeg havde dem dog på i en del timer for at teste og gik rundt med dem i huset. Også når jeg ikke skulle høre musik og de generede mig ikke hovedsageligt, men jeg begyndte at få en smule irritation lige mellem ørerne og kindbenene.

OpenRun Pro 2 har også indbyggede mikrofoner. Disse bruges så ikke til at lave aktiv støjreduktion, da det ville være meningsløst når ørerne jo netop er frie, men du kan altså bruge headsettet til at tale i og naturligvis styre din stemmeassistent på din telefon. Du kan lytte til en indspilning med OpenRun Pro 2 ved at følge nedenstående link. For mig lyder de godt, men min stemme lyder som om den kommer fra en tønde.

Konklusion

Jeg kan godt mangle en smule detaljegrad og klarhed i vise sange og lyde, men det er ikke det eneste fokus fra Shokz i deres produkter, som skal være velegnet til dem der er meget udendørs og har behov for at være opmærksomme på deres omgivelser uden at skulle give afkald på fx podcast eller musik. Hertil er OpenRun Pro 2 nemlig ret fede for de leverer en solid lydoplevelse trods sine begræsninger, er utroligt behagelige at have på hovedet og trods de mange vibrationer også egentlig leverer en fin batteritid.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det er blevet tid til træning igen, da vi er blevet udstyret med et par Shokz OpenRun Pro 2 hovedtelefoner, som byder på et åbent design og bone conduction lydteknologi. Ideelt til dem der er aktive og samtidigt ønsker at være bevidste om deres...Test: Shokz OpenRun Pro 2