søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserBatteriTest: Sandberg Survivor Power bank 30000

Test: Sandberg Survivor Power bank 30000

Har man masser af grej med på tur, så har man også brug for en power bank til at lade det op med når man er væk fra en stikkontakt. Vi skal her se nærmere på en af de helt store fra Sandberg, deres Survivor Powerbank 30000, som kombinerer høj kapacitet med et solidt ydre.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder man et kort USB-C kabel, et kort Micro-USB kabel og en karabinhage.

Design og funktionalitet

Survivor Powerbank 30000 er en stor power bank. Den måler ca 16 cm X 9 cm X 3,3 cm. Den vejer 625 gram. Den store størrelse og høje vægt skyldes to ting. Det første er den høje kapacitet på hele 30.000 mAh (eller omregnet til 111 Wh) Den anden er at den er lavet ret så kraftige materialer, så den kan modstå lidt af hvert, bl. a. er den IP66 certificeret som betyder at den er 100% støvtæt, og kan modstå kraftige vandstråler fra alle retninger. Den kan dog ikke tåle at blive nedsænket i vand. Og den har kaftig forstærkning på kanter og hjørner så den bedre kan modstå at blive tabt på hårdt underlag. Den er lavet i sort kraftigt plastik. På forsiden er der en enkelt knap.

Et enkelt tryk på knappen aktiverer opladning af de tilkoblede enheder, og tænder et antal blå lysdioder der viser den resterende kapacitet.

På bagsiden sidder der 8 kraftige, hvide lysdioder.

De tændes og slukkes ved at lave to hurtige tryk på knappen. Når de er tændt, så kan man skifte mellem forskellige lystilstande og blinkemønstre ved et enkelt tryk på knappen.

Lysdioderne er kraftige og gode at have hvis man bliver fanget i mørket. De spreder lyset meget, så de er gode til at lyse et rum op, men knapt så gode til at bruge som decideret lommelygte der kaster lyset langt frem. I den ene ende er der et kraftigt metaløje der kan bruges sammen med den medfølgende karabinhage til at hænge Survivor Powerbank 30000 op.

Bag en kraftig gummilåge sidder en række USB stik der bruges til at lade Survivor Powerbank 30000 op, og til at trække strømmen ud af power banken igen.

Til opladning af power banken kan man bruge Micro-USB stikket, eller USB-C stikket. USB-C stikket kan ligeledes bruges til opladning af dine apparater. Derudover sidder der tre USB stik der hver kan bruges til at oplade et apparat. De hvide stik er standard stik der kan levere 5 volt / 2,4 Ampere. Det orange stik er et Quick Charge (QC 3.0) kompatibelt stik. Hvis enheden kan kobler til også understøtter QC, så har man mulighed for at lade meget hurtigt. Alt efter hvad apparatet understøtter, så kan man lade med helt op til 12 v / 1,5 A. Ligeledes så understøtter USB-C stikket Power Deliver (PD) som med en kompatibel enhed koblet til, kan man lade med helt op til 15 volt / 3 A, altså 45 watt!

Jeg har brugt Survivor Powerbank 30000 til at lade min iPhone 8 Plus op fra helt død til 100% henover nogle dage. Power banken kunne klare hele 8 fulde opladninger af min iPhone. Telefonen har et batteri på knap 2700 mAh, så 8 opladninger giver en leveret energi på ca 21600 mAh. Taget i betragtning at power banken har 30000 mAh til rådighed, så kan man se at der selvfølgelig er et spild når man oplader, både i telefonen og i power banken, så 8 opladninger er ganske fint. Dog oplevede jeg at batteriindikatoren (de 4 lysdioder) på power banken var lidt misvisende. Da jeg satte telefonen til opladning for 8. gang, så var der lys i to lysdioder, som altså skulle indikere mellem 50% og 25% kapacitet tilbage, men der var altså kun lige strøm nok til en enkelt opladning.

Konklusion

Sandbergs Survivor Powerbank 30000 er på alle måder en stor power bank. Det er ikke en man lige tager med i jakkelommen. Tilgengæld understøtter den mange opladningsstandarder, og kan bruges til at lade meget mere op end blot telefoner og tablets. Det var ganske flot at den kunne klare hele 8 fuldstændige opladninger af min iPhone 8 Plus, men lidt skuffende at batteriindikatoren ikke er mere præcis. At der er en forholdsvis kraftig lygte indbygget er et plus, og noget jeg sagtnes kunne se var brugbart hvis man f.eks. havde power banken med på telttur eller festival. Den er solid nok til at overleve hårdhændet behandling, så det ville faktisk være oplagt at have med på festival, så har man i hvert faldt strøm på telefonen en uges tid. Den store kapacitet gør dog at man skal være lidt varsom med at tage den med på flyveture, den har en kapacitet på 111 Wh og de fleste flyselskaber tillader maksimalt batterier med en kapacitet på 100 Wh, så tjek med flyselskabet inden du tager Survivor Powerbank 30000 eller en anden kraftig powerbank med på flyveturen.

Pris og tilgængelighed

Sandberg Survivor Power bank 30000 er set til ca 900 kroner.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Har man masser af grej med på tur, så har man også brug for en power bank til at lade det op med når man er væk fra en stikkontakt. Vi skal her se nærmere på en af de helt store fra Sandberg, deres...Test: Sandberg Survivor Power bank 30000