onsdag, januar 8, 2025
ForsideAnmeldelserTest: Samsung Galaxy Ring

Test: Samsung Galaxy Ring

I denne test skal vi omkring det mindste produkt jeg har testet her på siden i form af Galaxy Ring, som er Samsungs seneste tracker og som trods sin størrelse byder på tracking til både helbred, søvn og sport. Vi kigger nærmere på den.

Hvad er der i æsken?

Den lille sorte æske gemmer på endnu en æske, som dog er gennemsigtig og hvid. Denne indvendige æske gemmer så på ringen og agerer som opbevaringsboks og ladeetui til Galaxy Ring. Du får derudover også et USB-C kabel til at forbinde etuiet til en lader. En decideret oplader medfølger dog ikke, hvilket også ville have været underligt når en sådan ikke følger med til mange af Samsungs telefoner grundet miljøet vi alle passer bedre og bedre på.

Design

Designmæssigt er Samsung Galaxy Ring lidt det man forventer sig af en smart ring i det hele taget. Den er lidt mere klodset end en almindelig ring ganske vist, men det er ikke voldsomt.

Titaniumrammen føles utrolig robust og ikke som noget, der kommer ud af form ved at blive brugt. Den føles fint lækker i hånden og ikke som noget billigt plastik.

Inden du beslutter dig for hvilken størrelse ring du vil have og som passer dig skal du bestille et størrelseskit. Dette koster ikke voldsomt og du kan på den måde finde ud af, hvilken ring der passer din pegefinger bedst. Du får gennem Samsung mulighed for at ombytte en ring, der alligevel ikke var den rette størrelse én gang i løbet af tredive dage fra dit køb.

Jeg tænker at Samsung Galaxy Ring må være den mindste enhed jeg har haft til test her på redaktionen.

Funktionalitet

Til at starte med har der været tvivl om, hvorvidt Samsung Galaxy Ring ville være kompatibel med andre mærker telefoner end Samsung. Den er her på redaktionen testet på en Samsung, Motorola, OnePlus og HMD uden problemer, så det burde ikke være noget problem så længe android versionen er over 11.

Det du dog ikke får på andre telefonmærker end Samsung er muligheden for at lokalisere din ring, hvis du skulle have tabt den. Derudover så er der også en “pinch” funktion, som aktiverer forskellige funktioner ved at du kniber fingrene sammen.

Denne bevægelse kan gøre at du tager billeder med kameraet eller at du slukker for en alarm, der er gået i gang på telefonen. Det er dermed ikke mange muligheder du bliver præsenteret for, men det er mere end du altså kan hvis du bruger Galaxy Ring med andet end en Samsung telefon. Selve funktionen døjede jeg dog med og endte så med at have en masse billeder jeg ikke havde hensigt om at tage for funktionen var overfølsom. Dermed turde jeg da slet ikke sætte den til at slukke min alarm, hvis det endelig skulle være.

Galaxy Ring holder strøm i op til en uges tid på en opladning, hvilket er en af dens bedste funktioner i min optik. Dermed kan du blive mere vant til at have ringen på fingeren uden at skulle tage den af dagligt eksempelvis.

Den lange batteritid er dog så på bekostning af at den ikke tracker alt live, såsom aktivitetsniveau. Pulsen tager den en gennemsnitsmåling af og registrerede eksempelvis ikke da min puls i enkelte tilfælde var helt vildt høj.

Begge enheder har skridttæller indbygget og Galaxy Ring endte med at gøre noget underligt her. Jeg har ikke testet Suunto Watch op imod andre ure eller trackere da jeg ikke var i besiddelse af sådanne samtidigt med, men jeg tog hundrede skridt med både Galaxy Ring og Suunto Watch på hånden og i denne test var de nogenlunde enige om resultatet på henholdsvis 100 og 99. Til gengæld så kunne jeg ved slutningen af dagen se en forskel på næsten tusind skridt færre på Galaxy Ring end på uret. Dette var de dage, hvor jeg ikke lavede sport, men var jeg mere aktiv, så overkompenserede Galaxy Ring på en eller anden måde og var tættere på Suunto resultatet.

Man mærker at man har Samsung Galaxy Ring på når man fx løfter vægte

Med Galaxy Ring kan du tracke din overordnede aktivitet og få dig et helbredsbillede ved at kombinere Wearable appen og Samsung Health, så du får en masse data du kan forholde dig til, såsom puls, skridt, aktivitet og så også søvn.

Søvn tracker Galaxy Ring og giver dig så derefter en score når du står op. Denne data er der til gengæld god enighed omkring sammenlignet med det nævnte Suunto Watch, der også kan tracke søvn. Her kan du i appen se en oversigt over om du har sovet og hvor dybt gennem natten.

Hvis du tracker din søvn i en uge så får du også en mere detaljeret instruks i din søvnrytme og hvordan du eventuelt kan optimere denne. Jeg var overrasket over at få at vide at jeg har en sund søvn, for jeg sover under syv timer per nat. Dette skyldes at jeg har “nok” dyb søvn og at jeg trods alt ligger mig til at sove og vågner på de samme tidspunkter hver dag.

I starten var jeg meget generet af størrelsen på Galaxy Ring. Jeg går normalt med ring og har to ringe udover Galaxy Ring på mine hænder. Disse så at sige almindelige guldringe mærker jeg ikke i min hverdag og tager dem kun af når jeg laver mad. Galaxy Ring fylder en del mere end disse og Samsungs anbefaling er at man går med den på pegefingeren, så den er ikke nem at ignorere. Det gør sig især gældende, hvis jeg skal gribe omkring noget med fingrene og det gør sig også gældende her næsten to uger inde i mit testforløb, selvom det ér blevet bedre og mere noget jeg har vænnet mig til.

Til gengæld så fylder ringen unægtelig mindre end et ur man har på håndleddet og så kan man netop sove med det på uden problemer og også få tracket den søvn mange af os gerne vil holde styr på.

Galaxy Ring kan også bruges til at tracke sportsaktiviteter og træning, men jeg følte ikke altid den fangede al data. Eksempelvis kunne min puls komme relativt højt op mens jeg gamede og var blandt de sidste overlevende i et Battle Royale, hvilket Galaxy Ring ikke registrerede, men hvis jeg lavede en træningsøvelse så kunne den mange gange godt finde på at tracke denne. Det var dog kun hvis jeg var ude og løbe og hvis jeg lavede de øvelser min fysioterapeut har givet mig grundet et dårligt knæ, så var de ikke med og jeg skulle selv logge dem.

Konklusion

Galaxy Ring har overrasket mig ret positivt da det “bare” er en ring, men alligevel i stand til at tracke både søvn og en hel del af min træning uden at jeg føler at jeg mærker til den. Det skulle da lige være, hvis man løfter vægte eller bruger maskiner, hvor man griber omkring med hænderne, men også dét vænner man sig stort set til efter lidt tid. Du får sammen med Samsung Health en hel del indsigt i dit helbred og det er nok dér jeg tænker den bringer værdi for de fleste og så kan man nok se lidt bort fra at skridttælling ikke er helt så præcis med mere. Den føles lækkert udført og kan blive en ubemærket del af din hverdag i den forstand at du kan være en uge mellem opladningerne og så klodset er den ikke når først man har haft den på nogle dage.

Positivt

  • Flot design
  • Diskret i forhold til et ur
  • Kræver ikke abonnement
  • Batteritid på op til en uge (+ en ekstra opladning gennem etui)
  • Søvntracking

Negativt

  • Pris

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

I denne test skal vi omkring det mindste produkt jeg har testet her på siden i form af Galaxy Ring, som er Samsungs seneste tracker og som trods sin størrelse byder på tracking til både helbred, søvn og sport. Vi kigger nærmere på den. Hvad...Test: Samsung Galaxy Ring