søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Samsung Galaxy A3

Test: Samsung Galaxy A3

dk_SM-A300FZWUNEE_000272106_Set(SS)_white

For mit vedkommende har Samsung næsten altid været kendte for at give temmelig mange valgmuligheder når det kom til mobiltelefoner og jeg har da også været ejer af adskillige af dem på diverse forskellige operativsystemer. Med den Samsung Galaxy A3, som vi skal se nærmere på i denne test, smider Samsung noget relativt nyt på bordet, idet der er tale om en metallisk telefon til en relativt overraskende lav pris. Det er stadig Googles Android vi har med at gøre og vigtigst af alt er det jo, hvorvidt telefonen lever op til forventningerne og hvad der gemmer sig under det flotte design.

Hvad er der i æsken?

Det første man får ud af den himmelblå papæske er naturligvis selve Samsung Galaxy A3 telefonen, som er en trend, der nærmest gør sig gældende for alle mobiltelefonproducenter i dag, idet man har indset at det er naturligvis dette folk gerne ser først for at få en god udpakningsoplevelse ud af det. Under telefonen finder man så manual, pin til at tilgå SIM-kort og microSD slottene, in-ear headset, USB-kabel og USB-strømadapter.

Specifikationer

  • 4,5″ Super AMOLED skærm med 540 x 960 pixels opløsning
  • 1,2 GHz Quad-Core Cortex-A53 processor og Adreno 306 GPU
  • 1,5 GB RAM
  • 16 GB hukommelse (kan udvides med microSD op til 64 GB)
  • Android 4.4.4 KitKat
  • 8 Megapixel bag med autofokus og 5 Megapixel for kameraer
  • 48 GB ekstra plads til nye Dropbox-brugere
  • Wi-Fi, Bluetooth og NFC

Design

Det som overraskede mig mest ved Samsung Galaxy A3 var dets flotte design trods det faktum at der er tale om en telefon der nærmer sig en budget-klasse. Selv kommer jeg netop fra tidligere at have haft en Samsung Galaxy S5, som var sidste års topmodel fra denne producent og uden at jeg skal sige noget dårligt om den performance jeg havde med denne, så var designet simpelthen for plastikagtigt og det gjorde Samsung op med da de lancerede Samsung Galaxy Alpha, som vi også har testet her på siden. Nu er der så kommeyt en endnu billigere version med samme metalliske stil, kaldet Samsung Galaxy A3.

Samsung Galaxy A3 fås i fire forskellige farver; hvid, sort, champagne og sølv og selvom vores var en “sort” så ville jeg mere kalde den helt dyb midnatsblå, især på bagsiden, eller også er jeg farveblind. Den valgte farve brydes kun af chrome-farvede lister omkring rammen, den ene knap under skærmen og Samsung logoet og det ser faktisk fantastisk flot ud. Bagsiden er muligvis noget hårdt plastik, men fordi overfladen er helt mat så føles den ganske metallisk hele vejen rundt og rammen er af aluminium, mens fronten er helt dækket af glas. På blot 6,9mm i tykkelsen er den også elegant at mærke på i hånden og selvom jeg nu længe har været vant til en langt større telefon, så føles de 4,5″ kun en smule for lille, men konens hurtige vurdering var at det bestemt ikke gjorde hende noget. Hvis det ikke var for den ekstra funktionalitet, som den større skærm ellers giver mig, så ville jeg sige at dette er en ganske fin størrelse til en decideret telefon, idet den ikke fylder og føles nem at håndtere, selv med én hånd.

dk_SM-A300FZWUNEE_000267861_R-Perspective-SS_gold

På mange måder synes jeg at Samsung Galaxy A3 minder meget om Alpha, men på mange måder også er en forbedring og videreudvikling af denne. Eksempelvis finder man på Samsung Galaxy A3 i højre side af rammen både indgange til SIM-kort og microSD, så man kan udvide hukommelsen på sin telefon til det man finder mest passende. Det kunne man som nævnt i vores tidligere test ikke med Alpha. Det skal dog ikke handle om denne, men det fantastisk cleane look, som jeg synes Samsung Galaxy A3 har hele vejen rundt. Der er i bunden gjort plads til microUSB indgang og 3.5mm jackstik til headset. Det medfølgende headset er i øvrigt i hvid farve uanset hvilken farve man vælger telefonen skal være. Personligt ville jeg måske foretrække at de to farver fulgte hinanden, men det er en mindre detalje, der muligvis ville bringe prisen på produktet op.

dk_SM-A300FZWUNEE_000271617_SS-Back_silver

På bagsiden har man kameraet på 8 Megapixel, der stikker en smule ud af rammen, hvilket måske kan irritere nogen, men det er efter min mening så lidt at det ikke gør noget. Designmæssigt er det dog ikke nær så clean, som resten af telefonen og ud over kameraet finder man her også flash og højtaler. Højtaleren er placeret her på bagsiden uden at det er en udfordring for lydstyrken og det kan være at det forhøjede kamera netop skaber den mængde luft, der skal til for at lyden kan komme ud under telefonen.

Funktionalitet

Kommende fra den tidligere topmodel fra Samsung frygtede jeg at man for at gøre Samsung Galaxy A3 så billig som muligt havde fyldt den med usletteligt bloatware, man ikke kunne komme af med, men jeg skulle lære at eftersom man ikke havde de samme funktioner, som S5 bød på, så var der også begrænset med apps der ikke kunne slettes og det hele føles en smule mere clean. Samsung har ligeledes for nyligt udtalt at de vil gøre tingene mere åbne for brugerne og det er kun godt nyt, for hvis man ikke udvider hukommelsen på sin Samsung Galaxy A3 bliver de 16 GB hurtigt fyldt op, især når man kun har cirka 11 GB tilbage til at lege med efter operativsystem og standard-apps har fået det de skal bruge.dk_SM-A300FZWUNEE_000267744_R-Side-SS_black

Ydelse

Når man kigger på en mobiltelefon i dag skal man afholde sig fra at læse hvor mange kerner og GHz den har, idet jeg med Samsung Galaxy A3 netop har konstateret at det er en meget dårlig indikator, idet man kun ser en del af billedet. Trods sine fire kerner og 1,2 GHz i hver, så er det faktisk her man indser, hvor der er sparet for at danne det prispunkt man har fået. Producenten selv lover god ydelse hele vejen rundt til alt, men selv simple spil havde jeg udfordringer med på Samsung Galaxy A3. Nogle spil var sløve i optrækket og performede nogenlunde herefter, men når man har små udslag i spil som Hearthstone, så synes jeg den er gal. Til mere gængse opgaver, såsom browsing og telefonopgaver var Samsung Galaxy A3 ganske fin. Den har dog svært ved multitasking og skift mellem apps. Det kan være at jeg kommer fra sidste års topmodel, men den kunne levere langt mere. Det ses også af AnTuTu benchmark, som ikke har benchmark til noget lavere end denne Samsung Galaxy A3 til sammenligningsbrug. Det nu ikke-udtagelige batteri performer dog efter hensigten og giver snildt en hel dag almindeligt brug, men grundet størrelsen skal man ikke forvente at stresse telefonen for meget med videoer og høj lysstyrke, førend man får problemer og skal lade op halvvejs gennem dagen. Man har dog bibeholdt den sparsommelige indstilling på Samsung Galaxy A3 og denne kan drastisk udvide batteritiden, men bemærk at man så giver afkald på farver på skærmen og diverse funktioner, såsom GPS osv.

Screenshot_2015-05-02-15-47-15

Skærmen

Farverne og klarheden står fantastisk godt på den 4,5″ store skærm, som har en acceptabel lysstyrke, også i dagslys. Man kunne godt ønske sig lidt mere af opløsningen, som blot er på 960×540, men det er en begrænset udfordring når nu skærmen ikke er større. Skærmen reagerer også ganske fint på input fra brugeren og det er snarere hardwaren, der nogle gange ikke kan følge med, som jeg er kommet ind på foroven. Man har dog en smart funktion, kaldet Smart Stay, som lader skærmen forblive tændt, hvis man kigger på den, hvilket faktisk er ganske rart når man læser en længere tekst og derfor ikke skal minde skærmen om at den ikke må slukke. En lille sidenote til skærmen, som er Super AMOLED, er at denne rent faktisk slukker for områder der skal være sorte og giver brugeren to fordele, den ene værende at sorte farver er helt sorte og den anden at man faktisk kan forlænge batteritiden på sin telefon ved at vælge sorte baggrunde og lade skærmen være domineret af sort.dk_SM-A300FZWUNEE_001_SS-Front_white

Kameraer

Som de fleste mobiltelefoner i dag er Samsung Galaxy A3 udstyret med to kameraer, et til for i lidt ringere kvalitet og et bag på til fotos af lidt højere kvalitet. Eftersom jeg har haft Samsung telefoner i et stykke tid nu, så har jeg faktisk for år tilbage haft en Samsung telefon med kameraer der performede bedre end dem jeg havde at gøre med i Samsung Galaxy A3. Det skal dog ikke handle om de andre telefoner, men jeg bruger det blot som reference for at sige at den lidt ringe billedkvalitet, som denne telefon præsterede var overraskende for mig. Det kan sagtens bruges til hverdagsbilleder og til ganske almindelige objekter, men disse skal helst være stillestående for Samsung Galaxy A3 kameraerne havde store udfordringer med bevægelse. Billedkvalitet er dog som så meget andet i et device som dette et spørgsmål om forventning til de penge man smider efter det og jeg vil derfor lade nedenstående eksempler tale for sig selv, men vil pointere at jeg havde forventet mere af både autofokus og skarphed.

//media.ereviews.dk/#!album-167

Specielle features

Samsung er dog kendte for at være villige til at være på forkant med teknologien og bringer os nyt uden at vi nødvendigvis ved at vi har brug for det. Som allerede nævnt har man noget kaldet Smart Stay, som er en teknologi der bruger kameraet foran til at registrere om brugeren kigger på skærmen eller ej, men der er faktisk flere af denne slags forbedringer af brugeroplevelsen i Samsung Galaxy A3. I skrivende stund er ordet “selfie” på vej til at blive årets ord, hvis det da ikke allerede er blevet det sidste år, og derfor har man med Samsung Galaxy A3 modvirket kameraets vidvinkel ved at lade softwaren og brugeren tage et billede, bevæge kameraet en smule og dermed få et bredere selfiebillede, således at eksempelvis Helle Thorning og Barack Obama slet ikke behøvede sidde så tæt på hinanden for at få deres i vinkel. Selfies er stadig i fokus og du kan med Samsung Galaxy A3 også animere dem ved at indspille en kort selfie-video med specialeffekt og sende til dine vender.

Konklusion

Det som gør Samsung Galaxy A3 til en yderst konkurrenceværdig smartphone er dens slanke og lækre design, samt de fede specielle features man får med i form af bedre selfies og forlænget batteritid når der er brug for det. Der hvor den dog desværre falder en smule igennem er på ydelsen. Jeg har desværre begrænset erfaring i denne prisklasse, men det er noget jeg har lagt meget mærke til og forventede langt mere. Opsummeret ville jeg dog mene at det ene opvejer det andet i en så høj grad at jeg faktisk sagtens kan anbefale Samsung Galaxy A3 til dem der leder efter en lækker telefon til en acceptabel pris.

[checklist]

  • Design
  • Batteritid
  • Generelt brug
  • Selfies

[/checklist]
[badlist]

  • Ydelse
  • Kameraerne

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 2.199,-

Se aktuel pris hos PriceRunner

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For mit vedkommende har Samsung næsten altid været kendte for at give temmelig mange valgmuligheder når det kom til mobiltelefoner og jeg har da også været ejer af adskillige af dem på diverse forskellige operativsystemer. Med den Samsung Galaxy A3, som vi skal se...Test: Samsung Galaxy A3