søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Safehome 1 MP P2P FIXED HD Camera Indoor

Test: Safehome 1 MP P2P FIXED HD Camera Indoor

Vi skal her se på endnu et kamera fra Safehome. Denne gang er det deres 1 MP P2P Fixed HD camera til indendørsbrug. Det er et lille kamera med en opløsning på 1280 x 720. Lad os se hvad det har at byde på.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve 1 MP P2P Fixed HD camera indoor, samt strømforsyning, et ethernetkabel og et par skruer til montering af kameraet på en væg eller lignende.

 

Design og funktionalitet

Kamerahuset og foden er lavet i hvidt plastik, og ser ret anonymt ud. Forsiden er selvfølgelig domineret af selve kameraobjektivet, der er omkranset af en sort plastik krans der gemmer på de infrarøde lysdioder der giver kameraet nattesyn.

Øverst er der et lille hul der gemmer på en mikrofon, og nederst er der en række huller der gemmer på en højttaler. Med 1 MP P2P Fixed HD camera indoor kan man nemlig både lytte og tale, men mere om det senere.

På bagsiden sidder der øverst til venstre et Ethernet stik hvis man ønsker at koble kameraet på netværket med et kabel. Til højre for det, sidder et stik til strøm fra den medfølgende strømadaptor. Nederst til venstre sidder en reset knap der indstiller kameraet til fabriksindstillinger. Til højre for den, er der en et sort vindue der gemmer på tre indikatorer, en for tilsluttet strøm, en der viser om kameraet er koblet på netværket med kabel, og en der viser om kameraet er koblet til netværket via Wi-Fi.

Der er ikke nogen synlig Wi-Fi antenne, den sidder indbygget i kameraet. På højre side sidder der en kortlæser til microSD kort hvor kameraet kan gemme sine optagelser.

Selve kameraobjektivet kan drejes, så man manuelt kan indstille fokus. Det er faktisk en lækker detalje der gør at man kan få skarpe billeder, selvom man sætter kameraet forholdsvis tæt på det man vil overvåge.

Kameraet optager video I opløsningen der hedder 720p. Det er altså ikke FullHD, men billedkvaliteten er dog ganske glimrende. Her er et billede taget i dagslys.

Og når mørket falder på, så tænder de 11 IR-lysdioder omkring kameraobjektivet og lyser de nærmeste omgivelser op. Her er et billede taget fra samme sted, i totalt mørke.

Som det ses, så er det kun de nærmeste planter I haven der er lyst op, rækkevidden af IR-dioderne er ikke så lang som vi så det med Safehome 2 MP P2P HD Camera Outdoor. Men da 1 MP P2P Fixed HD camera indoor er beregnet til indendørsbrug så er det også naturligt at man vil overvåge ting på en kortere afstand, så her passer rækkevidden af IR-lyset fint med den faktiske brug. Video er flydende og i en fin kvalitet, som det ses fra den lille video jeg lavede af et par sultne gæster i haven.

Selve indstillingen af kameraet foregår på præcis samme måde som med Safehome 2 MP P2P HD Camera Outdoor vi har set på tidligere. Derfor er følgende afsnit en kopi af hvad jeg skrev om opsætningen af Safehome 2 MP P2P HD Camera Outdoor, så hvis man allerede har læst det, så skal man være velkommen til at springe det over 🙂

Opsætningen af kameraet sker nemmest ved at man taster kameraets IP-adresse i en browser. Her er det værd at nævne at for at få fuldt udbytte af setup siderne, så skal det være Internet Explorer, og man skal downloade en ekstra komponent for at se videoen under opsætningen. Det er en lidt fjollet begrænsning at det KUN er Internet Explorer det tilbyder den fulde setup pakke, og lidt bekymrende at man skal downloade og installere en komponent der hedder HYPlayer, fra en usikker kilde for at se video mens man laver opsætningen.

Når HYPlayer er installeret, og man har logget ind i kameraet, så har man en ret omfattende menu til at indstille alle aspekter af kameraet.

Det første man selvfølgelig skal gøre et at lave sit eget brugernavn og password, så man forhindrer uvedkommende i at kigge med på kameraet. Det er ret let at gøre, indstillingen ligger under Security fanen, og her er det muligt lave forskellige brugere med forskellige rettigheder.

Man kan indstille opløsning og antal billeder pr sekund, og gemme 3 indstillinger så man hurtigt kan vælge den opløsning der passer til den båndbredde man har tilrådighed.

Man kan vælge at kameraet skal optage alt i et bestemt tidsrum. Men det mest brugte er nok kun at optage når der rent faktisk er bevægelse i billedet, og her er kameraet faktisk ret smart, det er nemlig muligt at definere op til 4 områder i billedet hvor bevægelser bliver overvåget. En bevægelse vil så betyde at der bliver gemt 15 sekunder før bevægelsen blev opdaget, og så ellers indtil bevægelsen er overstået. Det betyder at man er sikker på at fange hele forløbet hvis der skulle ske noget, både før og efter kameraet opfangede en bevægelse. Fordi man kan definere forskellige områder, så er det også muligt at ignorere nogle området af billedet, hvis der f.eks. står et flag og blafrer i baggrunden, så vil man jo ikke have en optagelse hver gang der kommer et vindpust.

Videoer og billeder kan gemmes mange forskellige steder, bl.a. på SD-kort i kameraet, de kan sendes pr mail, eller uploades til en FTP. Der er altså rigeligt med muligheder for at få besked om at der er sket noget foran kameraet.

Der er virkelig mange indstillinger og muligheder i den indbyggede setup menu. Jeg har ikke haft mulighed for at afprøve det hele. Men de mest brugte indstillinger virkede fint, og var nemme at gå til.

Det er også muligt at lave lidt mere simple indstillinger fra mobil app’en der hedder “SafeHomeSmartP2P”. Jeg har brugt den på en iPhone 7. Her kan man næsten det samme som i setup menuen, med undtagelse af bl.a at definere områder for bevægelsesovervågning. Det er også muligt at se live video fra sit kamera i app’en, helt uden at skulle rode med firewall indstillinger og netværksindstillinger. Man kan også se videoer gemt på kameraets SD-kort, så man kan tjekke hvad der er optaget mens man er på farten. App’en fungerede fint under min test, og det var nemt at tjekke både live video og optagelser.

Fordi 1 MP P2P Fixed HD camera indoor både har indbygget mikrofon og højttaler, så er det muligt at bruge det som et slags samtaleanlæg. I app’en er der en “Hold to Talk” knap som det ses på dette screenshot.

Når man holder den inde, bliver telefonens mikrofon aktiveret og lyden sendt til kameraets højttaler. Det er ikke super kvalitet, men ganske glimrende til at give en besked til den der står foran kameraet. Personen kan så svare da kameraet kan sende alt lyd det opfanger, retur til telefonen.

Konklusion

1 MP P2P Fixed HD camera indoor er et rigtigt godt overvågningskamera til indendørsbrug, og så til en ret skarp pris! Det tager glimrende billeder i almindelig belysning, og i mørket lyser den fint forholdsvist tætte motiver op med de indbyggede IR-lysdioder. Med manuelt fokus kan man finindstille skarpheden på billederne, når man har monteret kameraet med det medfølgende beslag. At det både kan optage video med lyd, samt bruges som samtaleanlæg er bestemt et plus for et kamera i denne prisklasse. Materialerne der er brugt er dog lidt “billige”, både kamerahus og monteringsbeslag er helt i plastik. Her kunne jeg godt tænke mig noget lidt mere solidt, i det mindste i monteringsbeslaget. Jeg havde ingen problemer med at optage videoer på microSD kortet (der dog ikke medfølger) og det fungerede også fint med overvågningssoftwaren der kører på min Synology NAS. Alt I alt et kamera med mange funktioner til en rigtig god pris!

Pris og tilgængelighed

Set til 399,- hos Wupti.com

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på endnu et kamera fra Safehome. Denne gang er det deres 1 MP P2P Fixed HD camera til indendørsbrug. Det er et lille kamera med en opløsning på 1280 x 720. Lad os se hvad det har at byde på. Hvad...Test: Safehome 1 MP P2P FIXED HD Camera Indoor