søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Remington Smooth & Silky EP5 5-i-1 epilator

Test: Remington Smooth & Silky EP5 5-i-1 epilator

Det er endnu en gang blevet tid til at vi kigger på lidt personlig pleje og i denne omgang er det på en epilator fra Remington i form af deres EP5 model med dertilhørende tilbehør og en forventet hårfri periode på op til fire uger. Lad os se om det holder stik.

Hvad er der i æsken?

Selvom æsken ikke ser ud af meget så gemmer den på temmelig meget som det også fremgår på selve æsken. Der er nemlig fem dele man kan smide på toppen af epilatoren. Indholdet består dermed af epilator, strømadapter, konturhætte, massagehætte, detaljehætte, barberhoved og bikinikam. Dertil medfølger så også et meget tyndt og simpelt etui, rensebørste og manual, hvilket naturligvis heller ikke er uvæsentligt.

Design

Remington EP5 er en ikke så stor sag og den er udført i hvidt plastik med en detalje i lyserød på fronten. Den er blot 13 cm i højden og lige under 6 cm i bredden, hvilket gør den fint håndterbar selv i en mindre hånd. Den er semi-pære formet om end det er en pære der står på hovedet for dens slanke krop er designet så man nemmere kan holde om den, mens toppen er bredere så der er plads til et bredere hoved så den kan afdække et støre område ad gangen.

Selvom Remington EP5 ikke føles decideret luksuriøs i hånden, da materialevalget er plastik, så føles den robust nok til at man heller ikke tænker der er tale om noget skrøbeligt grej.

På fronten har man en skydeknap, som starter Remington EP5 epilatoren og over denne knap er der et lille lys, som tændes for at hjælpe dig med at se, hvor det er du er ved at arbejde på din hud. Denne lille lampe virker måske som en unødig addering, men man bliver faktisk glad for den, især hvis ens belysning på badeværelset ikke er så skarp.

Hovedet på Remington EP5 er aftageligt så man kan sætte et barberhoved på i stedet for epilator-hovedet. Hvis man dog bruger epilator-delen, så kan toppen af denne også pilles af selvstændigt så man kan påsætte de tilbehørsprodukter, som medfølger. Begge processer er meget nemme at gå til og man behøver ikke hverken de store kræfter eller teknisk snilden for at kunne skifte hoved eller tilbehør.

Der er tale om en strømdrevet enhed, så den trådløse oplevelse skal man altså kigge længe efter. Man skal derfor gøre sig forhåbninger om at man har en stikkontakt lige der hvor man ønsker at benytte sin epilator. Det har de fleste af os, men kablet i Remington EP5 er altså ikke så langt så det skal man også tage i betragtning.

Hovedet er i øvrigt vaskbart så man er ikke obligeret til at rense med den medfølgende rensebørste kun. Da enheden som nævnt er strømdrevet så betyder det ikke at Remington EP5 er vandtæt eller må bruges i bruseren. Det er blot at man kan rense det ret hurtigt og nemt under rindende vand i håndvasken eksempelvis.

Det medfølgende rejseetui er smart at have med sig så man kan holde styr på sin epilator og tilbehørsdelene når man rejser, men selve etuiet er ikke noget at skrive hjem om for der er tale om en meget basal og nok det billigste man kan finde. Den har dog fint plads til alle delene så på den måde giver det fin mening.

Funktionalitet

Selvom designet naturligvis er vigtigt og også direkte har indflydelse på den oplevelse man har med et produkt, så er det påstande som at man vil være hårfri i op til fire uger, 60% flere hår fjernet og nærmest komfortabel hårfjerning, som vi havde sat os for at teste igennem. Når jeg siger vi, så er det fordi min bedre halvdel endnu en gang har gået med til at give en hånd med selve testen og overladt skrivearbejdet til mig.

Hårfjerning

Remington EP5 er udstyret med 40 små pincetter, der når de drejer rundt samtidigt niver til og på den måde fjerner hår helt ned til 0,5 mm i længden. Hovedet drejer så hurtigt rundt at man ikke kan se selve mekanismen i aktion, men hårene bliver fjernet, lange som korte. Oplevelsen er ikke just komfortabel, men den er mindre ubehagelig end tidligere afprøvede epilatorer med lignende funktionalitet og det skyldes nok at det foregår så hurtigt man næppe når at opfange smerten.

Hvis man vil have mere komfort kan man påsætte massagehætten med aloe vera, hvor der overraskende nok var en mærkbar forskel i komforten. Det var ikke voldsomt stor forskel, men nok til at det er nævneværdigt. Det er rart med alt det ekstra udstyr, så man kan arbejde med præcision de steder man måtte have behov for dét og tilpasse hovedet til behovet man måtte have.

Resultatet af hårfjerningen med Remington EP5 ender med at være ret tilfredsstillende. Huden er glat og efter blot få strøg er alle hårene fjernet, så det vil sige man behøver ikke forvente at skulle tilbringe halvdelen af dagen på toilettet. Om man fjerner 60% flere hår har vi ikke noget udgangspunkt til at måle efter, men resultatet holdte fint i 3-4 ugers tid og det vil de fleste nok også være tilfredse med. Dermed er påstandene fra Remington, som er listet i starten af Funktionalitetsafsnittet, ikke helt ved siden af.

Barbermaskinen

Der hvor epilator-delen kan være en smule ubehagelig at anvende, såsom armhulerne, så er det måske at man vil foretrække at barbere hårene væk og det kan man så ved at skifte hele hovedet på Remington EP5 til et barberhoved. Dette gør dig så i stand til at barbere i stedet for at hive hårene ud, men man skal næppe se Remington EP5 som en førsteklasses barbermaskine. Resultatet er acceptabelt og holder i nogle dage og det er dermed fint og rart at man har det hele samlet i én enhed, men af barbermaskiner er der set bedre – også af Remington.

Konklusion

Remington EP5 epilatoren er en ganske fin all-in-one enhed, som kan bruges til den mere generelle hårfjerning, det der kræver mere præcision og sågar også til barbering. Det havde været rart, hvis den var trådløs og ikke krævede et kabel for at man kunne være mere mobil og fri for kabler, men ellers er der ikke meget at sætte fingeren på. Hårene trækkes op af roden og det kan for nogle resultere i indgroede hår, men man er til gengæld hårfri i lange perioder ad gangen og det efter en ikke så pinefuld proces. Især har man en mere komfortabel hårfjerning, hvis man påsætter massagehætten med aloe vera, så er man i hvert fald fint kørende. Masser af tilbehør gør at man har mange muligheder og til prisen er det ganske fornuftigt.

Positivt

  • Meget ekstra tilbehør
  • Godt resultat der holder i adskillige uger
  • Barberhoved så man har en all-in-one

Negativt

  • Ledningsdrevet

Pris og tilgængelighed

Set til 649,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det er endnu en gang blevet tid til at vi kigger på lidt personlig pleje og i denne omgang er det på en epilator fra Remington i form af deres EP5 model med dertilhørende tilbehør og en forventet hårfri periode på op til fire...Test: Remington Smooth & Silky EP5 5-i-1 epilator