søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Viper ambidextrous gaming mus

Test: Razer Viper ambidextrous gaming mus

Det er altid spændende når der bliver lanceret helt nye produktserier fra producenter vi ellers føler os ret bekendte med. Razer Viper er ikke helt så ny, men det er en af de senere tilføjelser til Razers ellers store udvalg af gaming mus, så det bliver spændende at se nærmere på den i denne test.

Hvad er der i æsken?

Razer har for længst droppet de komplicerede indpakninger til fordel for nogle mere miljøvenlige løsninger, hvilket også er tilfældet i denne omgang. Udenpå er kassen til Viper musen i de velkendte sort og grønne farver, men indeni er der ikke længere så farverigt og man bliver mødt med genbrugspap, som dog er mørklagt og af indhold er der blot mus, manual og klistermærke. Det skal siges at der rundt om kablet er en gummi-ring, som du også kan bruge til at holde kablet på plads, hvis ikke du skal bruge det i dets fulde længde. På selve USB-stikket er der også en beskyttelseshætte, som man nok ikke får brug for efter denne er taget af med mindre man agter at tage musen med i tasken, så er det nok bedst at få porten dækket til.

Design

Razer Viper musen er hvad man kalder en ambidextrous mus, hvilket betyder at den kan bruges af både højre og venstre hånd, idet musen er ens ved et lodret tværsnit i midten (set fra toppen). Dette designvalg har sine fordele og ulemper naturligvis, hvor den åbenlyse fordel er at gamere, der spiller med venstre hånd har en mus de kan bruge. Ulempen er dog at dette designvalg oftest ikke er skræddersyet til dem der spiller med Palm-grip og holder med hele håndfladen om musen. Med Claw- og Fingertip-grip gør det dog ikke noget.

Tværtimod er det smalle design af Razer Viper netop velegnet til de to sidstnævnte måder at holde om musen på. Musen er heller ikke synderligt høj og kurven på midten er relativt flad. Det betyder at den fylder fint i hånden, men er også fint velegnet til mindre hænder. Min egen hånd var ikke så glad, men jeg falder også udenfor kategori for lige netop Razer Viper, idet jeg holder med Palm-grip og har en ret stor hånd.

Derudover er Razer Viper en ret let mus med sine blot 69 gram. Det er en ganske fin bedrift at være så let når det samtidigt er opnået i et design uden huller. Personligt har jeg ikke haft leget med hullede mus endnu i mere end ved udstillingsmodeller, men med mine hænder, som sveder mere end gennemsnittet, så ville jeg ikke være glad for flere steder, hvor fedt og snavs kan samle sig.

Apropos sved og snavs, så er Razer Viper med en overflade, som er ret så modstandsdygtig overfor fedtpletter og svedpletter. I siden er musen i øvrigt således konstrueret at der er gummibelægning, hvilket betyder at man holder ret godt fast i musen. Blot for mit vedkommende ærgerligt den ikke er bredere end den er.

I hver side har Razer Viper to knapper foruden sine primære knapper. De fire knapper er brugbare i par, så at sige, hvor dem i venstre side er nemt tilgængelige med højre tommelfinger og omvendt for dem som spiller med venstre hånd. Ellers er knapperne lidt svære at nå nemlig. Så trods størrelsen har Razer Viper altså hele 8 programmerbare knapper at gøre godt med.

På undersiden af musen har man to store fødder i hver ende og tættest ved den bagereste af disse har man så en knap mere. Denne bruges i udgangspunkt til at justere DPI følsomheden i musen på farten og uden at man skal ind i softwaren for at justere. Det kræver dog at man enten accepterer de forudindstillede hastigheder fra Razer eller laver sine egne trin.

Razer Viper er naturligvis ikke uden RGB lys og Chroma belysningen kommer såmænd også til udtryk så snart man slutter musen til en computer. Selv uden at softwaren er installeret er der lyseffekter, men ikke ved at man blot sætter den til i en USB-port med strøm, hvilket overraskede mig lidt. Der er et Razer logo med de tre slanger, som pludseligt lyser op på den bagerste del af musen, hvor det ellers med musen slukket ikke er til at se at der ville være lys.

Generelt set er Razer Viper ret solidt bygget og når man tænker på at den kun vejer 69 gram, så er det imponerende, hvor robust selve designet føles. Det er både selve konstruktionen, som føles tynd, men på ingen måde skrøbelig. Også kablet er med vævet stof og sender et positivt signal omkring byggekvaliteten.

Til sammenligning ses Razer Viper ved siden af DeathAdder V2 og Viper Mini i nedenstående.

Funktionalitet

Hvis man ønsker at få mest muligt ud af sit gaming udstyr nu om dage, så er det vigtigt at lade sig benytte af producenternes softwarepakker, som kan installeres med og i Razer Vipers tilfælde er det Razer Synapse softwaren, som åbner op for indstillingsmulighederne for musen.

Software

Jeg erkender blankt at jeg til at starte med ikke var fan af den seneste opdatering af Synapse softwaren. Årsagen hertil var dens kompleksitet, som skyldes de mange lag man kan aktivere med, men i virkeligheden er softwaren ret nem når blot man koncentrere sig om de væsentligste funktioner, såsom at indstille sit grej til bestemte spil og genveje samt det lysshow man nu en gang ønsker at sætte op.

Hertil er det genialt og Razer Viper bliver bare dét mere værd at man kan programmere den som man ønsker og knapperne kan eksempelvis i det nye og populære Warzone hjælpe til at ikke alle klik skal foregå på tastaturet når nu man har ekstra knapper at gøre godt med. Selve indstillingerne kan du dog også tage med på selve musen, som kan gemme på DPI indstillingerne uden software er installeret.

Det er ret nemt at gå til og indstille musen til egne behov og ønsker. Skiftet mellem profiler foregår helt flydende og man mærker ikke meget til det. Gennem softwaren kan du også lave en tilpasning til netop din musemåtte, hvor så sensoren i musen gennem softwaren bliver tunet til din musemåtte. Som jeg forstår det bliver denne også gemt på musen og kan resettes efter behov når man får en ny musemåtte eller skal spille et andet sted end normalt.

Ydelse

Udstyret med Razer 5G sensoren, så kan du indstille Razer Viper gaming musen med 50 DPI intervaller helt op til 16.000, om end jeg selv synes det er lige voldsomt nok og går en anelse for stærkt, men vi har alle vores forskellige måder at spille på og så skal vi naturligvis også have mulighed for at have forskellige setups.

Uanset hvilken DPI jeg dog valgte at teste Razer Viper med så oplevede jeg ikke personligt nogle udfald og musen agerede i henhold til forventning. Om en computer vil kunne registrere lidt tracking tilpasning ved de helt høje DPI er nok ikke utænkeligt, men så længe man som spiller ikke føler musen er flaskehalsen, så er alt godt efter min mening.

Knapper

De primære knapper, venstre og højre, som må siges at være de vigtigste knapper på en mus er på Razer Viper nemt tilgængelige og føles som værende med en naturlig kurve i forhold til, hvordan fingrene hviler ellers. I hvert fald for mit vedkommende. De kunne godt være større eller bredere til min smag, men ikke noget kritikpunkt blot en smagssag.

Razer Viper er med optiske switche i de primære knapper og de føles som værende ret ensartede i deres vandring. De aktiverer ret hurtigt og uden meget modstand hellere.

Sidetasterne er jeg ikke den store fan af. Det er som om de skal klikke en hel millimeter længere ind end hvad godt er og jeg fangede mig selv meget tit i at missclicke eller rettere sagt ikke at klikke overhovedet.

Komfort

Razer Viper har egentlig en fin størrelse. Den er ikke efter min hånd eller min smag for den sags skyld, men når jeg forsøger at spille med claw-grip så synes jeg den har en passende fylde og knapperne er nemme at klikke på uden at det føles besværligt.

Der er tale om en afsindig let mus, der blot vejer 69 gram og det i et chassis med faste plastik plader. Musen ligger godt i hånden trods det flade design og min hånd skraber ikke musemåtten af så helt lille er musen nu heller ikke. Jeg er i den forbindelse imponeret over, hvordan man har gjort denne mus så “stor” og let på samme tid.

Konklusion

Hvis du er FPS spiller og ønsker en let mus, som er lynhurtig, så er Razer Viper et fint bud at få kigget på. Bemærk dog i den forbindelse at musen findes i tre udgaver og du kan få den i både trådløs (Ultimate) og mini (Mini) så det gælder om at vælge lige netop den som passer dig. Den agerer ganske fint og som en forlængelse af spillerens arm med god tracking og lynhurtige taster. På nær tasterne i siden, som jeg ikke blev venner med gennem hele testen. Jeg kan i øvrigt ikke give Razer Viper en negativ vurdering blot fordi den ikke passer til min spillestil eller min hånd så den del har jeg udeladt af selve vurderingen da det er en individuel sag, men bemærk at musen måske ikke er så velegnet til folk, der hviler hele hånden på musen og samtidigt har hænder, som er over gennemsnit eller bare voksne.

Positivt

  • Både højre og venstre hånd
  • Robust design trods det er en letvægter
  • Software
  • Præcise primære knapper
  • Præcis tracking og god sensor

Negativt

  • Sideknapperne
  • Passer ikke så godt til Palm-grip

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det er altid spændende når der bliver lanceret helt nye produktserier fra producenter vi ellers føler os ret bekendte med. Razer Viper er ikke helt så ny, men det er en af de senere tilføjelser til Razers ellers store udvalg af gaming mus, så...Test: Razer Viper ambidextrous gaming mus