torsdag, december 26, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Nari Ultimate trådløst gaming headset

Test: Razer Nari Ultimate trådløst gaming headset

Når man gamer vil man nogle gange gerne mærke slagmarken nærmest på egen krop for at føle man er en del af spillet. Nogle spil er gode til at sluge spilleren ind takket være en god grafik, fortælling eller sågar lyd. Razer, en virksomhed af gamere for gamere, vil også bidrage til denne oplevelse og med deres Razer Nari Ultimate headset er de et skridt nærmere takket være HyperSense teknologi. Det er en teknologi, som netop på baggrund af lyd giver noget feedback gennem vibrationer til spilleren. Dét og mere til, såsom surround lyd, Chroma belysning og et stort trådløst headset, skal vi til at kigge nærmere på i denne test.

Hvad er der i æsken?

Med 50 mm lyddrivere så er æsken naturligvis også af en vis størrelse. Den er dog vanen tro i sort og med et strejf af Razers grønne, som ikke er for meget, men man er heller ikke i tvivl om at der gemmer sig et Razer produkt deri.

Udpakningen kender vi efterhånden og først får vi præsenteret selve headsettet mens resten af indholdet er gemt i bunden af æsken. Selve æsken åbnes op med et låg og tingene føler man er pænt og nydeligt arrangeret uden pladsspilde. Det forstærker kvalitetsfornemmelsen en smule i øvrigt.

Indholdet består af selve headsettet, manual med velkomstnote, 3.5 mm jackstik kabel til en kablet forbindelse og så et microUSB kabel til opladning. Selve den trådløse afsender er monteret i headsettets højre ørebøf i bunden.

Design

Størrelsen på hovedtelefonerne er det første man ligger mærke til på Razer Nari Ultimate og det er uundgåeligt. Selv for et par 50 mm lyddrivere er de ret stor, hvilket naturligvis skyldes at headsettet her er udstyret med både batteri og HyperSense til vibration. Med en kampvægt på 431 gram er der en del tyngde på hovedet, men det kigger vi nærmere på under segmentet omkring komfort. Vægten blev i øvrigt målt uden modtageren til den trådløse forbindelse.

Udseendemæssigt adskiller Razer Nari Ultimate sig dog ikke mærkbart fra andre af producentens headset. Der er tale om et af deres premium produkter så selvom der er en del plastik, så føles denne ret robust og som noget, der holder. Jeg smed naturligvis Razer Nari Ultimate gennem min vride-test og her klarede den sig ganske fint. Der var små lyde hist og her, men for et headset af denne størrelse er det også at forvente den giver sig lidt.

Trods størrelsen på ørebøfferne så er de fleste funktioner og knapper placeret på den venstre side. Her finder man knap til mute af mikrofon, justering af gaming/chat balance som scroll-knap, tænd og sluk knappen samt indgang til microUSB kablet. Egentlig synes jeg man i 2018 (snart 2019) burde være gået over til USB-C standarden, men måske husker Razer dette næste gang.

På den højre ørebøf af Razer Nari Ultimate finder man derimod hullet til den nævnte lille trådløse nano-modtager. Når man tager denne ud af headsettet efterlader det desværre et hulrum som ikke er til at overse.

Selvom Razer Nari Ultimate er mulig at forbinde gennem 3.5 mm jackstik til nærmest hvilken som helst enhed, så er det ikke et headset man tager med ud på gaden og bruger som et mobilt headset af en art. Det skyldes simpelthen den massive størrelse. Med mindre man naturligvis er ligeglad med dét, men jeg kan bare ikke sidde her og sige at jeg synes det er en god idé for Razer Nari Ultimate er bare stort.

Størrelsen skyldes i øvrigt også de ret så luftige puder som ørebøfferne er bestykket med. Der er cirka 2,5 cm puder per side og så er ørebøfferne cirka 7 cm tykke med det hele. Det imponerende i denne sammenhæng er i virkeligheden at Razer Nari Ultimate ikke føles mere belastende at have på hovedet end de er. Komforten kommer jeg ind på lidt senere, men det skal her siges at designet fylder uanset hvordan man vender og drejer det. De fylder både på hoved og i hænderne.

Hovedbøjlen i toppen af Razer Nari Ultimate er af metal og denne er fikseret. Man kan altså ikke tilpasse størrelsen, men dette gør headsettet automatisk, idet den inderste hovedbøjle er monteret på en strop som udvider og samler sig omkring hovedet. Det er den nemmeste måde at komme udenom denne problematik på og så skal man bare håbe at ens hoved ikke er for stort. Det virker heldigvis til at være af en ordentlig størrelse også og jeg havde trods mit store hoved ingen udfordringer med at få Razer Nari Ultimate på hovedet.

På ydresiden af ørebøfferne på Razer Nari Ultimate er der solidt plastik og med Razer logo i midten. Dette logo er i stand til at lyse op i alle regnbuens farver, så dette kan man selv vælge. Det er naturligvis også noget man kan slukke efter behov og ønske. Omkring denne plastikdel er der en hullet ring og det virker for mig som om denne blot er for pyntens skyld for det virker ikke til at der er luft igennem til ørerne denne vej rundt. Lyden virker nemlig holdt meget tilbage, så jeg tænker at der er tale om et lukket lydsystem, selvom jeg ikke har kunne læse mig frem til det nogen steder.

Den sidste detalje der er på Razer Nari Ultimate er dens udtrækkelige mikrofon, som man kan trække ud efter behov. Mikrofonen er også udstyret med en lille LED-lampe i toppen, således at du kan se om du er kommet til at mute den mens du spiller. Mikrofonarmen er ret fleksibel og samtidigt robust nok til at man kan indstille den næsten som man har lyst og så bliver den på plads. Det vil sige der er ikke modstand i mekanismen så den springer tilbage på plads når man vil have den tæt på munden eksempelvis.

Funktionalitet

Nu har vi vel vendt alle de designmæssigt relevante områder omkring Razer Nari Ultimate og så er det blevet tid til at se nærmere på dens anvendelse og vores oplevelse med den i hverdagen. Razer Nari Ultimate virker ved at man blot sætter det til sin computer eller PlayStation 4 konsol, men ønsker man fuld valuta for pengene, idet Razer Nari Ultimate i øvrigt ikke er et billigt headset, så bør man installere Razer Synapse softwaren, som gør det muligt at justere indstillingerne på Razer Nari Ultimate. Personligt synes jeg der er kommet for meget modern design over interfacet på Razer Synapse, men jeg er efterhånden også ved at blive for gammel i forhold til det store publikum, som de unge gamere udgør for Razer og det kan da godt være det bare er noget jeg skal acceptere.

Det er bare sådan at har man kun én enhed fra Razer så sker der for mange ting som jeg synes er en smule overflødige når nu man bare vil indstille sit headset eller hvad man nu har. Selve menuen for indstilling af headset er dog lige til og man bliver præsenteret for nogle forskellige hovedmenuer, der hver især giver adgang til forskellige indstillinger, såsom lys, surround, mikrofonens følsomhed og meget mere. Ligesom det Razer Kraken Tournament Edition headset vi testede forleden, så byder Razer Nari Ultimate på en masse indstillingsmuligheder, som giver dig nærmest fuldstændig kontrol over den lyd du får ud af det.

Lydkvalitet gaming

Ser vi først og fremmest på lyden i Razer Nari Ultimate generelt, så er der tale om en meget detaljeret og balanceret lyd. De spiller overraskende godt og de kan også spillere højere end jeg har brug for det. Jeg spiller generelt med lavere lyd end de fleste har jeg fundet ud af. Jeg kunne i hvert fald ikke tåle at spille med lyden skruet helt op, men det er samtidigt ikke dét headset, jeg har haft på ørerne der kan spille allerhøjest. Jeg vil dog vove og påstå at det er mere end rigeligt for de fleste og hvis ikke bør man overveje at skrue ned for ikke at få varige mén på hørelsen.

Den høje detaljegrad og de store og luftige puder gør at THX rent faktisk kommer til sin ret med Razer Nari Ultimate. I hvert fald for mit vedkommende synes jeg at surround effekten var tydelig og jeg kunne i fx skydespil sagtens orientere mig ved at bruge lyd. Eksempelvis i det nye Call of Duty med Acoustic Sensor udstyret så var jeg så bevidst om mine modstanderes færden at jeg fik noia på nærmest. THX tilføjer en dimension mere på lyden så det hele føles at man også kan høre lyd oppe og nede fra foruden fra alle sider og det øger stedsansen i spillet med Razer Nari Ultimate gevaldigt.

Der er en solid bas og masser af mellemtone, hvor det kun er diskanten der kunne bruge en smule bedre detaljegrad, men vi snakker småtingsafdeling og generelt giver Razer Nari Ultimate en medrivende spilleoplevelse.

Lydkvalitet musik

Hvad angår musik, så smed jeg Razer Nari Ultimate gennem den samme playliste, som jeg altid bruger. Denne består af sange jeg efterhånden kender rigtig godt og samtidigt er det nøje udvalgte sange med mange detaljer, hvor dårlige lyddrivere nemmere falder igennem. Razer Nari Ultimate udemærker sig ved moderne musik med masser af beat og den får lidt udfordringer ved vokal musik og klassisk, men man kan nu sagtens nyde sin musik trods alt. Der er mulighed for at indstille sig til en bedre oplevelse i de forskellige genrer ved hjælp af equalizeren i Synapse softwaren og komme lidt ud over denne problematik.

HyperSense

Dette er nok det mest spændende afsnit af dem alle for det er netop HyperSense, som adskiller Razer Nari Ultimate fra andre headset i gaming kategorien for alvor. HyperSense er en teknologi, der fortolker lyden fra spillet og forvandler det til vibrationer i hovedtelefonerne, som du så kan mærke. Noget lignende oplevede man med fx Mad Catz F.R.E.Q. 4D headsettet, men den store forskel er at det med Razer Nari Ultimate rent faktisk virker. Det føles ikke som en påtvunget feature, der blot vibrere i takt med bassen, selvom det for det meste er tilfældet, men indlevelsen bliver en del større.

Man skal dog lige vænne sig til at ens headset vibrerer. Der var mange gange i netop Call of Duty, hvor jeg blev meget mere revet med når jeg havde HyperSense aktiveret end når det var slukket. I starten var det sådan at jeg glemte om funktionen og så når den gik i gang blev jeg mindet om det på en subtil måde og det er netop derfor jeg synes at Razer har gjort det rigtig godt i deres samarbejde med Loflet for netop derfor føles denne feature ikke som noget, der er påduttet, men som en virkelig integreret og meningsfuld addering.

Mikrofon

Mikrofonen på Razer Nari Ultimate er temmelig fleksibel. Den kan indstilles til at være placeret nærmest hvor man vil have den. Lydkvaliteten er nogenlunde, men den er ikke glad for det når man eksempelvis er lidt højlydt har jeg erfaret. Den er dog til gengæld god til ikke at fange lyden fra mit mekaniske tastatur, men i den forbindelse skal det nævnes at jeg sidder på et Logitech G513 med silent Romer G taster til daglig.

Det er dog mere indstillingsmulighederne gennem Synapse, der lader Razer Nari Ultimate mikrofonen adskille sig fra mængden. Man kan justere følsomhed, klarhed og talk-back funktionen, hvor man kan høre sin egen stemme. Sidstnævnte kan både være irriterende og en hjælp til at man ikke råber unødigt fordi man ved at man går igennem. En feature der er god for dem der spiller med lyden skruet meget op. Vi mennesker har det nemlig sådan at vi skal høre hvad vi selv siger og hvis vi bliver overdøvet så snakker vi jo bare højere.

Komfort

Razer Nari Ultimate er et enormt stor headset. Selv for et 50mm gaming headset så fylder det bare en del og af denne årsag havde jeg en forventning om at det ville være tungt og klodset at have på hovedet. De tykke puder med gel-fyld virker dog efter hensigten og sørger for at hovedet bliver omsluttet uden at blive trykket til. Hovedbøjlen er også af den type, som bare tilpasser sig hovedformen så man ikke selv skal sørge for dette.

I selve puderne er der i øvrigt lavet usynlige kanaler, der sørger for at du som bruger briller ligeledes ikke bør mærke et tryk når du spiller. Jeg mærkede i hvert fald ikke ekstra spænding og jeg spiller nogle gange med mine GUNNAR briller når jeg spiller længe ad gangen eller sent om aftenen.

Komforten fejler i hvert fald intet trods størrelse og vægt. Samtidigt følte jeg ikke at ørerne eller hovedbunden svedte efter længere gaming sessioner og det er ellers noget jeg godt kan døje med. Selv her i vintermånederne, for jeg er ikke bleg for at skrue op for varmen nemlig.

Batteritid

Værende et trådløst headset så er batteritiden naturligvis et af de faktorer, som er vigtige for en god oplevelse. Den trådløse forbindelse i Razer Nari Ultimate angiver Razer i øvrigt til at være på 12 meter, men det fandt jeg forudsætter at der ikke er nogle form for vægge eller obstruktioner imellem afsender og headset før det bliver væsentligt nedsat til cirka 4-5 meter. Det er til at leve med for de fleste har enten deres PC eller konsol lige i nærheden eller i hvert fald ikke bag nogle vægge.

Razer angiver batteritiden til at være på op til 20 timer og det er også en sandhed med modifikationer for det afhænger naturligvis af om man har HyperSense tændt, om RGB lyset er tændt og hvor højt man skruer op. Fair skal være fair for denne information angiver Razer rent faktisk også på deres hjemmeside. Min egen oplevelse var at batteritiden lå lidt under de otte timer når jeg brugte hele feature-listen, men med disse slukket var det meget sjældent at jeg skulle lade op så de tyve timer passer nok meget godt. Det er egentlig en meget tilfredsstillende batteritid og bør give adskillige dages gaming, hvis blot man husker at sætte det til opladning i ny og næ.

Konklusion

Razer er et brand jeg har kendt og haft erfaring med længe. De innoverer tit på deres produkter samtidigt med at de holder liv i nogle af deres klassikere, såsom BlackWidow tastaturet, der blot oplever små forandringer fra tid til anden. Razer Nari Ultimate introducerer på en ordentlig måde endnu en dimension til lyden, som i øvrigt tilbyder 360 graders lyd takket være THX spatial audio, ved at addere taktil feedback gennem vibration. Det fede ved Razer Nari Ultimate er dog at denne vibrering ikke føles som en gimmick, men den giver rent faktisk en god spilleoplevelse, idet man i højere grad lever sig ind i sit spil. Lydmæssigt spiller Razer Nari Ultimate også som et premium produkt fra denne producent og der er god, fyldig og detaljeret lyd, men balancen mellem diskant og mellemtone kunne forbedres, hvis vi da skal finde nålen i høstakken og noget at kritisere dette ellers rigtigt gode headset. Det fylder en del og er et stort headset, som af den grund måske ikke vil falde i enhvers smag, men resten af listen af features er ganske lang og god indeholdende surround, komfort, lang spilletid, RGB-lys og nemt tilgængelige knapper. Knapperne er der dog en masse af og de kan være lidt svære at lære at kende positioneringen på, men værre er det ikke. Alt i alt et solidt premium gaming headset med meget få kritikpunkter.

[checklist]

  • HyperSense
  • God komfort
  • God lyd til både gaming og musik

[/checklist]
[badlist]

  • Softwaren føles omstændig
  • Størrelse (for nogle)

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 1.341,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Når man gamer vil man nogle gange gerne mærke slagmarken nærmest på egen krop for at føle man er en del af spillet. Nogle spil er gode til at sluge spilleren ind takket være en god grafik, fortælling eller sågar lyd. Razer, en virksomhed...Test: Razer Nari Ultimate trådløst gaming headset