søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Naga Trinity MOBA/MMO gaming mouse

Test: Razer Naga Trinity MOBA/MMO gaming mouse

Razer har udgivet et par forskellige versioner af deres Razer Naga mus og hvor nogle foretrækker det ene design over det andet, så har de individuelt hver deres fordele. Nu, med Razer Naga Trinity, som navnet antyder, lancerer Razer en tre-enighed i kraft af magnetiske sidestykker, som kan sættes på siden af musen og forvandle dens funktionalitet og form fra det ene øjeblik til det andet. Razer Naga Trinity er skabt til forskellige spil og behov, men uden at man har gået på kompromis på resten af hardwaren og musen har dermed en avanceret optisk sensor, RGB-belysning og en stærk software til at understøtte den komplette pakke. Vi ser nærmere på de mange features i vores test her.

Hvad er der i æsken?

Razers indpakning er mange af os efterhånden vant til. Der er tale om en god og solid indpakning, der med det samme sender et signal om at der er tale om et kvalitetsfuldt produkt. Udpakningsprocessen for Razer Naga Trinity er ikke ligeså lækker som jeg har set det tidligere fra producenten og det skyldes mest af alt at musen og de to ekstra sidestykker, foruden den der er monteret på selve musen, er omsluttet af en gennemsigtig plastik. Når vi nu efterhånden har set mange andre Razer produkter blive leveret i en æske med skum omkring så er kvalitetsfornemmelsen bare en smule lavere automatisk. Ud over de nævnte dele er der ikke andet end en manual, velkomstbrev og nogle klistermærker i æsken.

Design

Formmæssigt ligner Razer Naga Trinity ganske vist sig selv, så at sige. Der er tale om en lidt kort mus af udseende, men højden gør at den trods dette fylder fint i den hule hånd, hvis altså man holder på den i palm-grip. Efter min mening er dens form et design der grundet bredden gør sig bedst egnet til palm-grip brugere, mens claw- og fingertip-brugere vil have en lidt for bred mus til deres smag.

Det er også palm-grip, der giver bedst mening med Razer Naga Trinity, idet dennes mange knapper i siden er bygget til at kunne nås med tommelfingeren når denne hviler på siden af musen. Sidepanelet i venstre side er det eneste, der kan skiftes ud og det betyder desværre for venstrehåndsbrugere at heller ikke denne mus er bygget til dem. Der er tale om en mus udelukkende til brug i højre hånd.

For at tage sidepanelerne af skal man have lidt negle for at komme ind, idet magneterne, som holder disse på plads, har ganske fint fat og det er kun en god ting, idet man ellers risikerer at de sidder på for løst og bliver irriteret mens man spiller. Foruden magneterne er der en masse connectorer under panelerne, der forbinder med tilsvarende connectorer på selve sidepanelerne.

Foruden at jeg har den fortløbende udfordring at jeg nærmest aldrig har et sted at hvile min lillefinger på en mus, så er Razer Naga Trinity af en sådan størrelse at den har god bredde, højde og længde til min hånd, som er relativt stor og jeg kan lide at have hele hånden på musen. Vægten på hele 120 gram (uden kabel vel at mærke) er også ganske velkommen for mit vedkommende, men den vil måske ikke falde i alles smag, da den almindelige vægt ligger på cirka 105 gram og som nogle påstår er et sweetspot.

I højre side er Razer Naga Trinity udstyret med et gummigreb, således at ens fingre bedre har fat, men denne gummi-overflade er eksempelvis ikke at finde på sidepanelet med 12 knapper. Den er dog repræsenteret på både hexa-panelet og så det “almindelige” panel med blot to knapper. Gummigrebet synes jeg er ganske fint da det gør man har en del bedre fat om musen, men man savner det ikke på det panel med de mange knapper, idet man ikke hviler sin finger på andet end knapperne alligevel.

Foruden de knapper man har på sidepanelerne er der på toppen de gængse knapper, såsom de primære knapper og scroll-hjulet med knap samt to taster, der out of the box er sat til at styre sensorens følsomhed. På undersiden har man en enkelt knap til at skifte profiler med og om det er optimal placering vil altid være en smagssag. Jeg er ikke selv fan af at man skal løfte musen op for at gøre noget som helst, men på den anden side så slipper man for at bruge en af de andre knapper til formålet, hvis man skulle have brug for dette.

Knapperne på Razer Naga Trinity føles kvalitetsfulde og robuste, men de er samtidigt også en del lette at trykke på. Der er næsten ikke nogen modstand i de to primære knapper og når man som jeg er en smule trigger-happy, så resulterer det desværre i en del fejl-klik. Det er naturligvis min helt egen skyld, men så ved man det også, hvis man har den samme udfordring som jeg eller også hvis man foretrækker netop denne type af switch på musen.

Funktionalitet

Ganske vidst har design meget stor betydning for den fremtidige gaming mus man skal erhverve sig, men når alt kommer til alt så skal designet efter min mening være funktionelt, således at det kan bruges som tiltænkt og ligger godt i hånden. Udseendet bør være prioriteret lavt, men man kommer nok ikke udenom at nogen også værdsætter denne del højt. Vi bevæger os dog nu over til de mere håndgribelige dele af dette produkt og ser på, hvordan det rent faktisk er at anvende i dagligdagen.

De færreste af os har nok to eller flere mus liggende, selvom vi spiller forskellige genre af spil. Med Razer Naga Trinity er det så heller ikke nødvendigt længere kan man sige. Hvis man ellers er glad for dens design og den passer i hånden, så kan man skifte sidestykkerne til at passe med den type af spil man skal til at spille. Dermed ikke sagt at man nødvendigvis kommer til at skifte mellem de forskellige sidestykker på Razer Naga Trinity, men muligheden er der og musens system i samspil med Razer Synapse genkender selv, hvilket panel man har valgt at sætte på og tilpasser genveje i henhold til de indstillinger man har sat op. Det er nok dette som de forskellige connectorer vi nævnte tidligere er til.

Software

Synapse softwaren fra Razer, som vi kort nævnte i ovenstående, er nødvendig at installere, hvis man ønsker at indstille Razer Naga Trinity musens features efter egne ønsker og behov. Musen er understøttet af den seneste version af softwaren om man vil det eller ej. Årsagen til at jeg siger dette er at designet af Razer Synapse 3 (beta) er væsentligt anderledes end det man ellers er vant til fra før og det er ikke sikkert at alle ens Razer produkter er understøttet og man risikerer eksempelvis at skulle have to Razer programmer kørende, hvis man har et gammelt Razer tastatur ved siden af også.

I sig selv er softwaren ganske enkel, om end en smule tung. Der er forskellige undermenuer man kan lege med og de er logisk opdelt, således at man har de forskellige knappefunktioner i en submenu, sensoren i et afsnit for sig og RGB-belysningen, som Razer kalder Chroma, i en menu for sig ligeså.

Dette gør arbejdet med Razer Naga Trinity ganske enkelt at gå til og de fleste funktioner siger sig selv og illustrerer også via billeder deres funktionalitet til en vis grad. Razer Synapse 3 softwaren åbner i hvert fald op for en masse muligheder for at brugeren kan tilpasse sin mus efter egne ønsker og behov. Som nævnt tidligere genkender softwaren selv de forskellige sidepaneler der er monteret, således at man i de forskellige profiler kan have forskellige genveje tilknyttet. For dem der spiller både FPS, MOBA og MMORPG så er de forskellige sidestykker på Razer Naga Trinity sammen med Razer Synapse 3 softwaren absolut guld værd. Man kan have en dedikeret profil og tastekombination til hvert enkelt spil og på den måde virkelig føle at man har tre mus tilgængelige, selvom det i virkeligheden er en sandhed med modifikationer.

Belysning (RGB / Chroma)

Denne nye Synapse version understøtter i øvrigt også Philips HUE integration, hvilket vil sige at man kan lade lyset i hjemmet spille sammen med ens Razer produkters belysning, heriblandt Razer Naga Trinity. Hvis ens rum, hvor man sidder og spiller, er oplyst af Philips HUE så vil det sige at hele rummet kan sættes til at lyse i takt med musen om man vil.

Selve belysningen af musen er på dens logo, scroll og taster i siden. Disse kan man ligeledes tilpasse til at have forskellige effekter efter ønske eller som en del af integrationen med nogle spil. Det kræver lidt tålmodighed at finde ud af hvordan disse integrationer virker og sættes op, men det giver mulighed for i enkelte spil at have en belysning, der afspejler data fra spillet direkte. En ret fed feature, men det kræver som sagt installation af software ovenpå og stabiliteten har ikke vist sig at være helt i top. Der er stadig de små udfald, hvor RGB-profilen ikke slår igennem i et givent spil, selvom både dét og softwaren kører.

Sensoren

Razer bygger deres mus med deres egne sensorer og i Razer Naga Trinity finder man en 16.000 DPI 5G optisk sensor, som angiveligt skal kunne arbejde med op til 450 tommer i sekundet (IPS) samt modstå en acceleration på op til 50 G. I bund og grund betyder det at musen vil kunne reagere på meget hurtige bevægelser og retningsskift, hvilket gør at man kan stole på musen følger med ens hånd og bevægelser, som så slår igennem på skærmen.

Jeg har under min test af Razer Naga Trinity heller ikke nogle indvendinger at komme med og musemarkørens bevægelser føles flydende og meget præcise, selv under hurtige FPS og RTS spil. Min udfordring er knappernes overfølsomhed, men det er igen en personlig smagssag, som man kan notere sig bag øret.

Komfort

Personligt foretrækker jeg en tung mus, da jeg synes jeg har bedre kontrol over en sådan, men det hører med til historien at jeg ikke spiller mange timer om dagen, hvorfor de ekstra gram under hånden sagtens kan have en mere negativ indvirkning på komforten for personer, der spiller lange sessioner ad gangen.

Designet i sig selv synes jeg dog er ganske behageligt at holde om og jeg føler min hånd fint kan hvile på musen. Min lillefinger finder sig til rette på højre side, hvor der er gummigreb, men jeg ville ønske det fladede mere ud dér så fingeren kunne hvile ovenpå. Ellers har jeg ikke indvendinger mod designet, da jeg føler at den på (cirka) midten buer tilpas højt til at jeg ikke synes min hånd kommer unødigt i kontakt med musemåtten under brug.

Konklusion

Rigtig mange gamere spiller én bestemt type af spil og holder sig til denne genre når de prøver nogle nye titler af. For nogle af os er det dog ikke så simpelt og hvis man har det på den måde at man både spiller shootere, strategi og MOBA, så tilbyder Razer Naga Trinity integration, tilpasning og fysisk justering af én mus til alle ens spil. Premium funktionaliteten koster ganske vist, men det er faktisk ganske lidt i forhold til mange andre “almindelige” mus på markedet og så får man nærmest, hvad der svarer til tre-i-en og det hele spiller ganske fint sammen. Der er sågar ikke noget alarmerende jeg vil klandre Razer Naga Trinity for andet end at den efter min personlige smag har lidt for følsomme switche på tasterne, men det vil jeg sagtens kunne se bort fra alt andet taget i betragtning, idet jeg mener at Razer Naga Trinity er en ganske fornuftig gaming mus til prisen.

[checklist]

  • Nem udskiftning af sidepaneler
  • Sidepaneler kan skiftes og tilpasses
  • Synapse 3 softwarens tilpasningsmuligheder

[/checklist]
[badlist]

  • RGB-belysning lidt kedeligt
  • Lidt for overfølsomme switche på tasterne

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 828,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Razer har udgivet et par forskellige versioner af deres Razer Naga mus og hvor nogle foretrækker det ene design over det andet, så har de individuelt hver deres fordele. Nu, med Razer Naga Trinity, som navnet antyder, lancerer Razer en tre-enighed i kraft af...Test: Razer Naga Trinity MOBA/MMO gaming mouse