Vi har fået lov at game lidt på Razers Huntsman V3 Pro tastatur. Det er et tastatur du kan optimere til din spillestil ved at tilpasse tasternes aktivering, lys og funktion. Vi ser nærmere på hvordan i denne test.
Hvad er der i æsken?
Den sorte og grønne æske gemmer på tastaturet, et aftageligt USB-C til USB-A kabel og under det hele gemmer sig en håndledsstøtte også. Hvis ikke man ved at den følger med kan man godt overse den da den ligger under pap og som nævnt er ret flad i forhold til den tidligere håndledsstøtte, der følger med V2 tastaturet i samme serie.
Design
Razer har valgt at blande aluminium i toppen med plastik i bunden ved designet af Razer Huntsman V3 Pro. Slutresultatet er så et ret robust tastatur, der føles ret lækkert og solidt. Det står også plantet på bordet når først du har lagt det ned.
Slukket lys resulterer i et helt mørkt tastatur og minder nærmest om DasKeyboards uden print på tasterne. Der er print på Razer Huntsman V3 Pro, men hvis man slukker lyset i lokalet og ikke sætter lys til selve tastaturet er det ret svært at se og jeg er faktisk selv ret meget fan af det helt mørke tastatur.
De mange taster på dette fuld størrelse tastatur har individuel RGB-belysning, så du kan styre lyset i hver enkelt tast for sig og skabe fede effekter. Det kommer vi ind på under næsten hovedafsnit. Designmæssigt er lyset ret kraftigt når man tager det mørke design i betragtning, så skinner lyset temmelig fint igennem og får hele tastaturet til at lyse op – sådan da.
Håndledsstøtten som Huntsman V3 Pro er udstyret med er ret flad i designet. Den har en semi-blød overflade, som føles som kunstlæder, men der er ikke nogen polstring under denne, som der var i den Huntsman V2 jeg testede for lidt over to år siden.
Det er dog ikke at denne føles mindre behagelig under håndleddene af den grund synes jeg. Tværtimod så er den en fin addering til dig, der ønsker en mere behagelig placering af håndleddene, selvom jeg egentlig selv mest bruger tastaturet uden en håndledsstøtte og Huntsman V3 Pro er lav nok til at det ikke er en absolut nødvendighed.
Desværre har Huntsman V3 Pro også en “akilles hæl” med sin håndledsstøtte for den hænger ganske vist fast via magneter, men de er ikke ret kraftige, hvilket resulterer i at den let falder af, hvis du for eksempel flytter på tastaturet. Det er måske ikke så relevant fordi man ikke ofte flytter på sit tastatur, men det gør jeg til tider og synes derfor det er et ankepunkt.
Huntsman V3 Pro er udstyret med et aftageligt kabel. Det er dog i designet omsluttet af et semi-lille hul, så du kan ikke så nemt sætte andre kabler til end det som følger med tastaturet. Ikke at man behøver det for kablet er faktisk ret robust og omsluttet af vævet stof, så det ikke vikler sig omkring sig selv så nemt.
I øverste højre hjørne har Razer placeret fire runde knapper på Huntsman V3 Pro. De tre af knapperne kan man trykke på mens den yderste og største af dem er mulig at dreje. Fra fabrikken er denne knap indstillet til at justere lyden med, men dette kan du ændre via softwaren, Razer Synapse.
Funktionalitet
Nævnte Razer Synapse app er ret omfattende og tung af en app til indstilling af gaming udstyr at være. Brugerfladen er egentlig slet ikke så slem når man først har vænnet sig til den og gennem Razer Synapse kan du tilgå alle dine Razer enheder og visse Philips Hue enheder.
Huntsman V3 Pro har adskillige undermenuer du kan tweake tastaturet gennem og der er temmelig mange indstillingsmuligheder. Tasterne i Huntsman V3 Pro er med Razers egenudviklede switche, som du kan justere aktivering på. I Synapse softwaren kan du lave forskellige profiler, så du kan have én aktivering mens du spiller og en anden når du skriver.
Tasterne har også en analog-funktion, som vi kender fra controllere. Det betyder at du kan sætte en tast til at reagere på hvor meget du trykker den ned og det er ret smart i bilspil eksempelvis. Det virker dog til kun at være understøttet af udvalgte spil.
Hvis du spiller nogle spil med meget button mashing, så kan du også aktivere Rapid Trigger funktionen, som registrerer tasternes bevægelse opad så du hurtigere kan buttonmashe og ikke behøver løfte en tast hele vejen op.
Switchene i Razer Huntsman V3 Pro er ret lette at trykke ned med deres 40g aktiveringskraft så uden Fingerspitzgefühl kan det godt være svært at kunne mærke forskel på de mange indstillinger man kan lave på tasterne. Det er dog fedt at man kan for det lader dig som bruger skræddersy din gamingoplevelse.
Med mulighed for at gemme seks profiler på selve tastaturet, så kan du have dine indstillinger klar til skriveri, racing, skydespil eller strategispil og slutte tastaturet til computere, hvor Synapse ikke behøver være installeret. Indstillingsmulighederne er ret omfattende og mulighederne mange. Hver enkelt tast kan have en forskellig aktivering og dobbelt-aktivering, så det siger lidt om de mange muligheder.
Selvom jeg sagde at drejeknappen ab fabrik er sat til at justere lydniveau med, så er det ikke helt sandt, for du kan også bruge tasten til at finjustere aktiveringshøjden eksempelvis. Det gør dig i stand til at justere hver tast individuelt mens du spiller, hvis du vil teste indstillinger mens du spiller.
Det som gør det muligt at justere aktiveringshøjden og tasternes følsomhed er at Huntsman V3 Pro er udstyret med anden generation af Razers Analog Optical switche, som altså bruger lys til aktivering af tasten i stedet for en mekanisk bevægelig del, som vi kender fra de fleste mekaniske switche. Tastaturet registrerer, hvor meget lys, der kommer igennem og på den måde kan man altså justere aktivering og have to aktiveringspunkter på hver tast. Det er ret fedt.
Lys
Man kan naturligvis synes om RGB lys hvad man vil. Det er dog op til den enkelte om denne vil bruge det til at lave sit tastatur om til et juletræ eller som jeg bruge lyset til at fortælle mig hvilken profil, der er aktiv så jeg ved hvilke genveje der virker. Dog kan man meget mere med Synapse softwaren og lade lyset blive påvirket af status i spillet, hvis man da ellers har tid til at se på sit tastatur mens man gamer.
Som nævnt er lyset kraftigt, men jeg forestiller mig at det kan blive endnu mere spektakulært, hvis tastaturets overflade ikke var så mørk som den er. Selv synes jeg det er fedt som det er og afdæmpet, men går man efter de store lyseffekter er det altså lidt dæmpet.
Brug og komfort
Tasternes lette vandring og aktivering gør at Razer Huntsman V3 Pro er behagelig at skrive på. Du kan lade aktiveringen være hurtig så dine fingre skal vandre endnu mindre, men dette kunne jeg ikke selv vænne mig til under testperioden og lavede derfor ret mange tastefejl. Mit sweetspot var lidt under midtvejs fra de 0,1 mm til 4 mm man kan sætte vandringen til at være.
Håndledsstøtten er som nævnt ikke nogen absolut nødvendighed, idet Huntsman V3 Pro for mine hænder var fint behagelig uden. Jeg valgte dog at anvende håndledsstøtten et par dage og var egentlig fint tilfreds med den på nær når jeg flyttede tastaturet og den så ikke fulgte med.
Det var i øvrigt rart med LED-indikatorlysene over piltasterne fordi man der kunne se, hivlken indbygget profil man havde aktiveret og når man justerede tasternes aktivering, så kunne man gøre det direkte på tastaturet og havde altså ikke brug for Synapse softwaren.
Konklusion
Razer Huntsman V3 Pro er et ret funktionelt tastatur. Foruden at have et solidt design, gode og præcise taster samt et flot design med lækre RGB-lyseffekter, der dog kunne lyse mere hvis tastaturets overflade var en smule lysere. Det er for mig at se dog muligheden for tilpasning af tasterne ned til mindste detalje, der gør at tastaturet lever op til sit “Pro” i navnet og giver gamere skridtet mod muligheden for at tilpasse hver enkelt tast til de spil de spiller. Jeg synes selv tasterne er en anelse for lette at trykke ned, men er også godt klar over at det er en smagssag.
Alt i alt er Huntsman V3 Pro et ret gennemført tastatur, der på det ydre giver en fed tastaturoplevelse uanset om man gamer eller skriver, men under overfladen er der rigtig mange muligheder for personlig tilpasning. Da alle vi gamere er forskellige og har hver vores spillestil, så er det ret fedt at kunne skræddersy sin gamingoplevelse. Prisen er dog noget, der kan skræmme folk væk.
Positivt
- Tilpasningsdygtige taster
- Flot og “simpelt” design
- Præcis vandring i taserne
- Flot Chroma-lys effekt
- Mange tilpasningsmuligheder gennem software
Negativt
- Lette taster (personlig vurdering)
- Razer Synapse kan være tung til tider