søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer DeathAdder Pro Wireless

Test: Razer DeathAdder Pro Wireless

Med Razers Pro serie er det nu (endelig) blevet tid til at kigge på en af deres mest populære mus, nemlig DeathAdder, i en trådløs udgave. Du kan læse med om vores vurdering af Deathadder Pro i denne test.

Hvad er der i æsken?

Til trods for at Razer har overgået til mere miljøvenlige kasser til deres udstyr, så får man alligevel en fornemmelse af at det er noget ordentligt man lukker op til. Æskens indhold består så af selve musen, microUSB kabel til opladning og tilkobling, adapter til USB-adapter og USB-adapter. Dertil er der også et par farverige Razer klistermærker, for dig, der ønsker at vise dine farver.

Design

Hvis du kender Razer DeathAdder, så kender du nærmest også Pro versionen. Razer har heldigvis valgt at bibeholde det populære design af den mus-serie, som har solgt over 10 millioner eksemplarer og med god grund. Razer DeathAdder Pro er designmæssigt en simpel opskrift, men nok også derfor den bare virker for så mange. Det er et design lavet til højre hånd med en form, som gør at den ligger godt i hånden. Den har en vis størrelse, så den er efter min mening ideel til folk, der spiller med palm-grip og altså hviler hele hånden på musen.

Derudover er der på Razer DeathAdder Pro ikke mange ekstra knapper, men derimod de gængse frem og tilbage knapper foruden de primære hovedknapper i toppen. Ved scrollhjulet er der dog to ekstra knapper, som i udgangspunktet er sat til justering af musens sensor-følsomhed, men du kan sætte dem til noget andet om du vil.

Kompleksiteten hæves en smule i denne trådløse udgave, idet man på undersiden af Razer DeathAdder Pro også har en knap. Denne kan skydes i tre positioner så du kan forbinde musen via den medfølgende USB-dongle, Bluetooth eller slukke musen og bruge den med kabel mens den eksempelvis lader op.

På undersiden af Razer DeathAdder Pro finder man også tre relativt store hvide fødder, som er dem, der sørger for at musen glider henover din musemåtte. Musen giver i sig selv ikke meget modstand og sætter sig dermed ikke fast til musemåtten. Hvis man ønsker dette så skal man nok sørge for at få en musemåtte, der har en tekstur, der fanger bedre. Dér er der tale om en smagssag og jeg selv er begyndt at foretrække en mus, der bare glider let over musemåtten. Man finder her på undersiden også stik til Razers dockingstation til mus, som altså kan købes ved siden af. Slutteligt er der også et lille låg, som man finder USB-donglen i og altså kan bruge til at transportere selvsamme dongle i så den ikke bliver væk.

Razer DeathAdder Pro er sort og andre farver er der kun lidt af i bunden som nævnt, men ellers via det store Razer logo på ryggen, som du kan få til at lyse i alle regnbuens farver. Vi ville ikke være i 2020 uden lidt RGB eller Chroma som Razer kalder deres belysningsteknologi.

Den sorte overflade er dog ikke ens over det hele. Toppen af musen er eksempelvis mat plastik, mens siderne er af gummi med mønster. Dette designvalg er for at sikre dig et bedre greb om musen. På lige netop dette punkt har Razer DeathAdder udviklet sig en del og denne gummikant er helt sikkert velkommen i min bog. Det gør at musen ikke glider, selvom man måtte komme til at svede på fingrene eller hånden.

Nu hvor DeathAdder Pro er en trådløs mus, så skulle man ikke tro jeg ville komme ind på det kabel, som der medfølger, men det bliver jeg nødt til af to årsager. Først og fremmest skal Razer ikke have ros for også at vælge microUSB i denne omgang. Det kan jeg simpelthen ikke kapere man gør i 2020. Dernæst vil jeg dog rose kablet for at være ret luftigt designet og det betyder at det (1) ikke vikler sig så nemt omkring sig selv og (2) at det føles let når man bruger det og altså ikke griber fast i ens øvrige ting på skrivebordet.

Nu taler jeg ud fra min egen erfaring og hånds størrelse, men det fede ved Razer DeatAdder Pro designet er dens simplicitet og at den ligger så godt i hånden samtidigt med at knapperne er så nemt tilgængelige. Dertil er knapperne med en rigtig god vandring og feedback. Scrollhjulet kunne jeg måske godt tænke mig lidt mere modstand og feedback fra, men det er en smagssag udelukkende. Til sammenlignin af størrelse ses Razer ved siden af Logitech G502 i nedenstående billede.

Funktionalitet

Rent funktionelt får man mest ud af Razer DeathAdder Pro når man også installerer Razers software til indstilling af musen, Synapse. Synapse softwaren er mange ting deriblandt lidt tung af en software til indstilling af en mus, men man skal også se det som en helhedsløsning for dig, der har flere Razer enheder koblet til. Til trods for kompleksiteten af Razer Synapse og dens mange muligheder, så er brugerfladen ret nem at lege rundt i. Menuerne er sigende og nemme at navigere rundt i.

Razer DeathAdder Pro understøtter adskillige indstillinger gennem appen, såsom indstilling af hver knaps funktion, belysning, sensorens følsomhed, som i øvrigt også kan indstilles til at have forskellig følsomhed afhængigt af om man bevæger den horisontalt eller vertikalt. Ikke at jeg ved, hvem der kunne få brug for dette, men mon ikke Razer har lyttet til noget feedback før de har inkluderet det i deres løsning.

Ydelse og sensor

Bestykket med Razers seneste kærestebarn i form af Focus+ sensoren har man med op til 20.000 DPI at gøre godt med. I min hånd er 20.000 lig med at jeg ikke kan følge med i min egen markør, men jeg ved også at nogen spiller mere med håndleddet end ved at bevæge selve armen rundt på musemåtten, hvor en højere DPI er kærkommen.

Jeg testede den optiske Focus+ sensor i adskillige tests, hvor gaming udgjorde størstedelen og kunne ikke konstatere at den svigtede mig. Hverken ved små præcisionsbevægelser, tegneprogrammer eller ved hurtige og pludselige retningsskift i diverse spil. For mig er Razer DeathAdder Pro dog en FPS mus, hvor den med sin store størrelse og gode store knapper er yderst håndterbar.

Komfort og brug

Apropos størrelse, så er Razer DeathAdder Pro en stor mus om man kan lide det eller ej. Personligt hviler min hånd ganske fint på musen og også i højre side synes jeg ikke at fx min lillefinger mangler støtte. Takket være størrelsen og så gummikanterne føler jeg at musen både er behagelig, men samtidigt har jeg et utrolig godt greb om den.

De store primære knapper er en smule buede i midten, således at dine fingre hviler på dem og det giver også god kontrol. Til trods for trådløs opkobling og et batteri er Razer DeathAdder Pro en letvægter på blot 88 gram. Det er for mit eget vedkommende den eneste negative udvikling i denne mus for jeg foretrækker selv en tungere mus at spille på og der er ikke vægte at justere vægten med. Det dejlige ved vægten er dog at den ikke bliver trukket rundt af kablet, som virker tykt, men altså ikke vejer voldsomt.

Du kan forbinde til to computere ved hjælp af Bluetooth og så USB donglen. Bluetooth bør dog ikke bruges til seriøs gaming da denne forbindelse ikke er nær så hurtig, som de to andre muligheder, for du kan naturligvis også tælle kabelforbindelsen med i optællingen. Det gøres ved knappen i bunden og Bluetooth forbindelsen bruger blot den profilindstilling og altså genvejstaster som du afsluttede med i Synapse sidst du brugte denne.

Batteritid

Eftersom Razer DeathAdder Pro kan forbinde via både Bluetooth og den lynhurtige trådløse forbindelse, som Razer i øvrigt kalder HyperSpeed, så oplyser Razer os også to forskellige batteritider på henholdsvis 120 og 70 timer, hvor den længste af dem altså er via Bluetooth. Jeg havde ikke mulighed for at teste denne helt præcist grundet mine alsidige brugsmønstre, men skulle jeg bruges Synapses indikation af batteristatus og de timer jeg spillede/arbejdede passer det nok meget godt med cirka 70 timers gaming – med lyset slukket vel at mærke.

Konklusion

Razer DeathAdder Pro bibeholder den form og størrelse, som musen har fået sin popularitet på og er en af de mere komfortable mus på markedet. Den vejer lidt mindre end den gjorde oprindeligt, men til gengæld er der flere funktioner og i denne omgang sågar trådløs. Der er ikke meget skidt at sige om denne mus med mindre man virkelig vil lede efter nålen i høstakken, såsom at den forbinder via microUSB eller at den koster en anelse mere end en tilsvarende konkurrerende gaming mus, men til gengæld ved man at det bare spiller og at den er komfortabel at spille på i timer i streg.

Positivt

  • God form og design
  • Godt greb især palm-grip
  • God og præcis ydelse
  • Synapse software giver mange indstillingsmuligheder

Negativt

  • MicroUSB
  • Lav vægt (smagssag)

Pris og tilgængelighed

Set til 999,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Med Razers Pro serie er det nu (endelig) blevet tid til at kigge på en af deres mest populære mus, nemlig DeathAdder, i en trådløs udgave. Du kan læse med om vores vurdering af Deathadder Pro i denne test. Hvad er der i æsken? Til trods...Test: Razer DeathAdder Pro Wireless