lørdag, december 21, 2024
ForsideAnmeldelserTest: PocketBook Era ebogslæser

Test: PocketBook Era ebogslæser

For den læselystne er der godt nyt. PocketBook Era er for nyligt landet og er klar til at give dig en platform til alle dine bøger værende det tekst eller lyd. Vi har set nærmere på Era med 7″ E Ink skærm til dem der vil have deres ebogssamling med sig.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Era er ret simpel og minder om de andre kasser fra PocketBook, hvor selve ebogslæseren er i front og så er der et kabel med til opladning samt meget lidt papirværk. Instruktionen finder du på nettet eller på selve enheden.

Det skal dog nævnes at vi til testen fik udleveret både Era ebogslæseren og tre typer af covers til. Dette fordi enheden er lavet således at du kan fastmontere coveret på og det er dermed en relevant attribut for enheden. Læs med hvordan.

Specifikationer

  • Display 7″ E Ink Carta 1200 – 1264×1680 opløsning
  • Farver: 16 gråtoner
  • Touch: Ja
  • Vægt: 228 gram
  • Dimensioner: 134,3 x 155,7 x 8 mm
  • Farve: Silver / Copper
  • Batteri: 1.700 mAh
  • E-bogsformater: DJVU, DOC, DOCX, EPUB, EPUB(DRM), FB2, FB2.ZIP, HTM, HTML, MOBI, PRC, RTF, TXT, CBZ, PDF(DRM), CBR, ACSM, CHM, PDF
  • Lydbog understøttelse: M4A, M4B, OGG, OGG.ZIP, MP3, MP3.ZIP
  • Forbindelse: Wi-Fi og Bluetooth
  • Features: Sync via DropBox, spil, IPX8
  • Lager: 16 GB internt lager

Design

Som det seneste skud fra stammen fra det efterhånden velkendte PocketBook, så er Era modellen nu i et helt nyt slags design, hvor knapperne og “grebet” er flyttet i siden af skærmen.

At knapperne er flyttet til siden afhænger naturligvis af hvordan man ser på det, for PocketBook Era er lavet således at det kan rotere automatisk på skærmen, så hvis du hellere vil have en bred side i stedet for høj er det muligt. Det er også muligt at slå funktionen fra så du ikke (som jeg) bliver irriteret af at den roterer ved en fejl. Det hænder nemlig at sensoren inde i PocketBook Era bliver forvirret, hvis du ligger og læser, som jeg ofte gør.

Som det fremgår af ovenstående specifikation, så er skærmen på PocketBook Era en anelse bredere end højere og enheden føles ekstra meget bredere i hånden fordi knapperne er flytttet til siden.

Designet er ret fint udført og uden alt for mange detaljer, så det er ikke en enhed, der tiltrækker sig opmærksomhed som sådan, men sidder man med den, så har jeg da hørt flere spørge, hvad det er for en tablet, jeg sidder med.

Det jeg kan lide ved formen på PocketBook Era er at den er relativt nem at have i én hånd når man læser. På en eller anden måde behager formen min hånd ganske glimrende. Jeg føler at have langt mere kontrol over enheden i hånden end jeg eksempelvis havde med producentens InkPad 3, som ellers også lå fint i hånden.

PocketBook Era er designet med henblik på at blive brugt og du kan også snildt tage den med på badeferien. Ikke fordi jeg vil anbefale at du svømmer eller dykker med den, men den ville forventeligt overleve en tur i vandet skulle uheldet være ude, da den har en IPX8 rating på dette område og er altså støv- og vandafvisende ned til to meter i op til 60 minutter. Denne test udsatte jeg den ikke for, men den fik lidt rindende vand i cirka et minuts tid og tog ikke skade (i hvert fald viste den ikke tegn herpå under testperioden).

I højre side har PocketBook Era fire knapper, som du styrer og navigerer i menuerne med, hvilket dog skal suppleres med touch på selve displayet. For mig virkede det mere naturligt at skifte genveje på disse taster, således at det at bladre til næste side skulle gøres med den anden knap fra neden og ikke fra toppen. Uanset hvad du foretrækker, så tænker jeg det er et plus at du selv kan vælge, hvad knapperne skal gøre fremfor at det er foruddefineret og ufleksibelt.

Jeg synes selv at knapperne på PocketBook Era er godt placeret, men at de (næsten) ingen overgang har og det kan være svært at vide, hvilken tast man er ved at trykke på, hvis fx man læser i mørke, som jeg ofte gør.

PocketBook Era er i øvrigt udstyret med en skinne på bagsiden, som du kan tage af og herunder har den pogo-pins, så når du eksempelvis køber dig et cover med trådløs opladningsmulighed, så kan du forbinde denne direkte til ebogslæseren og nemmere komme til at lade den op ved blot at ligge den på en kompatibel overflade. Bemærk at opladningstiden via den trådløse oplader er en del langsommere end den direkte forbindelse via USB-C kabel.

Der er mange muligheder for opgradering af PocketBook Era i form af forskellige covers med forskellige funktioner

Du kan også få andre covers til PocketBook Era, hvis du hellere bare vil have et til beskyttelse af din ebogslæser når du transporterer den rundt. For mig betyder den lidt ekstra tykkelse med cover at enheden er endnu nemmere at holde om og have kontrol over mens man ligger og læser.

Du kan også skifte sider ved at swipe din finger henover skærmen på PocketBook Era, men igen synes jeg ikke at PocketBook har helt styr på den proces. Det er langt bedre end det var på InkPad, men stadig oplever jeg at jeg bladrer tilbage når jeg vil frem og omvendt til tider. Dertil er de fysiske knapper stadig en del bedre for de slår ikke fejl.

Funktionalitet

Kablet til PocketBook Era kobler du i øvrigt til i bunden af enheden og bruger det til også at overføre filer til enheden, som altså understøtter både ebøger og lydbøger. Det er dog ikke muligt at låne disse på biblioteket, så der er dén begrænsning. Den anden begrænsning er så at den online-butik, som du får adgang til via selve PocketBook Era er meget mangelfuld når det kommer til dansk indhold. Det er generelt ikke en shop jeg kan anbefale og foreslår i stedet man køber sine ebøger i et understøttet format og så blot overfører filen til enheden. Der er ikke den indviklede og træge proces med overførsel, som der eksempelvis er med Kindle produkter.

Selve opsætningen af PocketBook Era er ret nem og kræver nogle få trin, som du bliver guidet gennnem. Du kan vælge dansk som hovedsprog, men bemærk her at der til tider dukker underlige oversættelser op. Min tanke er at man har brugt Google til at oversætte og for hovedparten virker det egentlig også fint og tænker man skal være glad for at dansk overhovedet er med.

PocketBook har også arbejdet ihærdigt på integrationen og synkronisering på tværs af dine kompatible enheder, så jeg var ret positivt overrasket over at da jeg var færdig med at koble mig på Era og loggede ind i min PocketBook konto, så dukkede den bog op, som jeg var i gang med at læse på en anden PocketBook enhed og sågar på det rigtige sidetal. Når du starter enheden og bogen op nævner PocketBook Era nemlig at den kan se du er i gang med at læse på en anden enhed og om du ønsker at hoppe til den side, hvor du er nået. Det synes jeg er ret genialt.

Menu på dansk er mulig

Menu

Selvom PocketBook Era “bare” er en ebogslæser, så drives den altså af en dual-core 1 GHz processor med 1 GB RAM. Dette kan godt mærkes, for enheden er responsiv og indstillingsændringer træder ret hurtigt i kraft. Du har en del menupunkter at lege med, hvor du kan styre belysningens styrke, farve og temperatur, for den optimale læseoplevelse for netop dig. Jeg foretrækker varme farver, fordi mine øjne ikke bliver så trætte og så virker de mere som en “rigtig” bog, men du har altså mulighed for at vælge.

Der er dog et hav af muligheder for indstilling og tilpasning, hvoraf jeg har nævnt at du kan skifte genvejstasterne. Du kan også slå synkronisering med Dropbox til, så du ikke er så afhængig af lageret på din enhed, men det kræver så at du forbinder via WiFi for at hente materiale ned.

Den anden trådløse forbindelse, som er mulig med PocketBook Era er Bluetooth, hvor du kan sætte et par hovedtelefoner til. De virker fint til musik, men formålet er nu lydbøger og det gør hele enheden dét mere alsidig så du kan nyde både dine audio og tekstbøger.

Skærm

PocketBook Era benytter en såkaldt E Ink Carta 1200 skærm, som er en HD udgave af en teknologi, der blev frigivet tilbage i 2013. Denne model er dog relativt ny og kun introduceret på meget få modeller og Era er altså en af disse, samt blandt andet nyere Kindle Paperwhite. Det korte af det lange er at den virker super hurtig og responsiv. Det har naturligvis en betydning når man bladrer siderne igennem, men det er egentlig ikke her at den har den store betydning for mig. Jeg synes der hvor hastigheden i denne skærm kommer til udtryk er når man trykker/highlighter et ord man ønsker at slå op på google eller markere. Her er den bare hurtig og overraskende præcis.

Plusset er så at skærmen er så klar og tydelig, hvilket naturligivs er grundet den relativt høje opløsning, som resulterer i et PPI på 300 på den 7″ store skærm. Dette betyder at tekst står knivskarpt og er en sand fornøjelse at læse på. Skærmen har som nævnt adskillige lysindstillinger og det er naturligvis også et plus når man vil læse sine bøger i forskellig belysning. Der hvor en traditionel tablet, som en iPad eller Galaxy Tab kommer til kort er når man vil læse i direkte sollys i det fri. Her er skærmen på PocketBook Era takket være E Ink teknologien langgt mindre følsom. Det kan være at det på nogle af mine billeder af enheden fremstår som om der er genskær, men det er kameraet i min telefon, som driller og teksten er fint læselig.

Batteri og brug

Jeg endte med ikke at kunne teste batteritiden på PocketBook Era, men kan sige at jeg i min testperiode på tre uger ikke havde behov for at lade den op og der var stadig en del strøm tilbage. Det jeg forventer man kan er at lade den op hjemmefra og så ellers have læsestof til hele ferien, på nær hvis man skal på jordomrejse eller lytter til lydbøger i stor stil for her dræner man batteriet en smule hurtigere. Dog er der stadig til adskillige dages bøger ud fra mine beregninger.

Det fede er at PocketBook Era “æder” stort set alle formater man smider efter den uanset om det er tekst eller lyd. Selv hvis du har en PDF du ønsker at fordybe dig i, så har du muligheden og du kan også lave noter til dig selv i denne fil, men er altså ikke noget du kan eksportere til andre enheder (jeg kunne i hvert fald ikke hitte ud af dét).

Menusystemet på en PocketBook Era er drevet af et Linux system og menuen er ret hurtig og responsiv. Jeg kunne dog godt tænke mig at det var lidt nemmere at bladre i mit bibliotek med bøger. Hvis du har mange bøger kan det nemlig blive lidt for lange scrolls. Du kan sortere på senest læste så det hjælper på det, men leder du efter inspiration til den næste bog kan det godt være lidt trægt. Det helt klart fede her er dog synkroniseringen på tværs af dine enheder og med PocketBook appen på din telefon/tablet kan du faktisk også læse videre på denne og vice versa.

Når du læser dine bøger kan du hurtigt bladre mellem siderne ved hjælp af knapperne, som du også kan programmere til at bladre mange sider ad gangen. Det er også muligt at gøre tekst henholdsvis større og mindre afhængigt af hvad du foretrækker.

Der hvor jeg synes at Era falder lidt af på den er ved indlæsning af PDF filer. Det er bare ikke en ebogslæsers bedste ven, men muligheden er der til nøds. Skaleringen rammer bare aldrig helt plet synes jeg, om end det kan siges at jeg kan være svær at stille tilfreds.

Konklusion

PocketBook har gjort det igen eller måske har de sågar overgået sig selv. Era er en fantastisk ebogslæser med en knivskarp skærm, et responsivt system, god størrelse til hånden og en lang batteritid. Hvis du kan leve med at skulle købe og downloade dine bøger via computer eller en cloud-tjeneste fremfor at have en integreret shop, så er PocketBook Era et genialt valg. Den ser samtidigt ganske flot ud og du kan supplere den med fastmonteret cover, så du kan sikre den mod stød og slag når du transporterer den. Den virker med stort set alle ebogsformater og sågar også mange lydbogsformater, så du kan have din samling med dig på tur – forudsat denne ikke fylder mere end 16 GB vel at mærke for du kan ikke udvide hukommelsen på enheden – hvilkeg jeg dog heller ikke finder nødvendigt. Læseoplevelsen er en sand fornøjelse med Era og så lærer man at leve med at alle fire knapper føles som én stor og man skal kunne se dem for at vide, hvad man trykker på.

Positivt

  • God skærm
  • Hurtig og nem
  • Godt og flot design
  • Tilbehør nemt at sætte på

Negativt

  • Knapperne bør være mere tydeligt separeret

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For den læselystne er der godt nyt. PocketBook Era er for nyligt landet og er klar til at give dig en platform til alle dine bøger værende det tekst eller lyd. Vi har set nærmere på Era med 7" E Ink skærm til dem...Test: PocketBook Era ebogslæser