søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Plugo Tunes

Test: Plugo Tunes

Der har været mange forsøg på at gøre læring sjovt og det seneste vi har fået lov at lære bedre at kende er Plugo fra PlayShifu, som er bedst beskrevet som et modulært læringsværktøj for børn med adskillige moduler afhængigt af det “fag” man ønsker at beskæftige sig med.

Hvad er der i æsken?

Vores sæt, som vi fik tilsendt, bestod af to æsker, hvor den ene indeholdte en måtte der kan foldes ud og som har plads til at man placerer sin tablet for enden, mens den anden æske var det som hørte til modulet Tunes og bestod af et lille klaver og tre figurer. Alt sammen i farverigt design i både æske og indhold vel for at gøre det børnevenligt.

Design

Plugo er modulært i den forstand at dens måtte er det egentlige udgangspunkt. Det er denne man placerer foran barnet og med tabletten for enden. Måtten kan foldes sammen, men fylder stadigvæk en del selv efter den er foldet sammen, hvilket til dels skyldes den cylinderformede holder i enden, hvor der er en mekanisme indbygget, som strammer om tabletten, således at denne ikke vælter eller falder ud.

Ved den ende tættest på barnet er der markeret et område af, som indikerer, hvor man skal placere det klaver, som følger med til Plugo Tunes sættet. I pladen er der så placeret magneter, som holder klaveret fast til måtten, således at tablettens kamera kan følge det der sker.

Spillemåtten er lyseblå og nærmest helt ensfarvet, men jeg forestiller mig at dette enkle farvevalg også har noget at gøre med selve funktionaliteten og at det er nemmere for kameraet at genkende de objekter foran det. Selve klaveret i Tunes sættet er til gengæld meget mere farverigt og er på den måde appellerende for børn.

Materialerne i klaveret er plastik, hvor tasterne føles en smule mere gennemførte end resten af sættet. Da det er dem man kommer mest i berøring med giver det også fin mening. På bagsiden af klaveret er der små hvide plader med sorte prikker, som rykker sig i takt med at man trykker på tasterne. Disse skal man ikke bekymre sig alt for meget om, men blot holde frit udsyn til tabletten, da det er disse sorte prikker appen bruger til at følge med i hvad det er man trykker på. Der er dermed ikke nogen reel forbindelse mellem klaveret og tablet.

De små figurer der følger med til Plugo Tunes er lavet af tynd plastik og så føles det som om de er hule inden i uden at jeg har skåret dem op for at få denne tese bekræftet. Det får dem til at fremstå en smule skrøbelige uden at de nødvendigvis er det for vi legede rigeligt med dem uden at de knækkede eller på anden måde gik i stykker og jo de endte da også på gulvet adskillige gange.

Figurerne kan man placere i toppen af klaveret, hvor der er lavet en lille fordybning, hvor foden på figurerne passer i. Figurerne bruges til at skabe stemning i musikken man spiller og består af en guitar, tromme og saxofon.

Det smarte ved den måde Plugo er bygget op på er at man kan købe sæt bestående af måtten samt det modul man ønsker, men efterfølgende kan man så nøjes med at tilkøbe de øvrige moduler, hvis barnet ønsker at prøve kræfter med nogle af de andre fag. I Plugo serien er der på nuværende tidspunkt mulighed for Letters (Bogstaver), Count (Tal), Link (Bygning), Slingshot (Fysik) og natgurligvis Tunes til musik.

Designet af Plugo er mest af alt børnevenligt og det ligner noget legetøj mere end et skoleværktøj, hvilket jeg personligt tror er en vigtig detalje, hvis man skal have børnene overbevist om at det de har gang i ikke har noget med læring at gøre. Det rammer nemlig både de børn, som gerne vil lære, men også dem der “bare” vil lege.

Funktionalitet

Tanken bag Plugo er jo så at man skal lære gennem leg. For at dette kan lade sig gøre skal man installere Plugo appen på den tablet, som barnet skal bruge til at spille og lære på. Ganske for nyligt er denne app blevet oversat til dansk.

Det er dermed ikke blot teksten i spillet, som er oversat til dansk, men også stemmerne, som giver instruktion om det man skal gøre. Den danske oversættelse er en vigtig integration synes jeg fordi børnene på den måde kan være langt mere selvkørende når de skal spille. Dette kan jeg huske har været en udfordring med andre læresystemer, som var på engelsk. Selvom det hele for os voksne fremstår såresimpelt, så er min søn på eksempelvis 5 år ikke helt så velbevandret i det engelske endnu.

Der er dog en smule mangel på denne front stadig for det er ikke alt, som er oversat til dansk (endnu?). Plugo Tunes består eksempelvis af tre undermenuer. Det ene værende et interaktivt spil, hvor man skal redde verden med musik (i grove træk), det andet en introduktion til klaveret og hvordan man spiller Tunes samt den sidste menu, hvor barnet har lidt mere frie tøjler til at spille selv uden at det er så meget forstyrret. Det er især spillet, som mangler at få oversat en del til dansk, men også de andre aktiviteter er delvist på dansk og så lige pludselig hører man engelsk ud af højtaleren også. Alt i alt var det dog til at følge med for min mindste på 5 år, som netop før ikke havde gidet spille lignende spil, hvor han skulle være aktiv, fordi sproget var på engelsk og jeg skulle bistå alt for meget. Legen er langt nemmere når det er på dansk, fordi barnet (i hvert fald vores) var langt nemmere at motivere til at spille med.

Måden Plugo virker på er at det anvender AR og altså kameraet på tabletten til at læse, hvad der sker på klaveret for at overføre dette til spillet. Jeg kunne i den forbindelse ikke umiddelbart spore store forsinkelser fra at vi gjorde noget på klaveret til at der så skete noget på skærmen. Dét som jeg dog oplevede var at spillet ved hurtigere slag på tasterne ikke altid kunne nå at følge med og registrerede simpelthen ikke input. Det var noget som skete sjældent, men det virkede til at mine børn (den anden er 8 år i skrivende stund) sagtens kunne se udover dette og hyggede sig fint med Tunes.

Instruktionsdelen i Plugo Tunes skal dog efter min vurdering have en lidt mindre stejl indlæringskurve. Det går simpelthen for stærkt fra lette enkelte slag til akkorder og så videre til melodier. Barnet når ikke at opleve en succes før det bliver udfordret, især ikke hvis man ikke er helt med rytme i kroppen (her taler jeg også om mig selv) for så risikerer man at barnet mister interessen, hvilken næsten blev tilfældet med vores mindste.

Alt i alt er det dog super fedt at man blander en iPad med et læringsværktøj på denne måde, som samtidigt er sjovt. Min ældste er ikke den mest musikinteresserede (eller også var spillet for nemt til den alder), så han gav Plugo Tunes et par forsøg før han ikke rigtig gad mere, mens den lille var langt mere interesseret og satte det op når end han blev mindet om det enten mens jeg var der eller han gik forbi det og ville lege. For ham på fem år var det dog som nævnt en lidt stejl indlæringskurve, så han blev også nogle gange hurtigt irriteret og slukkede efter mindre end en halv times spil.

Efter han havde lært at spille bare sådan nogenlunde, så bevægede vi os over i undermenuen med melodierne. Her kunne man spille nogle kendte melodier, som de fleste børn kender, såsom “Baby Shark” og “Hjulene på bussen”. Dette var virkelig et hit og her blev vi som forældre mere involveret til også at spille med og begge børn syntes det var fedt at høre disse melodier blive spillet af en af os.

Som nævnt benytter man de figurer på toppen til at tilføje beats til de sange man spiller. Det vil sige så spiller der baggrundsmusik mens man spiller på klaveret. En rigtig fed feature, som gør at musikken bliver mere levende. Dog syntes ungerne ikke det var så fedt for de ville hellere høre deres egen musik og desuden oplevede jeg at kameraet i iPaden til tider havde svært ved at følge med når man drejede på figuren. Man skal nemlig dreje på figuren for at skifte forskellige beats og det virkede altså i udgangspunktet, men drillede fra tid til anden.

Plugo Tunes virker til at være nemt at gå til og det var i hvert fald for mine drenge muligt at de selv bare tog sættet frem og begyndte at spille på det. Det er kun den indledende opsætning, som skal klares af en voksen, således at man får oprettet en bruger i appen. Derefter kan man så også installere forældre-appen til Plugo, hvor man kan følge med i barnets udvikling. Dette er så ikke kun for Tunes sættet, men for alle sæt på tværs. Jeg havde ikke mulighed for at teste dén del, men kunne se at rapporterne og oversigterne viser, hvor meget af forskellige færdigheder barnet har arbejdet med. På den måde kan man også se om de måske skal have mere fokus på tal eller bogstaver, hvis de eksempelvis mestrer musik og ingeniør-sættet. Denne indsigt som forældre synes jeg faktisk bringer Plugo sættet op i niveau, da man på den måde kan “styre” barnets indlæring, hvor de fortsat “bare leger”.

Konklusion

Plugo Tunes udnytter en iPad på en rigtig god måde til at motivere børn til at lære gennem leg og det hele virker veludført både fra kittet til selve appen. Det er også fedt at meget af appen er oversat til dansk, så børnene selv kan spille uden hjælp fra en voksen og der er virkelig mange timers underholdning og læring i Plugo Tunes. Klaveret er en smule tæt og kun egentlig egnet for mindre hænder, men spillet er lavet på en børnevenlig måde. Måske lidt for børnevenligt og måske burde der være en smule mere læring uden den stejle indlæringskurve for at børn i højere grad forstår, hvad de gør så de ikke mister interessen. Det fede ved Plugo Tunes er at børn kan lære finmotorik, musik, hånd til øje koordination uden at vide de lærer, men blot hygger sig, dog var det (i hvert fald hjemme hos os) mest interessant for ham på 5 år og ikke så meget for den lidt større på snart 9.

Positivt

  • Både spil og læring
  • App på dansk (om end den kunne være mere oversat)
  • Flot og børnevenligt design

Negativt

  • Til tider kan softwaren ikke følge med ved hurtige slag på klaveret
  • For lidt indhold i introduktionsdelen

Pris og tilgængelighed

Set til 449,-

Plugo kan købes hos Av-Cables ApS, Bog & Ide, Legeakademiet,  Elgiganten, Fætter BR, Bilka and Power. Køb Plugo Tunes

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Der har været mange forsøg på at gøre læring sjovt og det seneste vi har fået lov at lære bedre at kende er Plugo fra PlayShifu, som er bedst beskrevet som et modulært læringsværktøj for børn med adskillige moduler afhængigt af det "fag" man...Test: Plugo Tunes