søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserLydTest: Plantronics Voyager 5200 bluetooth headset

Test: Plantronics Voyager 5200 bluetooth headset

For folk på farten er et godt headset et næsten ligeså vigtigt arbejdsredskab som en god computer, da man ofte befinder sig mellem lokationer, men stadig skal bibeholde kontakten til sine venner, familie, kunder osv. Plantronics har vi tidligere haft god erfaring med og de er nu kommet med en ny Plantronics Voyager 5200, som vi har fået lov at kigge nærmere på. Du kan læse med om det er din næste partner på landevejen, når vi tester den her.

Hvad er der i æsken?

Når man tager indholdet i betragtning er æsken relativt stor i forhold til. Dog er den lækkert udført så man får fornemmelsen af at det er noget kram, man nu skal til at pakke op. De tekniske beskrivelser på en sådan æske kan ofte være fyld, men det er mere moderat i dette tilfælde synes jeg. Der gemmer sig dog ikke meget andet end en manual, tre sæt øredutter og mikro-USB kabel til opladning. (Plantronics Voyager 5200 fås også som UC med dertilhørende USB-adapter til computeren)

img_2855

Design og funktionalitet

Før i tiden var jeg ikke selv særlig imponeret af disse relativt større headsets, når jeg mødte dem på gaden og tænkte at det måtte være tungt at have om øret. Desuden syntes jeg det så klodset ud og nok noget jeg aldrig selv ville benytte. Plantronics Voyager 5200 er nemlig større end gennemsnittet, da den har et temmelig stort “bagparti” som går bag om øret. Mikrofonstangen er heller ikke kort og den alene, sammen med øredutten, fylder så meget som et mere almindeligt og kompakt headset. Så kan man jo spørge sig selv, hvad den ekstra klods bag på og ekstra vægt skal være godt for. Der er mening med galskaben for Plantronics Voyager 5200 har en batteritid på op til 7 timer aktivt og så kan den stå på standby i mere end en uge ad gangen.

img_2857

Denne påstand kom naturligvis an på en prøve for som man ser det nogle steder, så kan producenterne godt finde på at pynte på disse resultater, eller i det mindste at runde opad for at ramme et pænere tal. Standby tiden holder fint i lidt over en uge, men denne testede jeg også kun en enkelt gang grundet testens varighed, men denne vurderer jeg personligt også til at være mindre væsentlig, så om den var en smule mindre end de 9 dage producenten angiver var jeg alligevel ikke gået amok over. Når det kommer til aktiv lytning, så kan man sætte Plantronics Voyager 5200 til at afspille ens musik fra den Bluetooth-forbundne enhed, selvom det nok ikke er hvad formålet med den er, men det giver en fin og effektiv måde at teste batteritiden på da headsettet konstant er aktivt. For at komme op på de 7 timer man får stillet til udsigt skal man ikke regne med at have fuld lydstyrke på Plantronics Voyager 5200 eller aktivere HD lyd (bredbåndslyd) for så er man hurtigt nede på omkring 5 aktive timer i stedet for. Dette bør også være tilstrækkeligt for de fleste, hvis de bruger den til at tale i arbejdsrelateret. Der skal temmelig mange samtaler til for at akkumulere 5-7 timers aktiv tale, så jeg vurderer det egentlig til at være acceptabel batteritid, selvom man nok skal lade op 2-3 gange i løbet af en arbejdsuge, hvis man bare snakker en smule i telefon dagligt.

Hvis man skulle tro at det er batteritiden, som gør Plantronics Voyager 5200 til noget særligt, så skal man tro om igen, for dette er ikke dens stærkeste side efter min mening. Den ekstra vægt skyldes også en del ekstra teknologi og sensorer, der er bygget ind i enheden. Disse muliggør at headsettet er “selvbevidst” og ved om du har det på øret eller ej. På denne måde kan man besvare opkald eller skifte højtaler fra ens telefon til Bluetooth forbindelsen ved enten at tage Plantronics Voyager 5200 af eller på. En teknologi, som denne producent har benyttet længe og har efterhånden også perfektioneret den, således at det med Plantronics Voyager 5200 bare spiller.

voyager-5200-backside

Hvis man har Plantronics Voyager 5200 på hovedet og i øvrigt givet den adgang til ens kontakter, så læser den op når nogen ringer og man kan besvare ved blot at klikke på den dertilhørende tast eller man kan også blot sige “besvar” højt og tydeligt nok til at headsettet registrer det og man er klar til at tale. Sidstnævnte giver nogle blikke, hvis det bliver brugt på åbent kontor eller i offentligheden skal jeg hilse og sige.

Plantronics Voyager 5200s størrelse blev nævnt som noget af det første, men det får det måske også til at lyde som om det er helt skidt. Det er det naturligvis ikke og man vænner sig til headsettet da det hviler på flere steder og dermed ikke trykker hele vægten samme sted. Man kan godt komme ud for at man glemmer at man har det på hovedet, takket være den menneskelige psyke, der automatiserer efter et stykke tid. Den store størrelse gør at knapperne til justering af lyd, besvarelse og mute er tydeligt separeret, så man nemt kan finde dem når man har headsettet på hovedet. Desuden er mikrofonarmen bygget med støjreducerende features for øje og selvom det ikke kan screene den værste vind væk fra samtalen, så hjælper det gevaldigt i forhold til mange andre headset jeg har testet. Dette er takket være hele fire mikrofoner til støjreduktion og seks lag af vindabsorberende WindSmart teknologi.

voyager-5200-back

For at få del i alle funktionerne med Plantronics Voyager 5200 bør man installere PLT Hub appen på sin telefon. Denne er intelligent bygget op i den forstand at den detekterer det headset man anvender og skræddersyer menuerne efter det. Her er det muligt at lege med indstillinger for hvad sensorerne skal reagere på og hvad de ikke skal. Derudover kan man opdatere sit headsets firmware, hvis der måske i fremtiden skulle komme forbedringer, fejlrettelser osv. Det er også muligt gennem softwaren at lokalisere sit headset ved hjælp af et kort, som har registreret den sidst kendte placering/aktivering, eller man kan også få den til at afspille en lydtone, hvilket naturligvis forudsætter at headsettet er indenfor Bluetooth rækkevide. Lydtonen er måske høj, hvis man har headsettet på hovedet (frarådes), men hvis man har en forventning om at lokalisere det på denne måde, skal man have fuldstændig ro omkring sig, for tonen kan ikke spille så højt som man måske skulle håbe.

Plantronics Voyager 5200 har en fantastisk klar lyd som standard og det hjælper at mikrofonen naturligvis er screenet mod støj så modparten også synes det er en fornøjelse at snakke med én. Selvom jeg aktiverede bredbåndslyden for at få en bedre lydoplevelse følte jeg ikke at jeg fik dette til gode, nok fordi mine modparter ikke har en tilsvarende teknologi de kan aktivere, men det er rart at man kan få benyttet sig af disse fordele. Det skal pointeres at Plantronics Voyager 5200 er til samtaler og ikke til musik, til trods for at man kan benytte det til begge dele. Lyddelen føles dog en smule bedre end det tidligere testede Legend headset af samme producent, men det kan også være hukommelsen vakler for mit vedkommende.

voyager-5200-hero

Konklusion

Plantronics kender vi for at lave gode kommunikationsredskaber, der især er målrettet erhvervsfolk, som er afhængige af at kunne holde kontakten med deres kolleger, osv. og Plantronics Voyager 5200 skuffer bestemt heller ikke. Der er ikke sket meget udvikling siden den Legend vi har testet tidligere her på siden, men der er nok snarere tale om små tilpasninger, som blot er en evolution fremfor en revolution. Når det er sagt, så for dem der er på udkig efter et nyt headset med masser af features, såsom stemmekommando, sensorer der registrer når man tager headset af og på, samt en god lyd og assisterende app, så er Plantronics Voyager 5200 et fantastisk headset man kan have glæde af længe. Grundet batteritiden kan det ikke bruges til at samtale i en hel arbejdsdag uafbrudt, men det er også noget de færreste af os har brug for.

[checklist]

  • Design
  • Komfort
  • Lydkvalitet
  • Sensorer
  • App
  • Støjreduktion

[/checklist]
[badlist]

  • Batteritid kunne være bedre
  • Lyd ved mistet headset er relativt lavt

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 899,-

Se aktuel pris hos PriceRunner

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For folk på farten er et godt headset et næsten ligeså vigtigt arbejdsredskab som en god computer, da man ofte befinder sig mellem lokationer, men stadig skal bibeholde kontakten til sine venner, familie, kunder osv. Plantronics har vi tidligere haft god erfaring med og...Test: Plantronics Voyager 5200 bluetooth headset