torsdag, december 19, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Plantronics Voyager 4210 mono headset

Test: Plantronics Voyager 4210 mono headset

Er du typen som har mange samtaler i løbet af dagen, men alligevel foretrækker at være til stede og kunne høre alt omkring dig, så er et mono headset måske løsningen og netop et sådant, Plantronics Voyager 4210, har vi haft til test her på siden.

Hvad er der i æsken?

Vanen tro er disse professionelle produkter fra Plantronics pakket ned i genbrugspap og det er på ingen måde en negativ ladet kommentar. Det skåner miljøet og selv manualen er bare en lille lap, som ganske enkelt fortæller dig som bruger, hvordan du kommer i gang. Indholdet af kassen er “bare” headset, stofspose til opbevaring og transport, USB-dongle og microUSB-ladekabel.

Design

Hvis det ikke skulle stå klart af billederne så betyder mono i headset regi at der kun er en lyddriver og øretelefon på Plantronics Voyager 4210. Designet er nemlig således at i stedet for den anden ørebøf, så er der en ekstra tyk plade af skum, som hviler på hovedbunden lige over øret i stedet for at der er noget på selve øret.

Dette designvalg er ideelt for dem, der sidder og ofte snakker i telefon samtidigt med at de har behov for eksempelvis også at kunne snakke med sidemanden eller generelt bare kunne høre, hvad der ellers foregår i lokalet.

Mono-designet på Voyager 4210 giver dig mulighed for at anvende headsettet uanset, hvilket øre du ønsker at benytte, for mikrofonen på ørebøffen kan dreje hele vejen rundt og dermed kan du også skifte undervejs, hvis det bliver nødvendigt.

Værende et professionelt headset så er det muligt at bestille serien med enten mono, som vores test eksemplar, eller som stereo. Derudover kan man bestille dem med enten USB-C eller microUSB tilslutning af USB-donglen. Man kan også sidenhen parre sammen med en anden Plantronics USB-dongle, skulle man få brug for dét.

Selve ørebøffen på Plantronics Voyager 4210 er relativt blød og betrukket med kunstlæder. Kunstlæderet er også at finde på selve hovedbøjlen, mens resten af designet er mere eller mindre plastik.

På ørebøffen er der også de knapper, som man finder på headsettet og de er både at finde på ydresiden, såvel som på “ringen” af headsettet. Ydersiden er til styring af opkald og på indersiden finder man mute knappen til mikrofonen. Trykker man dog på denne knap, så er der intet, som fortæller dig at mikrofonen er mutet hverken lys eller lyd. Det er lidt skidt at man ikke kan være vidende om, hvorvidt man har kommet til at mute sig selv, før man begynder at sige noget.

Funktionalitet

Plantronics Voyager 4210 forbinder til to enheder samtidigt. Den ene værende via den medfølgende USB-dongle og her understøtter den både Windows såvel som Mac OS. Dernæst har den også Bluetooth forbindelse. Det fede her er at Voyager 4210 skifter mellem PC og mobiltelefon helt automatisk og finder også selv ud af om et opkald kommer fra det ene eller det andet. Dog smider den lyden fra PC, hvis nogen ringer på telefonen, mens man er midt i et kald på Skype på PC for eksempel.

Hvis man havde spurgt mig og jeg skulle vælge mellem stereo eller mono headset, så ville jeg personligt altid vælge et stereo af slagsen. Det samme gjorde sig gældende den gang Xbox blev leveret med et mono headset. Jeg forstod det simpelthen ikke og hvad folk ville med et sådant. Jeg har dog lært at det åbner op for nemmere samtale med kolleger og folk omkring en eller at høre nødvendige lyde mens man snakker i telefon, så man netop ikke har brug for at tage hele headsettet af, hvis man har noget at sige eller vil høre.

Lydkvalitet

Plantronics Voyager 4210 har en ganske fin lydkvalitet til både samtale og sågar også musik. Man skal så bare leve med at der i mono-udgaven, som vi tester, ikke er afskærmning og noget musik vil lyde lidt off fordi det er lavet til stereo. Uanset hvad er det dog langt bedre end sidemandens radio, som spiller for hele kontoret.

Der er masser af detaljegrad, men jeg oplevede at stemmer lød en smule mere robotagtige end jeg havde forventet, om end jeg får melding om at min egen stemme kom igennem helt fantastisk via mikrofonen.

Komfort

Jeg blev personligt overrasket over, hvor komfortabelt Plantronics Voyager 4210 var at have på. Ikke fordi jeg havde en forventning om at det ikke ville være tilfældet, men det at det ene øre hele tiden er frit var i hvert fald behageligt i det lange løb.

Komforten bliver kun ramt en smule af at Plantronics har valgt at belægge øretelefonen med kunstlæder, som mine ører simpelthen ikke er fans af og det gør at de begynder at svede efter længere tids brug. Ellers er det dejligt behageligt at have på hovedet og man mærker ikke rigtig til det.

Konklusion

Hvis du leder efter et mono-headset til brug på kontoret eller hvis du bare snakker meget i telefon og ønsker en mere behagelig oplevelse, så er Plantronics Voyager 4210 mono et ganske fint bud. Mono funktionaliteten gør at du har det ene øre fri til at føre samtaler ellers og det er rigtig behageligt at have på hovedet. Mikrofonens kvalitet er over gennemsnittet er min vurdering og husk du også kan skaffe modellen med stereo, hvis du foretrækker dét. Man betaler dog en lidt høj pris for et headset, der ganske vidst virker med både computer og mobiltelefon, men der mangler også en hel ørebøf i prisen er vel også nævneværdigt.

Positivt

  • Komfort
  • God lyd og mikrofon
  • Nemt skift mellem telefon og computer

Negativt

  • Pris

Pris og tilgængelighed

Set til 1.052,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Er du typen som har mange samtaler i løbet af dagen, men alligevel foretrækker at være til stede og kunne høre alt omkring dig, så er et mono headset måske løsningen og netop et sådant, Plantronics Voyager 4210, har vi haft til test her...Test: Plantronics Voyager 4210 mono headset