mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Philips 243B1JH monitor

Test: Philips 243B1JH monitor

I takt med at vores computere har fået USB-C og dermed kan slippe for individuelle dockingløsninger er selve dock-funktionen flyttet ind i skærmen. En sådan skærm har vi i denne omgang fået lov at se nærmere på, navnlig Philips 243B1JH, som også har et indbygget Windows Hello kamera.

Hvad er der i æsken?

Selve æsken er ganske basal med genbrugspap og lidt detaljer om produktet, der findes inden i. Når man åbner denne er der omsvøbt i flamingo selve skærmen med dertilhørende fod, som skal påmonteres og HDMI kabel, DisplayPort kabel, USB-C/A splitter kabel og strømforsyning.

Specifikationer

  • Skærm: 23,8″ Full HD 1920×1080 pixels
  • Opdateringshastighed: 75 Hz
  • Respons: 4 ms (grey to grey)
  • Kontrast: 1000:1
  • Lysstyrke: 250 cd/m2
  • Porte: DisplayPort 1.4 x 1, HDMI 1.4 x 1, USB-C x 1 med PD 90 W, USB-C x 1 PD 15 W, USB-A x 4, Audio-jack x 1, RJ45 Ethernet x 1, DisplayPort-out x 1
  • Audio: indbyggede højtalere 3 W x 2

Design

Philips 243B1JH er en helt sort skærm med en mat overflade og på den måde er den ikke synderligt iøjefaldende. Da det er tiltænkt som en kontorskærm så er det heller ikke én man forventer skal tiltrække sig opmærksomhed. Den matte overflade giver så til gengæld heller ikke genskær fra diverse lyskilder eller er den store fedtfingermagnet. Ikke at jeg forestille mig man rører for meget ved sin skærm efter den er blevet sat op.

Det som dog er ret flot designmæssigt på Philips 243B1JH er at den har en temmelig tynd ramme om selve skærmbilledet. Denne tynde ramme går omkring siderne og toppen, mens bunden har en lidt tykkere, men stadig relativt tynd, kant. Det bevirker at skærmbilledet virker større end det er når skærmen er tændt.

Det som dog til gengæld designmæssigt er en anelse uheldigt er at skærmen er udstyret med en relativt stor strømforsyning. Med skærmens kun 13,5 Watt i brug kan man måske undres at strømforsyningen er så stor, men det skyldes altså at den samme strømforsyning også skal levere strømmen via USB-C porten videre til din computer, smartphone og hvad du ellers finder på at slutte til.
Philips 243B1JH har som nævnt et indbygget webcam i toppen af skærmen. Konstruktionen er den samme, som jeg tidligere har set det fra Philips og altså med en pop-up mekanisme, hvor man kan skubbe kameraet ind i skærmen, så det med sikkerhed peger væk når man ikke vil bruge det. Der er nemlig ikke anden vis, hvorpå man kan deaktivere kameraet.

Det lidt uheldige ved dette design er dog å at når man vil skubbe kameraet på plads ind i skærmen eller trykke på det for at det popper op, så skal der bruges mere kræft end fodens hæve/sænke funktion kan bære og resultatet er så at man flytter skærmen nedad under processen. Løsningen kan være at man holder fast i skærmen forneden med den anden hånd, men det kræver altså begge hænder fri.
Philips har efter min mening valgt at gå lidt imod trenden for hvad der ellers har været meget almindeligt for skærme i en rum tid og det er touc-knapper. Philips 243B1JH er nemlig udstyret med en række fysiske knapper nederst til højre indikeret med hvid tekst, så man ved hvad de forskellige knapper gør. Menuen popper op på skærmen og giver i øvrigt dig som bruger en masse muligheder for indstilling, hvoraf nogle vil være nærmere beskrevet i næste afsnit.

Funktionalitet

Philips 243B1JH er temmelig nem at sætte op. Fra æsken kræver det blot en smule snilde at samle foden, hvor man i virkeligheden blot skal “klikke” den ind på bagsiden af skærmen og så skal den fod, som det hele står på skrues fast med en indbygget skrue. Herefter er man klar til at sætte skærmen til med diverse enheder man agter at anvende med den. For mit eget vedkommende satte jeg både PlayStation til via HDMI og computer gennem USB-C, men det fede er jo netop dockingstationen, som er indbygget og hvor man altså kan nøjes med ét enkelt kabel fra computeren til skærmen, hvorefter man har både videosignal, datasignal til de fire USB-porte og sågar også internet, hvis man er en af dem, der kun stoler på kabler.

Docking

Med den indbyggede dock i Philips 243B1JH slipper man potentielt set for en masse kabler. Hvis man tilmed ønsker at bruge computeren i clam-shell, altså hvor den er klappet sammen ved siden af computeren, så er der også denne mulighed fordi skærmen selv har et webcam indbygget.

Kvaliteten af selve billedet på kameraet er nogenlunde og ikke noget prangende, men til gengæld har den indbygget Windows Hello funktion. Det vil sige hvis ikke man har denne funktion i sin laptop, så åbner det lige pludselig op for at du kan logge ind i din computer ved blot at sidde foran skærmen når den booter up i Windows.

Dockingfunktionen i Philips 243B1JH virkede på både min Lenovo X1 og konens MacBook Pro og krævede hverken drivere eller den store opsætning. Det var plug and play og gik ret stærkt med at få signalet over på skærmen samt de tilsluttede enheder, såsom mus og tastatur til at virke. Mens MacBook Pro ikke understøtter Windows Hello kameraet i skærmen, så regnede jeg faktisk med at det ville virke på min X1, men her var det Windows 10, som var begrænsningen. Eftersom min X1 allerede har indbygget IR kamera og Hello så valgte den at opsætningen af denne skulle foregå dér og jeg kunne ikke skifte til Philips skærmens webcam under processen. For at teste Windows Hello og Philips 243B1JH blev jeg nødt til at sætte det op via min Desktops USB-C port og konstaterede at det virker ligeså hurtigt og smertefrit som på laptoppen. Når jeg tænder og Windows login-billedet dukker op, så siger den næsten øjeblikkeligt Welcome og logger ind, såfremt jeg sidder og kigger ind mod kameraet. Den tog til tider et ekstra sekund om at logge ind når jeg havde mine GUNNAR briller på hovedet, men loggede ind alligevel, selvom opsætningen blev lavet uden briller på.

Med USB-C sat til (eller DisplayPort) så understøtter Philips 243B1JH faktisk også såkaldt Daisy Chain. Dette betyder at du med ét kabel fra din computer og så et DisplayPort videre fra denne skærm kan slutte en yderligere skærm til uden at du behøver direkte forbindelse fra din computer til denne anden skærm.

Farver og billede

Jeg ventede mig egentlig ikke det store af Philips 243B1JH skærmen, hvad angik skærmens ydelse i forhold til farver og nøjagtighed. Jeg antog det ville være standard i forhold til så mange andre kontorskærme jeg har kigget på, men blev altså en smule positivt overrasket. Skærmen leverer nemlig et ret livligt farvebillede uden at det føles overeksponeret eller udvasket når man stiller lysstyrken ned.

Det er først når man aktiverer sparefunktioner eller den funktion, som Philips 243B1JH også har, LowBlue. LowBlue er til for at skåne dine øjne fra det skadelige blå lys fra skærmen. Lidt ligesom mine nævnte GUNNAR briller gør, så gør det at man er mindre træt af at sidde foran skærmen og ens øjne mindre spændte. Når denne funktion aktiveres bliver farverne en smule “forkerte” men til kontorbrug tænker jeg de fleste vil leve med dette for det er noget man vænner sig til.

Aktiverer du tilmed LightSensoren i skærmen, så vil denne kigge på om lysforholdet omkring skærmen og tilpasse skærmens lysstyrke så du om aftenen ikke får for meget lys. Denne funktion er smart på papiret, men under min test syntes jeg ikke helt skærmen kunne finde ud af det altid. Jeg har mørklægning på kontoret så jeg legede lidt med at tænde og slukke lyset samt åbne og lukke for mørklægningen, men syntes ikke altid skærmens lysstyrke fulgte med og tilpassede som forventet.

Philips 243B1JH har også en PowerSensor indbygget, som er en sensor, der registrerer om nogen sidder foran skærmen og hvis ikke så slukker den for lysstyrken også. Dette er for at spare på strømmen og lige dét er jeg generelt stor fan af. Desværre valgte skærmen i ny og næ (om end sjældent) at slukke for lysstyrken mens jeg sad lige foran og arbejdede.

Spil

I udgangspunktet er Philips 243B1JH ikke en gaming-skærm, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at sætte dens 75 Hz og 4 ms på prøve ved at smide lidt spil efter den. Hvis man køber Philips 243B1JH som ens kontorskærm, som man spiller på i ny og næ for at slappe af, så viser den sig faktisk til at være mere en habil til opgaven. Der er en del screentearing at spotte i hurtige spil, men den er bestemt ikke uduelig og i Warzone kunne jeg sagtens spille og hygge mig uden for store udfordringer med at skærmen ikke kan følge med. Dermed ikke sagt Philips 243B1JH er egnet til seriøs gaming, men kan altså sagtens gå an.

Konklusion

En skærm som Philips 243B1JH er hvad man selv gør den til i virkeligheden. Dens mange tilslutningsmuligheder og især USB-C dock-funktionen gør at den er velegnet til både at du kan rydde op på skrivebordet, men også til at du kan slutte stort set alt til den samtidigt, såsom en spillekonsol, laptop med USB-C og en desktop med DisplayPort. Så er der frit slag og én skærm til det hele, hvor du tilmed får mulighed for at anvende dens kamera til Windows Hello, men bemærk at denne funktion ikke virker, hvis du blot slutter et videokabel fra din computer til skærmen. Skærmen har flotte og naturlige farver og er hurtig nok til lidt spontan gaming uden at være en decideret gaming skærm, da den mangler både FreeSync og G-Sync. På nær at skærmens webcam pop-up funktion skal betjenes med to hænder, så har jeg ikke andet at sætte fingeren på. Philips 243B1JH vinder måske ikke nogle designerpriser, men funktionspriser kan den af mig få en masse thumbs up med på vejen for, da det er en ret komplet skærm, hvad funktionalitet angår, men prisen er også deroppe af.

Positivt

  • Fuld dock med 90 Watt ladning og internet-stik
  • Flot billedekvalitet
  • Nem at betjene
  • Tynd ramme om skærmen
  • Tilslutningsmuligheder

Negativt

  • Kameraets pop-up funktion skubber til skærmen
  • Pris

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

I takt med at vores computere har fået USB-C og dermed kan slippe for individuelle dockingløsninger er selve dock-funktionen flyttet ind i skærmen. En sådan skærm har vi i denne omgang fået lov at se nærmere på, navnlig Philips 243B1JH, som også har et...Test: Philips 243B1JH monitor