søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Petzl Swift RL pandelampe

Test: Petzl Swift RL pandelampe

Petzl Swift RL er en kraftig pandelampe, der dog formår at holde vægten nede.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve Petzl Swift RL pandelampen, en kort USB ledning til opladning, og en vejledning.

Design og funktionalitet

Petzl Swift RL er en kompakt og let pandelampe på kun 100 gram, men trods det kan den yde hele 900 lumen i lyseffekt. Den har to lysdioder, en der kaster lyset langt frem, og en der sender en blød og spredt lyskegle ud. De to lysdioder arbejder sammen for at give et brugbart lys. Pandelampen sidder fast med en enkelt justerbar elastik, der deler sig i to i nakken der gør at Petzl Swift RL sidder sikkert og komfortabelt.

Man tænder den med et kort tryk på knappen, og så viser den hvor meget strøm der er på batteriet med ved kortvqarigt at tænde 1 til 5 grønne lysdioder der kan ses fra toppen af lygten.

For at forhindre at den tænder under transport, så kan kan knappen låses ved at køre den til siden.

Den har to tilstande, en standard tilstand hvor lyset er konstant og kan skiftes mellem tre niveauer med trykknappen på oversiden. Der er Max Burn time der giver 10 lumen i hele 100 timer! Så er der standard der er opgivet til at lyse med 200 lumen i 5 timer, og endelig Max Power der lyser med 550 lumen i 2 timer.

Den anden tilstand er det Petzl kalder Reactive Lighting. På forsiden, til højre for de to lysdioder, sidder der en lysmåler.

Den måler hvor meget lys der er i omgivelserne, og indstiller lynhurtigt pandelampen til kun at give det lys der er nødvendigt. Det betyder at når man kigger ud over det mørke landskab, så skruer den op til max i den valgte indstilling, men så snart man f.eks. kigger ned på et kort, så skruer den ned så man ikke når at blive blændet af det reflekterede lys. Funktionen virker virkeligt godt, og hurtigt. Man skifter mellem Standard indstilling og Reactive indstilling med et langt tryk på knappen. Når man er i Reactive indstilling skifter man mellem de tre indstillinger med et kort tryk på knappen. De tre indstillinger er Max Burn time der lyser med op til 100 lumen i 10 til 50 timer. Standard indstillingen lyser med op til 300 lumen i 5 til 40 timer. Og så Max Power der lyser med op til hele 900 lumen i 2 til 30 timer. Der er stor variation i brændetiderne da det afhænger af hvor meget pandelampen skruer op eller dæmper.

Jeg har testet brændetiden, men kun i indstillingen med konstant lys, da der er for mange variable hvis man skulle teste den i Reactive indstillingen. Jeg testede Max Power, og her lyste den i 2 timer og 44 minutter inden den blinkede med lyset. 5 minutter senere skruede den ned til laveste indstilling på 10 lumen. Og her lyste den videre i 55 minutter. Den lyste altså væsentlig længere end hvad der er opgivet af Petzl. Efter en fuld opladning testede jeg med Standard, og her lyste den i 5 timer og 6 minutter inden den blinkede med lyset. Efter 5 minutter skruede den ned til 10 lumens, og først efter 3 og 40 minutter på 10 lumens slukkede den. Jeg valgte ikke at teste Max burn time da det ville tage mindst 100 timer.

Petzl er opgivet til at være certificeret til IPX4 Det vil sige at den ikke er vandtæt, så man skal passe på med at tabe den i dybe vandpytter. Men den kan modstå vandsprøjt fra alle sider, så den kan tåle at blive brugt i regnvejr. Jeg har dog altid haft min hætte oppe når jeg har brugt den i regnvejr, så den har været lidt beskyttet.

Opladningen sker med et USB stik der sidder i bunden af lygten.

Den klare plast omkring stikket lyser rødt under opladning, og grønt når den er fuldt opladet. En opladning fra helt tom kan tage 6 timer.

Lygtehovedet kan vinkles både op og ned, så man kan vinkle det ned mod ens fødder når man har pandelampen på. Men hvis man f.eks. bare har lampen om halsen, kan den vinkles op så lyset falder rigtigt. Det er en lille detalje, men som har stor betydning under brug.

En anden fin detalje er at der er refleks i elastikken, så andre nemmere kan se en i mørket.

Konklusion

Petzl Swift RL er en lækker all-round pandelampe. Den kan lyse store områder op hvis det kræves, og den kan spare på strømmen og sende brugbart lys ud i 100 timer. Man bliver meget hurtigt vant til Reactive indstillingen, den virker hurtigt og naturlig. Det virker helt primitivt at bruge en pandelampe uden Reactive Lighting efter man har prøvet Petzl Swift RL. Den sidder komfortabelt, og er let. Den eneste lille anke er at prisen er i den høje ende, og at en hel opladning tager 6 timer.

Pris og tilgængelighed

Petzl Swift RL er set til 775,- hos www.Pande-lampe.dk

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Petzl Swift RL er en kraftig pandelampe, der dog formår at holde vægten nede. Hvad er der i kassen? I kassen finder vi selve Petzl Swift RL pandelampen, en kort USB ledning til opladning, og en vejledning. Design og funktionalitet Petzl Swift RL er en kompakt og let...Test: Petzl Swift RL pandelampe