søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserFjernstyret legetøjTest: Parrot MAMBO minidrone quadrocopter

Test: Parrot MAMBO minidrone quadrocopter

Det er efterhånden længe siden man har anset droner for blot at være legetøj, især når man kan erhverve sig modeller til mange tusinde kroner, der kan bære rundt på kameraer og lignende. Heldigvis er der dog også nogen som fortsat kan se det sjove i droner og det er her Parrot MAMBO kommer ind i billedet. Parrots minidroner kender vi fra tidligere, men de er sidenhen blevet udviklet og tilpasset, hvor nu Parrot MAMBO er udstyret med en kanon og gribearm. Hvorvidt det ender med sjov eller frustration skal vi til at finde ud af i vores test.

Hvad er der i æsken?

I den relativt kompakte og flade æske finder man ved siden af selve Parrot MAMBO dronen en kanon, gribearm, usb-kabel, 50 kugler, en manual og så noget som ikke bliver beskrevet, men ligeledes kan placeres på dronen og kan holde på et kort.

Design

Parrot MAMBO er en såkaldt quadrocopter og har fire propeller i hvert sit hjørne af dronen. Propellerne består af to hvide og to sorte stykker og det kendetegner ligeledes resten af designet på denne model. I fronten har man dog lavet statuslysene til at blinke og lyse afhængigt af dronens status, men disse lys er også brugt til at ligne to øjne der stirrer frem og det giver selve dronen et lidt ondt look synes jeg.


img_3820

Omkring de fire propeller er der ab fabrik monteret nogle plastikstykker der går op og beskytter disse under flyvning eller hvis dronen skulle styrte ned. Man kan tage disse af og dermed fjerne noget vægt fra dronen, hvis man ønsker det og er sikker i sin flyvning, men hvis man flyver for første gang vil jeg nok anbefale man lader dem blive på til man har gjort sig bekendt med styringen.

På toppen af Parrot MAMBO er der seks cirkulære knopper, som bruges til at koble kanonen eller gribearmen til dronen. Bag disse er selve tilslutningen som fører strøm til enten kanonen eller gribearmen og det er altså kun den ene af de to nævnte, som kan sluttes til samtidigt. Jeg skulle naturligvis lige tjekke om rygtet talte sandt og jeg hev nogle LEGO-figurer fra børneværelset frem og minsandten kunne disse placeres på toppen af Parrot MAMBO i stedet for en af de to medfølgende tilbehørsdele. Selv der hvor propelbeskytterne monteres er der brugt samme princip, så man kan lige pludselig lave en ond drone der flyver gennem stuen. Man skal blot huske den ikke har kraft til at bære alverden.

img_3799

På bagsiden har man indgang til mikro-USB kablet som bruges til at lade batteriet op, som ligeledes findes på bagsiden af Parrot MAMBO. Jeg synes fortsat at det ikke er helt så nemt at tage batteriet ud når man vil skifte det, men det er måske for at dette ikke skal falde ud ved styrt eller lignende.

Ganske overordnet set føles Parrot MAMBO ingenting som de billige quadrocoptere man kan finde rundt omkring til et par hundrede kroner eller lignende. Ingenlunde er der tale om et super robust produkt i Parrot MAMBO, men det som holder det hele sammen i midten, altså kroppen må man jo kalde det, er temmelig rigidt og selv plastikdelene føles som værende af høj kvalitet.

I bunden af Parrot MAMBO finder man en sensor, som stabiliserer dronen ud fra at den kan vurdere højden som dronen befinder sig i og lige ved siden af har man også et nedadvendt kamera, som man kan bruge til at tage billeder med.

Funktionalitet

Ved levering kommer Parrot MAMBO til at være lidt ladet op, men en fuld opladning tager også kun en halv times tid cirka, hvorefter man er klar til at drøne rundt. Opsætningen kan være en smule drilsk, især hvis det er første gang man sætter sådan noget op. Det gælder egentlig bare om at gøre tingene i den rigtige rækkefølge fremfor at skynde på processen.

Man kan enten placere Parrot MAMBO på en jævn overflade og lade den lette fra denne eller også kan man aktivere funktionen som gør dig i stand til at kaste dronen op fra hånden, hvilket gøres gennem den app, FreeFlight Mini, som man installerer under opsætningen. Denne sidstnævnte måde kan dog være en smule problematisk, hvis man kommer til at tabe dronen og den ikke når at fange moment for så gik den lettere amok for mit vedkommende i hvert fald.

Ellers er det ganske lige til og man har styringsknapperne på skærmen af sin iPhone eller Android enhed til styring og til at udføre tricks i luften. Parrot MAMBO kan nemlig mere end blot flyve direkte i de forskellige retninger. Man kan få den til at lave loops i luften og lignende for lidt ekstra lir.

img_3821

En enkelt opladning holder dronen i luften i cirka tyve minutter. Jeg havde meget svært ved at presse den op til mere end dette og hvis jeg belastede den med forskellige akrobatiske tricks eller tvang den til at bære rundt på nogle LEGO-klodser så forværres batteritiden og så er det desværre en halv time før man kan lege med den igen, med mindre man har en reserve.

Grabber

Til Parrot MAMBO fulgte som nævnt to ekstra moduler, som man ganske enkelt monterer på selve dronen. Den første jeg vil komme lidt omkring er Grabberen, som er en gribearm der enten kan åbnes eller lukkes og det er så meningen at man skal kunne gribe fat i objekter og bære dem rundt. I princippet og i teorien en ganske sjov øvelse, men i praksis viser den sig at være en smule mere besværlig. Parrot MAMBO stabiliserer nemlig hele tiden i luften og det betyder at den tilpasser sig omgivelserne omkring den og det gør at den er meget præcis i sin flyvning når den får lov, men så snart den nærmer sig noget, som man kunne finde på at placere som mål for Grabberen så betyder den at den svejer en smule i luften. Med den rette træning kan man dog netop få en ekstra challenge ud af at gribe fat i noget og det gør det ekstra sjovt. Jeg har ikke en vægt på hvor meget Parrot MAMBO så kan bære med gribearmen, men det er ikke meget førend stabiliteten daler og batteritiden ligeså, men det er nu meget sjovt alligevel.

img_3823

Cannon

Den anden monteringsdel til Parrot MAMBO er dens kanon, som man placerer i toppen af den og denne har så plads til fem kugler af gangen. Når man aktiverer funktionen på sin Parrot MAMBO så affyrer den efter nogle få sekunder en af kuglerne fremad foran dronen. Der er ikke voldsomt meget kraft bag, så med mindre man er lidt højere oppe skal man ikke forvente at kuglen ryger særlig langt.

img_3822

Jeg oplevede i enkelte tilfælde at Parrot MAMBO affyrede flere skud i streg selvom jeg kun havde trykket på knappen én gang og dette skete af adskillige omgange i øvrigt uden at jeg kunne vurdere om jeg gjorde noget forkert eller om den lige havde en fejl i ny og næ. Det er nu meget sjovt alligevel og selvom man ikke kan bruge Grabberen samtidigt med kanonen så giver begge anledning til en masse leg og sjove udfordringer man kan sætte for hinanden.

Afslutningsvist vil jeg gerne pointere at efter at have leget med Parrot MAMBO nogle gange med opladningerne imellem så er det faktisk slet ikke så slemt med tyve minutter og hvis man har adskillige Parrot minidroner med sig deler de batteri. Jeg var dog af den forestilling at grundet Parrot MAMBOs størrelse så kunne jeg anvende den indendørs, men den bliver hurtigt ustabil, med mindre man har en kæmpe stor stue med masser af fri plads, for den kompenserer hele tiden for den vindmodstand den møder fra sine egne propeller og der er faktisk ganske meget tryk på selvom man måske ikke skulle tro det.

Konklusion

Jeg vil ikke mene at Parrot MAMBO er legetøj i traditionel forstand, for selvom disse små droner ser ret så uskyldige ud, så er der faktisk en del kræft bag deres motorer og de kan også forvolde en smule skade forestiller jeg mig. Med dens simple tilgang kan man dog naturligvis lade de små hygge sig med de basale funktioner, men Parrot MAMBO kan så meget mere takket være den præcise flyvning og stabilitet samt kodningsmulighed. Dertil kommer Grabber og Canon tillæg som ekstra bonus oveni, som man kan bruge til lidt af hvert og stedfæster at Parrot MAMBO ikke blot er legetøj. Der er i al fald tale om legetøj af høj kvalitet i givet fald og selvom det for mit eget vedkommende fortsat er en smule skuffende at disse droner kun kan flyve i tyve minutter før de skal lades op igen, så kan man sørge for at have lidt ekstra batterier med sig og så ellers have dem ladet op hele tiden. Hvis man sørger for det så sørger Parrot MAMBO også for at man har det sjovt.

[checklist]

  • Ekstra tilbehøret gør den ekstra sjov
  • Stabil og præcis til at flyve
  • Høj kvalitet
  • LEGO-klodser kan stables på den

[/checklist]
[badlist]

  • Kræver plads

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 1.081,-

Se aktuel pris hos PriceRunner

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det er efterhånden længe siden man har anset droner for blot at være legetøj, især når man kan erhverve sig modeller til mange tusinde kroner, der kan bære rundt på kameraer og lignende. Heldigvis er der dog også nogen som fortsat kan se det...Test: Parrot MAMBO minidrone quadrocopter