søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: OnePlus Watch 2

Test: OnePlus Watch 2

OnePlus er klar med deres andet forsøg på et smartwatch og det, Watch 2, har de valgt at udstyre os med i en periode, så vi kunne bringe vores vurdering af det. Har de endelig ramt plet eller er der yderligere plads til forbedring? Det får du at vide her i vores test.

Hvad er der i æsken?

OnePlus er kendt for sin flammerøde farve i deres markedsføring og æsken til OnePlus Watch 2 er ikke nogen undtagelse, da siderne er røde mens toppen er hvid. Når du åbner selve æsken bliver du først og fremmest mødt af uret og når du løfter det ud af æsken får du adgang til et ladekabel, en ladebrik vil jeg kalde den og lidt papirer.

Design

Først og fremmest så gør billeder af OnePlus Watch 2 den ikke nogen tjenester. Uret er i virkeligheden langt mere lækkert end jeg synes det fremgår på skærmen. Designet er både robust og stilet på samme tid, hvor den højre side gemmer på to knapper og resten er én blank overflade med skærmen på toppen.

Skærmen er i øvrigt en AMOLED på 1,43″, hvilket er hvad der kunne være plads til på den 46 mm “urkasse”. Skærmen fylder en hel del, men der er en lille kant omkring den også. Skærmen er rund som det fremgår af billederne og der er blevet plads til 466×466 pixels, hvilket muliggør små tekster og mange detaljer trods den lille overflade.

Urremmen, der medfølger går i et med uret og er på 22 mm. Den måde remmen er lavet på gør at OnePlus Watch 2 ikke kan ligge fladt på et bord. Det vil helt sikkert irritere nogle (andre end mig), men det er en mindre irritation trods alt. Du kan presse en anden rem på, som det fremgår af billedet, men det bliver ikke helt ligeså kønt synes jeg.

Opladeren til OnePlus Watch 2 er en lille såkaldt base, som magnetisk sætter sig fast til telefonen på dennes fire pins i toppen af bagsiden. Det er en speciel oplader så du kan ikke bruge hvad som helst desværre.

Bagsiden gemmer også på urets sensorer, der eksempelvis holder øje med din puls under træning eller ilt i blodet.

Kronen på uret (kaldet Home knappen) er den større og mere fremtrædende knap i toppen af OnePlus Watch 2. Ligesom den anden knap kan du i indstillingerne programmere, hvad knappen skal gøre når du afhængigt af hvordan du trykker på den. Det lidt underlige er dog at Home knappen kan du enten klikke på én gang, to gange eller holde inde, mens den nederste knap kan du kun trykke én eller to gange.

Det andet underlige ved Home knappen er så at den kan rulles, men dette har ikke nogen funktion, som det eksempelvis er tilfældet ved andre smartwatche med en rullende krone eller rigtige ure for den sags skyld. Det er en uudnyttet mulighed efter min mening.

Udover det for mig lækre design, som jeg synes sender vibes af OnePlus’ telefoner og den flotte skærm, så er det også muligt til en vis grad at personliggøre OnePlus Watch 2. Hvordan skærmen ser ud kaldes et watchface og dette har du mulighed for at ændre. Ikke blot baggrunden og farve, men sågar hvordan de forskellige informationer er på skærmen. Der er utroligt mange designs, som er gratis at anvende, men du kan også finde nogle, der koster penge om du vil.

Funktionalitet

OnePlus Watch 2 kræver en Android telefon for at kunne blive sat op og virke, men det behøver ikke at være en OnePlus telefon. Du skal installere OHealth appen fra app storen, som egentlig i sig selv er en fed sundhedsapp, hvor du kan følge med i dine daglige aktiviteter, men så også parre dine enheder og styre urets indstillinger igennem.

Det er også gennem OHealth appen du skifter det førnævnte watchface og hvis du er forældre til et barn, der bruger Watch 2, så kan du også styre hvilke apps barnet kan tilgå. Det er et lidt for stort ur til et barn efter min mening, men idéen er god.

Brug

Generelt er OnePlus Watch 2 ret hurtig. Den har så også to systemer til at drive dens forskellige opgaver, så den del er måske ikke så underlig. Dog oplever jeg en lille uhensigtsmæssighed når jeg får notifikationer på uret. Det vibrer og fortæller mig at der er noget nyt, men når jeg løfter den op til hovedet for at kigge, så går der nogle gange lidt mere end et splitsekund før den viser min besked.

Det lyder som en lille gene og er det i virkeligheden også, men det kan sammenlignes med at når man arbejder på en ekstern skærm med forsinkelse på og så man flytter markøren, hvorefter der lige går et splitsekund før markøren på skærmen faktisk bevæger sig. Det sker ikke hver gang så det kan være det er når uret har nået en eller anden dvaletilstand.

OnePlus Watch 2 er i øvrigt udstyret med to processorer, henholdsvis Snapdragon W5 og BES2700, som hver driver de to systemer. Wear OS 4.0 værende et af dem og det som driver de fleste funktioner og apps. I baggrunden kører den mindre kraftige BES2700 det sekundære system. Det er denne kombination, der muliggør den lange batteritid, som jeg dog kommer mere ind på lidt senere.

Jeg har lidt ledt efter hvilke funktioner, der mangler i OnePlus Watch 2 for der må være en hage ved at kunne tilbyde et ur til denne pris og med en batteritid, som mange andre blot kan drømme om. Det skal siges at jeg har leget både med Huawei og Suunto smarture, som kan holde strøm i langt længere tid, men de er ikke nær så integrerede med din telefon som OnePlus Watch 2. Du har sågar mulighed for at betale med Google Pay, hvor du kan addere adskillige kort til betaling. Mit Revolut kort dukker dog ikke op som en mulighed, så jeg ved ikke om det ikke understøtter denne type kort eller om jeg ikke ved hvordan jeg tilføjer det.

Via OnePlus Watch 2 er det muligt både at besvare opkald og beskeder direkte fra uret. Du kan tale med den der ringer, men det kræver ret stille omgivelser for højtaleren er ikke særlig kraftig, men bare muligheden synes jeg er fed feature. Beskeder kan du både skrive og indtale til gengæld.

Batteritid

Årsagen til at man oplever denne forsinkelse er så igen disse to systemer, som OnePlus Watch 2 kører på. De kører for at optimere ydelse kontra energieffektivitet, således at man kan få en flydende oplevelse, men samtidigt få en god batteritid. Den flydende oplevelse er såmænd også til stede for det meste af tiden, men lige dér med de nævnte notifikationer er det savnet.

Dog betyder det at man får en utrolig god batteritid med Watch 2. Den leverer snildt de annoncerede 100 timer, forudsat man husker at slukke Always On Displayet. Med det tændt så er jeg nede omkring at skulle lade anden nat eller tredje morgen og det er egentlig heller ikke skidt.

Det fede er at OnePlus Watch 2 har supervooc opladning og jeg tror umiddelbart at jeg kunne holde uret kørende ved bare at huske at lade det op mens jeg er i bad om morgenen. Det juice uret får her er i hvert fald tilstrækkeligt til at køre dagen ud og natten med.

Sport og tracking

Det vil også glæde folk, der træner lidt mere end mig, at OnePlus Watch 2 også har GPS indbygget, så du kan tracke dine træning udover at uret som nævnt har sensorer til at holde øje med din puls og dermed estimere et kalorieforbrug.

Der er mange forskellige sportsgrene at vælge mellem og i OHealth appen kan du så se en nem oversigt over din præstation. Det kan du også til dels på urets display, men jeg synes at kombinationen med OHealth på telefonen er ret fin.

Konklusion

OnePlus Watch 2 er et af de bedste smartwatch-oplevelser jeg har haft og det er ikke kun fordi jeg ikke behøver lade det op hver dag. Det føles utrolig hurtigt på nær når man får notifikationer og gerne vil se dem med det samme. Udover det så er uret nær perfekt, i hvert fald til mine behov. Det har en masse funktioner og kan bruges til både sundhedstracking, som fitnessur, som modeur og til “bare” at slippe for telefonen når man vil gøre sig en smule uafhængig af den. Du har et hav af indstillingsmuligheder og en bred pallette af urskiver at vælge mellem gratis, så det burde være muligt at tilpasse uret og gøre det personligt. Dets lidt mere end de angivne 46mm i størrelse vil dog betyde at det ikke er til mindre arme, men for mig er det som nævnt nær perfekt.

Positivt

  • Meget funktionelt
  • Batteritid
  • Flot design
  • Hurtig
  • Nem at betjene

Negativt

  • Til tider en langsom reaktionstid
  • Kronen drejer dog uden funktion

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

OnePlus er klar med deres andet forsøg på et smartwatch og det, Watch 2, har de valgt at udstyre os med i en periode, så vi kunne bringe vores vurdering af det. Har de endelig ramt plet eller er der yderligere plads til forbedring?...Test: OnePlus Watch 2