mandag, november 18, 2024
ForsideAnmeldelserTest: OnePlus 10T 5G smartphone

Test: OnePlus 10T 5G smartphone

OnePlus er klar med endnu et flagskib i form af 10T modellen, som vi har leget med i et par uger her på redaktionen og er nu klar til at bringe vores tanker videre.

Hvad er der i æsken?

OnePlus 10T leveres i en brandrød æske med 10T skrevet på ydersiden uden øvrige store detaljer om hverken indhold eller telefon, før man kigger på bagsiden efter det skrevet med småt.

Selve indholdet i æsken er først og fremmest telefonen på toppen, en oplader og det ikoniske røde ladekabel med USB-C tilslutning i begge ender.

Specifikationer

  • Android: 12
  • CPU: Snapdragon 8+ Gen 1 mobilplatform
  • Skærm: 6,7″ AMOLED 120 Hz
  • Frontkamera: 16 Megapixel
  • Bagkamera: 50 Megapixel primær, 8 Megapixel ultra-vidvinkel, 2 Megapixel makro
  • Batteri: 4.800 mAh med 160 Watt hurtigopladning
  • RAM: 8 / 16 GB
  • Hukommelse: 128 / 256 GB
  • Dimensioner: 163 x 75,4 x 8,75 mm
  • Vægt: 203,5 gram

Design

Det som springer mest i øjnene når man får OnePlus 10T ud af æsken er dens massive kamera-enhed på bagsiden. Der er tre linser og et flash-element, som udgør fire relativt store cirkler og altså også fylder en del. Det er ikke anderledes end på 10 Pro, som vi også har testet, men flashen er blevet flyttet nedefra op.

Overfladen på OnePlus 10T er en smule anderledes end på 10 Pro og er af hård plastik, som føles robust, men til gengæld også en smule for billigt på en telefon i denne klasse og pris. Siderne virker til at være af metal til gengæld og telefonen er egentlig behagelig at holde på. Siderne på telefonen er buede, men displayet er ikke.

Eftersom OnePlus 10T nu engang er med en skærm på 6,7″ så er det ikke nogen lille telefon og dét til trods ser kameraet på bagsiden stort ud. Den har dog en fin størrelse for min hånd til at jeg kan holde på den behageligt, men dér hvor selv jeg bliver en smule udfordret er når jeg skal nå ind til fingeraftrykslæseren, som altså i denne telefon gemmer sig under skærmen.

Der foretrækker jeg med OnePlus 10T at anvende kameraet til ansigtsgenkendelse for at låse telefonen op. Begge funktioner virker langt hurtigere og nemmere at bruge end på min Samsung Galaxy Note 10 + i øvrigt.

Det man som garvet OnePlus bruger bemærker på OnePlus 10T er også at der ikke er nogen profilknap. En funktionalitet som jeg ellers i tidernes morgen har valgt en OnePlus telefon på og som jeg kunne finde på at gøre igen. Knappen findes på 10 Pro og sågar også den billigere Nord 2T og gør at du nemt kan skifte mellem lyd, lydløs og vibration og jeg synes det er en stor fejl at man har valgt ikke at inkludere den. OnePlus nævner at det skyldes pladsmangel internt i chassiet. Dét til trods for at OnePlus 10T vejer 3 gram mere og sågar er en anelse tykkere.

Selvom det er plastik så er jeg egentlig selv ret glad for den blanke overflade på bagsiden, idet den sidder fint fast i hånden uden at telefonen glider ud, men dét er kun når ens fingre er tørre for med den mindste smule væske, så får telefonen ben at gå på.

OnePlus 10T er med USB-C tilslutning i bunden af telefonen og så har den i øvrigt ikke andre porte foruden at du kan skubbe SIM-kort holderen ud, der så har plads til to kort og understøtter ikke udvidelse af lagerkapacitet med microSD desværre.

Funktionalitet

Jeg havde OnePlus 10T som min daglige driver i et par uger for at kunne teste dens ydelse i dagligdagen og jeg fik både gavn af den store og flotte skærm, som dog føles en anelse mindre lys end på 10 Pro, men på ingen måde en dårlig oplevelse per se. Jeg kunne ærligt talt ikke spotte forskellen i at displayet nu “kun” understøttede adaptiv frekvens mellem 60-120 Hz, men det har en indflydelse på batteritiden i længden forestiller jeg mig.

OnePlus laver ret fede covers til deres telefoner medfølger ikke

En af de vildeste funktioner ved OnePlus 10T er dens ladeevne. Den medfølgende strømforsyning på 160 Watt er ikke nogen gimmick. Tværtimod så sørger den for at lade telefonen op med 60% på bare 10 minutter i min test. Det gør at man kan leve med at den ikke har trådløs opladning, som jeg ellers ikke kan forstå er tilfældet i en flagsskibsmodel som denne. Både telefon og lader bliver dog en smule varme under opladning med denne hastighed, men da det kun varer i ganske kort tid, så når man ikke at blive nervøs.

Hvordan OnePlus gør dette er jeg ikke den, der skal gøre mig klog på, når jeg “ved” at USB-C kun understøtter op til 100 Watt i den nuværende teknologi, så må jeg antage at OnePlus tilføjer ekstra kabler og forbindelser i selve stikket. Min Samsung lader eksempelvis med en meget lav hastighed med dette kabel så funktionen er forbeholdt OnePlus.

De første par dage med OnePlus 10T resulterede også i en relativt skidt batteritid må jeg indrømme. Faktisk så meget at jeg frygtede for at den hurtige opladning ville blive dræbt af et ret skidt batteri, men det var muligvis fordi jeg legede en del med telefonen og dens funktioner de første par dage, der gjorde at batteriet simpelthen blev suget tørt.

Noget andet, som er hurtigt ved OnePlus 10T er dens processor, som også i min test viser sig at være en smule hurtigere end 10 Pro udgaven. Jeg kan i hvert fald godt mærke en væsentlig forbedring i ydelsen på OnePlus 10T sammenlignet med min nu tre år gamle Note 10+.

Jeg forsøgte mig også med spil på OnePlus 10T og også her var der ingen udfald, som jeg ellers oplever med lidt mindre kraftige smartphones. Telefonen bliver varm under gaming, men det er ikke så den bliver ubehagelig at holde på overhovedet.

Slutteligt er det at logge ind på telefonen noget som foregår snorlige og ret tjept. Jeg har tit haft lidt udfordringer med at min Samsung ikke genkendte mit fingeraftryk eller ansigt når jeg skulle logge ind, men denne oplevelse havde jeg slet ikke med OnePlus 10T. Det gjorde at jeg kunne leve med at der var en fingeraftrykslæser i skærmen, som jeg ellers ikke er den store fan af.

Kameraet ser umiddelbart ud til at være ens på OnePlus 10T som på dens storebror 10 Pro, men læser man detaljeret i specifikationsarket, så ser man at det er her man går lidt ned på udstyr. I stedet for et højtopløseligt ultrawide kamera og et telephoto kamera, så er OnePlus 10T udstyret med et 8 MP ultrawide og et 2 MP makrokamera, hvilket mildest talt er at gå ned på udstyr. De opmærksomme vil også bemærke at Hasselblad er væk fra OnePlus 10T.

Den store forskel kommer dog ikke nødvendigvis til at være noget man ville bemærke i hverdagen med mindre man render rundt med begge telefoner i hånden og tager ens billeder for netop at sammenligne dem. Det jeg forsøger at sige er at OnePlus 10T laver rigtig flotte billeder – også sammenlignet med 10 Pro – men den mangler en optisk zoom og så er den ikke nær så god til at tage billeder om natten.

Du kan se nogle af de billeder jeg har taget med OnePlus 10T og se at der er god detaljegrad samt gode lysforhold. Makrobillederne er fine og langt bedre end frygtet når nu sensoren “kun” er på 2 MP.

Makro shot med 10T
Nattebillede med OnePlus 10T
Profilbilledde med OnePlus 10T (ikke dens stærkeste attribut)

Konklusion

OnePlus har lavet en flagskibsmodel i form af deres OnePlus 10T, som prismæssigt er lidt mere tilgængelig, om end det efterhånden ikke er de priser vi har kendt OnePlus for før i tiden. Sammenlignet med storebroren så får man en lidt mindre god kamerapakke, men til gengæld er processoren og telefonens hastighed ganske udmærket. Så længe der er en betydelig prisforskel på de to modeller så ville jeg umiddelbart selv vælge OnePlus 10T, da det er en ganske glimrende telefon til prisen og du får utrolig hurtig opladning, en hurtig telefon, der tilmed har et stort og flot fladt display. Du giver dog afkald på lidt mere premium feel og så er der ingen profilknap, hvilket burde være forbudt at ekskludere på en topmodel fra OnePlus.

Positivt

  • Hurtig
  • Super hurtig opladning
  • Flot display
  • Solidt kamera til prisen

Negativt

  • Ingen trådløs opladning
  • Ingen profilknap

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

OnePlus er klar med endnu et flagskib i form af 10T modellen, som vi har leget med i et par uger her på redaktionen og er nu klar til at bringe vores tanker videre. Hvad er der i æsken? OnePlus 10T leveres i en brandrød æske...Test: OnePlus 10T 5G smartphone