torsdag, februar 27, 2025
ForsideAnmeldelserTest: Ninja Double Stack air fryer

Test: Ninja Double Stack air fryer

Air fryers har været, og er stadig, voldsomt populære. Vi skal her se på en model fra Ninja med to skuffer der “vender det hele på hovedet”.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve Ninja Double Stack, en vejledning, en opskriftsbog og et par riste.

Design og funktionalitet

Som man kan se er Ninja Double Stack en air fryer med to skuffer, men som noget nyt har de placeret skufferne oven på hinanden, så man sparer noget bordplads i forhold til den mere traditionelle model med skufferne ved siden af hinanden.

Modellen jeg har haft til test har modelnummeret SL300EU og har skuffer med en kapacitet på 3,8 liter pr skuffe. Det er en fin kapacitet hvis man skal lave et måltid til en eller to personer. Har man brug for mere plads, laver Ninja også en XL udgave på 4,75 liter pr skuffe.

Den måler H 38,5 cm x B 28 cm x D 42 cm, så den er altså noget dybere end en traditionel 2-skuffe air fryer.

Skufferne har non-stick belægning og kommer med en “crisper plate” der ligges i bunden som gør at varmen også kan fordele sig under maden.

Der medfølger som sagt også en rist til hver skuffe, og med den kan man stable maden i to lag i hver skuffe. Det er dog vigtigt at de to typer mad skal tilberedes ved samme temperatur.

Man betjener air fryeren med med en række trykknapper på et panel på højre side.

Der er 6 forskellige hovedindstillinger: Air fry, Max crisp, Bake, Roast, Reheat og Dehydrate. Jeg har for det meste brugt Air Fry indstillingen og Bake indstillingen under min test. Der er en god vejledning i hvad de forskellige indstillinger kan bruges til i den medfølgende opskriftsbog. Bruger man risten og har to lag mad i skuffen, så skal man aktivere Double Stack Pro indstillingen for at få den rigtige varmecirkulation.

For de fleste indstillinger kan man indstille tid og temperatur pr skuffe. Ønsker man at bruge samme indstilling for begge skuffer vælger man Match, og ønsker man at begge skuffer er færdige på samme tid vælger man Sync, så udskydes starten automatisk af den ene skuffe.

Skufferne har en masse huller i bagsiden for at varmen kan cirkulere. Og det har de fordi blæserene er monteret bagerst i maskinen.

Kigger vi ind i maskinen kan vi se blæseren, varmelegemet og nogle luftkanaler der fordeler varmen i skuffen.

På højre side er der ventilationshuller hvor der kommer varm luft ud, noget man skal tænke over når man placerer Double Stack i sit køkken.

Under min test kunne bordet som Double Stack står på, godt blive noget varmt lige omkring den nederste skuffe, så hvis man har et meget sart køkkenbord er det nok en god idé at stille maskinen på et underlag der kan tåle varmen.

Jeg har lavet en del mad i Ninja Double Stack, jeg har varmet brød op fra frost og lavet både friske og frosne råvarer i den. Man skal lige finde ud af hvor lang tid og hvilken temperatur der skal bruges, men her får man god hjælp af opskriftsbogen. Der står også at man skal ryste eller flytte rundt på maden 3 gange under tilberedningen for at sikre et ensartet resultat. Det har jeg naturligvis testet. Jeg lagde 200 gram frosne pomfritter i hver skuffe og satte Double Stack til 180 grader i 20 minutter. Den ene skuffe blev rystet 3 gange, den anden rørte jeg ikke.

Her ses de pomfritter der ikke blev rystet under tilberedning.

De er tilberedte, men dog med en noget uens farve. Anderledes ser det ud med dem jeg rystede.

Det er et meget bedre resultat. Så husk at ryste eller flytte lidt på maden under tilberedningen.

Dog lavede jeg sprød kylling uden at flytte på det undervejs, det blev også et fint resultat.

Rengøringen af skufferne var nem. De kan gå i opvaskemaskinen, men jeg vaskede dem dog af i hånden. Non-stick belægningen gør at det var en nem opgave. Hullerne bagerst i skuffen gør dog at man ikke kan fylde den med sæbevand og lade den stå i blød hvis man skulle få noget til at brænde fast. Ikke at det var et problem der opstod under min test.

Konklusion

En air fryer er “bare” en varmluftsovn i miniformat, men den er virkelig smart fordi den bliver meget hurtigt varm, bruger mindre strøm og mindre tid på at tilberede mad man normalt ville bruge en ovn til. Jeg er blevet overraskende glad for Ninja Double Stack under min test. Den er ikke perfekt, f.eks kan den varme lidt ujævnt som det kunne ses på pomfritterne, og knapperne til betjening virker lidt bløde og føles måske ikke så solide som jeg havde håbet på. Men jeg har faktisk ikke brugt min almindelige ovn under min test. Skal der laves hurtig mad til 1-2 personer, så blev det meste lavet i Ninja Double Stack. Og så sparer man lidt bordplads med skufferne oven på hinanden, men det ikke helt så meget som man kunne tro, da den er ret dyb og ikke må stå lige opad væggen. Alt i alt var mine oplevelser med Ninja Double Stack dog overvejende meget positive.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Air fryers har været, og er stadig, voldsomt populære. Vi skal her se på en model fra Ninja med to skuffer der "vender det hele på hovedet". Hvad er der i kassen? I kassen finder vi selve Ninja Double Stack, en vejledning, en opskriftsbog og et...Test: Ninja Double Stack air fryer