søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Nanoleaf Secretlab MAGRGB Diffused Led Strip

Test: Nanoleaf Secretlab MAGRGB Diffused Led Strip

Nanoleaf har i samarbejde med Secretlab givet os MAGRGB, som er en lysstrip, som du kan styre og indstille i alle regnbuens farver.

Hvad er der i æsken?

I den farverige æske finder du en controller, lysstrippen, kabel til tilkobling og strømforsyning. Mere er der faktisk ikke at finde i æsken, men i dagens verden bliver jeg nødt til at adressere at indmaden i kassen er en stor del plastik. Det gør at udstyret er passet på, men det er ikke just miljøvenligt.

Design

De forskellige enheder i vores pakke er ude af boksen ikke sat sammen. Det burde dog ikke være nogen svær sag at sætte dem sammen for hullerne de forskellige steder er af forskellig type og størrelse, så man kan ikke tage fejl.

Når det kommer til designet af Secretlab MAGRGB er der en del forskel afhængigt af hvad for en del af sættet man kigger på. Controlleren og det lille korte kabel fra dén til selve lysstrippen virker nemlig ret skrøbelige og lette. Det gør naturligvis at de er nemmere at flytte rundt, men de føles billigere i konstruktionen.

Derimod så har du lysstrippen, som er utroligt robust og tung. Den kan bøjes til en vis grad, men vil nok knække, hvis du forsøger at lave en vinkel på halvfems grader. Det er altså ikke tanken at du kan bøje Secretlab MAGRGB omkring et hjørne af bordet eller rummet.

Tanken med Secretlab MAGRGB er i virkeligheden også at det virker bedst med producentens eget bord, kaldet Magnus. Det er nemlig således at Secretlab MAGRGB er udstyret med magneter, som fint monteres fast på det dertil anrettede område på deres eget bord, så du ikke behøver andre monteringskits og det er (eller burde være) ret nemt at smide op. Magneterne fanger metal generelt og også fjernbetjeningen/controlleren har magneter indbygget så denne kan du også sørge for sidder på plads i stedet for at hænge frit.

Tykkelsen af Secretlab MAGRGB burde dog gøre det relativt medgørligt også at montere den fast til andre borde, hvis du eksempelvis har noget dobbeltklæbende “tape”. Man skal dog i den forbindelse måske overveje ikke at klistre fast til de sorte endestykker på lysstrippen. Disse føles nemlig ikke nær så robuste som resten af enheden, så det kan være man kan risikere de ikke kan holde til at tapen holder fast på dem og vægten af enheden hænger i dem (uden at jeg har testet holdbarheden).

Selve controlleren som du forbinder mellem strømforsyning og lysstrip er udstyret med fire knapper, som er af god strørrelse til at du nemt kan ramme dem uden besvær. Knapperne er til for at du kan tænde/slukke og styre lyseffekter samt -styrke. Kablet fra controlleren til lysstrippen kunne jeg dog godt tænke mig var lidt længere. Ganske vidst kan du styre lyset via app på din smartphone, men hvis ikke du har muligheden for dét, så er kablet bare ikke langt nok til at du kan have det lige ved hånden.

Funktionalitet

Secretlab MAGRGB kan virke uden at du behøver andre enheder, men det ville så efter min mening være lidt spild af penge. Du udnytter ikke systemets potentiale og dét er den for dyr til. Hvad enten den generelt er for dyr er naturligvis også op til diskussion for der findes mange alternativer efterhånden, der kan nogenlunde det samme.

Med appen i hånden kan du dog indstille Secretlab MAGRGB til en hel masse. Der er mulighed for at sætte dit eget præg på dit setup eller, hvis du bare hellere vil lade dig inspirere af det som andre har lavet, så kan du enten benytte foruddefinerede indstillinger i appen eller downloade skabeloner. Det er eksempelvis muligt at downloade Cloud9 eller andre teams’ farver, hvis du vil udtrykke sympati for dem.

Det er ikke muligt at sætte en individuel farve på hver enkelt diode, hvilket begrænser lidt mulighederne for at være ultra kreativ, men alt i alt synes jeg at systemet giver fine muligheder for at man kan få en lyseffekt op som man vil.

Netop lyseffekten fra Secretlab MAGRGB er dens trumfkort. Det ville også være underligt, hvis det var andet, men det er i lysets klarhed og renhed at man lidt forstår, hvorfor prispunktet er dét højere end alternative produkter. Lyset er ret kraftigt uden at det er blændende for øjnene og det synes jeg er en god kombination.
Når du skifter indstillinger så sker det med det samme. Du skal altså ikke vente eller skubbe indstillingerne videre til lysstrippen, så du med det samme kan se om den nye indstilling er noget du kan lide eller ej.

Konklusion

Prispunktet på Nanoleaf og Secretlabs MAGRGB system er måske lidt i den høje ende, men det er der gjort op for med noget, som er nemt at bruge og som virker gnidningsfrit og samtidigt leverer et rigtig flot lys. Lyset er kraftigt uden at være for meget og så er farveeffekterne flotte, i hvert fald når de bliver kastet op på en hvid væg. Systemet føles robust og lækkert, om end nogle af enhederne kunne bruge lidt ekstra kærlighed, men alt i alt et godt, simpelt og velfungerende lyssystem.

Positivt

  • Godt lys med stærke effekter
  • Nemt at sætte op
  • Magneter til montering
  • God kvalitet og premium feel

Negativt

  • Korte kabler
  • Pris

Pris og tilgængelighed

Vejl. pris: 79 EUR.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Nanoleaf har i samarbejde med Secretlab givet os MAGRGB, som er en lysstrip, som du kan styre og indstille i alle regnbuens farver. Hvad er der i æsken? I den farverige æske finder du en controller, lysstrippen, kabel til tilkobling og strømforsyning. Mere er der faktisk...Test: Nanoleaf Secretlab MAGRGB Diffused Led Strip