søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: MIIEGO BOOM

Test: MIIEGO BOOM

Vi skal her se på et bluetooth headset fra danske MIIEGO, der kan bruges både i hverdagen og til træning.

Hvad er der i kassen?

Den flotte kasse er holdt i mørke farver, med et billede af selve headsettet på forsiden.

I kassen finder vi blandt andet et stort og solidt transportetui der lukkes med lynlås.

I etuiet finder vi kabel til opladning, kabel til lyd, en pudseklud og et sæt ekstra ørepuder.

Selve headsettet har hængsler så det fylder mindst muligt i transportetuiet.

Design og funktionalitet

BOOM fra MIIEGO er et headset af typen der sidder omkring øret, så ørepuden omslutter øret. Dette giver klart den bedste bærekomfort, og blokerer mest muligt lyd fra omgivelserne.

BOOM er lavet i sort plastik, med en blød gummioverflade. Desværre er den overflade en ren magnet for fedtede fingeraftryk, så man får brug for pudsekluden hvis man vil holde BOOM rent og pænt. BOOM findes udover sort, også i en Rose Gold variant hvor de synlige metaldele er rosa, i stedet for krom som på den sorte variant vi fik til test.

BOOM er som sagt lavet til både træning og hverdag. Man kan derfor skifte ørepuder ud alt efter hvad man skal bruge headsettet til. Der er bløde og tætte puder i læderlook, og puder i let og luftigt mesh der lader huden ånde. Mesh-puderne kan desuden håndvaskes så man kan holde dem friske selvom man har svedt igennem til træningen.

Man skifter puderne ved at dreje dem ganske lidt, så bliver de låst op og kan tages af. Man monterer dem ved den omvendte fremgangsmåde.

Meshpuderne er til træningsbrug og lader huden ånde så der ikke bliver så varmt under headsettet, de er til gengæld også så åbne i materialet at musikken kan høres af omgivelserne, og at støj fra omgivelserne lettere forstyrrer en. Læderpuderne giver en meget mere tæt forsegling om øret, men de er så noget varmere at have på. Men smart at man har valgmuligheden.

Man tænder og slukker, og kontrollerer volumen og sangvalg med knapper på højre ørekop. Der sidder en tænd/sluk knap på forsiden som også bruges til at pause musikken og til at styre telefonopkald.

På bagsiden sidder to knapper til volumen op/ned og til at skifte sang.

Endelig så er det også på højre ørekop at USB stikket til opladningen sidder, beskyttet under en gummiflap.

På venstre ørekop sidder stikket til lydkablet, som den eneste feature på den side.

Jeg har testet rækkevidden på bluetoothforbindelsen med min iPhone 8 Plus, og her skulle jeg omkring 7-8 meter og en etageadskillelse væk inden der var udfald i lyden, så rækkevidden er god nok. Batteritiden er opgivet til omkring 22 timer, og det skal nok passe, jeg skulle i hvert fald kun lade dem op en gang under min test. Og skulle de løbe tør, har man altid muligheden for at fortætte med lytte ved hjælp af den medfølgende ledning.

Der er indbygget mikrofon i BOOM, så den kan håndtere telefonopkald. Det har jeg naturligvis også testet, og her var der ingen klager over lydkvaliteten hos modtageren af opkaldet, ligesom at lyden jeg modtog var glimrende.

Bærekomforten er også glimrende. Det er ikke et letvægtsheadset, men det sad dog rimeligt fast selv når jeg var aktiv. Men skulle jeg løbe en længere tur ville jeg nok vælge en noget mindre headset, men det er personlig præference

Jeg har også testet lydkvaliteten når man lytter til musik, og som jeg plejer har jeg lyttet til mange genrer, lige fra Lisa Ekdahls spinkle vokal på akustiske numre, til den massive lyd fra Cannibal Corpse, og genre derimellem, inkl elektronisk musik. Og her opdagede jeg at der var markant forskel på lyden alt efter hvilke ørepuder man havde monteret. Med læderpuderne var bassen dyb, markeret og en smule dominerende efter min smag. Diskanten og mellemtonen blev på nogle numre lidt overdøvet af bassen. Men der var dog ingen forvrængning eller andre misfarvninger af lyden. Skifter man til meshpuderne så træder bassen lidt mere i baggrunden, og efter min smag bliver lyden lidt mere balanceret. Mellemtonen og diskanten kommer lidt mere til sin ret. Men alt i alt så er lyden ganske glimrende i BOOM

Konklusion

Miiego’s BOOM er et spændende headset, det lyder godt, det ser ikke helt dårligt ud, har lang batteritid og udskiftelige puder. Jeg kan rigtig godt lide idéen med at man kan bruge det til træning med de luftige og vaskbare puder, og så skifte til læderpuderne når man f.eks. er med offentlig transport, da de lukker en hel del lyd ude. Jeg kunne dog godt tænke mig at puderne var et par mm større da mine ører kun lige kan være under puderne uden at blive klemt. Og så er overfladen på headsettet svær at holde pæn. Men det er kritikpunkter i småtingsafdelingen. Alt i alt er BOOM et godt headset til prisen

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 1100,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på et bluetooth headset fra danske MIIEGO, der kan bruges både i hverdagen og til træning. Hvad er der i kassen? Den flotte kasse er holdt i mørke farver, med et billede af selve headsettet på forsiden. I kassen finder vi blandt andet...Test: MIIEGO BOOM