Logitechs gamingafdeling har været i dialog med de professionelle gamere og bringer os et tastatur i nærmest mini-størrelse i form af Pro X 60, som byder på et utrolig kompakt design, mekaniske taster og multi-forbindelse. Vi ser nærmere på det nye tastatur fra Logitech G.
Hvad er der i æsken?
Logitech G Pro X 60 kommer i en relativt høj æske i sort pap. Indholdet afslører så at selve tastaturet leveres i en ret fed æske, der er overtrukket med stof. Æsken er dog hård, så tastaturet, der befinder sig pakket ned er godt beskyttet. Udover tastaturet får man et USB-C kabel, ekstra taster til ÆØÅ og en USB-dongle samt adapter.
Design
Pro X 60 er udviklet med fokus på gaming. Derfor er tastaturet utrolig lille og i et såkaldt 60% design, hvoraf navnet også stammer.
Før du tænder for tastaturet kan det være svært at se hvad det helt betyder med et 60% design fordi tasternes skrift i det mørke design kan være svært at læse. Når du så tænder for Pro X 60 og bagbelysningen tænder, så opdager du ret hurtigt at tastaturet mangler piltaster. Disse er gemt bag FN-tasten, så når du vil bruge piltasterne skal du holde FN-tasten nede.
FN-tasten gemmer også på andre genveje, så du mangler reelt ikke nær så mange knapper, som et 60% ellers ville resultere i.
Nogle af tasterne, såsom Pi og Euro symbolet, er printet på tastaturet i stedet for at være et hul til lys, som de andre taster. Jeg har ikke noget imod at der ikke kommer lys igennem dem alle, men den lyse skrift på nogle af disse taster, gør at de også er synlige når man slukker lyset i resten af tastaturet og det gør at de skiller sig ud, hvilket for mig gør at det ikke er pænt.
Det er så det stik modsatte man har valgt at gøre på ESC-tasten, som er helt hvid mod de resterende sorte key-caps. Det er den på vores sorte udgave af tastaturet, hvor det modsatte gør sig gældende for den hvide, som Pro X 60 også findes i.
Begrænsningerne af et så lille design har Logitech dog tænkt på ved at udnytte siderne på tastaturet, hvor man også finder to knapper. Den venstre af disse er en rulleknap, som du styrer lydniveau med og den højre er en skydeknap, som slår “gaming mode” til og fra.
Volumenknappen tænkte jeg til at starte med egentlig ikke over, men den er ret genialt placeret. Mens mange andre tastaturer har en rulleknap til højre på tastaturet, så er placeringen på venstre side nem at nå selv midt i en kamp. Det gør det noget mere tilgængeligt.
Logitech G Pro X 60 er temmelig solidt bygget trods dens kompakte størrelse. Den virker til at være lavet af en blanding af plastik og metal og er ret svær at vride og bøje. Det eneste sted, hvor jeg oplevede lidt mindre robusthed var ved at ryste tastaturet, hvor så keycaps rystede på deres switche. Det undrer mig dog for switchene på G Pro X 60 er lavet så de udover “plusset” til at holde på keycaps også har en ring rundt om.
Undersiden af Pro X 60 tastaturet byder ikke på voldsomt meget. Det er trods alt et tastatur, men vi har to fødder, der kan vippe tastaturets vinkel op og så er der også et hulrum til USB-modtageren. Når du har sat denne i, så er den ikke helt så nem at få ud igen, hvis ikke man har bare en smule negl til at tage fat med.
Funktionalitet
Man fristes til at sige endelig for Logitech har langt om længe nu med G Pro X 60 givet os mulighed for at programmere alle knapper på et tastatur. Måske det skyldes tastaturets kompakte design og dermed åbenlyse begrænsning, men alligevel er det fedt at se at man nu kan kode alle taster til det man skal bruge.
Logitech G Hub softwaren kan man synes om hvad man vil, men hovedsageligt er det logisk inddelt, om end jeg stadig efter at have brugt denne app i flere år ikke synes det er særlig nemt at have separate profiler per applikation/spil man anvender. Logitech G Hub giver dig mange indstillingsmuligheder for tastaturet, hvor du nu kan sætte funktioner og makroer for hver enkelt tast. Der er nogle få “system-knapper”, som du ikke kan pille ved, såsom dem der er tildelt til forskellige profiler, mens resten er til fri afbenyttelse. En funktion som de fleste af Logitechs konkurrenter har haft længe i øvrigt.
Hver enkelt profil som du laver til G Pro X 60 understøtter tasterne i almindelig tilstand, i Function tilstand og i G-Shift tilstand. Det vil sige at det kompakte tastaturs antal taster reelt næsten kan tredobles. Det kræver dog en smule snilde. Du kan aktivere en særlig funktion ved at holde FN-tasten nede (Function tilstand), men du kan også aktivere en særlig funktion ved at G-Shift knappen bliver holdt inde. Denne G-Shift knap bestemmer du selv og den behøver slet ikke være på selve tastaturet. Hvis du har en Logitech G gamingmus, der understøtter funktionen, så kan du eksempelvis holde knappen inde på dén og stadig få alternative knapper på G Pro X 60.
Selvom det er ret fedt at kunne udvide de mange tasters funktion, så forbliver G Pro X 60 et gaming-tastatur for mit vedkommende. Det skyldes at jeg først når jeg ikke har piltasterne ved hånden virkelig opdager, hvor ofte jeg bruger dem når jeg arbejder og surfer på min computer. De bliver næsten ikke brugt mens jeg gamer, så dér savner jeg dem ikke.
De forskellige lag, som du kan gemme forskellige kombinationer bag, gør at det lille kompakte tastatur får ekstra mange funktioner. Det er ret fedt, men ikke helt nemt at finde ud af til at starte med. Indlæringskurven med de mange forskellige indstillingsmuligheder er derfor temmelig stejl, men giver altså et hav af muligheder.
Tværtimod så er det rart at game med et tastatur, der fylder så lidt som det gør på skrivebordet og giver mere plads til musen eller hvis man skulle have andre ting stående. Det er selvsagt også godt for dem, der har et mindre skrivebord at gøre godt med eller har brug for at kunne transportere deres udstyr med rundt, hvis de enten spiller i turneringer eller til LAN.
Til transport fylder selve tastaturet ikke voldsomt, men det gør det etui som Logitech leverer med. Det er lidt upraktisk i den forstand, men til gengæld er dit tastatur beskyttet. Du kan dog droppe det hvis du har pladsmangel for kablet er aftageligt på Pro X 60 og er oftest dét som går i stykker på tastaturer, der bliver transporteret rundt.
I etuiet har du dog plads til de fleste ting du skal have med dit tastatur, men G Pro X 60 tastaturet har alligevel plads til USB-donglen på undersiden af selve tastaturet.
Pro X 60 kan du forbinde til adskillige computere samtidigt som nævnt. Enten via USB-donglen eller via Bluetooth. Modsat mange af deres andre tastaturer med lignende funktionalitet, så er G Pro X 60 ikke udstyret med “macOS” taster, hvilket betyder at Command og Option tasterne er byttet rundt hvis du bruger det på en Mac.
Konklusion
Nu hvor Logitech langt om længe har gjort det muligt at omkode alle taster på et tastatur med dette G Pro X 60, så er der også tale om et ret fedt gaming tastatur. Uden piltaster er det svært at bruge tastaturet til så meget andet end gaming. Til gaming er det dog ret genialt trods sin størrelse. Både tasterne og generelt indstillingsmuligheden af disse gør tastaturet ganske velegnet til gaming. Jeg følte ikke at det få antal taster var en begrænsning i de spil jeg testede med. Tværtimod så var det rart at tastaturet fyldte så lidt på skrivebordet. Rulleknappen til lydniveau er ret meget spot on for mit vedkommende og jeg håber så inderligt at Logitech laver en 65%, der bare minder om dette og også understøtter macOS fuldt ud, så er jeg nærmest solgt. G Pro X 60 får lidt “hug” på prisen, da jeg ikke føler tastaturet kan stå alene og være ens eneste tastatur, hvis bare man skriver og arbejder den mindste smule udover at game.