søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech G900 Chaos Spectrum wireless gaming mouse

Test: Logitech G900 Chaos Spectrum wireless gaming mouse

Vi har i den seneste tid haft fornøjelsen af at lege med et produkt, som Logitech har været tre år undervejs med at bringe på banen. Årsagen til den lange udviklingsperiode er fordi man har søgt mod svar på de gængse udfordringer der er i forbindelse med trådløs gaming, som i lang tid har været to ord man i gaming samfundet ikke måtte skrive samlet. Logitech G900 er resultatet af denne udvikling og Logitech mener selv at man er kommet med et kompromisløst produkt, der sågar kan “udspille” kablede gaming mus. Dette har vi naturligvis sat os for at teste og du kan læse med om den helt nye Logitech G900 Chaos Spectrum trådløse gaming mus her.

Hvad er der i æsken?

Om der er nye boller på suppen eller om Logitech blot vil markere at man med Logitech G900 Chaos Spectrum har udfærdiget noget helt særligt er svært at vide på nuværende tidspunkt, men emballagen og udpakningsprocessen med denne mus er der kælet en smule med. Ydreskallen er ganske almindeligt papirindpakning med diverse salgsfremmende tekster og bulletpoints, men denne ydre del fjernes og man står tilbage med nærmest en smykkeæske der løftes op og afslører Logitech G900 musen. Inden da er æsken grå med en blå kant hele vejen rundt. Lækkert og skal ses for at kunne forstås. Indholdet består af Logitech G900, USB-opladekabel, etui med RF-adapter og to sidestykker.

IMG_0638

Design

Mest af alt synes jeg at Logitech G900 ligner en robotiseret bille eller anden type af insekt uden at det overhovedet er ment negativt. Der er tale om den futuristiske stil, som den seneste serie af gaming udstyr fra producenten er præget af. Dog bløder denne mus’ overflade en smule ud i forhold til eksempelvis G502, som er meget mere abstrakt. Der er en blanding af mat sort og titanium grå og det er ikke farverne der springer i øjnene altså. Alligevel er musen ikke i stand til at gøre sig ubemærket på et skrivebord og det skyldes de lidt skarpe kanter, som skriger af at der altså ikke er tale om en almindelig mus.

G900 Chaos Spec

Logitech G900 er som bemærket en trådløs mus, men den kan også anvendes med det opladningskabel der medfølger tilsluttet. Tilslutningen er i bunden foran og guides af to huller, som passer til de to spidser på ydresiden af kablet. Når man anvender musen trådløst tilsluttes opladningskablet til RF-adapteren, som ligeledes er todelt. Todelt i den forstand at man kan splitte adapteren ad og få en såkaldt nano-adapter til brug direkte i en USB-port. Dette er smart, hvis man vil anvende opladningskabel et andet sted end man vil have den trådløse adapter tilsluttet, fx ved brug af bærbar computer.

IMG_0636

Som nævnt har denne mus været længe undervejs fra Logitech og de har anvendt erfaring fra både deres egne og konkurrerende produkter i udviklingsprocessen. Jeg er af Logitech blevet fortalt at man nøje har vurderet og sparret med professionelle gamere for at høre deres mening og holdning. Den gaming community som Logitech er i besiddelse af har blandt andet meldt tilbage at den magiske vægt på en mus ligger på cirka 105-115 gram og det er her trådløse mus ofte har haft udfordringer da de skal udstyres med et langtidsholdende batteri. For at imødekomme dette og samtidigt bibeholde et batteri, der kan holde længe er Logitech G900 fyldt med små detaljer, såsom at scroll-hjulet er med huller og en del af plastikken er fyldt med carbon, så man rammer de 107 gram i sidste ende. Jeg kan personligt godt lide en tungere mus og 107 gram er et mellemled (bemærk at nogle konkurrerende produkter vejer mere end 135 gram i deres trådløse udgaver), men helt klart noget der kan accepteres. Man skulle måske have implementeret G502s mulighed for vægtregulering når man nu kender vigtigheden af denne feature. Der er dog ikke huller eller låger nogle steder på Logitech G900, der som nævnt er udstyret med et genopladeligt batteri, så man ikke behøver at skifte i tide og utide. Om batteritiden er acceptabel nok til at man ikke har denne backup mulighed kan man læse mere om under et senere afsnit herom. Som det ses af nedenstående billede er det også muligt at anvende Logitech G900 med kablet forbundet.
G900 Chaos Spec4

Kigger man fra toppen er Logitech G900 en symetrisk mus, i denne verden også kaldet ambidextrous, så den kan benyttes af både venstre- og højrehåndsspillere. Dette har man dog mulighed for at ændre ved at benytte de medfølgende sidestykker, som gør det muligt at give musen knapper i siderne eller lade dem stå blanke. Personligt er min ringfinger og lillefinger ude af stand til at blive benyttet til at styre knapper i siderne med mindre de sidder spot on, så for mig ville ydrestykket enten være blankt eller med knapper af mindre betydning, men man kan altså tilpasse den fysiske udforming af Logitech G900 efter behov og ønske.

IMG_0637

Der skal en hvis grad af Fingerspitzgefühl for at man virkelig kan mærke forskel på diverse museknapper og for de fleste er dette nærmest ligegyldigt, men i gamerens verden handler det ofte om de små forskelle der gør den store. I Logitech G900 er der tale om mekaniske switches på tasterne med meget kort vandring, som skal give en hurtig respons, men samtidigt er modstanden tilpas kraftig til at man får den fornødne feedback og ikke kommer til at trykke ved et uheld. Foruden sine almindelige taster har Logitech G900 en knap til at skifte mellem infinite-scroll eller ej og det er et absolut plus. For de fleste der benytter musen til at scrolle med og har erfaret, hvad det vil sige at have infinite-scroll så er det noget man vil savne den dag man ikke har det.

Funktionalitet

Helt basalt er Logitech G900 en plug and play mus, der virker ude af boksen og med forudinstallerede profiler med justering af hastighed og knapperne i siderne er til de gængse frem og tilbage funktioner i browsere. For den mindre habile gamer er dette i sig selv måske også nok fordi denne blot ønsker en lang batteritid sammen med gaming-performance, men så har man måske givet en smule for meget for sit værktøj. Nøgleordet her er netop “værktøj”, for Logitech har med sikkerhed haft professionelle gamere for øje med denne Logitech G900 og selvom det kan undre at en trådløs enhed skulle være målrettet professionelle, så kan du læse mere i nedenstående for at finde ud af, hvorfor jeg skriver som jeg gør.

Tasterne

Som allerede beskrevet er Logitech G900 udstyret med mekaniske switches i tasterne, men dette siger blot noget om, hvordan det burde være at bruge musen til gaming og ellers. Der er dog efter min smag lige tilpas modstand til at man kan mærke aktiveringen under fingerspidsen. Man vælger selv om Logitech G900 skal være med 5, 7 eller 9 programmerbare knapper og selvom denne modulære opbygning ikke er noget Logitech er først med, så er det en velkommen feature.

G900 Chaos Spec3

Software

Sammen med presse-kittet til Logitech G900 fik vi den nye software leveret, som kan genkende denn
e nye enhed, idet vi som nævnt har haft lov at lege med denne før den officielle lanceringsdato og om det er helt tilfældigt eller markering af en ny tid, så er logoet af Logitech Gaming Softwaren (LGS) nu blevet blåt nede i proceslinien over uret.

Når man åbner LGS så er alt ellers som det plejer at være for dem af os der kender Logitechs nye gaming serie. Hvis man kun har Logitech G900 tilsluttet vil det være dennes indstillinger der er tilgængelige, men skulle man have adskillige Logitech gaming produkter kan man altså fra den samme software styre flere af dem samtidigt.

På musens interne hukommelse har man som nævnt plads til fem profiler, som man kan tage med sig og bruge på maskiner der ikke har LGS installeret. På ens egen PC med LGS installeret har man derimod nærmest uanede muligheder med indstillinger og man kan sætte enkelte spil og applikationer til at aktivere en bestemt profil når de kører. Identifikation af disse profiler kan man så tilsikre sig genkendelighed ved at anvende RGB-belysningen. RGB-belysningen som man i øvrigt kan sørge for er den samme på alle ens RGB-kompatible Logitech enheder.

//media.ereviews.dk/#!album-190

Logitech G900 har et helt særligt segment, eller rettere sagt fane, som man kan følge batteritidens udvikling på. Ikke noget jeg forestiller mig man kan bruge alverden af tid på, men det er da fint at funktionen er der. En anden smart feature, som måske ikke alle vil få brug for er muligheden for at lave statistik på tasteanslag på de forskellige taster man anvender, så man kan danne sig et indtryk af, hvad man bruger mest. Fx kan man før en gaming session starter starte logningen og når man er færdig kan man se de knapper man anvender mest for at vurdere om man skal arrangere knapperne anderledes til at passe til ens spillestil.

Sensor og ydelse

Logitech G900 er udstyret med den samme kraftige og præcise optiske sensor, PMW336, som den yderst populære G502 gaming mus og netop denne sensor anses for at være en af de bedste sensorer i verden. Med en DPI mellem 200 og 12.000 er der rigeligt af følsomhedsniveauer at vælge mellem, selv til de mest krævende. Afhængigt af spilleren og sågar også spillet kan man vælge at ens mus er mere eller mindre følsom overfor bevægelse. En anden fordel af den anvendte sensor er Delta Zero teknologien, som sørger for at der hverken er acceleration eller smoothing. Oversat til godt dansk betyder det at sensoren ikke gør andet end at imitere 1:1 bevægelse fra brugerens hånd. I softwaren på computeren og musens indbyggede hukommelse har man mulighed for at gemme op til fem følsomheder så man eksempelvis i spil som Battlefield kan have en lav følsomhed når man anvender sniperen og høj når man eksempelvis skal dreje rundt med tanken. Den præcise sensor som loves er også noget der opleves og man føler hele tiden man har nøjagtigt styr på sit game. Selv med LGS er det muligt at indstille musens sensor til at lære ens musemåtte at kende, så den er optimeret til netop denne overflade. Dette er ikke noget jeg er dygtig nok til at mærke forskel på, men jeg tror på at man forbedrer musens tracking og så er det brugeren der er flaskehalsen og ikke musen.G900 Chaos Spec2

Nu tænker mange muligvis at alt dette er meget godt på papiret, men en trådløs forbindelse er nu engang netop det – trådløs. Dette er dog et af de punkter, som netop har været på programmet for Logitech og hvorfor Logitech G900 har været så længe under udvikling, da man ville skabe en trådløs mus, der kunne arbejde som om den var kablet. Vi er desværre ikke i besiddelse af testudstyr til at måle disse præcise bevægelser, eventuelle forstyrrelser og mindst ligeså vigtigt input-lag, men det har Logitech heldigvis og vi har fået lidt indsigt i disse resultater. Uden at nævne navne af konkurrerende produkter så har Logitech stræbet efter at levere Logitech G900 med en så præcis og hurtig sensor at den kunne måle sig med populære kablede gaming mus. For at gøre en lang rapport kortere, så er konklusionen at både sensor og taster reagerer endda hurtigere end kablede mus, for slet ikke at tale om trådløse sidestykker. I testmiljøet skabte man de samme miljøer man kan forvente i enhver gamers hjem med adskillige trådløse signaler, der går indover hinanden og hvor andre trådløse mus begynder at opføre sig anderledes end når de er alene om signalet formår Logitech G900 at levere varen upåvirket. Det er her ikke min hensigt at påvise Logitech G900s overlegenhed, for dette siger jeg ikke den er, men vil blot hermed sige at gamere verden over mister argumentationsevne overfor de trådløse gaming produkter, der nu kan måle sig med kablede.

Batteri

Batteritiden er ikke en så uvæsentlig del af et trådløst produkt og mens kontormus sagtens kan holde strøm i mere end et års brug så er gaming mus som denne Logitech G900 med en ganske anderledes og mere krævende indmad. Det har som nævnt været en kamp at holde kampvægten nede og det til trods inkludere et batteri som Logitech gerne ville have skulle holde i en weekend gaming. Eftersom Logitech G900 er med RGB-belysning så er det muligt selv at påvirke batteritiden ved at slukke belysningen og dermed faktisk nå op på mere end 30 timers gaming på én opladning. Personligt er dette langt mere end jeg har behov for. Det jeg vurderer højt er at jeg ikke skal straffes blot fordi jeg glemmer at lade op en enkelt dag. Med RGB tændt kommer batteritiden ned med cirka 30% til lidt over 20 timer og selv det er imponerende med sensorens kraft taget i betragtning. Når man vil lade Logitech G900 op så kan man spille uforstyrret videre, også en velkommen feature, som jeg ved at eksempelvis Razer Naga har haft problemer med, for mit vedkommende.

Det er med den lange batteritid at den lille nano-adapter kommer til sin ret, for i virkeligheden kan man lade resten af udstyret blive i tasken, eller sågar derhjemme, hvis man tør når man fx er på vej til en LAN-fest der skal vare et par dage.

Konklusion

Fra tidernes morgen har jeg været den type person og sågar også gamer, der har hadet kabler mere end den lag som trådløse enheder var kendte for at “levere”, hvorfor det er ganske tilfredsstillende at den teknologiske udvikling efterhånden kan bringe os trådløse enheder, der kan erstatte den kablede konkurrence og dét er netop hvad Logitech G900 bringer os. Gaming samfundet verden over har efterspurgt en kompromisløs trådløs løsning og kan nu langt om længe få sulten stillet med Logitech G900. Der er (heldigvis) tale om et produkt, hvor det ikke har været den trådløse funktionalitet, der har været i fokus udelukkende, men man har bygget en fantastisk gaming mus i sig selv og så “blot” smidt det trådløse ind som en stor og fed sidegevinst.

Jeg kan herfra kun pege på prisen som værende den ene lyseslukker, mens alt andet spiller helt perfekt og her taler vi om både ydelse, indstillingsmuligheder, design og kvalitet.

 

[checklist]

  • Præcision
  • Batteritid
  • Software
  • Design

[/checklist]
[badlist]

  • Pris

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

 

Vejledende udsalgspris 1.499,-

Se aktuel pris hos PriceRunner

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har i den seneste tid haft fornøjelsen af at lege med et produkt, som Logitech har været tre år undervejs med at bringe på banen. Årsagen til den lange udviklingsperiode er fordi man har søgt mod svar på de gængse udfordringer der er...Test: Logitech G900 Chaos Spectrum wireless gaming mouse