onsdag, december 25, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech Ergo M575S

Test: Logitech Ergo M575S

Vi har fået den opdaterede ergonomiske trackball mus fra Logitech i hånden i form af deres Ergo M575S, der byder på et ergonomisk design, et familiært design, indstillingsmulighed og for nogen en anden måde at arbejde på.

Hvad er der i æsken?

Der gemmer sig i den utroligt kompakte æske ikke andet end selve musen, batteri som er isat og så en Bolt-modtager til den sikre trådløse forbindelse.

Design

Vi får ikke mulighed for at teste mange trackball mus her på redaktionen, så jeg tænkte det også var på sin plads at beskrive en sådan. En trackball er ikke en mus i traditionel forstand, for den er tiltænkt at skulle stå stille på et skrivebord, hvor det er mest bekvemt for brugeren og så er det den ellers fine iøjefaldende blå kugle man skal dreje rundt på for at bevæge markøren rundt på sin skærm.

Logitech har i samarbejde med ergonomer udviklet Ergo M575S til højre-håndsbrugere så den dermed er godkendt og bør altså give dig som bruger en mere afslappet hånd og håndled under brug.

Ergo M575S er for den lidt mindre eller mellemstore hånd i min optik. Mest fordi jeg sidder med en MX Ergo S også, som jeg synes fylder en hånd endnu mere ud.

Designmæssigt er det ikke fordi Ergo M575S har ændret sig voldsomt, selvom der er gået fire år siden vores test af dens forgænger. Den store forskel ligger i at du med ergo M575S får nogle stille taster. Det gør at tasterne har en blød vandring, hvilket måske ikke er i alles smag, men til gengæld så generes hverken du eller andre af kliklyde når du sidder og arbejder.

Apropos knapper dog, så synes jeg at frem og tilbage knapperne på Ergo M575S er en tand akavet placeret. I hvert fald for mine fingre, så det at skulle trykke på dem med pegefingeren gør at jeg tit er i tvivl om det er den ene eller anden knap jeg rammer. Måske det ville komme med træning, men jeg blev aldrig gode venner med dem under testperioden. Den del jeg dog mindst kan lide ved Ergo M575S’ design er dens meget bløde scrollhjul.

Funktionalitet

Bolt-modtageren er i øvrigt nok den største nyhed ved Ergo M575S, for hverken sensoren eller særlig meget af indmaden er reelt blevet hardware-mæssigt anderledes end forgængeren. Du kan nu forbinde via Bluetooth eller Bolt teknologierne afhængigt af hvad du foretrækker. De trådløse forbindelser giver op til 18 måneder på et enkelt batteri, hvilket slet ikke er skidt i min optik.

Der hvor musens styrke også kommer ind i billedet er ved at du kan indstille knapperne via Logi Options+ softwaren. Der kan du sætte musen til at agere forskelligt afhængigt af om du bruger én applikation eller en anden. Der er ikke så mange knapper at gøre godt med, så det er ikke fordi du kan det helt store, men at musen kan noget forskelligt afhængigt af hvilken app man er i synes jeg helt sikkert er et plus.

Ergonomisk så er Ergo M575S ret god. For mit vedkommende som nævnt en tand for lille, men jeg kan alligevel godt mærke at jeg er mindre anspændt når jeg anvender den. Til tider, fordi jeg også hovedsageligt og primært bruger en “traditionel” mus, så har jeg lyst til at flytte den, men der gik ikke mange dage før jeg følte det helt naturligt bare at rulle rundt på kuglen.

Jeg føler ikke at jeg har den samme præcision som jeg har med en almindelig mus, men det kan også være det er noget der kommer med træning. Ergo M575S gør også at jeg umiddelbart har en større tendens til også at sidde rigtigt. Om det skyldes at jeg ikke bevæger musen så meget eller at musen psykisk minder mig om at sidde ergonomisk ved jeg dog ikke helt. Jeg kan blot konkludere at jeg sidder mere oprejst i stolen end når jeg bruger en almindelig mus.

Her ses M575S venstre og MX Ergo S højre ved siden af hinanden

Konklusion

Hvis du enten vil komme smerter i forkøbet eller oplever smerter af at sidde mange timer foran computeren, så Logitech i samarbejde med ergonomer lagt temmelig mange timer i at designe en mus, som er behagelig at bruge og min oplevelse var også mindre spænding i musklerne. Du får nu en trackball mus, der har endnu flere funktioner idet softwaren til den er blevet bedre med tiden og så forbinder den også til din computer via den nye og mere sikre Bolt-teknologi. Designmæssigt er der ikke sket meget dog, så hvis du er glad for din gamle Ergo M575 er der ikke meget grund til opgradering, men for nye brugere er der temmelig meget komfort at hente i M575S.

Pris og tilgængelighed

Set til 399,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Tidligere artikel
Næste artikel
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har fået den opdaterede ergonomiske trackball mus fra Logitech i hånden i form af deres Ergo M575S, der byder på et ergonomisk design, et familiært design, indstillingsmulighed og for nogen en anden måde at arbejde på. Hvad er der i æsken? Der gemmer sig i...Test: Logitech Ergo M575S