torsdag, december 26, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Ledlenser HF8R Core pandelampe

Test: Ledlenser HF8R Core pandelampe

Vi skal her se på en kraftig og avanceret pandelampe fra Ledlenser.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi:

Et magnetisk opladningskabel med USB-C

En ekstra elastisk strop

En ekstra holder til selve lygtehovedet

Et gummiindlæg for ekstra bærekomfort

Samt selvfølgelig en brugsvejledning.

Design og funktionalitet

Ledlenser HF8R Core har et hus lavet i metal, med elastiske stropper der ender i et silikonebånd for ekstra greb omkring hovedet.

Den er IP68 certificeret, så den tåler faktisk nedsænkning i vand! Så en regnbyge er ikke noget problem. Den måler ca 8,2 cm x 5 cm x 4 cm og vejer ca 205 gram (inkl stropper)

I fronten er der hele 4 hvide lysdioder, en rød lysdiode og en lysmåler!

Øverst er der en knap der tænder lygten, og vælger hvilken tilstand lygten skal være. Der er en indstilling der tænder det rød lys (for at skåne nattesynet)

Så har man tre manuelle indstillinger, lav (20 lumen), medium (300 lumen) og høj (900 lumen). Og her ser man hvorfor der er så mange hvide lysdioder. De har forskellig optik, så de har forskellig lysspredning. Helt fra en meget bred lyskegle der oplyser et stor område omkring en, dog uden at kaste lyset ret langt:

Til en lysdiode der har en kraftigere samling af lyset som kaster lyset lidt længere i en lidt smallere lyskegle:

Og så endelig en diode med kraftig samling af lyset der kan kaste en smal lyskegle ret langt for at lyse ting op i distancen.

Overgangen mellem de forskellige lysdioder og dermed styring af lyskeglen sker med et drejehjul i bunden af pandelampen.

Ved at dreje på hjulet kan man se at lyskeglen trinløst ændres, det føles som om man kan zoom ind med lyset. Det er virker rigtig godt, og er ikke en feature jeg har set på andre pandelamper. Når man når et af yderpunkterne i justeringen, så blinker lyset kort, og man kan mærke en vibration i pandelampen.

Man kan også bruge den automatiske indstilling. Her bruger HF8R Core den indbyggede lysmåler og skifter selv mellem de forskellige lysdioder. Når man har lygten på, og løfter hovedet for at se længere væk, så justerer lygten så den kaster lyset langt, og drejer man hovedet mod noget der er tættere på, så dæmper lyset og tænder for en bredere lyskegle. Og får man brug for ekstra meget lys, så kan man altid trykke to gange hurtigt på knappen, så tænder alle lysdioder man får den maksimale lysstyrke på hele 1600 lumens! Lygten bliver dog hurtig varm på den indstilling, så den er kun tilgængelig i 10 sekunder ad gangen. Men det er virkelig også meget lys!

Jeg har testet hvor længe lygten kan lyse på en opladning. Jeg ladede den helt op, og så valgte jeg den kraftigste manuelle indstilling, og skiftede ind i mellem fokus på lyskeglen. Og her kunne den lyse i 4 timer og 12 minutter inden den blinkede og skiftede til lavest indstilling. Det er 12 minutter mere end Ledlenser skriver, så det er helt godkendt. Lygten bliver dog varm under brug, og metalhuset bliver brugt som en stor køleplade så den er ret lun over det hele. Den blev dog aldrig så varm at det var ubehageligt at røre den.

I bunden er der 4 lysdioder der viser hvor meget strøm der er på lygten. De er tændt i et par sekunder efter man har tændt lygten.

HF8R har indbygget Bluetooth, så man kan hente Ledlenser Connect app’en til sin telefon og få adgang til flere funktioner.

Man kan bl.a fjernstyre lygten fra sin telefon, hvilket er smart hvis man f.eks. har hængt lygten i et træ for at oplyse en lejrplads.

Hvis man ønsker at få adgang til mere avancerede funktioner, som f.eks. at justere på de forskellige lysindstillinger, eller sætter timere for tænd og sluk, så skal man betale i app’en for at låse disse funktioner op.

Konklusion

Ledlenser HF8R Core er en virkelig kraftig pandelampe! De forskellige lysdioder arbejder godt sammen for både at give et fantastisk arbejdslys omkring en, og samtidig effektivt til at se langt fremad hvis man går i mørket. Den automatiske indstilling af lyskeglen virker fint. Dog kunne jeg godt tænke mig at den var lidt mere følsom. Hvis jeg gik på en helt mørk skovsti og kiggede ned, så skiftede den ikke til den helt brede lyskegle, så jeg blev faktisk lidt blændet af genskæret. Jeg kunne godt tænke mig at man kunne bruge drejehjulet til at justere lysstyrken i auto-tilstand, men det er heldigvis let at betjene lygten i manuel tilstand hvis man er i en situation hvor man føler auto-indstillingen driller. Man kommer ikke udenom at det er en stor pandelampe. Lysdioderne og batteriet har brug for plads, så den er ikke så komfortabel at bære, og slet ikke hvis man f.eks. løber. Jeg prøvede med den ekstra strop, og det hjalp lidt med at holde lygten på plads, men man kommer ikke udenom at den er ret tung og bevæger sig lidt på hovedet med hvert skridt man tager.

Noget af det kunne nok løses med en bedre pude hvor lygten hviler på panden, den inkluderede gummiplade er ikke komfortabel nok mod panden.

Mit eneste andet kritikpunkt er kablet til opladning. Det har et specielt magnetisk stik, og ikke et standard USB-stik, så hvis man mister kablet er man på den.

Men de to kritikpunkter bliver opvejet en smule af en meget fornuftig pris når man tager funktionaliteten og den kraftige lysstyrke samt batteritiden med i overvejelserne.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på en kraftig og avanceret pandelampe fra Ledlenser. Hvad er der i kassen? I kassen finder vi: Et magnetisk opladningskabel med USB-C En ekstra elastisk strop En ekstra holder til selve lygtehovedet Et gummiindlæg for ekstra bærekomfort Samt selvfølgelig en brugsvejledning. Design og funktionalitet Ledlenser HF8R Core har et...Test: Ledlenser HF8R Core pandelampe