søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: KitchenAid Artisan 5KES6503 Espressomaskine

Test: KitchenAid Artisan 5KES6503 Espressomaskine

Så er det tid til at kickstarte dagen med en god kop kaffe for i denne omgang har vi testet KitchenAid Artisan espressomaskinen, som vi har fået lov at være vores bedste ven om morgenen i et par uger.

Hvad er der i æsken?

Indholdet i den store kasse er ret omfattende, om end det var lidt svært at få selve kaffemaskinen op, som befandt sig i bunden af det hele. Det hjalp da konen kom og hjalp med at holde den ydre kasse, så jeg kunne trække den anden ud. Det øvrige indhold i toppen består af fire kurve, portafilter, stamper, kaffemåler, dampdyse, mælkekande og naturligvis den obligatoriske manual.

Design

Der er to primære årsager til at ma nmed KitchenAid Artisan espressomaskinen tydeligt kan se at det ikke er første gang producenten prøver kræfter med et køkkenapparat. Først og fremmest er designet yderst flot og simpelt samtidigt med at det oser af kvalitet og robusthed. Dernæst så er der tænkt små detaljer ind, som tydeligt skal være med til at gøre din hverdag nemmere. Den første årsag er naturligvis delvist en diskussionssag, idet ikke alle kan lide det samme i designs, men det andet kommer jeg gradvist lidt nærmere ind på.

Når man pakker KitchenAid espressomaskinen op så erfarer man at kablet til strøm er relativt langt, men samtidigt så er det også muligt at vikle ind i bunden, så dette kabel netop ikke fylder mere end nødvendigt.

På toppen af KitchenAid Artisan maskinen er der en flad overflade, som også bliver varm mens maskinen varmer op. Dette gør at du kan opbevare din tamper og andre ting, såsom kopper, på toppen, så du altid har det nødvendige lige ved hånden. Mælkekanden, der følger med er dog ikke tung nok erfarede jeg for under brygningsprocessen blev denne ved med at glide ned, idet maskinen ryster under brug. Der kunne man have gjort overfladen en anelse mindre glat eller med en kant så man ikke risikerede tingene også faldt af.

Bakken i bunden som opfanger overskydende væske er med en indbygget flåd-mekanisme, der hæver en rød prik op, så du ved, hvornår det er tid til at tømme beholderen. Beholderen i sig selv er dog ikke voldsomt stor, så selvom den er lidt genial, så er den det ikke på samme tid. Der går nemlig ikke mange kopper kaffe igennem maskinen, især hvis man skummer mælken, før at der skal tømmes.

hvis man skulle være i tvivl så medfølger også en guide til en del forskellige kaffe drikke

For så vidt angår designet, så er dette ret lækkert, som nævnt, men jeg bliver også nødt til at nævne at toppen til vandbeholderen trækker en smule af denne oplevelse ned. Denne er nemlig bare løst sat på og man føler bare det er en påklistret løsning i modsætningen til resten af designet.

Portafilteret til KitchenAid Artisan espressomaskinen er på 58 mm og så har den et genialt fladt design, som gør det langt nemmere at stampe med. Den medfølgende stamper er i øvrigt også ret tung og lækkrt udført.

På fronten har KitchenAid Artisan på espressomaskinen placeret knapper og lys til at indstille, hvilken type af kaffe eller funktion man ønsker at lave. Der vælges først type, dernæst størrelse og så er der også et lys til rens når dette bliver nødvendigt. Det blev det dog ikke under min testperiode, så jeg kan ikke sige noget om, hvor ofte maskinen vil bede herom, men selve processen er ret nem.

I siden finder man espressomaskinens dampdyse, som bruges til at skumme mælken, men denne proces er altså relativt manuel og man skal lige mestre at manøvrere med dysen, som ikke er helt nem. Det som jeg dog fandt ud af på den hårde måde var at man kun hiver fat i den plastik-flap, der stikker ud, for det er den eneste, som ikke bliver for varm og jeg kom pinligt nok til at “brænde” mig adskillige gange til jeg havde lært, hvordan den opererede.

Vores testeksemplar af Kitchen Artisan var i stål-farvet design, som det også fremgår af billederne. Sagen er dog at maskinen fås i syv farver i alt, så der burde være rigeligt at vælge mellem for de fleste. Jeg kan personligt rigtig godt lide denne farve jeg havde til test, men synes også det er fedt med de mange valgmuligheder.

Funktionalitet

KitchenAid espressomaskinen vi havde til test er en halvautomatisk en af slagsen. Det betyder at du ikke kan smide hele bønner i maskinen, trykke på én knap og have en kop kaffe klar umiddelbart efter. Her kræver det at du selv kværner dine bønner, tamper dem og har helt selv styr på bryggeprocessen. KitchenAid har i øvrigt også lavet deres egen kaffekværn, men denne fik vi ikke til test – i hvert fald ikke i denne omgang. Derfor brugte jeg min egen kværn bygget ind i min Sage Barista Express til at få lidt forskellige malingsgrader ud og teste KitchenAid Artisan maskinen med.

Da jeg begyndte at lave kaffe på KitchenAid Artisan espressomaskinen så lagde jeg mærke til at dens lette vægt kom lidt i vejen for simpliciteten ved at anvende den. Både på mit køkkenbord og spisebord skete der nemlig det at når jeg skulle have portafilteret på og af, så rykkede jeg maskinen ud af dens position. Det ville hjælpe med lidt mere vægt eller fødder, der sørgede for at den stod bedre fast på overfladen.

Jeg satte KitchenAid maskinen til at lave kaffe med forskellige typer af kaffebønner. Jeg havde både friskristede bønner hjemme, såvel som dem man kan købe uden ristedato angivet. Det tog naturligvis nogle forsøg at ramme den rigtige mængde, tampe-grad og malingsgrad.

Den medfølgende tamper er af ret god kvalitet

Du kan finpudse indstillingerne yderligere og generelt er maskinen virkelig nem at bruge og finde rundt i. Jeg er ikke fan af måleskeen, som er til for at hjælpe med at vælge den rette mængde kaffe, men her forudsætter det at man også har et godt øjemål for dét at male 18 gram fint kontra groft kan betyde det enten fylder for lidt eller for meget i portafilteret.

Når du tænder maskinen så går der ikke mange minutter før den er opvarmet og klar, men jeg anbefaler man giver den nogle minutter ekstra for at din kaffe kan ramme den rette temperatur når den kommer ud. Maskinen har en tænd/sluk knap på bagsiden og den tænder når den får strøm, så du kan bruge en smart-switch til at tænde den på tid om morgenen eksempelvis.

Det flade design på portafilteret gør det nemmere at tampe

For så vidt angår kaffe, så har du adskillige kurve du kan bruge og min oplevelse var at jeg skulle bruge dual-wall til den ikke-så-friske kaffebønne for ellers kom kaffen igennem meget hurtigt og tynd. Når nu KitchenAid Artisan maskinen også drypper en del (og det gør den) efter endt brygning så hjælper det ikke når kaffen også bliver tyndere.

Efter lidt øvelse så kunne jeg lave en rimelig god kop kaffe med KitchenAid maskinen, men jeg lykkedes aldrig med at lave en ordentlig crema på toppen af mine espressoshots og det var ellers på friskristet kaffe, hvor crema var temmelig tyk på min Sage Barista ved siden af. Kaffen har dog en fin smag, men man kan naturligvis også ramme ved siden af, hvis kaffen bliver for groft malet eksempelvis. Jeg formåede dog at kværne for fint og kvæle KitchenAid maskinen en enkelt gang også, men ellers virker den italienske 15 bar pumpe til at virke ganske fint, om end maskinen larmer en del under brug.

Et doubleshot espresso tager sammenlagt mellem 30-33 sekunder at få ud på denne maskine. Det er lige i underkanten og nok også derfor at min crema ikke er som jeg vil have det. De cirka 30 sekunder er inklusive den såkaldte pre-infusion og jeg synes også at kunne se med det blotte øje at kaffen kommer ud for hurtigt. Da jeg brugte den ikke-så-friske kaffe var tiden en anelse kortere sågar og kaffen endnu tyndere. Det kan også være min kværn, der ikke er helt god nok og det er der også god sandsynlighed for.

Mælkeskummeren laver fin skum og her slår den faktisk min førnævnte Sage Barista, selvom jeg synes at KitchenAid er en anelse sværere at betjene. Du skal starte med at forberede mælkeskummeren ved at lade den skyde ind i opsamlingsbakken, stoppe og så starte den igen umiddelbart efter at du har sat dysen ind i mælkekanden med mælk.

Konklusion

Hvis du leder efter en maskine, der er lækker i designet og godt robust bygget, så er KitchenAid Artisan espressomaskinen et ganske fint bud på en maskine, der samtidigt er mega nem at betjene. Det kræver nok nogle hundrede gram kaffe inden du har fintunet maskinen til at lave en rigtig god kaffe, men det kan lade sig gøre og så har du mælkeskummeren lige ved hånden, men altså hverken indbygget mælkeskummemekanisme eller kværn, så du mangler lidt for at fuldende dit setup. Til prisen kan man godt få bedre kaffe, men som en samlet pakke, så er KitchenAid espressomaskinen egentlig ganske fin.

Positivt

  • Design
  • Simpel at bruge
  • Hurtig til at varme op

Negativt

  • Mangler lidt crema på toppen
  • Mælkeskummedysen kræver lidt træning

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Så er det tid til at kickstarte dagen med en god kop kaffe for i denne omgang har vi testet KitchenAid Artisan espressomaskinen, som vi har fået lov at være vores bedste ven om morgenen i et par uger. Hvad er der i æsken? Indholdet i...Test: KitchenAid Artisan 5KES6503 Espressomaskine