Mangler du plads på din PlayStation 5 med alle de store opdateringer til dine spil? Så er det måske tid til at se på Kingston Fury Renegade, der nu også fås med påmonteret heatsink (køleplade). Vi har fået en sådan til test her på siden.
Hvad er der i æsken?
Meget af Kingstons udstyr kommer i små æsker, der er lige til at pille ned af hylden i butikken og tage med hjem. Samme gør sig så gældende her med Kingston Fury Renegade SSD, som trods heatsink altså ikke fylder alverden. Indholdet består udelukkende af disken og lidt papir.
Design og funktionalitet
Af en SSD at være, så er Kingston Fury Renegade ret tyk, idet den har denne påmonterede køleplade henover flashen.
Rillerne i designet er som takker og de skal sørge for at varmen søger opad og væk fra selve enheden, der er den databærende.
Disken er en PCIe 4.0 NVMe med en Phison E18 controller og 3D TLC teknologi. Det vil i en disk på 2 TB give potentielle 7300MB/s læse- og 7000MB/s skrivehastigheder. Det er ikke helt skidt for at sige det som det er og mere end ti gange hurtigere end SATA diske, som vi ellers var begejstrede for da de kom ud.
Du kan erhverve dig Kingston Fury Renegade i størrelserne 500 GB, 1 TB, 2 TB og 4 TB, hvor jeg vil sige at de 500 GB ikke giver så meget mening. Dels fordi den er en del langsommere end de andre diske og dels fordi 500 GB da du på den måde ikke får plads til bare Gran Turismo 7 og COD Black Ops Cold War, som tilsammen fylder mere.
Installationen af Kingston Fury Renegade er relativt simpel. Der findes adskillige videoer online for hvordan du åbner en PlayStation 5 op og smider en ekstra disk i. Det burde være noget de fleste kan finde ud af.
Efter installering skal du køre en sekvens på konsollen, som bekræfter at der er sat en ny disk i. Derefter fortæller den dig også om disken er hurtig nok til at blive brugt til PlayStation 5 og nedenfor ser du en hastighedstest med vores disk i. Det er ganske fint og du burde ikke opleve at dine spil er langsommere end med den interne disk umiddelbart. Jeg kunne i hvert fald ikke måle nogle forværringer.
Kingston Fury Renegade er trods sin hastighed dog en ganske almindelig SSD og kobles til via M.2, så der er i øvrigt ikke noget til hinder for at du bruger den i en computer i stedet for en konsol. Det står dig frit for, da disken i sig selv ikke er begrænset til PlayStation 5, men det er bare en oplagt lagerudvidelse til netop denne konsol, da den passer i, har heatsink og har hastighed nok.
Konklusion
Kingston har udstyret Fury Renegade disken med noget godt indmad, så den er hurtig nok til også at blive brugt i en PlayStation 5, hvor Sony stiller høje krav til overførselshastighederne inden en disk kan godkendes til brug med konsollen. Med køleelementet påmonteret så sørger du også for at disk og konsol ikke bliver for varme under brug, hvilket er et andet vigtigt aspekt når man udvider lageret i sin PlayStation 5. Som nævnt, så virker Kingston Fury Renegade også i andre M.2 2280 kompatible enheder, men den fastmonterede heatsink kan altså gøre det svært at bygge ind alle steder. Til PlayStation og “åbne” bundkort er den dog nærmest fejlfri.