fredag, november 15, 2024
ForsideAnmeldelserTest: JBL Tune 230NC TWS

Test: JBL Tune 230NC TWS

JBL er endnu en gang klar med et totalt trådløst sæt øretelefoner, også kaldet earbuds, i form af deres Tune 230NC TWS. Vi ser nærmere på dem i denne test.

Hvad er der i æsken?

Ligesom de 130NC vi testede for ikke så lang tid siden er æsken til Tune 230NC TWS enkelte steder gennemsigtig, så man kan se ind til de to øretelefoner, som sidder separat i æsken.

Umiddelbart ville jeg tænke det ikke er så miljøvenligt, men det ser flot ud og JBL fortalte os for noget tid siden at de har nedbragt miljøpåvirkning gevaldigt netop gennem indpakningen til deres produkter.

Indholdet består så af de nævnte øretlefoner, et etui med indbygget batteri, opladekabel og ekstra dutter i forskellig størrelse så der er tre størrelser i alt.

Design

JBL Tune 230NC TWS er et sæt såkaldte true wireless (ja, kært barn har mange navne), som er designet med den aflange form, ligesom Apples Airpods. Det er ikke alle som er fans af denne designform, men for mit vedkommende så bliver de nemmere i ørerne end små earbuds uden “vinger” eksempelvis.

Du kan købe Tune 230NC TWS i hvid, blå, beige og sort design, hvor vores testeksemplar altså, som det fremgår af billederne, var i hvid. På den måde er det altså muligt at vælge lidt så de passer til din personlige stil.

Det medfølgende etui til øretelefonerne minder meget om det etui, som også følger med til 130NC, men der er dog den klare forskel at der her er dybere huller til det aflange design. I toppen er øretelefonerne i Tune 230NC TWS sættet en lille smule smalle og det gør det en smule svært at trække dem op af etuiet, idet de bliver trukket på plads til opladning af magneter. Man skal lige lære, hvordan man skal gribe dem korrekt for at de er nemmere at trække op.

Selve etuiet er med USB-C tilslutning til opladning og det er ikke muligt at lade Tune 230NC TWS øretelefonerne på anden vis end via etuiet. Fordelen er dog at skulle man sætte dem i etuiet til opladning, så virker det ud fra min tests som om det først og fremmest er øretelefonerne, som lades op først.

Etuiet er i øvrigt på 47,3 gram mens selve øretelefonerne vejer blot 10,2 gram tilsammen. Den lave vægt burde gøre dem behagelige at have i ørerne.

Det hvide design er kun brudt af det orange ladekabel og så lidt orange på indersiden af øredutterne. Den orange farve er JBLs varemærke nærmest og kender man brandet, så har man også stødt på orange elementer i stort set alle deres produkter på den ene eller anden måde.

JBL Tune 230NC TWS er et sæt udstyret med fire mikrofoner i alt. På den måde opnår man både tale og aktiv støjreduktion (ANC), hvilket er funktioner vi kommer nærmere ind på lidt senere.

Selve designet af øretelefonerne er IP4X-niveau vandafvisende, hvilket gør Tune 230NC TWS velegnet til træning og brug udenfor. De er altså lavet til at modstå både sved og regn, men det er tvivlsomt om de ville overleve en tur under bruseren for ikke at tale om en svømmetur.

Selvom Tune 230NC TWS er lavet af plastik, så føles de ret robuste og lækre i hånden. Jeg taler naturligvis for den hvide udgave, men regner med at det samme gør sig gældende for de øvrige farver. Designet er både simpelt og dog lækkert på samme tid.

Funktionalitet

I et par øretelefoner er det visuelle design naturligvis vigtigt, men det er det funktionelle ikke desto mindre også. De næste par afsnit handler om brugen af Tune 230NC TWS.

Du kan sagtens nøjes med kun at sætte den ene af de to øretelefoner i øret og så bruge sættet i mono, hvis du eksempelvis kun skal bruge det til at tale med nogen og ønsker at holde det andet øre fri.

App

Hvis du vil udnytte Tune 230NC TWS fuldt ud, så er det optimalt at installere JBLs app til din smartphone. Denne app giver dig nemlig adgang til at justere equalizer, knappernes funktionalitet og også at lokalisere dine earbuds, skulle de blive væk. Det er en yderst simpel app, men det er egentlig også hvad jeg kan lide ved den. Den er nem at finde ud af, selvom den nogle gange brokker sig over at mine Tune 230NC TWS ikke er forbundet “korrekt” til min telefon. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad dette skyldes, men hovedtelefonerne virkede efter hensigten, så jeg tænker det var en bug i appen.

Lydkvalitet

Af et par in-ears earbuds at være så er lyden ganske glimrende. De er lidt mørke i lyden, hvilket naturligvis er en smagssag. Der er god bass for pengene, men man skal dog huske at det er in-ears inden man er alt for kritisk på netop dette punkt.

Personligt oplevede jeg at jeg kunne lytte til både jazz, klassisk, metal og jugoslavisk folkemusik med glæde og uden at der var nogen af genrene, som var helt “off”. Jeg syntes dog at metal og elektrisk musik kom bedst ud af det og detaljegraden var også høj i mine “test-sange”, såsom Hunter fra Björk og Acid Rain fra Lorn. Man skal ikke købe Tune 230NC TWS som audiofil, men af et sæt in-ear og til træning så er de ganske fine lydmæssigt.

Tune 230NC TWS er udstyret med ANC som nævnt og dette betyder at de anvender de i alt fire mikrofoner til at lytte efter lyde omkring dig for at lukke noget af støjen ude. Det virker dog ikke helt så godt som jeg havde håbet. Faktisk kan jeg ikke mærke nogen forskel til de 130NC jeg også testede, hvor ANC var nærmest ikke eksisterende. Jeg er klar over at ANC kan være svært når man ikke lukker ørerne inde, men jeg har trods dét, set det gjort bedre.

Mikrofonerne kan også bruges til såkaldt Ambient Aware funktionalitet, hvilket betyder at modsat ANC så lader du alt lyd komme ind. Det lader dig høre trafikken eller den du snakker med uden at skulle have høretelefonerne af.

Mikrofonerne ser dog ikke umiddelbart ud til at fejle noget og jeg kunne sagtens føre samtale med mine kontakter uden at de brokkede sig over lyden. Hvis jeg var udenfor, så var der støj fra vinden, som de nævnte gjorde mig umulig at høre, men jeg har til gode at teste et par earbuds, hvor dette problem ikke er der.

Komfort

For mig at se er in-ear hovedtelefoner, værende almindelige in-ears eller earbuds som disse, sværere at få til at passe den enkelte. Det kræver noget tilpasning og for mit vedkommende betød det forskellig størrelse øredutter til henholdsvis mit venstre og højre øre.

Komfortniveauet var højt med Tune 230NC TWS og langt bedre end med 130NC. Med Tune 230NC TWS følte jeg ikke at de var på vej til at falde ud konstant, selvom de heller ikke sad helt så godt fast som jeg nu engang kunne tænke mig det. At dreje på dem hjalp en anelse, men mine ører (især det venstre) er ikke glade for in-ears med mindre de har “vinger” til at holde dem på plads, som det eksempelvis er tilfældet med Jaybird Vista.

Med de tre forskellige størrelser bør du dog kunne finde en pasform til dig, som gør at du finder en balance mellem komfort, lydisolation og at de forbliver siddende i dine ører.

Batteri

JBL fortæller selv at de giver op til 40 timers musik på en enkelt opladning og jeg tror det måske sagtens kunne gøre sig gældende, hvis man lod dem spille stille og roligt i 40 timer (skiftevis ved at lade dem lade op i etuiet givetvis), men realiteten er at batteriet også taber lidt af at stå i æsken over natten. Min egen erfaring var at jeg uden ANC (fordi den var værdiløs for mig) sagtens kunne få sættet til at holde i over en uges spilletid, hvor jeg dog ikke brugte headsettet mange timer dagligt og mit skøn lyder på 32-34 timer. Det er egentlig ganske glimrende og betyder at jeg eksempelvis ikke ville være nødt til at lade så ofte i løbet af ugen, hvis Tune 230NC TWS var mit primære sæt. Med ANC eller Ambient Aware bliver batteritiden forværret cirka en tredjedel.

Konklusion

På papiret har Tune 230NC TWS det hele. De er fuldstændig trådløse, har et flot design, vejer ingenting, spiller i lang tid, spiller fantastisk god lyd og byder på aktiv støjreduktion. Hvis man ser bort fra sidstnævnte så er de øvrige elementer faktisk mere eller mindre korrekte. Jeg synes ikke at ANC lever op til mine forventninger, men lyden og Tune 230NC TWS i det hele taget er et godt sæt, der spiller godt og så er det sågar modstandsdygtigt overfor sved og regn så man ikke behøver være nervøs, hvis man bruger det til træning eller udenfor. Vælg den rigtige farve og du er godt kørende.

Positivt

  • God form og design
  • Flot farveudvalg
  • God lyd
  • Solid batteritid

Negativt

  • ANC er mindre end middelmådig
  • Pasform (personlig vurdering)

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

JBL er endnu en gang klar med et totalt trådløst sæt øretelefoner, også kaldet earbuds, i form af deres Tune 230NC TWS. Vi ser nærmere på dem i denne test. Hvad er der i æsken? Ligesom de 130NC vi testede for ikke så lang tid siden...Test: JBL Tune 230NC TWS