fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: JBL Reflect Flow Pro earbuds

Test: JBL Reflect Flow Pro earbuds

I år fejrer JBL 75 års jubilæum og er i fuld sving med at lancere en del nye produkter. Et af disse, som vi har fået fornøjelsen af, er deres true wireless JBL Reflect Flow Pro, som du tilmed kan tage med ud og svømme om du vil. Læs med hvad de ellers kan.

Hvad er der i æsken?

Under et live event gjorde JBL os opmærksomme på at de er begyndt at kigge meget på miljøet og planlægger inden år 2040 at være CO2 neutrale. En af de måder de vil opnå dette på er ved at lade deres emballage fylde mindre så der kan transporteres flere enheder per container og for JBL Reflect Flow Pro skulle det gælde at æsken fylder mindre end halvdelen i forhold til forgængeren.

Selve indholdet er dog af den grund ikke blevet begrænset for det består af øretelefonerne, tre størrelse øredutter og tre størrelse “vinger”, hvoraf det ene sæt dog er monteret på selve øretelefonerne fra start. Derudover er der et lade-etui/case samt ladekabel og en manual.

Design

Vores testeksemplar af JBL Reflect Flow Pro er i en sort æske med sorte earbuds, som dog har en krom-liste omkring den ydre ring samtidigt med at JBL logoet med sine store bogstaver er i grå og pynter denne ring på begge øretelefoner og etuiet. De fås dog også i en slags blå, lyserød og hvid, så der burde være lidt at vælge mellem for dem, der ønsker at skille sig ud eller udtrykke deres stil.

Jeg forestiller mig dog at det medfølgende (meget) korte USB-C kabel er i den kendetegnende orange farve, som mange af os kender JBL for. Denne skiller sig ud fra resten af designet, om man vil det eller ej. Da forbindelsen er USB-C, så burde det dog ikke være noget problem at finde et andet kabel i en farve og længde, der passer én. Sandheden er dog faktisk også den at man kan undgå et kabel helt og aldeles, for JBL Reflect Flow Pro etuiet understøtter Qi trådløs opladning, så det er bare om at smide det på en sådan i et par timer, så er den opladt.

Når vi nu er ved etuiet / casen, så er denne ikke gået på skrump, som eksempelvis emballagen er det. En større case betyder naturligvis at der er plads til et større batteri, men om prisen for denne ekstra batteritid er dét værd må man jo selv vurdere. Størrelsen på casen gør nemlig at den ikke så nemt kan være i en bukselomme , med mindre man har løst siddende tøj. For træningsbukser og den type af løst tøj er det ikke noget problem, men i modsætning til Jaybird Vista 2 casen (afbilledet forneden) så kan jeg ikke have JBL Reflect Flow Pro i mine jeans.

Selve øretelefonerne i sættet er en smule store, men til gengæld lover producenten også op til 10 timers spilletid uden opladning og yderligere 20 timer gemti etuiet, så måske er det dét værd. Mine ører er generelt ikke så glade for in-ears og de falder nemt ud, men til dette formål er JBL Reflect Flow Pro udstyret med POWERFIN, som er bedst beskrevet som vinger på øredutterne, der går ind og holder fast i øret, så disse earbuds ikke falder ud. Denne type af design er efter min mening nærmest en nødvendighed når de skal bruges til sport, for at de ikke så nemt skal falde ud af øret. Pasform og komfort kommer vi dog nærmere ind på længere nede i denne test.

Mens jeg med tiden med andre øretelefoner af denne type oplevede at de til tider ikke satte sig ordentligt i etuiet, hvilket i enkelte tilfælde resulterede i at øretelefonerne ikke ladet op, så fik jeg slet ikke den samme oplevelse med JBL Reflect Flow Pro. Her var der til gengæld nogle meget stærke magneter i etuiet, som greb fat om øretelefonerne. Faktisk så meget at jeg til tider havde svært ved at tage dem op af etuiet og det blev lidt irriterende til tider. Dog oplevede jeg ikke på noget tidspunkt at de ikke ladet op efter at jeg havde smidt dem i æsken.

Kabel med refleks så man nemmere kan blive set eller finde sin øretelefoner i mørke

Etuiet har en LED-bjælke af hvidt lys på fronten, som fortæller status på batteriet og mens casen lader op. For at tjekke batteristatus er det nødvendigt at åbne casen og lukke denne igen. Den fortæller dog ikke individuelt, hvor meget hver enkelt earbud har af strøm. Etuiet har i øvrigt også en knap på bagsiden, som dog bruges til at genpare de to earbuds eller genstarte systemet, hvis det skulle blive ustabilt.

JBL Reflect Flow Pro øretelefonerne er som noget nyt ganske vandtætte og med en IP68 rating. Producenten påstår sågar at man kan tage dem med ud og svømme i saltvand, hvilket de altså også burde kunne holde til. Om de så helt ville overleve at man under svømmeturen taber dem i havet er der ikke angivet noget om, men uanset ville jeg grundet produktets størrelse ikke anbefale at man taber dem i dybt vand for de ville nok være svære at bjerge. Spøg til side, så er denne rating ret fed at have in mente for det betyder at man kan træne al type af sport man kunne tænke sig og så ikke svede af nervøsitet over at ens earbuds ikke kan holde til lidt vand fra eksempelvis et bad eller en træning, hvor man sveder igennem.

Designmæssigt må man dog leve med at det vandtætte design gør at det virker en smule plastikagtigt, fordi materialerne og designet, der er nødvendigt til at noget bliver vandtæt mere eller mindre kræver at der er en smule mere fokus på funktion end form og looks. Dog føles JBL Reflect Flow Pro ret robuste og solide uden at være tunge i hænderne eller ørerne, så uden at have trådt på dem eller smidt dem rundt, så virker de til at kunne holde til et træningsmiljø.

Der er en strop omkring etuiet og det er med reflekser, så hvis de bliver lyst på kaster de lyset retur og er altså på den måde nemmere at se i mørke enten, hvis man skulle have mistet dem eller ved at have dem hængende udenpå træningstøjet når du løber eller cykler i mørke.

Funktionalitet

Lige ud af æsken forbinder JBL Reflect Flow Pro lynhurtigt til min telefon. Dette gør den faktisk også fremover og det er ellers en blandet oplevelse med earbuds på markedet. Nogle er flere sekunder om at forbinde efter de bliver taget ud af æsken, mens nogle som JBL Reflect Flow Pro altså gør det nærmest øjeblikkeligt.

Jeg endte dog med at parre dem to gange med min telefon, fordi da jeg installerede JBL appen på min Android, så blev denne i starten ved med at fortælle mig at jeg kun skulle forbinde ét sæt JBL Reflect Flow Pro for at denne app skulle fungere optimalt. Efter at jeg parrede enheden anden gang, så kom denne besked kun nogle få gange. Der må dog være tale om en bug, for appen virkede helt fint.

Når nu vi er ved appen, så er den nærmest en essentiel og uundgåelig del af JBL Reflect Flow Pro. Ellers gav det nemlig heller ikke mening at betale premium prisen for headsettet. Appen giver nemlig adgang til at man kan indstille headsettets funktioner, såsom at indstille equalizeren. Da JBL Reflect Flow Pro ud af boksen, efter min smag, ikke har nok bass er det nærmest også en nødvendighed lige at tweake EQ fra start af. Det afhænger naturligvis af ens smag og den type af musik man lytter til.

Udover EQ giver appen dig adgang til indstilling af, hvordan knapperne i siden af øredutterne agerer. Det er ikke muligt at indstille knappernes funktion når der kommer opkald eller mens man er i opkald, for her er touchknapperne altid de samme. Jeg havde enkelte gange problemer med at ligge på og besvare et opkald, men det kan også være fordi jeg simpelthen ikke er gode venner med touchknapper, som jeg ikke kan se. Når jeg skulle skifte sange, volumen eller ANC-indstillinger, så virkede det dog upåklageligt mærkværdigt nok.

I appen har man også mulighed for at lokalisere sine JBL Reflect Flow Pro, men kun hvis de er forbundet og i nærheden af telefonen. Der er ikke mulighed for at se, hvor earbudsene sidst var forbundet på et kort eller lignende. De kan dog afspille en høj hyletone, så de burde være til at finde, hvis altså man er i nærheden.

Det er også i appen man finder featuren om perfect fit, hvor JBL Reflect Flow Pro afspiller en lyd, mens du har dem i ørerne og så lytter via mikrofonerne om de passer i dine ører. På den måde finder du den bedste størrelse øredutter, POWERFIN og placering. Denne funktion virkede for mig for jeg prøvede bevidst at vælge nogle, der var for små og fik så også at vide at jeg skulle prøve nogle andre.

Komfort

Det perfekte fit er dog ikke ensbetydende med at man får et perfekt fit nødvendigvis. Alt i alt er JBL Reflect Flow Pro utroligt behagelige at have i ørerne og de vejer med 14,4 gram ikke alverden, selvom de ikke er klassens letvægtere hellere. Dét til trods, så oplevede jeg at de falder ud af mine ører og det sågar uprovokeret. Jeg forsøgte ellers at ryste hovedet når jeg fik dem i ørerne og de sad fast uden at rykke sig. Når jeg så gik med almindelig tempo og bøjede hovedet, så var det at de trillede ud, som om at de løsner grebet når de ikke er under pres. Jeg indrømmer at mine ører generelt ikke er venner med in-ears, så det har naturligvis også noget at sige.

Mikrofoner

Disse har JBL Reflect Flow Pro seks stykker af, men det er ikke fordi man skal snakke i dem alle sammen. JBL Reflect Flow Pro er nemlig udstyret med Active Noise Cancellation (ANC), som bruger mikrofoner til at lytte efter udefrakommende lyde for at minimere støjen for dig, som bruger dem. ANC er en blandet landhandel og denne kan være tunet ind på de frekvenser man oplever på kontoret, i fly, i trafik eller noget helt fjerde. Selvom jeg ikke kunne teste flyet i min testperiode, så lavede jeg det ud fra lydindspilninger af fly på YouTube samt de øvrige støjmiljøer og må desværre sige at ANC i JBL Reflect Flow Pro ikke helt lever op til forventningerne. Jeg synes slet ikke jeg kan få screenet støj ude i hverken kontormiljø, på gaden eller med White Noise videoer fra YouTube. Jeg hører også kun en vag “osteklokke” fornemmelse sammenlignet med mange andre ANC-headsets jeg har testet.

Mikrofonerne kan du dog også bruge til andre ting, såsom at snakke i eller aktivere dine Google Assistant, som JBL Reflect Flow Pro også understøtter. Mikrofonen lyder godt, men man skal være opmærksom på at den opfanger masser af omkringliggende lyde også, så det er ikke så velegnet til at tale, hvis man er i et støjende miljø, så hvis man er fitnesscentret ville det være en god idé at finde et lettere isoleret sted, hvis man vil gøre den man snakker med en tjeneste.

Batteritid

Man plejer at tage producenternes batteriindikationer lidt med et gran salt for de tester i ideele miljøer og forhold. Med JBL Reflect Flow Pro lover de altså op til 30 timer sammenlagt, hvor de 10 timer ligger i selve øretelefonerne og så kan etuiet lade dem op yderligere to gange. Min oplevelse var at det ikke helt rammer 30 timer, men det er mindre ved siden af end jeg havde frygtet. Det afhænger naturligvis af, hvordan man bruger headsettet, så det ville være lidt um sonnst at sætte tal på. Det afhænger af det lydniveau man afspiller i og hvorvidt man anvender ANC eller ej, for denne funktion bruger nemlig en del batteri, da nogle af mikrofonerne jo konstant er aktive. Det er dog snildt over 25 timer med en enkelt opladning og så burde man altså være temmelig godt dækket ind. Her taler jeg mest musik for det var det jeg testede JBL Reflect Flow Pro med, selvom der naturligvis også var nogle få opkald imellem.

JBL Reflect Flow Pro på trådløs oplader

Konklusion

Efter et par uger med JBL Reflect Flow Pro kan jeg virkelig sige at jeg ser masser af potentiale. De har et okay design, hvor fokus dog er på at det er vandtæt og støvtæt i så høj grad at man kan svømme med dem om man vil samtidigt med at de holder strøm til en ironman og så mere til. Og det fede er at du kan have dem på under hele turen. JBL Reflect Flow Pro er et rigtig godt headset til træning grundet det robuste design, lange batteritid og POWERFIN designet, som hjælper til at de forbliver i ørerne selv under løb og bevægelse. At lyden er rigtig god og detaljere er naturligvis et plus. Man kan sågar indstille sin egen Equalizer plus mere til gennem den app man kan installere. Foruden en ikke så god ANC, så synes jeg virkelig ikke at jeg kan sætte finger på andet med hensyn til JBL Reflect Flow Pro, som er et rigtig godt headset til den aktive.

Positivt

  • God lyd og masser af bass til denne størrelse
  • Vandtætte og kan bruges til svømning også
  • Robuste
  • Lang batteritid
  • God app

Negativt

  • Kunne have en bedre ANC

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 1.299,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Tidligere artikel
Næste artikel
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

I år fejrer JBL 75 års jubilæum og er i fuld sving med at lancere en del nye produkter. Et af disse, som vi har fået fornøjelsen af, er deres true wireless JBL Reflect Flow Pro, som du tilmed kan tage med ud og...Test: JBL Reflect Flow Pro earbuds