mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Jaybird Tarah

Test: Jaybird Tarah

Jaybird udvider deres sortiment endnu en gang og i denne omgang med et sportsalternativ til deres X4 hovedtelefoner. Jaybird Tarah hovedtelefonerne er bygget til dem der dyrker sport eller andre aktiviteter, hvor det er vigtigt med et holdbart design, men hvor man ikke må gå kompromis med hverken kvalitet, design eller lyd. Vi ser nærmere på om Jaybird Tarah lever op til forventningerne i disse kategorier.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Jaybird Tarah åbnes op med en låge foran og herefter får man først og fremmest adgang til headsettet, der har et par øredutter påmonteret. Foruden dette er der i æsken to ekstra størrelser af øredutter, en clips til at hænge om tøjet, oplader og manual.

Design

Jaybird Tarah er et par trådløse in-ear hovedtelefoner, der er designet således at kablet, som forbinder den højre og venstre øretelefoner, skal gå bag om nakken på brugeren. Denne type af design er ganske normale for sportsudgaver, idet kablet på denne måde ikke generer brugeren ved at hænge dem foran øjnene når de laver forskellige øvelser. Det gør også at kablet ikke sætter sig fast i tide og utide, hvilket de fleste nok vil finde meget rart.

Værende et sæt bygget til sport, så er Jaybird Tarah også med en hårdfør overflade af gummi, som gør den modstandsdygtig overfor sved og fugt. Det er ikke nødvendigvis det kønneste materiale, men tanken er nu også at det skal holde lidt længere end almindelige hovedtelefoner ville gøre det. Sved indeholder nemlig temmelig meget salt og det ætser med tiden gennem selv de dyreste hovedtelefoner, hvis ikke de er beskyttet mod det. De har i øvrigt en IPX7 vurdering, som dækker over at de er sved og fugtafvisende. Det betyder man ikke skal tage dem med ud på en svømmetur, men en løbetur ude i regnen burde de sagtens kunne holde til.

Denne overflade af gummi bevirker dog også at eftersom Jaybird Tarah går rundt om nakken, så sætter gummiet sig temmelig nemt fast i enten hud eller tøj. Dette gør så at øretelefonerne kan finde på at falde ud, hvis man drejer hovedet for meget og for ofte. En del af løsningen til dette er at bruge den medfølgende clips til at sætte kablet fast og på den måde minimere udfaldene og en anden del af løsningen er at leve med det eller undlade at dreje hovedet.

På selve kablet og cirka 10 centimeter fra den højre øretelefon finder man Jaybird Tarahs fjernbetjening og mikrofon. Fjernbetjeningen ser umiddelbart voldsom ud da den er temmelig lang i forhold til resten af konstruktionen. Dog er den ret flad, hvilket gør at den ikke føles så voldsom når man har hovedtelefonerne i brug. Det lange design har også en fordel i form af at tasterne, som mikrofonen er bestykket med, er ret langt fra hinanden. Derudover har de tre taster hver deres form og det gør Jaybird Tarah ret nem at betjene, selv når man er i bevægelse. Denne type af smart design kunne man ønske af andre hovedtelefoner i kategorien, da det tit ender med at man fifler med fjernbetjeningen under løbeturen og bare det at skulle skrue op og ned ender med at man gør det forkert.

Den flade fjernbetjening på kablet af Jaybird Tarah har også en begrænsning. Den er nemlig ikke tyk nok til at man kan have en micro-USB på den. Derfor (tænker jeg) har Jaybird valgt at designe den med dens helt egen specielle oplader, som er en lille base, hvori man monterer Jaybird Tarah hovedtelefonerne når de skal lade op. Det smarte er at det er super nemt og hurtigt at sætte hovedtelefonerne til opladning, men skulle man glemme denne oplader, så har man ingen anden mulighed for at lade det op. Jeg formoder i øvrigt at batteriet er lokaliseret inde i denne fjernbetjening også, men det er svært at gøre sig sikker.

Selve øretelefonerne er sammenlignet med fjernbetjeningen og et ellers fladt og tyndt kabel ret store. De er også meget robuste, men trods størrelsen og robustheden føles de hverken tunge eller klodsede. Gummidutterne, som man kan montere på dem er alle af samme design, men i forskellig størrelse. Årsagen til at jeg nævner det med designet er at hvis ikke man kan lide de øretelefoner der har en tak, eller vinge om man vil, som skal guides op ad øret for at sidde på plads, så har man ikke muligheden for at vælge det fra. Personligt har jeg ikke noget imod denne type af in-ears, idet in-ears ellers falder ud af mine ører og det er mere irriterende at døje med i virkeligheden.

På ydresiden af øretelefonerne har man Jaybirds logo i mat grå farve og det er så også den eneste afvigelse i farve man får, foruden gummidutterne, som er i gennemsigtig grå. Under denne gennemsigtige grå gemmer der sig lidt gul også. Alligevel formår Jaybird Tarah at fremstå flotte og lækre og det synes jeg er en bedrift, idet sportsøretelefoner generelt døjer under et kedeligt design. Forstå mig ret, der er pænere designs derude, også fra Jaybird, men tager man det meget monotone farvevalg i betragtning så er det godt klaret alligevel.

Funktionalitet

I et sæt hovedtelefoner betyder design uhyre meget for os som brugere. Mange af os i hvert fald vil jeg påstå, men hvis man har det som jeg, hvor funktionaliteten er væsentligt vigtigere, så er det måske de næstkommende afsnit, som er mere spændende eller interessante om man vil.

Lydkvalitet

Vanen tro satte jeg Jaybird Tarah gennem min playliste, hvor jeg har blandet en del sange, som jeg kender rigtig godt. Fordelen med dette er at jeg ved (er i hvert fald bør vide), hvordan disse sange skal lyde. Playlisten indeholder desuden en blanding af rock, metal, hiphop, klassisk og andet for at jeg kan komme vidt omkring.

Af et par sportshovedtelefoner lyder Jaybird Tarah ret godt. De har en overraskende bund, som jeg synes er vigtig når man træner. I hvert fald for den musik jeg lytter til når jeg træner. Dog flyder mellemtoner og bund lidt over og detaljegraden forsvinder en tand, men alt i alt synes jeg at de klarer sig godt. Vokaler er en tand flade og også klassisk musik har jeg hørt bedre af, men alligevel vil jeg vurdere Jaybird Tarah som tilfredsstillende, for det segment de befinder sig i.

Mikrofon

Hvis man agter at bruge Jaybird Tarah som et headset, hvilket også er muligt, idet fjernbetjeningen er udstyret med en mikrofon, så skal man være opmærksom på at producenten nok ikke har brugt for mange kræfter på denne. Der er nemlig tale om en meget simpel mikrofon, der lyder okay, men er elendig til at screene støj væk. Støj, der kommer fra fx trafikken når man er ude at løbe, eller støjen i fitness centret kommer meget tydeligt igennem til modtageren. Det er ikke hensigten skal det lige siges.

Komfort og brug

Man har tre størrelser af øredutter at vælge mellem. Hvorvidt det er nok afhænger i virkeligheden af om man finder den størrelse og form, som passer én. Jeg fandt noget som passede mig fint og gjorde at Jaybird Tarah øretelefonerne ikke faldt ud under brug. Hvis jeg løb og trænede på en sådan måde at jeg ikke bevægede hovedet for meget så forblev det også sådan, men ellers var kablet ofte hurtigt til at gribe fat i enten mit tøj eller nakke og hoppe ud. Mens de ikke gjorde dette mærkede jeg dem nærmest ikke i ørerne, så komforten er efter min mening en solid mellemvej.

Batteritid

Her har vi med en relativ parameter at gøre. Producenten lover op til 6 timers afspilningstid og det var omtrent også det resultat jeg fik ud af dem. Denne afhænger af om man skruer højt op eller ej. Hvorvidt seks timer er tilstrækkeligt er så et spørgsmål af hvordan man agter at bruge Jaybird Tarah. Som et sportssæt så er det de færreste af os, der træner i seks timer i streg, men hvis man ligesom min bedre halvdel hader at lade enheder op dagligt, så går der altså få dage mellem opladningerne. Seks timer er dog mere end jeg havde forventet for at være ærlig for Jaybird Tarah fylder ikke voldsomt meget og vejer kun cirka 14 gram. Vægten er angivet uden gummidutterne i øvrigt.

Konklusion

Med sin IPX7 modstandsdygtighed overfor støv og vand er Jaybird Tarah designet til sportsudøvere eller på anden vis aktive folk. Det vil sige man på designsiden skal leve med lidt kedelig overfladebehandling, der netop skal beskytte mod den sved man kan udsætte et sådant sæt for, men til gengæld får man altså et produkt, der forventeligt holder længere. Apropos at holde længe så er det muligt at presse op til seks timer ud af batteriet og det burde være nok til de fleste træningssessioner. Dog skal man huske sin oplader, da den er designet specielt til en Jaybird Tarah og man kan ikke lade enheden op på anden vis. Lydmæssigt synes jeg at Jaybird Tarah lever op til forventningerne og der er fokus på bass, hvilket er foretrukkent af de fleste når det kommer til sport. Det er altså ikke et sæt til at fordybe sig i sin Hi-Fi kollektion, men man kan sagtens fordybe sig i sin træning, idet der er tale om et komfortabelt sæt hovedtelefoner.

[checklist]

  • Solid lyd
  • Komfort
  • Batteritid tilfredsstillende størrelse taget i betragtning

[/checklist]
[badlist]

  • Mikrofon
  • Specialoplader

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 849,-

  • Køb Jaybird Tarah

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Jaybird udvider deres sortiment endnu en gang og i denne omgang med et sportsalternativ til deres X4 hovedtelefoner. Jaybird Tarah hovedtelefonerne er bygget til dem der dyrker sport eller andre aktiviteter, hvor det er vigtigt med et holdbart design, men hvor man ikke må...Test: Jaybird Tarah