mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Jabra Evolve 65e

Test: Jabra Evolve 65e

Der er kommet en ny formfaktor til in-ear øretelefoner for professionelle brugere og de hænger om halsen på en anden måde end man har været vant til. Jabra Evolve 65e er blandt denne type og vi har været så heldige at få et par til test, som vi har arbejdet os igennem her.

Hvad er der i æsken?

Som nævnt er Jabra Evolve 65e tiltænkt det professionelle marked og dermed er unboxing og indpakning ikke af den store værdi. Jabra Evolve 65e kommer derfor i en æske af genbrugspapir, da det for virksomheder er vigtigere at være miljøvenlige end at udstyret skal komme i flotte gave-æske lignende pakker.

Indmaden er dog heldigvis ikke så beskeden og består af selve øretelefonerne, ekstra to størrelse af øredutter og det samme for øre gél. Derudover har man en USB-adapter til computeren, et microUSB kabel og en neoprenspose til at have det hele i når man vil transportere det rundt.

Design

Det specifikke ved Jabra Evolve 65e designet er at selvom selve øretelefonerne går ind i øret, så er de to enheder forbundet med et kabel og mellemstykke. Mellemstykket er naturligvis også med et kabel tværs igennem, men tanken er at det skal hænge bag om nakken og følge nakkens form. På denne måde er trækket på ørerne ikke voldsomt. Det til trods så har man på selve kablet en stor fjernbetjening og mikrofon, som ligeledes gemmer på det indbyggede batteri som skal gøre den trådløse forbindelse mulig.

Vælger man undervejs at tage øretelefonerne ud af ørerne for at føre en almindelig samtale eller have en pause, så lader man den ganske enkelt blot hænge om halsen. Dertil har de to øretelefoner en indbygget magnet, som gør at man kan sætte dem sammen og på den måde undgå at de hænger og dingler hver for sig. Det gør også at de med højere sandsynlighed forbliver hængende om halsen.

Jabra Evolve 65e har fire knapper. Den ene værende aktivering af stemmestyring på smartphones, der understøtter funktionaliteten og resten værende til besvarelse af opkald og styring af lydsstyrken. Som den opmærksomme vil bemærke er der ikke mulighed for at styre musikken frem og tilbage med disse knapper og det er lidt irriterende. Testen blev udført på Android, så jeg skal ikke gøre mig klog på om det er anderledes for iOS.

Headsettet har en indbygget vibrationsfunktion, som gør at man bliver gjort opmærksom på når der er et indkommende opkald og eftersom Jabra Evolve 65e understøtter UC, så gælder dette uanset om det er fra computeren eller mobiltelefonen at opkaldet kommer fra. Det kræver naturligvis at programmet på computeren understøtter UC (Unified Communications) og at USB-donglen er sat ind og driveren installeret. Driveren er universel så det kræver ikke at man gør andet end blot sætter den i sin computer.

Selve øretelefonerne på Jabra Evolve 65e er lidt større end de almindelige in-ears, men til gengæld er de udstyret med vinger i gél, som du sætter ind i øret for at de forbliver på plads. For mit eget vedkommende kunne jeg sagtens løbe med Jabra Evolve 65e i ørerne uden at de faldt ud, selvom dette ikke var, hvad de er bygget til. De forskellige størrelse øredutter og gél gør at de fleste bør kunne finde en passende størrelse.

Jabra Evolve 65e er ikke et designerstykke, men det er heller ikke ligefrem grimt at se på. Designet er primært udført i sort med enkelte detaljer i krom hist og her. Dermed fremstår headsettet professionelt og solidt bygget uden at være iøjefaldende på nogen måde. Det skulle da lige være grundet den lidt anderledes bærestil, men ellers ikke.

Funktionalitet

Jabra Evolve 65e er hurtig at sætte op. Som nævnt er der tale om plug and play (UPnP) når det kommer til opkobling på PC, mens ens smartphone kobles til via Bluetooth. Begge er lige til og kræver ikke den store snilden.

Dertil er Jabra Evolve 65e også ret hurtig at vække fra slukket tilstand. Ofte ser man trådløse headset, som kræver at man holder tænd knappen inde i et par sekunder, mens det med Jabra Evolve 65e blot kræver et enkelt tryk. Det er en meget lille, men vigtig detalje, der gør at man faktisk kan nå at vække sit headset fra slukket tilstand og forbinde til et indgående opkald inden folk vælger at ligge på.

Chat

Lydkvaliteten i samtaler er utrolig klar og stemmer går godt og tydeligt igennem begge veje. Dog melder dem jeg snakker med at de nærmest ligeså godt kan høre mine omkringbefindende kolleger, der snakker samtidigt med, hvilket skyldes at mikrofonen i Jabra Evolve 65e desværre ikke er optimeret til åbne kontorlandskaber. Til private kontorer og til samtaler i bilen er det dog ganske fantastisk på dette punkt.

Musik

Hvis du vil, så er det naturligvis muligt at anvende Jabra Evolve 65e til musik også og den skifter mellem lyden i samtale og musik samtidigt med at den automatisk skifter mellem computer og telefon. Dertil skal det dog nævnes at hvad angår den musikalske oplevelse så vil det være ganske fint til “husbehov” så at sige og i de pauser man måtte ville tage mens man arbejder. Lyden føles nemlig en del tam og mellemtonerne flyder let ind i hinanden således at detaljeret musik bliver lettere utydelig. Da det dog ikke er Jabra Evolve 65e’s primære formål vil jeg ikke lade det influere vurderingen af headsettet.

Komfort

Det forudsætter naturligvis at man kan finde en passende størrelse øredutter og gél til at føre ind i øret, men hvis det kommer på plads, så er jeg overbevist om at du vil opleve samme ganske acceptable komfortniveau som jeg selv havde. Jeg oplevede med Jabra Evolve 65e ganske fornuftig komfort og på intet tidspunkt generede det mig at have dem i ørerne eller om halsen. Især muligheden for bare at smide dem ud af ørerne og så stadigvæk vide at de er lige ved hånden var en følelse af frihed, der forstærkede komfortniveauet.

Batteritid

Tager man og sammenligner Jabra Evolve 65e med så meget andet man bruger på kontoret eller andre steder så er dens annoncerede 8 timers tale og 13 timers musik ganske fint. De tests jeg lavede leverede også omkring denne batteritid. På kontoret kunne jeg sagtens bruge det flere dage uden opladning fordi jeg ikke snakker konstant. Dog kan jeg ikke lade vær med at tænke på at jeg har haft mindre headsets med næsten samme batteritid. Her har vi så et headset med batteridelen hængende om halsen og alligevel får man “kun” 8/13. Blot derfor var min forventning måske at jeg ville have mere og ikke fordi jeg følte at jeg havde behov for det.

Konklusion

Jeg havde ikke tidligere haft erfaring med denne formfaktor, som Jabra Evolve 65e er en del af, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente. Det som overraskede mig meget positivt var, hvor behageligt det var at have headsettet om halsen når det ikke er i brug og så det meget nemme i at sætte det til når det skal bruges samtidigt med at det tænder på næsten ingen tid. Lydkvaliteten var som forventet og på et acceptabelt niveau, men ikke dens primære attribut. Jeg havde måske en højere forventning til batteritiden grundet designet, men eftersom jeg ikke var generet af batteritiden på nogen måde synes jeg ikke at jeg vil lade det influere min vurdering. Alt i alt et godt headset, der samtidigt er super komfortabelt og man glemmer at have det på ret nemt.

Pris og tilgængelighed

Set til 879,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Der er kommet en ny formfaktor til in-ear øretelefoner for professionelle brugere og de hænger om halsen på en anden måde end man har været vant til. Jabra Evolve 65e er blandt denne type og vi har været så heldige at få et par...Test: Jabra Evolve 65e