søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserHovedtelefonerTest: Jabra Elite Sport "usynlige" øretelefoner

Test: Jabra Elite Sport “usynlige” øretelefoner

De såkaldte usynlige øretelefoner er begyndt at dukke op alle steder og Jabra Elite Sport tager kampen op samtidigt med at de yder lidt ekstra ved at være designet til den aktive bruger, som udover musikken også har andre krav og behov. Jabra Elite Sport er et sæt øretelefoner, der gemmer sig inde i øret uden at det bliver holdt på plads af kabler, bøjler, magi eller andet og derudover er de udstyret med pulsmåler. Hvordan det kan lade sig give sig skal vi finde svaret på i vores test her.

Hvad er der i æsken?

Af et headset at være så kommer Jabra Elite Sport faktisk i en ganske interessant indpakning. Der er ikke så meget hokus pokus omkring det i virkeligheden, men der er bare gjort en smule ud af selve udpakningen og det synes jeg er en fed detalje.

Først og fremmest præsenteres man af et magnetisk låg, som så under sig gemmer på en gennemsigtig plastiklåge man løfter op for at komme til øretelefonerne og æsken. Derunder har man så en masse papirer, som skal hjælpe én i gang med sit nye sæt øretelefoner.

Man får også en hel udstyrspakke med i æsken bestående af selve Jabra Elite Sport, etui med opladefunktion, opladekabel, seks forskellige dutter til ørerne og tre sæt EarWings til at hægte øretelefonerne fast i ørerne.

Design

Det såkaldte usynlige headset går i sin enkelthed ud på at man ikke behøver hverken kabler eller andet til at have et par øretelefoner sidende i ørerne. Det er ikke ensbetydende med at de er helt usynlige, hvilket også vil fremgå af nogle af de nedenstående billeder, men ikke desto mindre, så skal man ikke fifle med hverken kabler eller bøjler rundt om nakke eller hoved.

Det er netop et sådant sæt som Jabra Elite Sport er og sættet består af to separate enheder, som er koblet sammen til at agere i stereo. Man kan også nøjes med at smide den ene af enhederne i øret og anvende det til almindelige samtaler om man vil.

Det er den højre enhed, som er den primære og altså den, der kan anvendes til samtaler uden den anden enhed nødvendigvis er slået til. Det er også i den højre enhed at man finder pulsmåleren, som altså måler pulsen gennem ens ører når den er sat i.

Selve enhederne er ikke så voldsomt store, men når man smider dem i ørerne så kan det godt ses at man har dem på. Det er ikke ligefrem at kalde usynlige på den måde, men de har altså ingen andre synlige elementer man har hængende om hovedet.

Det er ved hjælp af de førnævnte EarWings at Jabra Elite Sport holdes på plads inde i øret og disse har man altså forskellige størrelser af, således at man kan finde den pasform, der passer til ens ører. De er naturligvis individuelt uafhængige, hvorfor man godt kan anvende én størrelse til det ene øre og en anden til det andet.

Selve øredutterne har også forskellige størrelser og former, så det burde også være muligt at finde et sæt, der passer til den enkelte bruger nærmest uanset øre form og størrelse.

På både den højre og venstre øresnegl (må man vel kalde det) er der knapper tilgængelige, som gør brugeren i stand til at justere lydoplevelsen eller sågar træningsprogrammet. Knapperne er nemme at identificere efter at man har prøvet det et par gange og funktionerne er også relativt nemme at huske efterhånden som man anvender sine Jabra Elite Sport og gør sig bekendt med dem.

Med til Jabra Elite Sport medfølger som nævnt et lille sort etui. Inde i dette er der gjort plads til at man kan opbevare sine øretelefoner, hvor de bliver holdt på plads og altså ikke rasler rundt. Etuiet er dog designet således at det i siden har en indgang til microUSB og det er altså på denne måde at øretelefonerne bliver opladt. Derudover agerer selve etuiet som en powerbank for ens Jabra Elite Sport øretelefoner.

Funktionalitet

Jeg blev positivt overrasket over, hvor nemt det spillede med at få Jabra Elite Sport sat i ørerne og så spillede de bare med min mobiltelefon umiddelbart efter forudsat Bluetooth var aktiv på telefonen på det givne tidspunkt. De to øretelefoner spiller også fint sammen og hvis der skulle være en forsinkelse eller forvrængning mellem timing på de to enheder så var det i hvert fald ikke nogen jeg kunne mærke.

Sport

For at få mest muligt ud af Jabra Elite Sport skal man installere den tilknyttede applikation på sin smartphone, Jabra Sport, som indeholder et hav af features og informationer. Man kan holde øje med sin aktivitet, udvikling og sætte træninger op efter ønske og behov.

//media.ereviews.dk/#!album-253

Hvis man eksempelvis har sat en træning op bestående af adskillige dele kan man også bruge knapperne på øretelefonerne til at hoppe nogle sessioner over, hvis man ikke lige føler sig motiveret til at klare dem.

Pulsmåleren sørger for at appen får en detaljeret information om ens aktivitetsniveau, mens appen bruger telefonens GPS til at tracke, hvor man har løbet og i hvilken hastighed. Alle disse informationer koges efter træningen sammen og giver brugeren en fin og detaljeret oversigt, hvor man også kan se, hvor og hvornår intensiteten har været tilfredsstillende eller ej. Sammenlignet med mine to sportsure så ser pulsmåleren ud til at være præcis i Jabra Elite Sport, så det er noget man godt kan læne sig op ad også.

Under løb, hop og træning forbliver Jabra Elite Sport i ørene takket være det smarte design med EarWings, også selvom øretelefonerne er lidt store, så føles det ikke som tungt eller ubehageligt under træning. De forskellige knapper er nemme at nå, men de er under løb ikke helt så nemme at trykke ned synes jeg, da de skal bruge lidt mere kraft end jeg synes og så ender det med at jeg trykker mig selv hårdt i øret nærmest. Det er dog en mindre detalje i forhold til at jeg ellers synes at der er tale om en behagelig og komfortabel brugsoplevelse.

Under ens træning får man også notifikationer fortalt højt inde i selve øretelefonerne. Dette er ikke nyt for dem, der har anvendt andre sports apps på deres smartphone, men det er ikke desto mindre en vigtig detalje at man har taget med i Jabra Sport. På denne måde kan man sætte tempoet op, hvis man ikke helt lever op til sin målsætning osv.

Lydkvalitet

Tager man Jabra Elite Sports anvendelse i betragtning, så er det for mit vedkommende et sæt øretelefoner jeg vil bruge under træningssessioner, hvor jeg godt kan lide at musikken er intens og lader mig fordybe mig i min træning. Dette føler jeg ikke just at Jabra Elite Sport lever op til, fordi lydbalancen simpelthen ikke lever op til mine forventninger når jeg tager produktets pris i betragtning. Det er mest at der næsten ingen bass er, mens resten af lydsfæren følger okay med.

Bassen er nærmest ikke eksisterende og om dette skyldes at man skal spare på batteriet for at dette kan holde når man nu kun har de to små batterier til rådighed som er indbygget er svært at sige, men lyden kunne nok være bedre.

Til dem der ikke ønsker at tage deres øretelefoner ud før de er færdige med at bruge dem er der også en indbygget HearThrough funktion i Jabra Elite Sport og denne funktion går ud på at lade mikrofonen opfange ude fra kommende lyde således at man enten kan høre dem mens musikken er på pause eller som et overlay på musikken. På denne måde kan man føre en samtale med folk uden at man skal afbryde sin træning eller tage headset ud.

Batteritid

Batteritiden i sig selv kan man godt være tilfreds med og mere til, for anvender man Jabra Elite Sport til sport så er det de færreste af os, der kan holde til de 3 timers batteritid, som de kan holde til ved en opladning. Tre timer lyder ganske vist ikke af meget, men tager man produktets udformning i betragtning er det ganske fint synes jeg.

Endvidere har man det medfølgende etui som backup og opladningen af ens øretelefoner påbegynder så snart man smider øretelefonerne i æsken. Etuiets indbyggede powerbank kan give yderligere to opladninger førend man skal oplade begge dele igen og det giver altså en samlet batteritid på op til 9 timer. Det er ikke helt ved siden af i mine tests som holdte til i snit lige knap 3 timer, hvor en enkelt opladning også holdte til mere mens musikken ikke var så højt buldrende.

Konklusion

Hvis man som jeg er stor modstander af kabler, så er her endnu et sted man kan slippe af med dem for Jabra Elite Sport er helt kabelfrie, på nær når selve etuiet skal lades op, men ellers er man fri som en fugl. I hvert fald i de tre timer som batterierne kan holde til, men det er efter min mening mere end rigeligt for de fleste af os, især når man tager i betragtning at det medfølgende etui giver en samlet batteritid på op til 9 timer. Jeg kunne rigtig godt tænke mig mere bass i musikken, men ellers er der med dette headset ikke meget andet at komme efter da det spiller godt, er komfortabelt, nemt at anvende og tilmed har en pulsmåler så ens træning kan trackes mere præcist. Mere kan man ikke ønske sig, om end man kan ønske sig en mindre pris.

[checklist]

  • Pasform
  • Pulsmåler
  • App
  • Lade-etui

[/checklist]
[badlist]

  • Mangler bass
  • Pris

[/badlist]

Pris og tilgængelig

Set til 1.999,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

De såkaldte usynlige øretelefoner er begyndt at dukke op alle steder og Jabra Elite Sport tager kampen op samtidigt med at de yder lidt ekstra ved at være designet til den aktive bruger, som udover musikken også har andre krav og behov. Jabra Elite...Test: Jabra Elite Sport "usynlige" øretelefoner